OM ANONYME URKILDER OG DERES RETTE BRUG
For nylig læste jeg at de amerikanske mormoner fra Utah baserer deres tro på et lodret plagiat. Religionsstifteren påstod i en drøm 1830 at have set en ny variant af lovens tavler, som han skam siden også blev forevist af en vaskeægte engel i en klippegrotte sammen med et andet troværdigt vidne, der tillige kunne stå inde for Mr. Smiths troværdighed. – Lovtavler, som jødernes forsvundne 12te stamme – angiveligt de senere indianere – i sin tid skulle have medbragt over Atlanten.
Lovens tavler var i øvrigt denne gang af indiansk guld, for at de ikke skulle risikere samme kranke skæbne som førsteudgaven af ler fra Sinai, som Moses nemlig smadrede af raseri over at folk anså dem for en forfalskning – hvorefter han alligevel forbarmede sig og hentede friske forsyninger fra bryggeriet, som straks besejrede enhver tvivl. Ligervis med alle plagiatorer: Afsløres de, er de snart efter tilbage på banen igen med nye larmende plagiater – hvorefter alle bøjer sig. For decibel og volumen er opium for den gutenbergske pøbel.
- Som nu dengang Frank Esmann forsvarede sin plagierede Kissinger-biografi ved frejdigt og helt upåtalt at gøre Churchills berømte ord til sine: ”Jeg er helt uenig i anklagerne - men jeg vil give mit liv for mine modstanderes ret til at sige deres mening”. Til gengæld var Esmann moralsk forbilledlig ved slet ikke at søge at camouflere sine spor, hvad man egentlig burde honorere med mindst en betinget dom. -
Åh, tillad os i denne forbindelse en kort digression: Enhver bibelhistorisk unøjagtighed i ovenstående er ligesom trykfejl på gamle frimærker og keramik blot et yderligere bevis for vor egen beretnings ægthed og autentiske proveniens – hvorimod kopisterne altid just ved de umiskendelige ligheder i det små og upåagtede afslører sig som det pedantiske klatpapir de nu engang er.
Nuvel, tilbage til den amerikanske Moses, Joseph Smith, der nemlig ligesom forgængeren kunne langt mere end sit Fadervor. Ifølge Mr. Smith viste den genopstandne Jesus sig nemlig også for indianerne – jødernes emigrerede forsvundne stamme: For andet ville have været både racisme og forskelsbehandling, helt i strid med den stolte amerikanske forfatning. Dog tilstod den indianske Jesus udtrykkelig Joseph Smith i Udviklingens, Fremskridtets og Oplysningens hellige navn friheden til flerkoneri - som den driftige mand skam også nåede at praktisere med bravour. Imidlertid blev dette efterhånden for meget for de ortodokse kristne, der naturligvis måtte have langt sværere ved at acceptere en sådan virusagtigt aggressiv okkupation og forfalskning af kristendommen end en udtrykkeligt ny religion, som traditionelle kristne må antages at være anderledes immune over for med en vis overbærenhed til følge.
De kristne fik derfor til slut Joseph Smith fængslet på linje med alle andre ordentlige profeter i bibelhistorien, hvorefter en lige så utålmodig som behjertet fortrop af rettroende stormede fængslet og dræbte profeten: En religion var hermed grundlagt. Nu kommer det morsomme: Joseph Smiths angivelige profetiske drøm skulle siden hen vise sig at være et lodret plagiat fra et refuseret romanmanuskript begået af en helt anden forfatter – som ingen siden hørte mere til, idet han nemlig fornuftigt afstod fra at klage for ikke at risikere en lignende skæbne som profeten ved at fremstå som dennes ufejlbarlige urkilde.
Men alligevel lever mormonerne mirakuløst videre i bedste velgående – og selv om der nok kunne behøves flerkoneri for at overvinde så dårlige odds, så består dog fortsat den gåde, hvorledes mænd med så dårlige kort på hånden generation efter generation har kunnet opnå det fornødne antal koner, hvis ikke ved Guds hjælp. Således taler selve denne religions fortsatte overleven på trods af det absurde dog på sin egen vis for dens sandhed likförbannat – omtrent i stil med Kierkegaards ord et sted, at Kristendommen er en så absurd idé, at intet menneske kunne have fundet på den.
Og hvem siger at et plagiat ikke kan være sandt uagtet en såre verdslig og broget herkomst – et vilkår som jo allerede Guds rette søn er behæftet med, uden at det på nogen vis anfægter hans guddommelighed. Selv en lystløgner kan derfor tilsvarende i nødtilfælde blive Guds udvalgte vehikel for den rette tro – hvorved Gud samtidig benytter lejligheden til at illustrere, at hans eget forsyn lige så suverænt som skæbnen i Ødipus’ tilfælde formår at overlejre vore egne snævre og opsætsige planer og inkorporere dem som redskaber og nyttig idioti for sine egne. Hvis et tilfældigt gadekryds i ørkenen kunne være Guds søn, kan en ordinær løgnhals således også i en snæver vending tildeles rollen som ordinær profet: For sandheden er stærkere end løgnen.
Tilfældet illustrerer tillige det forhold, at hvad det plagieres her i verden, oftest bestemt er værd at plagiere: For folk der kan slippe af sted med den sport, er altid respektable borgere, som rettelig nyder en moralsk immunitet, som de derfor ikke er sene til at udnytte – for som sagt er de langtfra idioter og i reglen oplyste nok til i deres tyvagtighed at besidde langt mere smag og
dømmekraft end opfindsomhed.
