VEJENE OMKRING SOMERSET MAUGHAM

OMVEJE OMKRING SOMERSET MAUGHAM

MAUGHAM og GAUGAIN

MAUGHAM's fiktive fortæller skriver i sin roman om Gaugain (”The moon and six-pence”), at han i "psykopatisk" var besat af en daimon og i virkeligheden konstant forsøgte at udtrykke noget bestemt, som næppe heller stod ham selv klart – men måske ikke i det rette medium.

På lignende vis kan man fristes til at tænke, at Maugham var for intelligent til at være skønlitterær forfatter. For han gennemskuer og analyserer de litterære genrer, sig selv, publikum og menneskene, samtidig med at han er skabende. Vel også i nogen grad deraf hans typiske koncentration og kortfattethed.

Ikke at forveksle med når vore dages lemmedaskere på den litterære mode pludselig beslutter sig for herefter at give den som "encyklopædiske forfattere" og flette noget evolutionær snik-snak fra tidens fodformede idé-magasiner behændigt ind - som allerede Maugham såmænd har sagt langt mere rammende.

Men den slags vurderinger er nu alligevel tvivlsomme. Gaugain valgte nok helt rigtigt og beskrives da også som fåmælt, usofistikeret og verbalt grovkornet. Og Maugham's fortæller gætter intuitivt rammende arten af hans besættelse og analyserer hans vision kunstnerisk overbevisende. Trods erklæret kunst-kendskab på blot almindeligt konversationsniveau.

Gaugain skildres som en mand der ser hvad ingen dødelig må se, og som insisterer på at spise af kundskabens træ direkte i Edens Have og ikke per overlevering og stedfortræder.

En mand der er forbløffende ligeglad med både komfort og anerkendelse - men som i sin menneskelige hensynsløshed dog bør sammenlignes med fordums eremitter og helgener, der på samme vis forsagede alle borgerligt hensyn.

Maugham øser tydeligvis af egen erfaring, når han lader en gammel kollega på Sct. Thomas Hospital i London fortælle om en stedlig ung kirurgisk stjerne Abraham, der – skønt i øvrigt ret fordringsløs - vandt alle medicinske priser på stribe for næsen af ham, men hvis pludselige frafald blev nøglen til hans egen lysende medicinske karriere kulminerende med adling og æresposter - som den evige nummer to.

Denne Abraham havde nemlig på en rejse besøgt Alexandria og følte øjeblikkeligt – akkurat ligesom Gaugain i Tahiti - ved indsejlingen i havnen med dens multi-etniske folkeliv, at han hørte til her, vidste straks hvor det hyggelige gamle græske hotel lå osv. - og besluttede sig øjeblikkeligt for at opgive alt.

Han henlevede herefter et yderst beskedent liv som almindelig huslæge, ægtede en lokal og beskrev siden sig selv som en lykkelig mand.

Læge-kollegaen kommenterer beklagende, at selv et lysende talent således intet nytter uden karakter. Hvortil Maugham svarer, at der vel tværtimod kræves karakter både for at tage en så drastisk og i verdens øjne åbenlyst tåbelig beslutning - og til siden aldrig at fortryde den...

I øvrigt ærgrer Maugham sig andetsteds over engang at havde betroet en kritiker, at han selv nok havde mere almenbegavelse end litterært talent - samt mere karakter end hjerne. Kritikeren vurderede nemlig siden kyndigt i eget navn, at den så "kompetente" Maugham nok havde mere karakter end hjerne...

Omkring al den snak om anerkendelse lader Maugham fortælleren ærgre sig gevaldigt over ikke i tide at have købt nogle af malerens ved første øjekast ubehjælpsomme og endda en smule frastødende og i farvevalget næsten obskøne malerier - men slår det så hen med, at de fleste andre dengang lige så ukendte eller nedvurderede malere jo også i dag er glemte og forbliver komplet usælgelige...
------------------------------
At Gaugain efter sine 6 år i paradiset døde med akkurat den samme tapperhed eller snarere sublime uberørthed af "leprasy": spedalskhed - det vidste jeg ikke.

Den gængse historie taler ellers om syfilis – men jeg har læst, at også den version er en melodramatisk myte uden diagnostisk dækning: en medieegnet myte der altså end ikke som den gode myte fanger og billedliggør fænomenets essens.
Hur som helst vælger Maugham altså i stedet spedalskhedens langt mere smitsomme og siden oldtiden aller-mest frygtede arketypiske menneskelige som guddommelige forbandelse. Derved opnår han den yderligere pointe omsider at vriste publikums opmærksomheden bort fra den frie seksualitets trods alt barnligt slappe (ja, selv trods den mest nærliggende anatomiske association næsten invertebrate) og lidt banale tema, som jo - med al respekt - hverken fordrer karakter eller begavelse.
Men måske så besættelse? Åh ja – men varig besættelse fordrer mig bekendt, at den attråede som gudinden Artemis i praksis forbliver forbuden frugt...

