"THE PLOT AGAINST AMERICA"
Philip Roth skrev i 2004 en kontrafaktisk roman om det scenario,
at de nazi-venlige amerikanske helte Charles Lindberg og Henry Ford
havde dannet regering i 1940 i stedet for endnu engang F.D.
Roosevelt. Philip Roth finder dog det nuvärende forlöb med Trump
langt mere usandsynligt og absurd end det nazistiske scenario i hans
roman.
Lindberg og Henry Ford gik ind for isolationisme under mottoet
”America First” og så nazi-Tyskland som den eneste magt der både
kunne og ville bekæmpe Sovjetunionen. Deres anti-semitisme var
derimod blødere og tidstypisk mere kulturelt betonet – og dermed
langtfra uspiselig for befolkningens flertal.
I romanen forulykker Lindberg omsider i sit privatfly, hvilket
giver anledning til diametralt forskellige konspirations-teorier fra
både hans egne nazi-venlige folk og fra Roosevelt et. al.
Tyske og tyskvenlige medier kolporterer således, at Roosevelt og
hans jødiske kreds har skaffet Lindberg af vejen – ligesom de
hævdes at at have instrueret mordet på en jødisk stjernerapporter
og kompromis Lindberg-kritiker kort tid før for at opgejle en
anti-Lindbergsk stemning: der atter sandsynliggør denne jødiske
konspirationsteori.
Roosevelt's støtter samt engelske medier hævder omvendt, at
tyskerne har kapret Lindberg for at mistænkeliggøre og
kriminalisere Lindberg-regeringens modstandere og accelerere den nye
verdensorden i form af amerikansk ”Krystalnat”.
En tredje teori vil hævde, at det i sin tid var på tysk kommando
at Bruno Hauptmann kidnappede parret Lindberg's baby, der i
virkeligheden blev opbevaret i Tyskland som gidsel – mod at
Lindberg lod sig omskole til nazivenlig præsidentkandidat. Faktisk
emigrerede Lindberg-parret allerede inden Hauptmann's henrettelse i
1936 midlertidigt til Europa, hvor den nære forbindelse til
naziregimet opstod. Og Charles Lindberg tildeltes vitterlig i den
periode medaljer af Gøring og Ribbentrop.
Hvorom alting er: Efter Lindberg's forsvinden vedtager
vice-prædidenten undtagelsestilstand og internerer både Roosevelt's
kreds og fru Lindberg.
Lindberg's enke undslipper dog og tager i ledtog med idealistiske
radiofolk resolut föringen i en offentlig appel, hvor hun hævder at
den frygtløse pioners forsvinden med al sandsynlighed var en ulykke,
og at vicepræsidentens undtagelsestilstand og inddragelse af
borgerrettighederne er anti-demokratisk, ulovlig og anti-amerikansk
fascistisk tiltag – modsat alle Lindberg-kredsens tidligere
forsikringer om lov og orden samt om Lindberg som garant for
verdensfreden.
Det lykkes hende at vinde kongressens medhold, hvorefter Roosevelt
atter vælges som präsident.
Dermed er også strategiske Lindbergs freds-alliance med bl.a.
Japan slut - hvorefter Japan bomber Pearl Harbour og den kendte
historie tager over. Genialt - for hvem gider det helt igennem
kontrafaktiske?
------------------------------------
Hvad der gør romanen til stor kunst, er imidlertid ikke det
sindrige og historisk troværdige komplot, men - som altid - det som
ikke har direkte med sagen at gøre. Ellers kunne Roth have nøjedes
med at skrive en debatartikel, som alle og enhver efter dernæst
kunne have en berettiget "mening" om. For stik modsat en
spalte-berettiget national-myte var Georg Brandes ord om aktuel debat
som litteraturens højeste opgave ikke ment bogstaveligt, men var
tværtimod i sig selv blot et dengang tiltrængt debatindlæg.
Historien fortælles i tilbageblik af den voksne fortæller
"Philip Roth", der ganske som forfatteren vokser op i en
jødisk bydel i Newark. Mestendels hårdt arbejdende jøder af
østeuropæisk herkomst, der ser sig som ærke-amerikanere og er
aldeles fremmede for orientalsk vidtløftige zionistiske drømme,
ligesom de religiøst set alene er at betragte som "kulturjøder"
- modsat deres ortodokse forældre fra pogromernes Østeuropa.
