HOVEDBRUD OG FORSIKRINGS-SVINDEL

Skader i træbranchen har jeg nu et par dage i træk pådraget mig ved Oslo plads: I begge tilfældet grundet hastig gang i mørke, hvorunder det blide bladhangs beskyttelse af den lovløse vandrer tillige gav skjul for en grov og lavtsiddende gren helt uden andre lavthængende frugter end huskekager - af hvilke der altså i mit tilfælde behøvedes to. I Jesu sted ville jeg have forbandet det onde figentræ, men det slipper nu med en advarsel.

Det betydelige, om end overfladiske blodtab var lige som ved fordums åreladning helt velgørende i en moderne tilværelse uden gamle dages ærlige fjender og ditto sår for enhver at se. Det var dengang også prosaen lod sig læse selv uden tilskud fra Kulturministeriet til både lyttere og foredragere: Ja, for sproget afspejler jo virkeligheden - hvad havde I egentlig forestillet jer?.

Blodtabet imponerede dog en værtshusholder på vejen i hans legitime rygepause så meget, at han på husets regning insisterede på en taxa til skadestuen: "Vi skal være gode ved hinanden!". Ja, en fremmed er jo en stam-kunde som du endnu ikke har lært at kende...Hertil skal så også føjes at den samme mand for et par år siden vandt 7 millioner i lotto - hvorefter han købte sit stam-værtshus.- For sådan har vi jo alle vore drømme...

Seks sting i mit Hamlet'ske kraniums forfængeligt foreløbige og jo allerede i forvejen tynde kødelighed beløb det sig til - med stivkrampe som bonus. Men man gik skam hele vejen hjem fra Bispebjerg - dog klog af skade ad alkoholisk slingrende omveje omkring enhver art lumsk vegetation: For den slags skal holde sig ude i skoven.

Min nye balsamiske aftershave føjede kun spot til skade. For den selv samme dag var jeg blevet afbarberet en akkumuleret beskyttende vildmandspragt – på lige fod med hvad man betinger sig hos alle seriøse aspiranter til Den Elektriske Stol: En størrelse som vi har valgt at honorere ortografisk på samme vis som det er kotyme for Det Kongelige Teater's vedkommende.

Pandebrasken af Kiruna-malm fra før Volvo-koncernen blev solgt til kineserne, kunne naturligvis snildt klare den svage most, selv om blodet strømmede vildt forfriskende, som fordums åreladning jo foreskriver. For skidtet bør nemlig fornyes af og til. Patienten gik rask de 3-4 km hjem ved daggry fra Bispebjerg med seks sting i sin danska skalle.

Et kamera-sammenbrud interimistisk afbødt med lim, var straks værre. Det fungerede ellers fint - men før eller siden ryger skidtet jo på gulvet, ligesom folk med blødersygdom før eller siden får en rift - og så er det på tide at skifte enten far eller mor: og helst dem begge to...

Men som med blodfornyelsen er teknisk opdatering altid forfriskende – og især hvis man må ofre noget for det.

Kunstmalere kan derimod nøjes med at udnytte teknisk primitive fotografiske forlæg. Ja men også i arvesager er der desværre technicalities. En i vore strømlinede dage sjældent langskægget kunstmaler mener således at blive snydt af sine søskende, fordi han skal betale dem hele værdien af moderens ødegård ud af sin andel af boet: For han burde vel kun betale to tredjedele, idet den ene tredjedel jo allerede tilkommer ham?

Jo. - Men hvis ødegården indgår med den værdi den præsenterer, i hans samlede opgjorte tredjedel af boet: så skal hele gårdens værdi faktisk trækkes fra hans andel af boet, såfremt vi vil se, hvad der tilkommer ham af det resterende bo, dvs. af værdipapirer og kontanter.

Et dobbelttjek kan her være at lade som om de tre først har delt alle andre værdier, men ejer gården i fællesskab. Derefter beslutter han sig så for at købe de to andre ud med hver en tredjedel af gårdens værdi.

De to regnemåder adskiller sig altså ved, at man i førstnævnte tilfælde trækker hele gårdens beløb fra, men i den anden opgørelse kun de to tredjedele.

Men konkrete regneeksempler med enkle beløb viser nu, at resultatet bliver akkurat det samme. For i det første tilfælde trækkes hele gårdens værdi fra hele hans arvelod; - hvorimod i det andet tilfælde trækkes to tredjedele af gårdens værdi fra den andel af de øvrige værdier som rettelig var hans, såfremt de havde valgt fortsat at eje gården i fællesskab.
Men såfremt det nu er det andet regnestykke, malerens søskende præsenterer ham for, så er det ganske rigtigt snyd, hvis de også ønsker at fratrække hele gårdens værdi.

-----------

Ganske ligesom det er langt mere profitabelt og agtet at være forlægger og udover faderligt ansvarlige kronikker om almindeligheder leve fedt af at behandle snart begavede folk som halv-tosser, snart halv-tosser som yderst begavede; -, således er det også lang mere profitabelt at være ejendomsmægler end selv at investere i, hvad der kræver stadig vedligeholdelse udover forsikring og ejendomsskat. Så ejendomsmægler er hvad jeg vil være, når jeg engang bliver stor! Men om ejendommæglere gælder som om profeter, at de agtes mest uden for deres hjemby, så det ville vi tage til efterretning. Ræven jager heller aldrig nær sin hule.

At ville leve af det som man i virkeligheden duer til, er derimod en rigtigt dårlig ide: Vi andre skal nemlig nok sætte en kæp i hjulet for dig, for vi foretrækker de næstbedste og de tredje-bedste; - og i modsat fald vil vor misundelse snart gøre livet surt for dig. Eller også vil du ende med at kede dig over dine egne gentagelser - ja, for så geniale er de jo nok heller ikke. Og hvis du ikke efterhånden keder dig, så er det sandsynligvis bare fordi du et fæ...
En yderligere fordel ved vor ordning er den, at skulle du nu alligevel havarere eller blive skudt læk af kærlige kolleger, så er det ingen stor ulykke for dig: For det var jo netop ingen hjertesag, men rent venstrehåndsarbejde. Også i kjerlighed gives der som bekendt folk der arbejder efter dette uromantiske princip.

Så grunden til at gode kunstnere kun sjældent kan leve af deres kunst, er nok den, at nu laver de bare: noget andet. Og måske er det i virkeligheden det der er kunsten.

Men at lave slet ingenting? Tja - det er vel også en slags kunst...