PYROMANER - KUNST ELLER FORBRYDELSE?

Jeg ville i dag atter besøge en nat-ugle i en ladegavl, som jeg forevigede forleden. - Ja, for uglens mere blufærdige mage tålte desværre ikke rampelyset og havde trukket sig tilbage, inden kameraet omsider blev gjort skudklart.

Men hör och häpna: Den flotte gamle ældgamle lade med standsmæssige beboelsesværelser, pejs og en helt formidabel udsigt over Hallands måske smukkeste dal var brændt ned til grunden. Selve hovedhuset var dog ikke brændt. Uglerne har nok overlevet, og måske også deres unger, hvis de var store nok til at tage springet.

Langt ude på landet er der ingen pyromaner - men nogle har vel kastet en cigaretskod eller grillet pølser. Hvis jeg nu i stedet havde genbesøgt stedet allerede i går formiddags, havde jeg måske fået et forsinket sølv-bryllupsportræt af uglerne, der vist kan blive rigtigt gamle.

Ja, men til gengæld ville jeg være blevet mistænkt: For en person der opsøger og fotograferer ugler uden hverken at få en krone for det eller forøge sine chancer hos det smukke køn - han lever ikke i virkelighedens verden, men i sine fantasiers utopisk-mytologiske rollespil.

- Kort sagt: Sådan et menneske uden hverken hovede eller hale kan finde på alt; ja, mange gange er sådanne typer endda helt ude af stand til efterfølgende at forklare eller motivere deres handlinger. For uden nogen som helst retning i livet endsige seriøse forpligtelser ud over deres egne skøre nytårsforsætter kan den ene handling jo for dem være akkurat lige så god som den anden...

Javel, men hvorfor fotograferede det gale menneske dog ikke ugleparret, inden han fuldførte sit herostratiske værk? Skarpsindigt spørgsmål, min kære og uforlignelige Watson. - Men ganske lige som mistænkte faktisk viser sig langt ude at være i slægt med gårdens ejere, men desværre for ham aldeles uden mindste arveret, således forholder det sig tillige sådan, at ugleparret fornuftigvis ikke viste den ønskede og forventede fotografiske samarbejdsvilje.

Thi ganske som med den berømte "Grizzly-man" i Alaska fornemmer både vilde og tamme dyr ofte - selv på tværs af artsgrænser - når et menneske er utilregneligt, ondsindet eller ikke ved sine fulde fem. Således oplevede jeg engang på Café Europa i København, at en stor hund blev usikker og gøede hidsigt, ja nærmest med en art forurettet indignation over et pludseligt brud på tingenes naturlige orden: Og ganske rigtigt spadserede i samme øjeblik en velklædt dværg helt scenevant smilende og hilsende til alle sider ind på Café Europa med en verdensmands-mine, som var der tale om noget helt hverdagsagtigt og ikke om en veritabel abnormitet.

Kort sagt: Ugler er kloge og vil naturligvis ikke have noget med sådan en forrykt løjser og hans forsinkede og perverterede sølvbryllups-fantasier at gøre.

Og så har staklen - for dette er han jo trods alt på bunden - blevet dybt personligt såret og krænket i sit barnlige og flygtige sind. Dette har nu atter fået ham til med ærgrelse at mindes, at han som allerede nævnt er helt uden arveret til stedet, hvis omliggender han ellers kender og værdsætter langt mere end stedets nuværende ejere.

Disse aktuelle frustrationer har har så givet dyb resonans i staklens livslange forråd af bitre erindringer allerede fra den tidligste barndom, om sociale og menneskelige "tillkorta-kommanden", som svensken siger.

Og så er det hele lige pludselig bare blevet for meget for den arme djævel...

Ja, dette er umiddelbart vor teori - og jeg er ikke kendt for at tage ganske fejl i den art sager, men tør nok efter så mange år i branchen kalde mig en garvet menneskekender.....

Ganske vist hævder nu både Dostojevskij, Nietzsche og Thomas Mann, at geniet ligner forbryderen i sin fanatiske og borgerligt set lodret ufornuftige og fantasibetonede husholdning med samtlige sine energier og livsmuligheder - ja, alle tre har endog bedyret, at hvis de ikke netop havde været kunstnere, så kunne også de meget vel være endt som forbrydere!

Tiltalte er imidlertid endnu aldrig blevet beskyldt af nogen for at være et geni - en anklage som vi fra politimyndighedens side derfor heller ikke ville være så uretfærdige, radikale eller ubesindige at fremture med. Tilfældet er jo allerede slemt nok som det er...

- Og selv om vor mand i henhold til udfaldet af vore nu forestående retspsykiatriske undersøgelser ikke skulle vise sig mere egnet til straf, end han i tidens løb har vist sig til selvforsørgelse, arbejde eller for den sags skyld ægteskab - så tør vi garantere, at staklen kommer forsvarligt bag lås og slå på livstid: Ligeledes kan vi allerede nu love offentligheden, at enhver eventuel udgangstilladelse, der kunne komme på tale i tidens fylde, i givet fald kommer til at ske under skarp mandsopdækning og ledsagelse af professionelle, der er fuldt på det rene med, at her må al sentimentalitet vige for almenhedens krav om ansvarlighed, forudsigelighed og konsekvens: ja endog på runde fødselsdage, ved jule-højtideligheder eller for den sags skyld muslimske festligheder - såfremt vor mand skulle vise sig tillige at have annammet denne art nymodens passioner...

Åh ja: Thi slet intet bør længere kunne undre os i denne dybt beklagelige, men forhåbentlig også lærerige sag, der nødvendigvis må få præjudicerende konsekvenser for vort lands efterhånden aldeles udvandede retspleje grundet årtiers socialistiske dominans.

- Et rædselsregimente, der som bekendt omsider tog en både brat og velfortjent ende - og det med forskrækkelse!