Jødernes mytologiske folkelighed omkring initiations-riter i lovlig ung alder til helt at fatte galoppen andet end baglæns - er noget organisk, som man ikke sådan kan beslutte sig for rationelt.
Men hvis det omgærdes af en mytisk familie- og stammetryghed, tror jeg gerne på, at kun ganske få børn tager skade af det.
Selv fik jeg som barn et chok samt et mangeårigt kastrations-kompleks ved at se en gris blive kastreret uden bedøvelse efter den gode gamle metode med et raskt førergreb over en nypudset og funklende metalskål af passende størrelse – ikke for stor, for der er slet ingen grund til at opreklamere indgrebets omfang med ydre effekter. Dertil besad skålen en fornøjeligt frisk morgenklang: kammertonen formoder jeg...
Men grisen selv tog modsat jeg selv ikke den mindste skade af operationen - også selv om den i overensstemmelse med drejebogen teatralsk skreg som en stukken gris og dermed avantgardistisk brød metal-skålens kammertone på en måde der kunne have gjort både Stravinskij og Schönberg grønne af misundelse. Men som sagt led grisen modsat jeg selv ingen overlast: For sådan er vi nu engang så forskellige.
Grisens smerte kunne nemlig hverken i intensitet eller varighed måle sig med min medlidenheds og min rædsels raffinerede smerte. Medfølelsens smerte slukkes nemlig aldrig, men genfødes ligesom indignationens smerte samt Tuborg lige friske hver eneste gang i erindringen. For dette at det skrækkelige overhovedet skete, er medfølelsens og gruens genstand, helt uanset spørgsmålet om samtidighed, som ret beset ikke gør nogen forskel. Hvorimod selve den fysisk smerte ganske ligesom valgkampagner vitterlig slutter og endda tit glemmes, så snart den er forbi.
Men jeg skal hilse fra grisen, der skam lever i bedste velgående og har Donald Trump som sit erklærede forbillede. Grisen nyder nemlig her ligesom fordums eunukker den særlige fordel, at intet hunkønsvæsen nogensinde har kunnet bringe den fra snøvsen eller distrahere dens karriere.
Grisen beder mig derfor fortælle, at den undrer sig gevaldigt over denne gevaldige humane deltagelse omkring denne længst glemte episode. En medfølelse som den nemlig ikke just oplever ret meget af i andre sammenhænge. Og som den skam heller ikke selv har mindste tilbøjelighed til: Men den foregiver det til gengæld heller ikke – og er heri næsten lige så stor en hædersmand som sit idol Donald Trump.
Der ligger derfor nok andre dagsordner bag al den humane bekymring. Men akkurat det samme kunne måske også siges om nogle hyper-rationelle omskærings-tilhængeres indædte forsvar for denne mytiske mosaiske ortodoksi.
På en gammeldags beverding ville man nemlig i begge tilfælde intuitivt skære ind til benet og sige: "Betyder det meget for dig personligt?" Og heri består den store lighed mellem Kierkegaard og en gammeldags beverding...
Ja, for nogle af fordums øl-typer var ofte overraskende klartskuende og bør trods deres flade næser og tomme-tykke pandebrask ikke undervurderes, men tværtimod erindres med den samme palæo-ontologisk agtelse som den vi nu om stunder nærer for neandertalerne.
P.S. Og nu ikke et eneste ord om Verdenspressens, hvis usle købe-navn nemlig ganske ligesom Jahves ikke selv tåler at blive set på tryk...
No comments:
Post a Comment