Nej, Gaugain skildres hos Maugham i stedet som en på engang sublim og grotesk størrelse hinsides godt og ondt – et fænomen som menneskene i deres evige afhængighed af andres dom – den afhængighed der i reglen forklarer såvel deres gode som deres onde gerninger - må frygte ligesom de frygter guder og hellige enemærker.

---------------

MAUGHAM OM LITTERÆRE GENRER – SAMT FAREN VED SUCCES

Dramaet et blev en tidlig og meget god indkomstkilde, der tillod Maugham at skippe den uhyre lärerige läge-gerning, der havde givet ham menneskeligt stof fra alle samfundslag, især de lavere.

Om succes skriver han, at den store fare derved er at du med ét bringes helt ud af den situation der just gav dig dine personlige erfaringer, tankeproblemer og emner. Derfor "dör" mange forfattere efter deres gennemslag. Fordelen er naturligvis mere selvtillid samt frihed til at disponere din tid hvor og hvordan du lyster.

Om dramaets fremtid har han ingen illusioner. Idé-dramaer er oftest döde for eftertiden, og dramaet egner sig kun til allerede nogenledes accepterede ideer, ikke til nytänkning. "Et dukkehjem" er derfor i dag lutter mekanik, selv om Ibsen var sin epokes störste dramatiker. Kun til revy, komik og satire er dramaet endnu egnet - men forvent ikke at nogen vil huske jer, så lidt som tidens skuespillere. Slut med dramaerne, der da også i dag er ganske glemt.

Den succesrige Maugham havde allerede tidligt mistet foräldrene, men manglede ikke midler. Hans tidligste romanforsög var heldigvis (!) blevet afvist, men omsider tog han sig sammen til at bruge sin egen historie, men tilsat elementer fra andre skäbner. På den ene side skriver alle uvægerligt efter virkelige modeller, ellers bliver det livløst - men hur som helst ved vi så lidt om andre, at det dog er og skal väre en "kreativ" proces". Overdreven realisme er derimod komisk og savner helt de nödvendige passioner og idiosynkrasier, som indlevelsen fordrer - trods risiko for tab af den objektiv lighed, der da heller ikke er målet:

Dramaer fordrer for ikke kede omslag og indslag der ikke er specielt "sandsynlige"; og den moderne "stream of consciousness" ser Maugham mest som et kedsommeligt moderne däkke over helt uinteressante personer med helt uinteressante historier.

Gamle Olof Lagercrantz elskede derimod Joyce's "Ulysses": For den viser os hverdagens, det helt banale menenskes homeriske livsdrama med de gamle evige temaer i legering med det mest uheroiske.

Maugham roser Henry James' concept med en romanhandling skildret ud fra en af deltagernes synsvinkel - om så også fortalt i tredje person. Men altså ingen Mann'sk alvidende fortäller. At Mann slet ikke nävnes, selv om også Maugham (og Olof Lagercrantz) pådrog sig en tuberkulose med indslag af akkurat den samme erfaring af tidlöshed og åndelig frisättelse på et skotsk sanatorium - siger en del. Endnu mere undrer det dog, at den lige så berejste og lige så fordomsfrie verdensmand og menneskekender Joseph Conrad slet ikke nävnes. Også selv om han jo i grunden var polak og ikke englænder..

Om skriveriet konstaterer Maugham, at det er og bliver en ”profession” - og derfor er det en stor fordel at have et stort sprogområde. De der kun skriver lejlighedsvis, bliver næsten aldrig lige så gode – selv om flid omvendt ikke er nogen garanti for talent.

Om forskellen mellem britisk og fransk litteratur og gemyt: Ulykkeligvis värdsättes åndsliv og digtervirksomhed höjt af borgerskabet i Frankrig og Italien, mens det i England ses som lidt umandigt og livsfjernt - og Maugham foreträkker det sidste. For dels er det ikke aldeles usandt, og dels ledes derfor ikke helt så mange unge mennesker på vildspor af "kulturen"s society-glimmer. Hallo derude!

I Frankrig nyder en mand stor tragisk sympati hvis han ruinerer sig og mister sin karriere af lutter forelskelse. I England anses det erotiske derimod for trods alt lavtstående og nödtörft-präget. Og derfor kan sådan en mand kun blive en genstand for komedien: Jalousi kan derfor ikke längere tages litterært alvorligt – og da slet ikke efter kvindernes tiltrængte frigørelse.