Både i kvarteret og i den nære familie finder vi karaktertyper
inden for alle regnbuens farver: En farbror er halvt gangster, og en
moster er en rygrads-løs snob helt til fals for magt og prestige.
Men begge forældre er derimod trods deres yderst beskedne positioner
kompromisløse sandhedsdyrkere og moralister i deres egen personlige
livsførelse.
Sønnen skriver herom i reflekterende tilbageblik, at der gives to
slags hårdkogte mænd: onklens type, der tænder på magt og
forløses menneskeligt ved sejr og hævn - og så faderens moralske
martyr-heroisme, der endog nægter at anerkende og bøje sig for
magten ved i tide at flygte fra udsigten til retsløse tilstande.
Unægtelig en noget overraskende, men ikke desto mindre
erfaringsmæssigt retvisende sidestilling: For mennesker foretrækker
ofte ved nærmere eftertanke den første type, som de nemlig finder
langt mere menneskelig og gemytlig end de stejle enegængere, som jo
alene har deres egen realitets-foragtende stolthed at takke for deres
livslange fortrædeligheder. Mennesker tilgiver nemlig
erfaringsmæssigt sjældent, hvis man ingenlunde er til salg for at
opnå deres "sympati": just den smigrende afhængighed, som
ofte just er betingelsen for folks vedvarende sympati...
Det gamle testamentes Job begik med sin stædige snarere end
forbilledligt fromme insisteren på sin uskyld selv helt uden vor
kollektive støtte en synd så utilgivelig, at strafudmålingens
pligtskyldige modregning af hans uskyld i selve den pålydende
anklage ikke i praksis gjorde nogen forskel. For nok er troens styrke
en dyd, men det kommer åbenbart an på hvad troen gælder. Dette
lille apropos var til orientering (endnu) ikke noget citat - bare
sagt for god ordens skyld og derfor som sædvanlig in vain.
Et andet sted hedder det da også med en verdensklog ironi, der er
sjælden helt uanset etnicitet og kultur, om Philips opportunistiske
storebroder: "Men måske var min brors opportunisme i grunden
ikke andet end det voksne menneskes "mature weddedness to the
ways of the world". "
Læg her mærke til, at ganske som hos Shakespeare beskrives det
onde ikke journalistisk ligefrem og jovialt indforstået, men i et
blomstrende sprog der med bryllup-billedets hjælp tilbagelægger den
astronomiske afstand fra integritetens verden til dens modsætning
med en så at sige pervers botanisk og artistisk nydelse - som vor
aktuelle Ubåds-Madsen uden tvivl ville kunne påberåbe sig som
sø-forklaring til sit dokumenterede hang til volds-vidoer, såfremt
han dog bare havde kendt lidt mere til Shakespeare.
Det poetiske udtrykt "mature weddedness to the ways of the
world" kunne et menneske, der selv lever op til denne
beskrivelse, nemlig aldrig nogensinde have fundet på: For billedets
artistiske puma-spring overvinder afstanden til en eksotisk galakse,
som dermed synliggøres på en måde, som den samme verdens beboere
aldrig ville kunne karakterisere så rammende.
Også humorens tilsvarende poetiske dimension (for al virkelig
humor er har et surreelt islät, der modsat den blotte satire og
karikatur relativerer sin anledning til et banalt, men
kærkomment påskud og substrat) viser sig mange steder:
F.eks. ved drengens beundring af den beredne politibetjents
placering af parkeringsbøder fra sin elegante arabiske hesteryg i en
elegant nedladende bue-bevægelse som et udtryk for den sidste
ridders foragt over for maskinalderen.
Selv den mest
konventionelle læser må finde formuleringen smuk, harmonisk og
beroligende ukontroversiel. Men ret beset er den komplet
surrealistisk: For dette er jo hverken politibetjentens hensigt
eller drengens oplevelse heraf, men alene den modne og belæste
fortællers helt private "som om"-association. Og akkurat
det samme gælder al virkelig humor modsat aktuel satire og parodi,
der jo alene overdriver en faktuel konstatering. Når ganske enkelte
skarpe studieværter og nyheds-kommentatorer faktisk tillige er
morsomme, beror det da også hver gang på eksistensen af sådanne
surrealistiske elementer: Tænk blot på den amerikanske gummiansigt Jon Steward med ”The Dayly Show” - men såmænd også på vor hjemlige Signe
Molde.
