1. Ufrivillig humor må være vel lige så legitim som ufrivillig sædafgang? Og dertil rimeligvis en del hyppigere...
Dette slog mig, da jeg under reciteringen af en rapport om rimelige kaffe-dosers signifikant - om end ikke drastisk - forbyggende virkning mod diabetes II, Parkinsons , blodprop i hjernen samt hjerneblødning, tillige dristigt nævnte Alzheimers Syndrom: - men dog følte mig nødsaget til at tilføje, at jeg ikke huskede med fuld sikkerhed, om lige Alzheimers nu også var med på listen...
-------------------
Men en helt anden rapport viser til fulde, at placebo-medicin vitterlig påvirker en række målbare og specifikke biokemiske hjerneprocesser såsom dopamin-produktionen nok til at matche rigtig medicin, selv endog ved Parkinsons - om så trods alt næppe for evigt.
-------------------
Men en helt anden rapport viser til fulde, at placebo-medicin vitterlig påvirker en række målbare og specifikke biokemiske hjerneprocesser såsom dopamin-produktionen nok til at matche rigtig medicin, selv endog ved Parkinsons - om så trods alt næppe for evigt.
Så herefter vil jeg ikke længere tilføje mit forbehold omkring kaffes forebyggende virkning også mod Alzheimers...
---------------------
Men nu har jeg dog for god ordens skyld atter tjekket min videnskabelige kilde: BT’s lægepanel!
Og den er god nok: Koffeinet samt et par anti-oxidanter synes nemlig tilsammen at hæmme dannelsen af det skadelige protein beta-amyloid - som det fatale plak menes at bestå af. Så tak for kaffe!
---------------------
2. IMIDLERTID: Kunne det mon tænkes, at dr. Alzheimer på en og samme tid var opdageren af det syndrom som han lagde navn til - og den første genstand for den selv samme diagnose?
Men nu har jeg dog for god ordens skyld atter tjekket min videnskabelige kilde: BT’s lægepanel!
Og den er god nok: Koffeinet samt et par anti-oxidanter synes nemlig tilsammen at hæmme dannelsen af det skadelige protein beta-amyloid - som det fatale plak menes at bestå af. Så tak for kaffe!
---------------------
2. IMIDLERTID: Kunne det mon tænkes, at dr. Alzheimer på en og samme tid var opdageren af det syndrom som han lagde navn til - og den første genstand for den selv samme diagnose?
Dette spørgsmål er i virkeligheden en variant af den fornemme gamle tanke, som mange øremærkede succes-skribenter - afdøde som nulevende - siden har gentaget med stort udbytte i eget navn: "Er vor hjerne mon så kompliceret at den aldrig vil blive i stand til at forstå sig selv til bunds?"
Spørgsmålet er endnu mere interessant, end den aforistiske form afslører: For man kunne jo så omvendt foreslå, at blot vor hjerne er kompleks nok, så vil den også være i stand til at forstå sig selv.
Kort sagt er det store spørgsmål følgende: Vil en forøgelse af vor hjernes kompleksitet mon forringe eller tværtimod forøge dens mulighed for at forstå sig selv til bunds? I det første tilfælde synes konsekvensen at blive den absurde, at kun de allermest primitive dyr er i stand til at forstå deres egen hjerne til bunds. I et koordinatsystem svarer dette, til at linjen starter højt oppe på Y-aksen (selverkendelsens dimension) og så forløber mere eller mindre stejlt mod højre ned til det nulpunk hvor den rammer X-aksen (dimensionen hjerne-kompleksitet).
Men i stedet for en lineær og proportional sammenhæng kunne man jo forestille sig en kurve: F.eks. kan vi tænke os en hyperbel, idet den embryonale hjerne da atter forstår sig selv ypperligt, mens den moderat komplekse hjerne derimod nu havner på bunden af selvforståelsens dimension – hvorefter selvforståelsen atter vokser, idet de mest geniale hjerner kan slå følge med de mest primitive.
Men omvendt kan vi tænke os kurven som en parabel, hvor den helt embryonale hjerne slet intet forstår, men udvikler sig til et optimalt forståelsesniveau ved en moderat kompleksitet - hvorefter selverkendelsen igen daler ved endnu højere hjerne-kompleksitet.
Kort sagt er det store spørgsmål følgende: Vil en forøgelse af vor hjernes kompleksitet mon forringe eller tværtimod forøge dens mulighed for at forstå sig selv til bunds? I det første tilfælde synes konsekvensen at blive den absurde, at kun de allermest primitive dyr er i stand til at forstå deres egen hjerne til bunds. I et koordinatsystem svarer dette, til at linjen starter højt oppe på Y-aksen (selverkendelsens dimension) og så forløber mere eller mindre stejlt mod højre ned til det nulpunk hvor den rammer X-aksen (dimensionen hjerne-kompleksitet).