Omvendt närer engländerne en fjollet overtro på "realisme", der i bund og grund misforstår kunstens natur. Selv naturalistisk kunst bør iflg. Maugham väre idiosynkratisk for ikke at kede: f.eks. ved leksikalsk perfektionisme. Her har Maugham mere tiltro til den klassiske franske forkärlighed for det slående udtryk og den artistiske form (selv Shakespeare skrev jo i metrisk form), hvorimod engländerne typisk indbilder sig, at romanens svulmende formlöshed - gerne tilsat essyistisk langsommelige indslag - skulle väre särlig virkelighedstro. Længe leve æstetikken og åndens sejr over den usle materie - med min gamle matematiklærers ord.

Maugham indrømmer forresten at "nutiden" har mange forbløffende ferme unge skribentere af begge køn og undrer sig over, hvad der i så fald synes at kunne forkorte læreprocessen.

Ganske ligesom Olof Lagercrantz mener også Maugham, at de middelgode og hurtigt glemte forfattere ofte fortæller langt mere om deres samtids liv end genierne. Og dog mener Maugham lige som Egon Fridell, at geniet kendetegnes ved sin overraskende universelle normalitet: hvilken sidste han nemlig som ung mediciner lærte at se som noget nær en anatomisk sjældenhed. Og han regner sig ikke til den kategori.

Sluttelig skriver Maugham at humoristen har en medfödt sjette sans for humbug - men derfor også undertiden risikerer at overse den sande helgen ...

--------------------------

Om stil skriver Maugham, at indflydelsen fra King James' Bible længe virkede ødelæggende i England ved smitten fra al den orientalske storladenhed og svulstige billedrigdom - så fjern fra det angelsaksiske gemyt. Han lovpriser omvendt Voltaire som et stilistisk ideal af klarhed - som man dog ikke bør lægge sig efter: For enhver må vedkende sig sin tids sprog, og enhver uærlighed bevirker uvægerlig livløshed.

Derfor priser han den amerikanske litterære nøgternhed - og faktisk også journalistikkens sprog. Men som modvægt til dennes principielle upersonlighed mener han samtidig, at erfaring med litterære stilarter ikke alt for fjerne fra ens samtid kan virke berigende.

Hur som helst går det ikke at lægge sig efter egenskaber, som man bare ikke har: Selv roser han sig af logik, klarhed, menneskekundskab samt usnobbet common sense.

Men han medgiver, at han desværre hverken har den helt store fantasi og billedskabende evne. Større glæde ved spontant menneskeligt samkvem har han heller aldrig haft - men desto større psykologisk nysgerrighed. Hans erfaringer som læge var ham en stor kilde til menneskekundskab - for frygten for døden får mennesker til at glemme såvel deres forfængelighed som deres fordomme....

Overklassens liv, som han kendte så godt, har derimod aldrig inspireret ham synderligt litterært. Politikere, diplomater osv. har ofte forekommet ham ret kedsommelige at konversere med, og ofte endda ikke specielt begavede, endsige spor morsomme. Derimod lærte han meget i sine år i den britiske efterretningstjeneste.

Sluttelig forbavses han lige så ofte over de ondes lejlighedsvise godhed som det omvendte og mener i det store hele ikke, at menneskene har så meget at sige hinanden på...

SOMERSETH MAUGHAMS ERINDRNGER

Efter sit gennemslag som romanforfatter längtes Maugham ikke desto mindre igen efter virkeligt liv i stedet for letköbt glamour og kedsommelige society-mennesker af begge kön. Vel sagtens begavelsens modne gennemslag: ikke for alvor og vedvarende at kunne benoves af noget som helst socialt miljö - end ikke et miljö der "anerkender" dig...

Maugham engagerer sig derfor under Förste Verdenskrig som ambulanceförer og siden efterretningsagent i Rusland. Men revolutionen kom desvärre först i mål.

Så fulgte sydhavsöerne og verdenshavet, der förte til den Gaugain-inspirerede roman "The moon and sixpence". Maugham bekräftes i, at mennesker er lige almindelige og lige interessante under alle kår. Under eksotiske og primitive omständigheder bliver det almindelige og fällesmenneskelige helt tydeligt - men det medfödte og ekstraordinäre lige så.

Noget lignende fortalte engang en gammel "hippie" (1989), der sammen med sin käreste som de eneste blev boende i et kollektiv i Jämtland, hvor han slog sig på skovarbejde med hest - og siden på import af helse-kost...
De lokale typer var enten groteske - f.eks. en hel familie af ekstreme grov-ædere - eller også helt vidunderlige. I en by tvinges mennesker til indbyrdes afstemning og moderation: Ja I ved, tandbörstning, brusebad og den slags.