At plagiatoren som nu Joseph Smith i reglen overlever selv de pinligste afsløringer, er sluttelig ikke mere mystisk end så meget andet: For eftersom plagiatoren jo nu engang er profet, professor eller i det mindste forlagskonsulent, så må enhver anke i nævnte retning bero på misforståelser eller endda bagvaskelse fra notoriske tabere, der trodsigt nægter at affinde sig med at forvalte det tarvelige pund som naturen nu engang har begavet dem med.
Dertil kommer at hele skaren af respektable bugtalere og jævnere ånder i titelland ubeskedent føler sig langt mere åndsbeslægtede med den virtuose plagiator end med originalen, hvis eksistens ifølge sagens natur opleves som et slag i ansigtet af denne alfabetiserede almindelighed – der derfor altid solidarisk tager parti for plagiatoren, som var denne den amulet, hvormed alle og enhver kan besværge egen lejlighedsvis plagiatvirksomhed i anderledes beskeden og derfor ligefrem rosværdig skala.
Nej kun i de slående tilfælde hvor man fristes til at tænke sig en art deja vue, er påstande om plagiat anderledes oplagte og uafviselige: For at noget på søvngængeragtig vis minder om genkomsten af noget bekendt, er så langt hinsides tilfældige sammentræf, at tanken om plagiat er den eneste plausible forklaring. Hvis noget nemlig ubeskedent ligner den ægte vare omtrent lige så meget som denne selv, så må der naturligvis være tale om en forfalskning. Ja, selv hvis også selve denne påstand skulle ligne et sådant somnambult plagiat, kan det ligesom i Joseph Smiths tilfælde sagtens være sandt alligevel… Og større prætentioner end at tale sandhed har vi såmænd ikke for vor egen del.
At USA i øvrigt risikerer at få en mormon som sin næste præsident, kunne sluttelig anføres som et raffineret argument mod vore egne republikanere og for Kongehuset – der som bekendt er og forbliver betryggende forpligtet på Luther og Søren Krarup. Sig så ikke oftere at vi endnu ikke behersker den nøgterne politiske reportages ædle kunst. Blot skammer vi os så meget over at måtte falde tilbage på den socialrealistiske virkeligheds offentlige substrat, at vi kun gør det, når vi samtidig kan tage os betalt ved at sublimere og transformere den til en æstetisk anderledes præsentabel skikkelse end den foreliggende. Dette skulle jo meget nødig komme til at ligne en avis - for som en stolt britisk pensionatsværtinde fra verden af i forgårs engang skarpt påtalte over for nogle gæsters støjende børn: "You children behave in my house as if it were a hotel!"
Som afslutning kan vi ikke undslå os for at betro hine enkelte, at vi aldeles uopfordret er blevet anbefalet et om så også skattepligtigt beløb på 10.000 kr til "fortsat filosofisk virksomhed, gerne i bogform", fra Malermester Hartvigs Fond, af Bjørn Bredal og Niels Barfoed. Rent bortset fra andre meningsberettigedes vetoret ville det her være utaknemmeligt at beklage den jordbundne malermesters åbenbart noget moderate begejstring for og lovlig forsigtige brug af indernes luftige, men dog så geniale bidrag til matematikken og talsystemet; noget der ellers godt kunne bringe en sart sjæl til nostalgisk at mindes det gamle marxistiske begreb "repressiv tolerance" - hvorfra der nemlig atter ikke er langt til ligesom med gademusikanter at betale dem for at spille: blot de for Guds skyld finder et isoleret øvelokale til formålet.
Men nej, vi betvivler nu ikke ægtheden af vore litterære protektorers ædle ønske - som de dog desværre nok er ret ene om, idet alle socialrealistiske redaktioner priser sig lykkelige over den efterhånden opnåede stiltiende nationale samdrægtighed på tværs af politik og køn i branchen. For nok hedder det at frænde er frænde værst - men det er rigtignok kun indtil vi møder enten vor fælles fjende eller hvad nogle lidt højtravende har kaldt "den store Anden": Når leoparden er i nærheden, forstummer således altid bavianernes indbyrdes kævl; og da kan det på lignende vis undertiden ske, at leoparden trækker det korteste strå.
Men et ubetinget gode er det, at mens kriteriet på at folk læser ens blog ellers i reglen er en solidt grundmuret tavshed derom, så vil vi takket være nævnte håndsrækning herefter have langt mere hånd i hanke med publikum: Hvis nogen ude i byen nemlig herefter forsøger at slå os for en bajer, afslører han sig derved umiskendeligt som læser af vor blog som urkilden til som sædvanlig opsigtsvækkende sandheder.
Til allersidst må vi skuffe læsere med den formodning, at vi forsøger at give den som hin afdøde, som alle og enhver uden bedre at tage sig til nuomstunder kan bruge som bekvemt og støtteberettiget påskud for hvad som helst. Og det kan vi begrunde med en sand anekdote. I sin tid gæstede jeg af og til byens værtshuse i selskab med en atletisk adjudant besat af et aldrig slumrende faderoprør og et hang til provokationer og practical jokes. En gang blev det for meget for en udsmider, der advarede ham med disse ord: "Jeg er gammel bokser!" Den serv returnerede min kammerat prompte med følgende talmudiske ord, hvis fredsskabende virkning da heller ikke udeblev: "Nåh - men i så fald kender du selv forskellen: Jeg er ung bokser..."
