KÆRLIGHEDENS SMERTE

En af de kvinder der har været tossede nok til at tilbyde ægteskab uden afsæt i snusfornuftige globale betragtninger om komparative fordele, var både køn og velbegavet, men havde i meget ung alder trukket sig ud af den krævende virkelighed.  Ikke sådan at hun led af vrangforestillinger, hørte stemmer eller var autistisk indelukket. Hun huskede alle bekendte som jeg i tidens løb præsenterede hende for, i detaljer, og kunne næsten altid sige nogle intuitivt rammende ord om dem alene på det grundlag. Men hun var endnu mindre end jeg selv nogen passioneret elsker af Freuds realitetsprincip; og da jeg desuden kan være noget vankelmodig, kunne jeg næsten genbruge en bekendts ord til en debil ældre dame der engang foreslog ham ægteskab: ”Åh tak, men jeg føler mig stadig for ung til at binde mig…”

Måske var det mig der tog fejl, for minus gange minus giver dog i nogle sammenhænge plus. Og hvem kan sikkert skelne mangel på mål og fokus i livet fra en psykiatrisk diagnose. Hvis jeg havde haft større tro på livet og turdet sige ja? Verden, herunder arbejdsmarkedet, har det dog med at vise en vis respekt og hensyntagen til familiedannelsen.  Pigens fokus og energi i situationen fejlede intet og kunne måske have været hendes frelse trods en måske unødig tidlig psykiatrisk debut. Min nænsomt tøvende vedholdenhed bragte hende en overgang næsten fra forstanden – hvilket kunne være en anledning til at spørge sig selv, om en forudsigeligt håndfast grobrian ikke mange gange er mindre skadelig end et bange og ubeslutsomt fæ.

Bevares, jeg følte ikke at jeg havde meget verdsligt at tilbyde en kvinde med ønsker om at få et barn, eftersom jeg allerede dengang eftertrykkeligt havde fået bekræftet, at hverken den siddende elite eller den klatrende middelklasses talrige små aspiranter agtede at indrømme mig en tøddel, hvis de da eller kunne undgå det. Og det kunne de, for jeg havde kun haft letsindigt overbærende smil til overs for hine enkelte der rådede mig til at få min første bog godkendt som ph.d. afhandling. Når man ikke i naiv forstand først angler efter verdens ”godkendelse”, men alligevel forventer efterfølgende anerkendelse, vil det nemlig oftest gå som William Blake skriver: ”Aldrig måtte ørnen vente så længe som dengang, da den bad kragen om hjælp”. For i nævnte position vil verden uvægerlig opleve en utilgivelig miskendelse.

Dertil var mit eget fokus for uklart, for der boede flere sjæle i mit bryst, og de regerede som et polsk parlament. Vort forhold ændredes grundet min bornerte forskrækkelse over pigens maniske beslutsomhed til et venskab, og mine følelser for hende blev stadig mere den beskyttende ømhed man føler for sit barn, sin mor eller søster. Agape er smuk, men hvor der samtidig hersker en stor eros-asymmetri, bekræftes dog atter den grusomme sandhed, at den der elsker mest, lider mest. Pigen genvandt aldrig fordums fokus og handlekraft, som hun måske kunne have opnået, og hun fik aldrig et barn. Hendes glæde ved den mindste opmærksomhed, ved ethvert besøg og ved enhver opringning forblev intakt. Som hun under sin langt senere sygdom sagde: ”Jeg ved godt at jeg alle årene har elsket dig for meget!”.

Hun levede i sin hjemby en beskyttet og ret begivenhedsløs tilværelse, men var sidenhen næsten altid livlig og i godt humør, selv om hendes rastløshed umuliggjorde langvarig koncentration. Den store verden havde hun for længst afskrevet, men hendes stemme og hendes blik forblev forunderligt klare. Og når jeg undertiden nævnte egne kvaler, var hun uklanderligt fornuftig. Måske havde den ven ret, der i sin tid havde sagt: ”Mange kvinder i den situation er hysteriske, gift dig med hende og få et barn, så går det over!”. Men pigens vanskeligheder med realitetsprincippet kunne måske også have givet bagslag, for hendes psykiatriske debut udløstes i sin tid af en abort.

