TAIGA OG TUNDRA

TUNDRAEN...

tør hvor andre tier. Men vi kan i det mindste hjælpe med at holde den åben, mens vi venter spændt på mammutternes genkomst.

Modtog just nu en målrettet-annonce om et motorkøretøj på larvefødder, velegnet til at fjerne og fræse stubbe og rødder, så ens have kan blive klar til nyttig beplantning. Det er nu ikke rigtigt aktuelt, for jeg foretrækker håndkraft, og sågar ofte helt uden andre redskaber end dem som også mammutten besad.

Næste målrettede annonce handler velsagtens om tilbud om nedfrysning af antikke gener til fordel for en mere tænksom eftertid med knap så megen redaktionel smålighed. Men i så fald kommer min glorværdige genkomst nok til at vente endnu længere end mammutternes....

Andre ønsker derimod i stedet at købe. Hør bare: Når selv en indvandrer med en absolut moderat beherskelse af sit nye andetsprog ringer på ens dør midt om natten for at høre, om man mon kunne tænke sig at afhænde sin antikke Primera, må det afgjort ses som en stor tillidserklæring - både til mig og til Nissan Corporation. For det betyder jo, at man grangiveligt ligner en type som folk godt tør købe en brugt bil af. Men om dette så er mere eller mindre flatterende end det diametralt modsatte indtryk ("han ligner ikke just en person, som man ville købe en brugt bil af") - det er så en anden historie. Hvad mit bedagede køre-tøj angår, så skulle jeg måske alligevel have solgt det, før det går som med mit arvede Louis XVI spejl, der trods tiltagende antikvitet og sjældenhed likförbannat er faldet støt i pris gennem nu en snes år, hvorefter kun spejlets luvslidte affektationsværdi består: ligeledes noget rystet i sin selvfølelses grundvold over hele verdens massive uenighed. En bekostelig rust-behandling forestår desuden, og det hedder jo heller ikke for ingenting en "rustvogn" - bortset fra at det i dette tilfælde er bilen selv som ligger "lit de parade". En bekendt trøster mig ganske vist med, at gammel kærlighed ikke ruster, men min mekaniker ved jo nok alligevel bedst... Jævnfør her Albert Engströms tegning af bonen der på sygelejet understreger at han slet ikke er død - hvortil hustruen skarpt turnerer: "Tyst med dig Gustaf - doktorn vet väl ändå bäst..." Men trods mekanikerens påmindelser om risikoen for ved sådan gerontisk livs-grådig overbehandling - der småligt nægter at overrække stafetten til verdens nye ungdom -, blot at kaste gode penge efter dårlige, så valgte jeg likförbannat at løbe risikoen. Ikke grundet ubodelig spiller-natur - men fordi jeg hader og frygter al forandring: " - endog til det bedre", som en konservativ embedsmand skal have sagt, dengang der endnu fandtes egenrådige og farverige folk som kunne finde på mindeværdige replikker og ikke kun "aktuelle udtalelser" om det samme dag efter dag. ---------------- Tilbage til tundra og taiga. Ganske ligesom de mest kultiverede seriemordere fuldender jeg altid min mishandling af nøje udvalgte vegetariske ofre ved at forevige dem sub specie eternis: - en lærd, men helt overflødig pleonasme. Dette farverige endeligt er mine ofre såmænd også selv bedst tjent med - som det forhåbentlig fremgår af billederne..