Maugham sammenligner bylivets gensidige afslibning med en bunke skarpe sten der rasler rundt i den samme pose - a la is-elvenes rullesten. 

Maugham udgav som 60-årig med rettidig omhu (han blev over 90) "A writer's notebook". Han indleder med forsikringer om, at succesen skam ikke er steget ham til hovedet, og at der heldigvis kun er tale om et udvalg - hvoraf især ungdommens må tages med overbærenhed.

Men da han altid har taget afsæt i virkelige personer og begivenheder og udsat dem for tanke-eksperimentelle ændringer eller overdrev, kan det biografiske måske alligevel interessere.

Egenlig dagbog skrev han aldrig, men han skrev altid - og i reglen ud fra en fornemmelse for litterær brugbarhed. For processen kører altid. Maugham kvier sig dermod ved at bruge ordet "inspiration".

Den slags skal ikke læses fra ende til anden, men man genkender mange replikker og tanker fra hans fortællinger.

Maugham var uhyre tæt på at drukne under en voldsom søgang ud for Borneo, hvor mandskabet bestod af to straffefanger. Han skrev efterfølgende til guvernøren og bad ham frifinde dem.
Guvernøren svarede at han allerede havde løsladt den ene - men med den anden lod det sig vanskeligt gøre, idet han nemlig på hjemvejen for god ordens skyld lige havde myrdet sin svigermor....

Maugham noterer at han ikke oplevede mindste dødsangst under sin druknen, men snarere oplevede døden som en befrielse efter en umulig kamp - nu kræfterne var ved at slippe op.

På lignende vis skriver han et sted, at unge mennesker fejlagtigt tror, at alderdommen må være en rædsel - simpelt hen fordi de ikke ved, at det gamle menneske slet ikke måler sig med ungdommens målestok og derfor er lykkeligt befriet for libidoens rasen samt for den meste forfængelighed og afhængig af andres dom.

Thomas Mann skriver noget lignende om de døende på sanatoriet i Davos: Raske unge mennesker oplever helt fejlagtigt de døende som livsglade og sunde sind i en syg krop og tilskriver dem derfor deres egen rædsel og afsky.

SOMERSETH MAUGHAM OM EROTIK

Frit oversat fra hans erindringer (1938): "Til min forbavselse har jeg ofte konstateret at mennesker der har set og dyrket den seksuelle forening som livets største og omtrent eneste formål, i deres alderdom gerne udtrykker fuld tilfredshed med deres livsgerning. Og ofte har jeg studset, når jeg blev præsenteret for genstanden for sådanne menneskers varige begejstring...

Selv har jeg på dette område haft en noget større reservation. Men det er klart, at for mennesker med grove smagsløg kan selv roe-toppe samt biksemad af fårekød fremstå som de rene lækkerbiskner."

Maugham's egen dobbelte orientering var derimod endnu i 1938 tabu - og jo hur som helst en privatsag...

MAUGHAM OM LOGIK
M. indrømmer at han ikke har så meget begreb om matematik. Men da han engang spurgte en fagmand, om ikke udtrykket "2+2=4" ret beset var tomt ordkløveri og rettelig hørte til i synonym-ordbøger - vakte det alene mishag...

Med nogen ret. Men han så nu heller ikke aldeles galt i den rene og ypperlige logiks begrænsninger: Woody Allen's ide i hans Rom-film om, at vi alle er lige gode mestersangere i Nürnberg, når vi står alene under bruseren - den idé kunne det efter sigende komplet humorforladte matemati-geni Isac Newton således aldrig nogensinde have fostret...

MAUGHAM

fortæller om to fanger i britisk Malaya, hvoraf den ene fik mange breve, men den anden slet ingen. En dag tilbød den brevløse fange sin makker at købe retten til hans tre-fire næste uåbnede breve for 5 pund.

Makkeren indvilligede, men siden blev han så nysgerrig efter at vide hvad der mon havde stået i de breve, at han var villig til at betale for at læse dem. Men forretning er forretning, handlen var gjort - og køberen insisterede nu skinsygt på, at retten til et privatliv var mere værd end pengene.

Morsomt at tænke på, at selve hans stædighed nok var nødvendig for at bevare hans illusion om at han nu havde fået et eksklusivt privatliv.

BARE FOR DUM...

Maugham beretter om en afholdt og uklanderlig embedsmand og ägtemand der helt uforsforståeligt for alle havde taget sit liv. Maughams kilde valgte dog at skåne mandens enke ved at sige, at hans död skyldtes et trafikuheld.