Aldrig før eller siden har jeg grædt så meget og så bittert som da hun fik konstateret en livmorderhalskræft, hvis snigende symptomer hun havde ignoreret i mere end et halvt år. Hvis jeg i den periode havde set mere til hende i hendes svenske hjemby, spurgt mere ind til hende i telefonen – så havde hun måske betroet sig i tide i stedet for som nu kun at ymte et par ord til en veninde der ubegribeligt letsindigt slog symptomerne hen som ligegyldige. Min fortvivlelse indeholdt måske også al den sorg der aldrig havde fundet udtryk ved min mors selvmor i min tidlige gymnasietid. Hun så den slags, for allerede engang tidligt i forløbet havde hun spurgt: ”Ønsker du at jeg springer ud af vinduet ligesom din mor?” Jeg er ret sikker på at hun også heri så en forbindelse til mit vankelmod i eksistentielle nøglesituationer.

Ved min fortvivlelse over hendes sygdom indvendte hun, at det jo ikke var min skyld. Hvilket skarpsyn, for vist følte jeg også skyld! Men i hendes trøstende afvisning af min skyld var der samtidig et bevægende og næsten selvfornægtende moment: Så hun da ikke sin egen sygdom som en allerede alt for rigelig grund til min ulykke – omtrent som man kunne forstille sig fordums tjenestefolk bagatellisere egen sygdom og affældighed som udelukkende et problem for deres herre og ikke en ulykke i sin egen ret.
Men samtidig havde hun helt nøgternt ret i, at selv den reneste agape på denne måde forstærkes af en refleks på ens egen person og således ikke er helt så ren som den selv tror. Hertil kommer så tabet af måske det sidste menneske der elsker os ubetinget.

En enkelt gang tidligere i vort forhold havde jeg pludselig grædt, da jeg kom til i tilbageblik at indse, hvad jeg havde voldt hende af indre tumult. Jeg husker at hun endnu ved den lejlighed var helt ungdommeligt frisk; og hun afviste overbærende og med selverkendende snusfornuft nøgternt min selvanklage med, at hun jo selv havde vist umådeholden manisk beslutsomhed og derved bragt den tøvende ungkarl fra asken ind i ilden. Kærligheden ofrer alt – selv for at fratage den elskede delvis berettiget samvittighedskval. Kan kærlighedens nådesløse asymmetri fremgå klarere? Det er ikke fair, og vi bør aldrig acceptere det…

Den barmhjertige samaritaner skyldte måske ikke nogen noget, men kom alligevel i en situation hvor det var op til ham at gøre en stor forskel. Når nogen nærer stærke følelser for os, binder det os ikke i nogen kontraktlig forstand – men vi påføres ligefuldt et indiskutabelt ansvar. Heri er der intet metafysisk uldent, for det er så empirisk konkret som vel muligt. Vi er i sådanne asymmetriske situationer stærke årsager – og vi ved det godt. Fuldt bevidst kausal betydning må være det vi kunne kalde empirisk objektivt ansvar.

Tværtimod har ansvar i juridisk forstand i mange tilfælde en ulden karakter: For du kan jo holdes juridisk ansvarlig for ting som du har gjort i såvel uagtsomhed som i uvidenhed om nævnte jura. Her er ansvaret nok en social realitet i det pågældende samfund – men til gengæld ingen individuel psykologisk realitet. Ungdommens skræmmende hensynsløshed er sorgløst at betragte andres ”irrationelle” følelser som uforpligtende og undertiden en smule komiske naturfænomener og ikke som bestemmende elementer i et andet menneskes livshistorie. Det som Huxley kaldte den evige filosofi, er ikke vore skarpsindige iagttagelser, men de tilsyneladende banale konstateringer: Her den sandhed at hvert eneste øjeblik, hver begivenhed og hver fælles oplevelse tilhører evigheden i den forstand, at intet kan ophæve eller tilbagekalde den kendsgerning at de har fundet sted.

