PROFESSOR BURT FROM SWEDEN...

NYBYGGEREN Jonas Persson var af delvis samisk, og på fædrene side tillige af vallonsk æt. Især kong Gustav Adolf II importerede nemlig i 1600 tallet vallonske (fra det nuværende Belgien) våbensmede og malm-eksperter, der var datidens svar på vore dages kerne-fysikerne.
Jonas Perssons ældste søn Amon Johnsson slog sig ned langt inde i helt vejløst land med en hustru og en ged, hvor de med deres børn ernærede sig af jagt og fiskeri.
Nybyggeren købte dog sidenhen et hus ved vejs ende et dussin kilometer længere sydpå. En af hans sønner er en inkarneret - og nu pensioneret - hjemmefødning; men også professor Burt nåede jeg skam at møde adskillige gange.

Professor Burt var en boglig begavelse og studerede klassiske sprog - og fik stipendier til et USA-ophold. Bertil Johnson tog udenbys snart navneforandring til det på engang mere amerikanske og dog eksklusivt europæiske "Burt Ingeroes". Professor Burt blev ansat på det amerikanske universitet i Beirut - hvorfra han dog blev evakueret og fløjet hjem, dagen inden lufthavnen bombedes under Seks-dages-Krigen i 1973.
Dernæst virkede professor Burt ved Maryland University i Ohio i nogle år, hvor han også stiftede familie.
Ved faderen Amons død i 1981 var han blevet skilt, men fik en enkeltbillet betalt af sin ex-svigermor hjem til Lapland... Stillingen og dermed økonomien synes altså tillige at være blevet noget tvivlsom - uanset spørgmålet om årsag og virkning.
I hvert fald rejste Bertil aldrig tilbage igen, men levede det første årstid på faderens første vejløse udsted nord for de store søer i taigaen. Han mente at være blevet snydt for sin arv, en indbildning der blev stadig mere fastgroet. Gården stod i den eneste ægte vildmarks-søns navn. Men i henhold til den eneste endnu overlevende bror overrakte denne ham skam egenhændigt 10.000 kroner i forskud og sidenhen resten af hans arve-andel.
Vildmarks-sønnen, som jeg også nåede at kendte, og som døde alt for tidligt for snart mange år siden, blev en ivrig naturbeskyttelses-sjæl og fik også arbejde med naturovervågning.

Professor Burt med det kantede kineser-ansigt - muligvis fra den samiske side - købte siden et hus i den lille by og virkede som gymnasielærer i engelsk og tysk ved kommunens gymnasium. Han var dog ganske ligesom frednings-entusiasten (som han aldrig siden talte med) en noget tillukket sjæl - lige undtagen over for særligt udvalgte, som de foldede sig mere ud over for: og i begge tilfælde hørte jeg som udenforstående og dermed ufarlig til disse uden dog at lære nogen af dem dybere at kende.

Professor Burt skrev i fritiden digte, tegnede - og skrev også en slægs-roman, der aldrig nåede at blive udgivet. Og han døde nu i vinter efter nogle år, hvor paranoid mistænksomhed langsomt fasede over i demens.
Paranoiaen begyndte med arve-historien, men efter "9.11" fik han desuden ideer om global overvågning, "all worms in my damned computer" osv. osv. Det ved jeg fra en ung mand i byen, som plejede at hjælpe ham med computer-bøvl, virus-beskyttelse og den slags, som vi humanister nu engang intet kan om.

I øvrigt kan det godt undre mig, hvorfor selv begavede folk med forfølgelses-ideer altid skal involvere verdens-situationen, som troede de alligevel ikke tilstrækkeligt på deres egen sag. At hverken CIA, FBI eller KGB har den mindste interesse i at undertrykke ens beskedne person, udelukker da på ingen vis, at helt andre - og i egne øjne typisk mindst lige så betydelige instanser og personager - har det...

Nej, man bør da ikke på denne måde fornærme dem, hvis anerkendelse man forventer, ved selv omvendt forlods at miskende dem så uretfærdigt ved således at dele verdens og mediernes enfoldige forkærlighed for altid at præmiere de i forvejen privilegerede og placere al skyld og al ære i denne verden hos the usual suspects.
--------------------
Professor Burts skriftlige efterladenskaber burde publiceres, Denne historie fra dengang hvor den sociale mobilitet "completely from scratch" var et interessant og farverigt eventyr og endnu ikke handlede om intrigernes, de honette ambitioners og de moralske kompromissers kongevej til endnu mere af det samme, ville jeg gerne kende nærmere end via de lokale rygter:
Herunder naturligvis også det klassiske omkvæd i slige tilfælde: "Karl'n var ju otroligt intelligent, och ibland kunde det slå över på andra sidan - nog bättre att visa måtta och bevara jordforbindelsen...".

Men samtidig er det jo paradoksalt nok sådan med vor beklagelse af sådanne tragiske skæbner: At hvis nu manden i stedet var blevet berømt og fejret i riget - så ville vi ikke finde historien nær så interessant. Truede, sjældne og hemmelighedsfulde dyre-arter forekommer os nu engang altid mere spændende end junglens og stenbroens velkendte opportunistiske tilpasningsdyr, som altid nøje vejrer og stikker en finger i jorden, inden de viser flaget.

De typer som typisk lukrerer mest på de sociale medier - samtidig med at de selv giver mere end rigelig grund til gammeldags typers og renere sjæles mistænksomhed mod disse mediers væsen, tendens og potentialer...