Enken udbröd: "Åh gudskelov nåede jeg omsider at betro ham at vores elskede sön faktisk ikke er hans sön : Jeg ville aldrig have kunnet tilgive mig selv, hvis jeg ikke havde fortalt ham ham sandheden"...
Tak for kaffe.
---------------

LIVSLØGNE OG EGO-PERSPEKTIVER
En civiliseret alkoholiker fortalte om en gammel bekendt, at han var slemt alkoholiseret. Men da jeg siden uventet mödte den pågældende, fortalte han om förstnävnte, at han ofte körer halvvejs til byen og tager bussen ind til Systembolaget - idet hans körekort allerede for längst er blevet inddraget.

----------------

En autoriseret chef-ornitolog beklagede over for mig, at visse nysgerrige kun spørger om sjældne tips, men aldrig giver noget tilbage. De selvsamme mennesker havde imidlertid overfor mig begrundet deres reservation over for chef-ornitologerne med akkurat den samme beklagelse over chef-ornitolgernes egenrådige samler- og kræmmermentalitet.
---------------------
En velkendt og sympatisk skribent med rødder i Ungdomsoprøret fortalte mig, at han engang blev tilbudt posten som debatredaktør på Infomation - men at blot en dag sammen med så mange store ego'er var mere end rigeligt.

Jeg tror ham gerne, selv om det siden da er blevet langt værre: For små egoer er nemlig endnu farligere end de store....
Men hør engang: Den rare afgående redaktør, som vor mand skulle have afløst, fortalte mig i sin tid tværtimod, at den valgte ansøger trak sig, da det gik op for ham, at posten som debatredaktør ikke var ment som en privat prædikestol og taleplatform.
--------------------------
En af de mest forbløffende ting man dagligt kan erfare på sociale medier, er just de anerkendte ego besynderlige og systematiske blindhed.

Men det forhindrer dem skam ikke i at skrive "bøger". Nej da - men når gamle Lagercrants lakonisk siger, at de store forfattere ligner hinanden langt mere end de adskiller sig indbyrdes - så fortæller min mavefornemmelse mig, at det nok var den slags ting han tænkte på.
Alle de virkeligt gode både kunne og ville nemlig se sandheden , også om sig selv – uanset om de så var til gråd eller til latter, prosa eller poesi. Tæno bare på at dette træk forener så forskellige folk som Dostojevskij, Ibsen, Strindberg, Blixen og Maugham. Det moderne socialrealistiske cirkus derimod er snart en stor forvekslingskomedie.

---------------------------

Maugham fortäller at platugler og lögnere selv typisk lader sig tage ved näsen af deres egen slags. En lögnagtig sladretaske fortalte ham således, at hendes svigerdatter havde vist sig at väre en stor lögner, hvortil Maugham svarer:" Du troede måske, at du var den eneste lögnhals i verden"?

Det ordinäre svar - som enhver demokratisk redacteur derfor ville have foretrukket frem for slig "finurlighed" (standens etablerede kliche og yndlingsalibi for sin Andersen'sk agtige allergi mod både degne talent) - ville have lydt: "Og du selv er altså en ren helgen og sandhedsapostel?"

Maughams raffinerede svar foregiver i stedet, at damens forargelse vel må skyldes, at hendes eneret er blevet kränket, som når en herremand beklager egnens krybskytte. Hvis damen nu ville benägte den tolkning og pukke på den klassiuske, men helt uden ironi, så ville hun göre sig selv komplet til grin. "A rose is a rose is a rose."

Om tilsyneladende "banale" bestsellere og melodramaer siger Maugham, at du kan ikke skrive en bestseller på beregning uden selv at tro på den - ganske som du ikke kan beslutte eller kalkulere dig frem til noget originalt. Det "originale" er for den pågäldende bare det helt naturlige. Bestselleren er ligeledes på sine egne prämisser helt naturlig i sine hang til melodramer og klicher, og han tror selv på dem.
.
Maugham og en bekendt skrev engang som eksperiment et veldrejet melodrama - men forlagene ville ikke tage det, for de kunne fornemme at det ikke var helt spontant, uden dog at kune pege på konkrete mangler.

PRIVATLIVETS FRED

Maugham fortæller om to fanger i britisk Malaya, hvoraf den ene fik mange breve, men den anden slet ingen. En dag tilbød den brevløse fange sin makker at købe retten til hans tre-fire næste uåbnede breve for 5 pund.

Makkeren indvilligede, men siden blev han så nysgerrig efter at vide hvad der mon havde stået i de breve, at han var villig til at betale for at læse dem. Men forretning er forretning, handlen var gjort - og køberen insisterede nu skinsygt på, at retten til et privatliv var mere værd end pengene.

