Tuesday, January 22, 2013

FRA KIERKEGAARD TIL DANSKE BANK: Et stykke dansk erhvervshistorie.


 

 Der er sket meget siden Kierkegaards tid. Således for 100 år siden de danske heders tilplantning i pioneren Ernesto Dalgas ånd og regi med svensk rødgran - og i vore dage de svenske heders manuelle sanering for samme træsort, under overopsyn af Deres messiansk udsendte danske ekspertise på området, og med brug af føjelig kinesisk arbejdskraft: der bedst lader sig sammenligne med Mærsk Møller's tilsvarende globale ekspertise inden for olie-udvinding.
Det havde gamle Dalgas ikke forudset – hvilket viser hvor vanskeligt det er at beregne den langsigtede rentabilitet af store satsninger, disse være nu i privat eller statslig regi.

 Danske Bank - "too big to fail" - er heri slet ingen undtagelse; og man forstår at direktør Kolding betinger sig både arbejdsforhold og bonusordninger langt over, hvad der times alle vore små yndlingsfjender i "Bermuda".
Men direktør Kolding har vi modsætningsvis ikke spor ondt over, for ham betragter vi som en ligeberettiget kollega: "egen företagere" og pioner med berettiget statsgaranti. Her er der intet at komme efter, hverken for skattemyndighederne, verdenspressen eller socialistiske plageånder.

 Men tilbage til vor 200-årige Kierkegaard: - ligeledes en egenrådig "egen företagere", der dog på den helt lange bane viste sig langt mere profitabel for vort lille land, end hans samtidige kunne have forestillet sig: ikke mindst for en betragtelig og broget skare af "kongeniale" debattører og foredragsholdere under forsæde af særligt hyrede projektledere i anledning af hans 200-år.

 Men al denne gratis kongenialitet lader sig let punktere ved et morsomt tankeeksperiment. Forestil jer nemlig, at man tog et tilfældigt skarpt SK-citat og slap det ud, f.eks. her på FB - men i ens eget syndige navn. Tro os: De selv samme folk, der i talstærk samdrægtighed finder citatet både ubetaleligt og tidløst, når signaturen er "SK" - de ville nu finde akkurat det samme citat både barnagtigt, personligt i dette ords slette forstand, dumt provokerende - og i øvrigt aldeles futilt set ud fra et karrieresynspunkt, dette være nu i offentligt eller privat regi: For på den måde kommer man rigtignok til at vente længe på et embede...

 Her således to SK-citater, venligst stillet til rådighed af Per Olof Johansson og Isak Winkel Holm:
 "Der gives Folk, der i den Grad omgaaes letsindigt og skammeligt med Andres Ideer, de snappe op, at de burde tiltales for ulovlig Omgang med Hittegods."

 "Jeg frabeder mig enhver Recension, thi en Recensent er mig ligesaa modbydelig som en gadestrejfende Barbeersvend, der kommer rendende med sit Skæggevand, der bruges til alle Kunder, og med sine klamme Fingre fiamsker mig i ansigtet."
--------------------
Men vort tankeeksperiment ville blive endnu morsommere, hvis vore lærde først lod sig overbevise om, at ovenstående citater var helt frit opfundne herfra - men forfængeligt fremsat i SK's navn for at høste bifald. - Og at de lærde så dernæst enstemmigt fandt, at æblet da her rigtignok også er faldet så langt fra stammen - at denne rettelig ville betakke sig for ethvert slægtskab med og ethvert medansvar for disse pinligt letkøbte platheder...

Men gæt nu en gåde, kære læser: For hvad er så det, som er endnu morsommere end det ”endnu morsommere”? Jo, dette spørgsmåls grammatisk superlative svar lyder ubestrideligt: At det må da være ”det morsomste”. Ja, og hvad er så det? Jo, det morsomste ville være, hvis vi nu på falderebet blev forsmædeligt overtrumfet af en Kierkegaard-forsker, der kunne påvise at hele vort ovenstående tankeeksperiment blot var en mekanisk transponering af en lignende formulering hos Kierkegaard - blot med f.eks. den store Goethe placeret i hans eget sted.

- Åh-Ja: For lad os nu blot være kollegialt storsindede og indrømme – at det kunne Kierkegaard såmænd sagtens have været mand for på en god dag…
Men det forholder sig her ganske ligesom med de spiritistiske medier der hævder at have selveste Mozart som deres overkvalificerede sufflør: At hvis det i ligefrem og naiv forstand ”ligner Mozart”, så er det med garanti netop aldrig Mozart. Hvorimod hvis det ikke ligner i det pædagogiske regneeksempels, den mekaniske parallelforskydnings eller den skematiske algoritmes naive forstand, så kunne det teoretisk set godt være Mozart – og selv hvis dette sidste ikke skulle være tilfældet, så kunne det sågar være værst for Mozart!

Men spiritister er nu engang et i sjælden grad selvudslettende folkefærd, der af lutter frygt for forfængelighedens og grådighedens dødssynder altid insisterer på med øjeblikkelig virkning at testamentere både æren og alle royalties af deres værker til for længst afdøde samt disses blege, betuttede og betrængte efterslægt.


No comments: