BARABBAS, HERMELINEN - OG VOR SIDSTE SØHELT

Vor tids Villemoes'er lever muligvis højt på forfaderens nationalhistoriske bedrifter i slaget ved Køge Bugt. Måske er æblet faldet lidt langt fra stammen - men sådan går det jo, når æbletræet voksede på toppen af Stevns Klint. Villemoes har foregivet hellig forargelse over journalisten Anne Grethe Rasmussens hastværksbetonede forsømmelighed med omformulering af rene fakta-referater, der alligevel ikke muliggør større opfindsomhed: ja, med mindre man da ligefrem agter at lyve i kunstens navn, der nemlig er endnu helligere end sandhedens.


Og nu er den unge søhelt så selv blevet grebet i akkurat det samme. Dette viser med 100 % sikkerhed, at hans egen forargelse over andres praksis af samme art må være hykleri og en ren spekulation i den sensation at kunne få andre i fedtefadet, Og denne gang var det så ikke svenskerne, men det var jo så heller ikke Køge Bugt. Men andet ville da for resten også have været plagiat af forfaderen....

Derimod er det fuldt muligt at Villemoes' egen nu afslørede kopi-praksis er ubevidst, for normalitet nu engang ofte ubevidst. Men medierne præmierer det ofte - og ved nok heller ikke, at deres egen lejlighedsvise forargelse over "plagiatskandaler" i miniature hos konkurrerende medier ligeledes tit er ren skandale-jagt. I øvrigt: Hvis Sokrates nu bare havde været under anklage for plagiat og ikke for det stik modsatte og helt utilgivelige - så havde også han sandsynligvis bare sluppet med en advarsel fra chefredaktøren og Dronningen.

Javel. Men i så fald kunne Sokrates jo aldrig have kunnet skrive sin forsvarstale. Og skønt just den var det allermest forargelige anklagepunkt som spot føjet til skade - så er det nu den verden husker ham bedst for. Og lad os kreditere Kierkegaard for den iagttagelse, at i dette skæbneparadoks minder Sokrates om julens guddommelige fødselar.

Så akkurat lige som ufrivillig sædadgang - det være nu Helligåndens eller Josefs - så kan også anden højst ufrivillig afgang her i verden undertiden blive en velsignelse, selv om vi forbander den den som en ugerning: hvis vanæren vel at mærke anskues i eftertidens og eftertankens klare lys... Men så galt går det som sagt næppe for vor unge søhelt.

Jeg konstaterede i julen ved selvsyn, at selv syddanske hermeliner endnu i vore dage trods drivhueffekten vimser omkring i snehvid vinterpels. En arrogant og øretæveindbydende provokation mod sund fornuft og rettidig omhu, der dog tilpasser sig tiden og omstændighederne.

Helt på linie med ikke selv at deltage i tidens kroniske plagiat-praksis, som succesrige yngre mediefolk og akademikere for tiden løbende farisæisk griber hinanden i: men klogeligt altid kun i det pedantisk målelige, men ret uinteressante detaljlled. I det tungere og ærefulde grossistled højere på strå er emnet derimod tabu - og den der bryder tabuet, tilgives endnu mindre end de sidste originaler.

For man foretrækker dog til hver en tid at frigive Barabbas: Og da især, hvis han ligesom vor sidste søhelt Søren Villemoes siger "Be-be" ligesom Japans offentligt grædende top-direktører, når de undertiden gribes i svindel. "Vi mente det ikke - hvordan kunne vi gøre det, vi skammer os bare så meget!"

Hør engang: Enten finder man den slags helt i OK - og i så fald er det hykleri at angribe andre for det samme. Eller også finder man det selv ikke helt i orden - men så er det skinhelligt at angribe andre for det samme som man hemmeligt selv bedriver.

Men sådanne bløddyr fredes af chef-redaktionerne: For de har ligesom haremmernes ansvarlige eunukker hverken rygrad eller alternativer - og de er derfor dømte til evig troskab. Og de vækker desuden som det måske vigtigste ingen jalousi. For slet ingen er så jaloux som "eliten" - denne være nu blå eller rød....