Morsomt at tænke på, at selve hans stædighed nok var nødvendig for at bevare hans illusion om at han nu havde fået et eksklusivt privatliv.

SOMERSET MAUGHAM OM MORD

Maugham beretter, at han engang under en bar-konversation om en mordsag blev afbrudt af en for alle ubekendt mand der gjorde gældende, at helt uden motiv lader mord sig ikke opklare. Og han tilføjede at han selv engang havde begået et mord alene for at bevise sin tese - og forlod herefter baren.

-------------------

I USA i tyvere talte Maugham med en kvinde, der viste sig at være berømt for at være blevet frikendt for et mord. Men hun betroede Maugham, at hun faktisk var morderen - samt at hun til enhver tid ville have handlet på ganske samme vis. Hun har åbenbart haft sine gode grunde - men ingen kan jo dømmes alene på motivet.

Undtagen måske i det hinsides, hvor vi derfor alle vil blive kendt skyldige - om end forhåbentlig med just vore gode grunde som formildende omstændighed.

Men kunne det måske tænkes, at vi tværtimod i tidens fylde vil blive dømt for fejt at have udskudt og forpasset vore forpligtelser ikke alene i kjerlighed, men også udi sådanne retfærdighedens genringer? Ja, for stadig er der nu meget godt at sige om såvel generalprævention som specialprævention...

Mig kan I derfor helt uden risiko betro jeres bedste mord, bare I står ved dem uden bondeanger.

MEDLIDENHEDSDRAB

Maugham fortæller om en trofast ægtemand med en invalid hustru, hvis rigelige pleje han finansierede ved hjælp af regnskabsfusk.
Da han blev afsløret med udsigt til fængselsstraf - valgte han af medlidenhed med hustruens umulige fremtid at kvæle hende med en pude, hvorefter han meldte sig tilmyndighederne.

"SANDHEDENS TIME"

Somerset Maugham fortäller om en ägtemand, dödsdömt for at have myrdet sin hustru - og som bad sin advokat skaffe en bog, som fängselsbiblioteket ikke havde: Stern's "A sentimental journey".
Grunden til at netop den bog blev foretrukket i den dystre ventetid, forlyder der dog intet om.

Men hvis man ville vide, hvilke böger anmeldere og kritikere havde läst med störst udbytte, så burde man måske på samme vis på skrömt dömme dem til döden? Alene for at tvinge dem til at röbe deres virkelige präferencer frem for alt det almindelige, som de i tidens löb gratis havde lovprist som "ubetaleligt", "uomgängeligt" og "banebrydende".

JESUITISKE UNDSKYLDNINGER

Somerset Maugham fortællet om en meget bizar mordsag. En amerikaner i New York hørte rygter om, at hans nevø i Italien havde haft en affære med hans unge hustru. Han inviterede derfor nevøen på skrømt med grønne løfter om udsigt til særdeles gode og velbetalte jobs. Nevøen blev slået ihjel allerede straks efter sin ankomst...

For at redde manden fra enten livstidsdom eller dødsstraf vidnede hustru nu til fordel for ham ved i strid med sandheden at bekræfte rygterne om hendes utroskab. Manden fik derfor en ret mild dom og blev ret snart atter løsladt.

Men han skyldte nu til stadighed skylden på hustruen for herefter at måtte leve med rygtet som hanrej - men tillige for mordet på sin nevø. Og til sidst insisterede hun på at blive slået ihjel for fredens og retfærdighedens skyld - hvorefter han vitterlig dræbte hende med en kniv.
Hvordan han kunne gøre drabet af en sagesløs slægtning godt igen ved at dræbe en anden sagesløs slægtning, er rigtignok et metafysisk mysterium...

Men det virkelige liv er fuld af sådanne barokke og usandsynlige historier. Det minder mig om, at samme Maugham et andet sted finder "Othello"s blinde jalousidrab på sin elskede alene grundet et løst rygte fra en enkelt intrigant kilde ret usandsynligt - men netop nævner det som illustration af, at et godt drama netop ikke skal være "plausibelt" og "realistisk", men derimod virke så suggestivt stærkt, at realistiske banaliteter ingen rolle spiller for vor oplevelse af de sjælelige kræfters spil.

FLYULYKKER OG STATISTIK

En Cafe-gæst fortæller om en bekendt Knud, der hele tre gange har oplevet alvorlige fly-incidenter. I det ene tilfælde satte på vej over Atlanten først én motor ud, så en anden - og før landingen den tredje motor!
Og manden er endda slet ingen hyppig fly-kunde.