I kvindens sygdomsperiode var jeg med den hos tidligt forældreløses karakteristiske dødsbundne kærlighed så meget som muligt for hende og fortalte hende hvor meget jeg elskede hende. Hun kom sig hurtigt og formåede med praktisk overblik og helt uden forventet tomhedschok også at administrere sin egen gamle mors død og begravelse. Uskylden syntes genoprettet uden fordums asymmetriske komplikationer.

Men tilbagefaldets nemesis kom – manglen på rettidig omhu i første omgang fik sit svar. Men var det ikke hendes eget ansvar? Jo, men også her gælder læren fra den barmhjertige samaritaner: Jeg kunne måske have gjort forskellen. Vel kunne jeg ikke vide, at hun undertiden havde små blødninger. Nej, men hun var et menneske med sin skrøbelighed og sin angst som vi andre – og det vidste jeg. At vise opmærksom og helhjertet interesse var mit ansvar, og det havde jeg ikke gjort i den kritiske periode.

Nu var jeg selv på samme tid hårdt ramt af total kollektiv udelukkelse fra enhver professionel sammenhæng, og det er især for en mand i moden alder hårdt – også selv om man gennem årene er trænet just til den opgave. Den slags kan få den uøvede til at gå helt op i limningen fysisk, psykisk og socialt – og modparten ved det. Når brave mennesker, der i myreflittig flok har læst sig til noget som de kalder oplysthed, og indbilder sig at være modstandere af dødsstraf – når de nu bevidst udsætter et andet menneske for den i deres egne øjne værst tænkelige sociale skæbne – så er det derfor en sikker følgeslutning, at de på bunden ønsker dette menneske en ublid død. Men de ved det ikke, for det stod ikke deres kompendier. Eller som geografilæreren vrissede til min bedstefar, da han nævnte floden Gualdalquivir: ”Dumme dreng – det er ikke den flod du skal kunne!”

Min objektive, empiriske skyld bliver dog ikke spor mindre heraf – ganske ligesom som ti samdrægtige forrædere hver især er absolut skyldige. Skyld er således en størrelse der kan deles uden at blive mindre derved: Hvis ingen havde hjulpet den vejfarende i biblen, så ville hver eneste der var gået forbi, have været absolut skyldig i det menneskes forlis.

I vort tilfælde med en bagvedliggende skyld, der forplanter sig til utilsigtede og også i de agerendes egne øjne helt sagesløse ofre, er der i virkeligheden tale om en objektiv bekræftelse af hvad de gamle kaldte arvesynden. Det onde er en overindividuel realitet i menneskelivet, og selv om vi ville, kan vi dog ikke unddrage os dets magt: I dette tilfælde fordi social nulstilling kan belaste et menneskes livsmod så voldsomt, at det udhuler dets opmærksomhed og overskud over for de mennesker som det i sin tur har i sin vold.

Selv Agape, den uselviske kærlighed, er behæftet med uretfærdighed: Således ved vi alle at nogle mennesker er lettere at have medfølelse for end andre. Ja, ofte er det jo endda sådan, at vi har mere medfølelse med den smukke og lykkelige der knuses, end med den så at sige fra fødslen forarmede. Charmen er en faktor der resulterer i forfordeling. Men hvor der ikke er tale om børn, der jo falder meget forskelligt ud, men om selvvalgte involveringer, bortfalder denne ulighedsfaktor. Vore elskede er så at sige allerede udvalgte – og ethvert charmerende og fortryllende træk ved denne person forøger vor ulykke ved synet af hans eller hendes elendighed.

Humor er ligesom ”oplysning” en uhåndgribelig størrelser hinsides tidens bestræbelse på at gøre alt til strømlinede og kompetencegivende uddannelser. Et af de mest fortryllende træk ved min gamle kærlighed var hendes aldrig svigtende sans for personers, replikkers og situationers iboende komik – noget hun slet ikke var opflasket med. Efter hendes mors død i hendes egen sidste og alt for korte raske periode, spurgte hun mig, om hvilke bøger fra forældrenes samling, jeg ville have, inden resten af boet blev delt eller solgt på auktion. En af bøgerne var en flot sag omhandlende ”Världens ugglor”. Hun slog sin velkendte korte perlende hjertelig latter op – og jeg vidste straks, hvad hun, der ikke havde læst en bog i år og dag, tænkte: Når man nu engang bor i Hässleholm eller København – hvorfor er så alle verdens forskellige ugler i grunden ret vedkommende? Og selv i bekræftende fald – hvorfor netop ugler og ikke frimærker, vinflasker eller uniformer?