Men i stedet for en lineær og proportional sammenhæng kunne man jo forestille sig en kurve: F.eks. kan vi tænke os en hyperbel, idet den embryonale hjerne da atter forstår sig selv ypperligt, mens den moderat komplekse hjerne derimod nu havner på bunden af selvforståelsens dimension – hvorefter selvforståelsen atter vokser, idet de mest geniale hjerner kan slå følge med de mest primitive.
Men omvendt kan vi tænke os kurven som en parabel, hvor den helt embryonale hjerne slet intet forstår, men udvikler sig til et optimalt forståelsesniveau ved en moderat kompleksitet - hvorefter selverkendelsen igen daler ved endnu højere hjerne-kompleksitet.
I så fald er det fuldt tænkeligt, at dr. Alzheimer's hemmelighed var denne: At just han grundet sit syndrom var landet på det optimalt moderate kompleksitet-niveau for hjerners selverkendelse.
Men så er det kun følgerigtigt, at just han kom til at lægge navn til det syndrom, som han immervæk selv opdagede.
Åh ja: For i vore dage er den art sammenfald ved at blive undtagelsen, idet man i demokratisk ligemageri har ladet princippet om magtens tredeling udbrede sig også til ærens verden.
Det demokratisk optimale menes således at være, at man konsekvent forgylder og tilskriver æren til de velfortjente spytslikkere, som blot kopierer tankerne. Hvis vi i nemlig skulle lønne de allerede fra naturens side forkælede, så ville den resulterende ulighed derimod blive uantageligt stor...
----------------------------------
3. Hvorom alting er, så vil en mere afspændt og vidsynet refleksion bemærke, at hjerneforskernes problem i grunden blot er en ny variant af oldgrækeren Zenon’s klassiske paradoks med Achilleus og skildpadden. Hver eneste gang Achilleus indhenter halvdelen af skildpaddens forspring, vil også skildpadden have flyttet sin position et stykke frem: hvorfor Achilleus – i henhold til Zenon - kan blive ved i det uendelige med samme sløje resultat.
Hjerneforskernes paradoks beror nemlig ganske tilsvarende på to logisk-dynamisk forbundne størrelser: Hver gang hjernens kompleksitet forøges, vil ikke alene forstanden vokse - for også opgavens vanskelighed forøges jo samme hug. Og spørgmålet er derfor hvilken af faktorerne der vokser hurtigst.
Overført til musklernes verden kunne vi tilsvarende sige, at store muskler ikke alene er mere ydedygtige end små muskler, men tillige tungere at bære. I aerodynamikenss verden mener man således vitterlig, at fugle over en vis tyngde ville miste deres flyveevne. På lignende vis kunne man spørge om en elefant mon kan blive så stor, at den ikke længere kan bevæge sit korpus.
Men i teologiens verden formuleredes det tilsvarende paradoks allerede af Middelalderens kætterske skolastikere: Formår Gud mon i sin almagt skabe en sten så tung, at han end ikke selv kan løfte den? Så ret beset er der altså heller ikke her så meget nyt under solen...
Det demokratisk optimale menes således at være, at man konsekvent forgylder og tilskriver æren til de velfortjente spytslikkere, som blot kopierer tankerne. Hvis vi i nemlig skulle lønne de allerede fra naturens side forkælede, så ville den resulterende ulighed derimod blive uantageligt stor...
----------------------------------
3. Hvorom alting er, så vil en mere afspændt og vidsynet refleksion bemærke, at hjerneforskernes problem i grunden blot er en ny variant af oldgrækeren Zenon’s klassiske paradoks med Achilleus og skildpadden. Hver eneste gang Achilleus indhenter halvdelen af skildpaddens forspring, vil også skildpadden have flyttet sin position et stykke frem: hvorfor Achilleus – i henhold til Zenon - kan blive ved i det uendelige med samme sløje resultat.
Hjerneforskernes paradoks beror nemlig ganske tilsvarende på to logisk-dynamisk forbundne størrelser: Hver gang hjernens kompleksitet forøges, vil ikke alene forstanden vokse - for også opgavens vanskelighed forøges jo samme hug. Og spørgmålet er derfor hvilken af faktorerne der vokser hurtigst.
Overført til musklernes verden kunne vi tilsvarende sige, at store muskler ikke alene er mere ydedygtige end små muskler, men tillige tungere at bære. I aerodynamikenss verden mener man således vitterlig, at fugle over en vis tyngde ville miste deres flyveevne. På lignende vis kunne man spørge om en elefant mon kan blive så stor, at den ikke længere kan bevæge sit korpus.
Men i teologiens verden formuleredes det tilsvarende paradoks allerede af Middelalderens kætterske skolastikere: Formår Gud mon i sin almagt skabe en sten så tung, at han end ikke selv kan løfte den? Så ret beset er der altså heller ikke her så meget nyt under solen...
.
No comments:
Post a Comment