"YES, YOU ARE MY DESIGN"

 

Man kan ikke skynde sig langsomt nok, som de gamle kinersere sagde. Så hjemrejsen fra broderlandet begynder först nu. Men også juleträerne bör skynde sig så langsomt som muligt i medfør min utopiske agenda om at egenhændigt at begrænse deres egenrådige vælde fra Sverige til Kamtjatka - der litterært set vel mest minder om Knagsteds hang til at samle kommaer:  Ja, for hindre granerne endeligt kan vi jo ikke - kun holde dem i skak, mens vi venter på enten Godot eller en rask lille skovbrand.

 I går aftes läste jeg et lille essay i Svenska Turistföreningens Årsskrift 1949 (!) : "OM ATT VARA BADGÂST". Höj klasse, morsomt,  menogså bevägende menneskeligt med en del selvironi.

 Når man nu betragter teltliv som en straf tilhärende värnepligten og foreträkker sommerpensionater ved havet. Man har hele vinteren längselsfuldt forestillet sig udsigten til månen som en kinesisk lygte hängende over et hav sort som et flygellåg. Men man ankommer i ösregn, hatten havner i en vandpyt; en stedlig ranglet veteran i korte bukser (bukserne er altid kortere desto mere ranglede folk er) kommenterer erfarent, at barometeret er på vej ned; man föler sig dog efter nogen skuffelse over udsigten til et värksted (alle har ikke råd til havudsigt) straks mere hjemme, efterhånden som man har pakket ud og installeret sig.

Ved middagsbordet präsenterer man sig summarisk over for alle der ikke virker decideret afvisende; pensionatsejeren fik sidste år installeret plywood og hävede priserne väldigt, har sågar også ansat en swing-sångerska, der med "släpig röst" synger "Yes, you are my design"; de unge par, som har längtes hele året efter drömmen om sommerlivet, ser på dansegulvet akkurat så ulykkelige ud som kun unge mennesker samt muligvis elever på Dramaten kan: Der er jo intet som ”badgäst-olycka” og "badgäst-svartsjuka".

Man finder sig efterhånden til rette, damerne taler börneopdragelse, og man er snart enige ved bordet om, at det er da vældigt väldigt "kull" her på stedet. Men i längden indfinder en vis vane og kedsomhed sig, men det er der råd for: Fiskekutteren, der efter krigen blev hvidmalet, beväger sig ud med en stor skare gäster mod en forjättende fjern drömmeö, som man dog straks indbilder sig at man selv har opdaget og valgt som destination, og man forhekses af den forjättende lyd af bälgernes tunge slag mod rälingen. Men vel steget i land bliver man straks gennet väk af en gruppe der hävder at denne sandlavning i lä er altså deres private.

Da vinden bliver kraftig på hjemvejen, beordrer skipperen en: "tag fokken!". Derefter ser han for förste gang på en som et individ og ikke som en betalingsdygtig tumpe ligesom alle de andre.

 Men nu er ferien slut - og ligesom sidste år tänker man alvorligt på at slå ned på öen som fisker, tjener eller billetkonduktör og give fanden i karrieren. Men man har jo börn at forsörge, og når man kommer hjem, får man af kolleger, at vide at man rigtignok har lagt sig ud.

 Frit efter hukommelsen - men käre venner: Kunne I forestille jer en tekst af en sådan nästen Mann'sk klasse i en nutidig årbog for nogen Turistforening, eller nogen som helst anden forening - eller for den sags skyld i nogen kulturavis? Nej, I kunne ikke: tidernes forfald, hastvärk, informationsstress, dumme og konforme ambitioner, karrierestress og Gutenbergs ubodelige skam osv. osv. i den velkendte demokratiske pärevälling af undervisitetscenterjargon.

Men nu er også min "ferie" slut: og jeg har til orientering ikke lagt mig spor ud - end ikke med de fastboende, herunder ikke mindst skovejerne, der må stå model til mit grevelige formynderi som kun lader sig sammenligne med fordums Christian Tyrans.

 

 Når  den ovenfor frit refererede tekst fra 1949 var så bevægende læsning - skyldtes det ikke kun tekstens kvalitet, men også dens alder: De evigt menneskelige lidelser og spørgsmål er akkurat de samme. Forfatteren er allerede lidt til års og moden nok til at tænke tilbage på ungdommensmegen "ulykke" med på en gang vemod, længsel og lettelse over at være befriet for den dårskab.

Hvad man i en forbindelse kunne tilføje er, at mens ungdommens fortvivlelse og dårskab senere kan tages med et faderligt overbærende smil, så gælder det samme ikke skylden: Man har måske også selv engang gjort nogen ulykkelig og måske endda af ren dumhed - og i nogle tilfælde er det for sent at råde fyldestgørende bod på. Skyldens smerte kender ungdommen sjældent.

 

 Skribenten lufter i sin tekst også de forsømte utopiske drømmes spøgen bag borgerlighedens trygge værn. Nu er jeg selv i samme alder som forfatteren, der nok forlængst er død - min uborgerlige situation er på mange måder den stik modsatte af hans, inklusive mine foretrukne feriemåder - hvilket nu ikke forhindrer ham i at skrive mindst lige så godt. Og tiderne er andre.

Men alt dette understreger kun desto mere bevægende det almenmenenskelige fællesskab under alle forskelle.

----------------

WEEKENDAVISEN har velsagtens stadig for vane i sommerferien at sende en ung halvlitterær spradebasse op til Skagen og benovet anmelde de feriende celebriteters gøren og laden, indbyrdes omgang og afsky - tillige med "personlige" bekendelser om medbragte hængepartier i form af både "aktuel" litteratur og "uomgængelige" klassikere: hvis umgængelighed nemlig fremgår af det åbenbare forhold, at det tydeligvis aldeles intet nytter at læse dem, selv efter 200 år: Men fint skal det være, "mene" noget om det bør man jo - og Johannes Riis familie skal jo dog også leve...

 

Men den unge praktikant og kulturelle strandløve, der i sin sociale stræbsomhed synes at have langt mere øje for mændenes end af damernes yndigheder, virker dog allermest benovet over synet af Rifbjergs vældige elefantnosser - som den evigt unge Bukdals ditto nemlig ikke en gang når til sokkeholderne...