Men ved en senere lejlighed havde vor Cafe-gæst selv forberedt sig på et faldskærm-udspring. - Men da han nu hørte, at bemeldte ulykkesfugl ”Knud” også havde meldt sig på holdet - besluttede han at springe fra allerede i jordhøjde.
-------------------
På lignende vis fortäller Maugham om en mand i Sydöstasien, der havde overfört fordums koloniale ambitioner på sin enbårne sön. Men sönnen forelskede og fortabte sig helt og aldeles i en indfödt kvinde, til faderens store fortvivlelse. Nogle måneder senere blev kvinden fundet druknet. Hvorefter mandens sön bröd sprang fra og brød med ham for altid ham...

MAUGHAM og LAGERCRANTZ....

Når Maugham anbefaler unge forfattere Shakespeare, men får at vide at de skam læste både "Hamlet" og "Julius Cæsar" i gymnasiet, så trøster han sig med, at det dog er langt bedre end alskens affekteret og ufrugtbart snobberi.

Hvad ville han mon ikke have sagt til alle vor tids fjollede jubilæer, alene med det formål at den moderne karriereklasses usual suspects endnu engang skal eksponere hinanden som "aktuelle" med en smøre om koryfæet, som de langt fra altid selv har konciperet.

Gamle svenske Olof Lagercrantz skriver på lignende vis, at så snart mennesker læser fordi de tror det er fint, er de allerede på vildspor. Og han mindes i den forbindelse en munter gammel fisker fra hans barndom, der altid var god for levende beretninger, men som garanteret aldrig havde læst en bog. Men hans historier var ikke ringere af den grund.

I forlængelse heraf har Lagercrantz fuld forståelse for, at vi ofte bruger eller indirekte henviser til litterære motiver, som vi måske kun kender til på anden hånd: som i mit eget tilfælde Proust's berømte madeleine-kager.

Lagercrants nævner selv nærliggende navnet "Strindberg", der i svensk konversation straks udløser en bunke kommentarer og associationer baserede på ikke altid korrekt overlevering. Men heri ser slet han intet foragteligt, for sådan er det nu engang med kulturelt og nationalhistorisk arvegods: erindringens stikord..

Vi kan jo hur som helst kun kende en forsvindende brøkdel af litteraturen på første hånd. Både Lagercrantz og Maugham fortæller, at de i ungdommen læste en forfærdelig bunke uden at kunne gøre rede for ret meget af det, for den umættelige nysgerrighed før alle meninger er nu engang ungdommens kendetegn.

Men modsat Lagercrantz, der siden blev en passioneret og næsten rituel genlæser og nærlæser, fandt Maugham ikke genlæsning spor interessant: Frugtbart er alene det som kan inspirere dig naturligt i første "take" - hvortil dog nok må føjes, at genlæsning i en modnere alder ret ofte giver overraskende udbytte.

FRA STRINDBERG TIL MAUGHAM

Chimpanzer viser sig at blive i gennemsnit 32 år gamle, dvs. lige så gamle som stenalder-Rasmussen og hans lige så antikvariske samtidige. Vore berømte 98 % fælles gener er åbenbart rigeligt, så længe man ikke stræber højere.

Indbyrdes drab formodes af samme grund at være en af de hyppigste dødsårsager for schimpanzer, selv om vi nok også på det punkt overgår dem.

Jeg gætter på at gorillaer og orangutanger er noget mere fredsommelige og diskrete. Gorillaen var for øvrigt i henhold til Strindberg en krydsning mellem hun-aber og forliste sømænd - men den mand havde nu også meninger om alt. Derimod skal det stå til troende at orangutanger har endnu større trækkraft (biceps?) end gorillaer – og med deres arboretiske uvaner tror man det gerne. 

Alle afrikanske elefanter er vilde - lige undtagen Ha-ha-ha-Hannibal's i sin tid (ihukommende den spydige lektor Blomme i Det forsømte forår"); men ikke alle vilde elefanter er afrikanske. Henved 30.000 asiatiske, indiske elefanter lever nemlig stadig vildt - og vist især i det fjerne Assam i NØ Indien.

Alle svaner er hvide, men ikke alle hvide ting er svaner - som Aristoteles tilsvarende burde have sagt. Det gjorde han måske også - men i stedet husker vi ham alene for hans ukendskab til Tasmaniens sorte svaner. For sagen er denne: den nøgterne sandhed er ligesom det perfekte samfund noget kedsommelig i længden. Vi må nu engang have nogen at gøre grin med, for når vi ler ad vor næste har vi det altid helt fortræffeligt.

