Som gymnasiast (en profession der sidenhen er
blevet højeste mode i kultursektoren), blev jeg med rette korrigeret for i mine
dengang endnu noget alvorlige danske stile (thi sådan må rækkefølgen være, hvis ikke begge dele skal være noget juks, ganske
ligesom man jo ved firehændige klaverstykker tålmodigt først må øve hver hånd for
sig) at anvende udtrykket "en af de eneste, der osv": For der kan jo
dog selv på en god dag højst være én eneste - andet ville så at sige være
åndeligt bigami og et kors for tanken på lige fod med Treenigheden og EU-kommissionen.
Siden er nævnte esoteriske pluralisform ikke desto mindre gået
hen og blevet fuldt legal: - For som med prostitution og narkotika gælder åbenbart
også her, at det dog er bedre at det sker ved højlys dag og under ordnede
forhold for alle parter, end at i forvejen svage sjæle tillige må gøre både sig selv
og andre til forbrydere for deres lasters skyld.
Men se, i mellemtiden er man selv blevet stejl
af lutter loyalitet mod sin gode gamle dansklærer - der ellers i litteraturhistoriens
navn med klogelig defaitisme bevilgede, om ikke betingelsesløs overgivelse, så dog komplet carte blanche trods en dengang anderledes snørklet (men endnu umusikalsk) syntaks, som nemlig endnu ikke var
udtryk for åndens suveræne valg - idet det hermed forholdt sig som med ufrivillig
vandladning og anden afgang, der jo trods misundelsesværdigt ungdommelig strålestyrke er lige så uskøn i sengen,
som ufrivillige synkoper er det i musikken.
Kort sagt insisterer jeg fremdeles
monoteistisk på singularisformen "den eneste, der.." - helt uden
skelen til oplyste og integrationsbefippede studieværters demokratiske
anbefalinger.
Men
dette var nu kun præludiet til hvad vi egentlig ville sige, ihukommende at hovedsagen kun sjældent har fortjent bedre end at være det nødvendige påskud for noget bedre, omtrent som startbanen for et sportsfly - eller som store mestre for den posthume og dunskæggede skare af sorgløst eftersnakkende og festtalende små overmænd og svigermors stoltheder, som far lige skulle have oplevet. - Og hvad vi egentlig ville sige, var dette: At en af de eneste håndboldspillere, der formår at aftvinge mig en smule interesse, er ham dér Johannes Riis - og det skyldes nu mest alle de historier om doping.. Og med nyhederne har jeg det oftest på samme vis...
På lignende vis betroede en urgammel københavnsk læge mig engang: "Sport har aldrig nogensinde interesseret mig det fjerneste - men at se sådan et par bomstærke negre tærske løs på hinanden: Det kan jeg sgu godt lide!"
No comments:
Post a Comment