Pointen er nu ikke den at verdens ugler er en latterlig interesse, men at meget i vore sysler også har en absurd side. Det absurde betyder ikke at vi bør undlade det, eller at de der undlader det, er mere fornuftige. Blot man selv har blik for komikken, er der intet latterligt i at være menneske. Jamen, havde det trods alt ikke været mere fornuftigt at vælge en afhandling om Holberg? Se, nu bliver det interessant: Når de klatrende klasser er så forvisset om hvad der er fornuftigt og hvad ikke – så beror det på en instinktiv refleks, som de trods al oplysthed næppe er bevidste om: For grunden til den automatiske skuldertrækning over ”Världens ugglor” er alene den verdslige reservation, at sådan en bog kan de ikke konvertere til Ph.D -grader, embeder, stipendier samt utrætteligt taleberettiget status i medielandskabet på lige fod med velkendte værdige ansigter.

 Og allerede fra Kierkegaards fiktive unge teolog Ludvig From ved vi jo, at den nybagte apostel søger først af alt: et embede! Det som er alment accepteret på tinge (i vore dage f.eks. Kierkegaard), er det både fornuftigt og fordelagtigt at tilslutte sig – eller for den sags skyld at slås om i skolegården under reglementerede former, alt imens det stræbsomme unge borgerskab, der skal bringe Danmark på fode igen, forløbende og myndigt voterer om udfaldet.… Hvorimod det isoleredeog det individuelle på alle måder er højst ufornuftigt – og følgelig også usandt. Oplysningens ånd, I presume…

”Javel, den er god med dig, men du undveg nu behændigt vort spørgsmål, så tillad os at gentage det: Forholder det sig dog ikke stadig sådan, at der er mere menneskelig oplysning i Holberg end i ”Världens ugglor”?”  Tja, åbenbart ikke – og min kærestes eksempel beviser vor påstand: Hun havde trods naturlig opvakthed ikke læst en bog i år og dag, men kunne alligevel ved synet af nævnte titel straks se komikken. Det var ikke noget hun havde med hjemmefra, men sprang ud on location når lejlighed gaves. Omvendt havde det ikke udløst nogen komisk aha-oplevelse, hvis jeg i stedet havde valgt ”Holberg på svenska”. -  See what I mean? Med Jesu ord: ”Frygt kun de urenheder der kommer indefra”. Javel, men en tilsvarende betragtning gælder åbenbart også gælde renheden?  Så videnskabsministen må for min skyld godt slappe lidt af.

Brave oplyste borgere (ja, omsider nu også enkelte særligt forbilledlige indvandrere) mener som Pontoppidans ”Lykke-Peer” at have rystet al overtro af sig. Men selve troen på at flertallet af meningsberettigede i stammen altid har ret, er en konstant i menneskelivet og er overtroens fællesnævner. Og i vor oplyste tid hylder vi altså den overtro, at ånd smitter ved berøring: Jo mere vi læser om og af Holberg (”Ja, vi har netop i denne måned et slagtilbud i anledning af Oplysningsåret.dk…”), desto mere bliver vi ligesom Holberg. Ja, og vi får skam også papir på det til sidst, for slet ikke at glemme svigermors sluttelige velsignelse – så kom ikke her med jeres hjemmestrikkede små unoder. Bevares, de kan måske være sjove nok blandt venner, men det bliver jo aldrig til noget alvorligt på den vis, vel? For slet ikke at tale om, hvad I skal leve af.
  – Men for den rette var ”Världens ugglor” åbenbart inspiration nok – og følgelig var den altså ikke spor mere latterlig end den knastørre doktorafhandling om vor gamle humorist. Men skylden og ansvaret kan vi desværre ikke grine os fra...