Dette får mig til at mindes Olof Lagercrantz' vise ord om Dantes besøg hos forfædrene i dødsriget: Alle vore døde - ikke mindst vore afdøde nære - lever i dødsriget i den forstand, at de ikke kan forsvare sig mod og berigtige de efterlevendes bagklogt bekvemme dom om deres livsgerning.

Samme Lagercrantz er livsklog og berigende gen-læsnng, skønt han egentlig ikke er nogen stor stilist og slet ingen humorist. Heri ligner han vor egen gamle Løgstrup - men det sjove er, at hos de to savner man ikke et sekund disse egenskaber: For sagen og indholdet hos dem er alt rigeligt. Som når Løgstrup møntede det retvisende nye udtryk "skikkelsesdannende" om romankunsten.

Lagercrantz er dog modsat Løgstrup alligevel stilist i den forstand, at han dyrker en sproglig enkelhed i beskrivelsen af livets og litteraturens største sjælelige dybder. For ingen kan beskylde ham for at mangle sproglig omhu - selv om denne især handler om økonomi, præcision og konkrete eksempler.

Men det træfsikre og uventede billede og den belysende association er ikke er hans sag - selv om han skam kan påskønne og beskrive det hos andre. Når han et sted i sine erindringer nævner den søster der efter sit selvmord så ud som om huN aldrig havde været levende, ser jeg det derfor som et ubevidst ekko af Somerset Maughams helt tilsvarende beskrivelse af et skyttegravsoffer i Første Verdenskrig i hans sene roman ”The razor's edge”.

UNTRIVIAL PURSUITS: FRA HOMER TIL MAUGHAM..

En frisk påkørt hare på hen ved 5 kilo ("nära skjuter ingen hare", som svensken siger - men denne gang var der bid)) blev fragtet ekspres små 20 kilometer, hvorefter apostlenes heste måtte aktiveres de sidste par kilometer.

Tilberedning? Oh - mennesket lever ikke af brød alene, for haren var nu tiltænkt en kongeørn og blev derfor lagt synligt på en stub nær det ene kendte redested, som forhåbentlig vil finde nåde i år.

Men med den frække drengs replik hos Storm P. efter belæringen om, at vi lever for at hjælpe vor næste: "Jamen, hvad lever min næste så for?"

Fornøjelsen er skam da også gensidig, for med et citat er synet af en ørn altid "en fest for øjet". Men festen udeblev dog i dag, for så let skal det heller ikke være.

Besynderligt hvad billeddannelser formår: Skønhedens immaterielle glæde sammenlignes pædagogisk med festens langt mere primitive glæde - og dog virker billedet. "Nå, jaså på den måde, ja hvis du oplever det sådan, så forstår vi straks din passion en smule bedre...."
----------------------------
Gamle Olof Lagercantz citerede et sted en Homer-kender for, at Homers billeder altid er ligetil og hentede fra det hjemlige. Folk der falder for sværet, sammenlignes hos Homer med valmuer, der nikker træt, tyngede af regnen; krigernes skare sammenlignes med stæreflokkene efter høsten, og med en flok arrige hvepse hvis bo nogle drenge har revet ned med en gren. Achilleus trygler om at få lov til at hævne vennen Patrokles død ved at slås mod Hektor - og sammenlignes heri med et tiggende barn der hænger i sin mors skørter for at få lov til at følge med hende.

At sammenligne en kriger med en løve ville være langt mere nærliggende, men helt uoriginalt og ikke spor så poetisk berigende.
Forcerede billeder virker dog heller ikke - de skal komme spontant uanstrengt og virke umiddelbart belysende.
-------------------------------------
Mere stringente ideer og sågar problemløsninger kan undertiden komme på samme vis - vel at mærke forudsat et beredskab med en lang historie, hvori også indgår viljestyrede processer.

Således slog det mig i dag, hvorfor aritmetiske udsagn såsom "57 + 83 = 140" trods alt ikke – som Somerset Maugham mente - kan sidestilles med pointe-løse sproglige synonymer såsom "skib" vs "fartøj". Snarere kan de sammenlignes med det kendte billede af skulptøren som en der blot frilægger hvad den rå sten allerede indeholdt.

Her sigter jeg til det forhold, at ligesom en marmorblok kan deles eller opdeles ("klip efter de stiplede linjer") på en uendelighed af måder, således kan en aritmetisk mængde også opdeles på en frygtelig masse forskellige måder - om end ikke uendelig mange.
Udtrykket "140" betegner her mængden, mens udtrykket "57 + 83" betegner en af de mange mulige opdelinger. I stedet for opdelinger kunne vi her arbejde med additive tilføjelser for at danne mængden "140".