Enhver velorienteret og nidkær papegøje med medietræning ville løbende kunne opsnuse momenter hos vore
politikere, som kan bringe dem i forlegenhed til seernes moro, eller
i det mindste ”udfordre” dem. Men hos begge de nævnte udtrykkes altid en sideløbende bevidsthed om, at sådan er vi mennesker nu engang, ja måske endda
også jeg selv – tilsat en pantomimisk indlevelse i hvordan det mon
må føles for en bemyndiget personage sådan at blive taget med
fingrene i kagekassen. Og det er ikke noget de har lært på endnu et kompetance-givende kursus, som de kan skrive på deres CV.
-------------
Men nu videre i handlingen...
Philip's storebror bliver kapret som ”nyttig jøde” for
Lindberg-bevægelsen i et program for jødernes amerikanisering og
af-ghettoisering, hvor jødiske drenge sendes på sundt landarbejde i
det protestantiske Vesten – selv om det af forældrene gennemskues
som det første skridt på vejen til tyske tilstande. Moderens søster
er nemlig kæreste med en socialt ærgerrig rabbi, som reelt er købt
af regimet til at gøre Lindberg ”kosher” for retsindige
amerikanerne. Men Philip's forældre forbyder og afbryder resolut
forbindelsen mod drengens vilje - og gør sig dermed upopulære i
selv samme magt-nære kreds.
Forældrene opfostrer imidlertid tillige en forældreløs fætter
af Philip med kriminelle tilbøjeligheder, men som grundet
heltedrømme lokkes til at melde sig i krigen mod Hitler på Canadisk
side – blot for at komme hjemme et amputeret ben. Herefter ender
han snart i hårdkogt ledtog med jødisk mafia. Ikke mindst fordi han
som anti-Hitler automatisk registreres af FBI og blacklistes som
anti-Lindberg og dermed bliver en paria for legale arbejdsgivere.
Den mindreårige Philip er vidne til forældrenes slagsmål med
hverdagen, ideologien og kampen for at opretholde deres integritet –
samt til deres fortvivlelse over de to ældre drenges henholdsvis
kynisme og blåøjede modtagelighed for magt og bestikkelse.
Den unge Philip omklamres konstant af en jævnaldrende lille
overbo og planlægger derfor hemmeligt en fremtid på et katolsk hjem
for forældreløse i kvarteret – han stjæler over en periode en
del af drengens tøj og agter at troppe op i hans navn, for at slippe
af med ham såvel som familiens daglige skænderier om regimet. Under
hans natlige ekspedition til ”klostret” sparkes han dog af en
stedlig arbejdshest – men reddes fra at forbløde af sin plageånd
og overbo der nemlig har skygget ham og nu stolt kan omklamre ham
endnu mere end før i sin egenskab af hans stolte redningsmand.
Nogen tid efter hænger plageåndens dødssyge far sig imidlertid
– men den fantasifulde Philip frygter ved synet af sin mor sammen
med politi og redningsfolk først, at det er hans egen far der er
død. Han hengiver sig straks til drømme om i stedet at flygte over
til gangster-fætteren og hjælpe ham med hans protese som først
efter hans hjemkomst som krigsvrag. Kun langsomt forsikres han dog
om, at hans egen far skam lever – selv om han skam - overvejer den
risiko, at det måske bare er noget faderen foregiver (!). Jo, Woody
Allan's og Philip Roth's humor er beslægtede – men jo desværre
alt for håbløst udansk til, at vi tør præsentere den slags for
vore oplyste abonnenter....
Philip har en daglig skræk for at gå ned i husets kælder, som
han tror er hjemsted for afdøde slægtninges genfærd som en slags
moralske hævnånder der ser alt. Han storebror plejede i samme alder
at råbe ”Bad guys, I know you are down there, I have got a gun!”.
Den mere defensive Philip undslår sig i stedet altid med gode
undskyldninger og fromme forsæt, hver gang han sendes ned for at
hente noget vasketøj.
