ODE TIL HENRIK DAHL I ANLEDNING AF HANS JOBTILBUD

Fik vi måske så ikke i ret i vor profeti, at det dog trods din akutte forlegenhed sluttelig ville gå dig ganske som de angiveligt tidligere direktører i større EDB-firmaer etc, der ved et tydeligvis udiagnosticbart lune af skæbnen er midlertidigt fornedrede til jobkonsulenter - og som ligefuldt ydmygt altid tilføjer, at deres aller største kvalifikation til sidstnævnte job er den uhyre solidariske, at også de skam også har prøvet at være arbejdsløse. Hvilket må være en sekulær modsvarighed til en svunden tids "Imitatio Christi".

Vi glemte denne gang med vilje spørgsmålstegnet, der nemlig ville virke arrogant forstyrrende efter en så lang sætning. Dette kan der til gengæld rådes bod på ved at stille et helt andet spørgsmål som plaster på såret: Nemlig dette, hvorledes mon litterater ved Det Dagblad, der i henhold til dine mest ortodokse støtter "hader" dig, alligevel kan slippe afsted med at lykønske dig indtil adskillige gange uden risiko for at risikere deres gode job.
Din kvide minder derfor mest af alt om Søren Ulrik Thomsens mondænt essayistiske coffee table bekendelser om sine personlige møder med den skinbarlige Satan - efter alt at dømme nok form af hine enkelte stædige fornægtere af Skaberværket, som Thomsen nemlig endnu ikke tør kalde sine læsere.

Men fjendernes lykønskninger mod al forventning - det kalder jeg civilcourage: et begreb der i min egen verden ellers ligger nær grænsen for det empiriske og derfor må omgås med et så et sige kantiansk forbehold for vore transcendentale begrænsninger.

I vor modne alder interesserer vi os ikke længere for vor egen beskedne forfremmelse i et af naturlige grunde vel alligevel noget begrænset åremål - men desto mere for de unge kræfters, hvorpå jo også vor egen kapitalpensions valutariske soliditet jo dog aldeles beror.

 Hvor det dog må glæde alle på Skjærbæk Præstegaard således uventet at få bekræftet, at mennesket trods ussel bagtalelse med fej undgåelse af navnes nævnelse lige siden den kristne oldtid, af naturen tværtimod er godt.
Allerede ved synet af en truende uvejrssky i det fjerne hørte allerede dine sande venner teatertorden for deres indre øren og kom dig straks til undsætning mod en ondsindet og slavisk umættelig trykpresse, ubelastet af såvel mere begavede utrykte forlæg som en Hemingways sans for begrænsningens kunst.

Men skønt det ellers hedder, at i ulvetider dukker alskens kryb frem af træværket, så viser det sig altså nu, at ved disse velsignede nye tidender myldrer omvendt de kæreste og nyttigste små regnorme og bænkebidere frem af den frugtsommeligt regntunge pløjejord med deres tribut og lykønskninger: skabninger som ingen mors sjæl udover professionelle entomologer ellers ville have anet eksistensen af.

Men sæt nu, Henrik, at den frygtede vanskæbne i stedet bittert havde holdt hvad den lovede: Så ville hele denne forunderligt emergente mangfoldighed af det stræbsomme nyborgerskabs civiliseret velvilje nok have pålagt sig selv homerisk blindhed: men ikke som Homer selv i en platoniske sandheds højere tjeneste, men af lutter anstændig frygt for at sige noget overilet – samt ud fra det gode borgerlige princip skånsomt at lade falde, hvad nu engang ikke formår at stå uden kemiske hjælpemidler med alle de kedelige bivirkninger, som – groft sagt – kun medicinalindustrien på en god Dag besidder frejdighed nok til at forklejne – ja endda lovprise.
Men stop en halv: Har vi måske ikke også selv engang næret sådanne dulgte ønsker om gennem Facebook i tidens fylde måske at kunne nyde den samme skæbne som de eksotiske dyrearter, der efter i årtier at have været erklæret uddøde i Indo-Kinas jungle, uventet genopdages for atter at blive indsat i fordums værdighed og embeder?
 Jo, hvis sandheden åbenbart absolut skal frem, så forelå der nok engang også her sådanne forblommede forhåbninger. – Men af lutter ungdommelig selvberuselse - der nemlig i moden alder slet ikke er noget charmerende syn, men kun rørende hvor det drejer sig om just flyvefærdige rovfugles begejstring over omsider at kunne besejle villa-vejene i fars bil uden frygt for ordensmagten - glemte vi desværre aldeles at tage højde for Oscar Wildes velkendte fyndord: ”Den der siger sandheden, bliver – groft sagt – altid før eller siden opdaget ...”.
P.S. Vor odes bevidste forsinkelse i helt offentligt rum beror alene på den omsorg hvormed vi undgår enhver forveksling med det alene dagsaktuelle og polemiske.