Jeg ville i dag atter besøge en
nat-ugle i en ladegavl, som jeg forevigede forleden. - Ja, for
uglens mere blufærdige mage tålte desværre ikke rampelyset og
havde trukket sig tilbage, inden kameraet omsider blev gjort skudklart.
Men hör och häpna: Den flotte gamle
ældgamle lade med standsmæssige beboelsesværelser, pejs og en helt
formidabel udsigt over Hallands måske smukkeste dal var brændt ned
til grunden. Selve hovedhuset var dog ikke brændt. Uglerne har nok
overlevet, og måske også deres unger, hvis de var store nok til at tage springet.
Langt ude på landet er der ingen
pyromaner - men nogle har vel kastet en cigaretskod eller grillet
pølser. Hvis jeg nu i stedet havde genbesøgt stedet allerede i går
formiddags, havde jeg måske fået et forsinket sølv-bryllupsportræt
af uglerne, der vist kan blive rigtigt gamle.
Ja, men til gengæld ville jeg være
blevet mistænkt: For en person der opsøger og fotograferer ugler
uden hverken at få en krone for det eller forøge sine chancer hos
det smukke køn - han lever ikke i virkelighedens verden, men i sine
fantasiers utopisk-mytologiske rollespil.
- Kort sagt: Sådan et menneske uden
hverken hovede eller hale kan finde på alt; ja, mange gange er
sådanne typer endda helt ude af stand til efterfølgende at forklare
eller motivere deres handlinger. For uden nogen som helst retning i
livet endsige seriøse forpligtelser ud over deres egne skøre
nytårsforsætter kan den ene handling jo for dem være akkurat lige
så god som den anden...
Javel, men hvorfor fotograferede det
gale menneske dog ikke ugleparret, inden han fuldførte sit
herostratiske værk? Skarpsindigt spørgsmål, min kære og
uforlignelige Watson. - Men ganske lige som mistænkte faktisk viser
sig langt ude at være i slægt med gårdens ejere, men desværre for
ham aldeles uden mindste arveret, således forholder det sig tillige
sådan, at ugleparret fornuftigvis ikke viste den ønskede og
forventede fotografiske samarbejdsvilje.
Thi ganske som med den berømte
"Grizzly-man" i Alaska fornemmer både vilde og tamme dyr
ofte - selv på tværs af artsgrænser - når et menneske er
utilregneligt, ondsindet eller ikke ved sine fulde fem. Således
oplevede jeg engang på Café Europa i København, at en stor hund
blev usikker og gøede hidsigt, ja nærmest med en art forurettet
indignation over et pludseligt brud på tingenes naturlige orden: Og
ganske rigtigt spadserede i samme øjeblik en velklædt dværg helt
scenevant smilende og hilsende til alle sider ind på Café Europa
med en verdensmands-mine, som var der tale om noget helt
hverdagsagtigt og ikke om en veritabel abnormitet.
Kort sagt: Ugler er kloge og vil
naturligvis ikke have noget med sådan en forrykt løjser og hans
forsinkede og perverterede sølvbryllups-fantasier at gøre.
Og så har staklen - for dette er han
jo trods alt på bunden - blevet dybt personligt såret og krænket i
sit barnlige og flygtige sind. Dette har nu atter fået ham til med
ærgrelse at mindes, at han som allerede nævnt er helt uden arveret
til stedet, hvis omliggender han ellers kender og værdsætter langt
mere end stedets nuværende ejere.
Disse aktuelle frustrationer har har så
givet dyb resonans i staklens livslange forråd af bitre erindringer
allerede fra den tidligste barndom, om sociale og menneskelige
"tillkorta-kommanden", som svensken siger.
Og så er det hele lige pludselig bare
blevet for meget for den arme djævel...
Ja, dette er umiddelbart vor teori - og
jeg er ikke kendt for at tage ganske fejl i den art sager, men tør
nok efter så mange år i branchen kalde mig en garvet
menneskekender.....
Ganske vist hævder nu både
Dostojevskij, Nietzsche og Thomas Mann, at geniet ligner forbryderen
i sin fanatiske og borgerligt set lodret ufornuftige og
fantasibetonede husholdning med samtlige sine energier og
livsmuligheder - ja, alle tre har endog bedyret, at hvis de ikke
netop havde været kunstnere, så kunne også de meget vel være endt
som forbrydere!
Tiltalte er imidlertid endnu aldrig
blevet beskyldt af nogen for at være et geni - en anklage som vi fra
politimyndighedens side derfor heller ikke ville være så
uretfærdige, radikale eller ubesindige at fremture med. Tilfældet
er jo allerede slemt nok som det er...
- Og selv om vor mand i henhold til
udfaldet af vore nu forestående retspsykiatriske undersøgelser ikke
skulle vise sig mere egnet til straf, end han i tidens løb har vist
sig til selvforsørgelse, arbejde eller for den sags skyld ægteskab
- så tør vi garantere, at staklen kommer forsvarligt bag lås og
slå på livstid: Ligeledes kan vi allerede nu love offentligheden,
at enhver eventuel udgangstilladelse, der kunne komme på tale i
tidens fylde, i givet fald kommer til at ske under skarp
mandsopdækning og ledsagelse af professionelle, der er fuldt på det
rene med, at her må al sentimentalitet vige for almenhedens krav om
ansvarlighed, forudsigelighed og konsekvens: ja endog på runde
fødselsdage, ved jule-højtideligheder eller for den sags skyld
muslimske festligheder - såfremt vor mand skulle vise sig tillige at
have annammet denne art nymodens passioner...
Åh ja: Thi slet intet bør længere
kunne undre os i denne dybt beklagelige, men forhåbentlig også
lærerige sag, der nødvendigvis må få præjudicerende konsekvenser
for vort lands efterhånden aldeles udvandede retspleje grundet
årtiers socialistiske dominans.
- Et rædselsregimente, der som bekendt omsider tog en både brat og velfortjent ende - og
det med forskrækkelse!
No comments:
Post a Comment