Familien varsles imidlertid en dag om snarlig forflyttelse og
genansættelse i en protestantisk landbrugsstat som led i en
storstilet jødisk af-ghettoisering, men undgår det dog med store
omkostninger. Philip opsøger sideløbende hemmeligt moderens socialt
ærgerrige og naive søster der er kæreste med Lindberg's ambitiøse
jødiske PR-rabbi – og foreslår hende, at de i stedet flytter
overboen til prærie-staten. Philip får uventet kort efter sin vilje
– men ved overboernes afrejse græder Philip alligevel nostalgisk
over mindet om dengag plageåndens altid uselviske mor reddede ham ud
af hans forlegenhed, da han var kommet til at låse sig inde på
toilettet. Herligt set: For selv tabet af en veritabel tyran eller en
plageånd kan efterlade en i et tomrum uden den daglige ærgrelses
pålidelige retningslinier og gode undskyldning for at lade stå til
i egne gøremål. Så slem var vor gamle tyran ret beset heller
ikke...
Da plageåndens mor imidlertid nogen tid efter dræbes under
stedlige anti-jødiske optøjer, drager Philip's som altid
kompromisløst retlinede far sammen med den ellers Lindberg-venlige
storebror med fare for liv og lemmer afsted gennem ukendt bølleland
for at hente Philip's nu forældreløse plageånd.
En ny irsk overbo har en døv søn. Da denne monterer sit
høreapparat på Philip, spørger denne betænkeligt, om han mon
dermed også selv risikerer at blive døv. Hvilket minder mig min
egen helt op i gymnasietiden slidstærke automat-forestilling om, at
handikap-toiletter ikke alene var juridisk strengt ”no-go” for
fuldt førlige mennesker, men tillige anatomisk umulige at betjene
uden et reglementeret handikap: ja, endda muligvis noget med omvendt
tyngdekraft.
Philip kommer nu i tanker om et arbejdsgiver, der er blevet
radio-berømt (jvf. Allan's ”Radio Days”) på at ansætte og
oplære døvstumme: og Philip undfanger naturligvis straks en drøm
om at opsøge ham, nu i rollen som på engang døvstum og forældreløs
– også denne gang under sin jævnaldrende plageånds efterhånden
temmelig misbrugte navn. For udsigten til snarlig genforening med
hans slaviske beundrer piner ham.
Philip plages dog samtidig nu af bevidstheden om at være skyld i
drengens moderløshed – og han affinder sig derfor langmodigt med
udsigten til som bod og soning herefter at måtte udholde ham som sin
sted-broder og ikke blot som overbo.
Men herudover forudser Philip med frygt og bæven, at genfærdet
fra plageåndens afdøde mor naturligvis ikke agter at blive boende
alene i sin tvungne anti-semitiske eksil vestpå, men tværtimod må
forventes snarest at flytte ind i familiens spiritistiske kælder for
at være nær både sin stakkels søn – og den endnu ustraffede
bagmand til dennes forældreløshed...
Set i den voksne Philip's tilbageblik sammenfalder denne formelig
”Donald Duck”-agtigt forsmædelige nulstilling (”Ryk tilbage
til Start”) imidlertid med Lindberg-regimets endeligt og
genindsættelsen af good old F.D. Roosevelt som præsident. Dette
sikrer romanen en komisk finale ved relief-virkningens globale
modvægt til den tænksomme drengs private perspektiv på
familie-forviklingernes tragikomiske udfald – som derfor i
erindringens lys alligevel må opleves som en happy ending...
Romanen er utallige steder absurd morsom, men det er som antydet en humor som
man kun sjældent finder hverken i den moderne etniske danskhed eller
i vor selvbevidste medie-diaspora af assimilerede karriere-folk og
selvbestaltede arvtagere til Georg Brandes med deres utrættelige
"debat" om, hvad denne eller hin nu har "udtalt"
om f.eks. den gode mosaiske skik ”circumcision”.
Dette sidste emne minder os imidlertid sluttelig om, at Philip af
sin gangster-onkel engang har ladet sig belære om, at alle jødernes
afskårne forhuder genbruges til at fabrikere FBI-agenter - hvilket
dog i min egen lykkelige fejlerindring efter første gennemlæsning
blev Freudiansk forvandlet til det anderledes nærliggende: "katolske
nonner" - nonne-hætterne, I presume....