BLASFEMI...

Når man som purung ringede til den daværende "HANDELSBANKEN", fik man først et telefonsvar, der nærmest måtte betegnes om en loyalt patriarkalsk og damestemme på et højdansk fra før Baronesse Blixens tid: "Det er Haaandelsbaaanken". For det siges, at sådanne ugifte grantanter fra før brødrene Brandes tid er endnu mere loyale mod magtens mænd, end nogen eunuk i "Mørkets Hjerte" ville have kunnet præstere.

Med en lignende majestætsbetuttet højtidelighed - om end med mere sitrende, ja nærmest hviskende pigestemme bliver man ved henvendelser til det Berlingske Hus af hoffets loyale tjenende terner høfligt og med en forlegen fnisen belært om, at enhver henvendelse til Weekendavisens legendariske chefredaktør naturligvis er henvist til at foregå i form af mails eller breve.

Det gjorde jeg da også i anledning af mit foregående indlæg om Lars Hedegaard - om end jeg nu som ingen som helst reaktion opnåede. - Tro i øvrigt endelig ikke, at agurketid råder i vort eget hus: Men mere end smuler fra den riges bord vil vi nu engang ikke falbyde i tide og utide, og sætter os derfor med sædvanlig grundighed atter mellem to lige fortræffelige stole. Hvortil kommer at vi aldrig pædagogisk "skriver ting om", fra et medium til et andet, uden på særlig opfordring og med udsigt til honorar.
-----------------------------------------
Kære A K

Hvis det er tilladt at spøge med Muhammed, må det også være tilladt at spøge med Lars Hedegaard.

Omvendt må jeg modstræbende indrømme den kulturradikale opinion en vis - om så også komplet ubevidst - konsekvens, når den på Muhammeds vegne ønskindet reserverer sig trods sin bekendelse til Oplysningens ånd: For når man trods alle privilegier ikke selv tåler kritik - endsige spøg - er det et besindigt træk at indrømme samme ret og hensyn til anderledes uoplyste og ressourcesvage parter.

Vedføjede stykke bæres udover af humoren af den gennemgående erfaring, at menneskene som allerede antydet ligner hinanden langt mere end de vil være ved, og da især i deres mindst civiliserede tilbøjeligheder.

Artiklen søger uden at tærske langhalm at gennemlyse de involverede begrebers indbyrdes sammenhæng: Eksempelvis er en Lars Hedegaard ikke nødvendigvis selv en hædersmand, selv om han er offer for uret. Et selvoplevet barokt eksempel af lignende art gives.

Men jeg nævner også alvorlige eksempler på uangribeligt legal straffesanktion mod heroiske brugere af ytrigsfriheden - selv om det her satirisk lanceres som forbilleder til integration og lovlig efterfølgelse fremover for Hells Angels og radikale islamister.

Rent kompositorisk slår jeg så over i slapstick: Men takket være en digression til denne ender vi alligevel i hovedsporet: omtrent som ved to gange minus i aritmetikken.

En underliggende og mere indirekte pointe er nemlig her, at jeg hermed oven i købet tillader mig at spøge med den gængse og knæsatte debatsstils aggressive og muslimsk billedløse alvor - der vist ikke altid lader muslimernes meget efter. Og som jeg da også nok selv kunne begå med en brækket arm (en sådan haves nemlig, sågar i sin tid opereret af en kirurg der desværre til fulde levede op til sit navn "Krogh").

Når jeg sender det til dig, er det fordi jeg her ved, at du dog udmærket kan forstå både hvad jeg skriver, og hvad jeg ikke skriver. Hvis andre på redaktionen skulle besidde samme fortrin plus menneskeligt overskud til ikke overalt at se "provokationer" mod det helligste, er du naturligvis velkommen til at uddelegere den utaknemmelige rolle som beslutningstager til dem.

For alvorligt talt er jeg jo næsten anatema og undtaget fra selv de mest elementære høflighedsformer. Og at sige dette ligeud er ikke alene lovlig: Det er end ikke fornærmeligt, men tværtimod en indrømmelse til modpartens integritet - et fænomen jeg ellers generelt ikke er særlig forvænt med professionelt. Men hermed forholder sig forhåbentlig ligesom med "Pascals væddemål. Så perlerne er hermed kastede....
Med venlig hilsen