PHILIP ROTH'S ALTERNATIVE HISTORE

"THE PLOT AGAINST AMERICA"
Philip Roth skrev i 2004 en kontrafaktisk roman om det scenario, at de nazi-venlige amerikanske helte Charles Lindberg og Henry Ford havde dannet regering i 1940 i stedet for endnu engang F.D. Roosevelt. Philip Roth finder dog det nuvärende forlöb med Trump langt mere usandsynligt og absurd end det nazistiske scenario i hans roman.
Lindberg og Henry Ford gik ind for isolationisme under mottoet ”America First” og så nazi-Tyskland som den eneste magt der både kunne og ville bekæmpe Sovjetunionen. Deres anti-semitisme var derimod blødere og tidstypisk mere kulturelt betonet – og dermed langtfra uspiselig for befolkningens flertal.
I romanen forulykker Lindberg omsider i sit privatfly, hvilket giver anledning til diametralt forskellige konspirations-teorier fra både hans egne nazi-venlige folk og fra Roosevelt et. al.
Tyske og tyskvenlige medier kolporterer således, at Roosevelt og hans jødiske kreds har skaffet Lindberg af vejen – ligesom de hævdes at at have instrueret mordet på en jødisk stjernerapporter og kompromis Lindberg-kritiker kort tid før for at opgejle en anti-Lindbergsk stemning: der atter sandsynliggør denne jødiske konspirationsteori.

Roosevelt's støtter samt engelske medier hævder omvendt, at tyskerne har kapret Lindberg for at mistænkeliggøre og kriminalisere Lindberg-regeringens modstandere og accelerere den nye verdensorden i form af amerikansk ”Krystalnat”.

En tredje teori vil hævde, at det i sin tid var på tysk kommando at Bruno Hauptmann kidnappede parret Lindberg's baby, der i virkeligheden blev opbevaret i Tyskland som gidsel – mod at Lindberg lod sig omskole til nazivenlig præsidentkandidat. Faktisk emigrerede Lindberg-parret allerede inden Hauptmann's henrettelse i 1936 midlertidigt til Europa, hvor den nære forbindelse til naziregimet opstod. Og Charles Lindberg tildeltes vitterlig i den periode medaljer af Gøring og Ribbentrop.

Hvorom alting er: Efter Lindberg's forsvinden vedtager vice-prædidenten undtagelsestilstand og internerer både Roosevelt's kreds og fru Lindberg.

Lindberg's enke undslipper dog og tager i ledtog med idealistiske radiofolk resolut föringen i en offentlig appel, hvor hun hævder at den frygtløse pioners forsvinden med al sandsynlighed var en ulykke, og at vicepræsidentens undtagelsestilstand og inddragelse af borgerrettighederne er anti-demokratisk, ulovlig og anti-amerikansk fascistisk tiltag – modsat alle Lindberg-kredsens tidligere forsikringer om lov og orden samt om Lindberg som garant for verdensfreden.
Det lykkes hende at vinde kongressens medhold, hvorefter Roosevelt atter vælges som präsident.
Dermed er også strategiske Lindbergs freds-alliance med bl.a. Japan slut - hvorefter Japan bomber Pearl Harbour og den kendte historie tager over. Genialt - for hvem gider det helt igennem kontrafaktiske?
------------------------------------

Hvad der gør romanen til stor kunst, er imidlertid ikke det sindrige og historisk troværdige komplot, men - som altid - det som ikke har direkte med sagen at gøre. Ellers kunne Roth have nøjedes med at skrive en debatartikel, som alle og enhver efter dernæst kunne have en berettiget "mening" om. For stik modsat en spalte-berettiget national-myte var Georg Brandes ord om aktuel debat som litteraturens højeste opgave ikke ment bogstaveligt, men var tværtimod i sig selv blot et dengang tiltrængt debatindlæg.

Historien fortælles i tilbageblik af den voksne fortæller "Philip Roth", der ganske som forfatteren vokser op i en jødisk bydel i Newark. Mestendels hårdt arbejdende jøder af østeuropæisk herkomst, der ser sig som ærke-amerikanere og er aldeles fremmede for orientalsk vidtløftige zionistiske drømme, ligesom de religiøst set alene er at betragte som "kulturjøder" - modsat deres ortodokse forældre fra pogromernes Østeuropa.

Både i kvarteret og i den nære familie finder vi karaktertyper inden for alle regnbuens farver: En farbror er halvt gangster, og en moster er en rygrads-løs snob helt til fals for magt og prestige. Men begge forældre er derimod trods deres yderst beskedne positioner kompromisløse sandhedsdyrkere og moralister i deres egen personlige livsførelse.

Sønnen skriver herom i reflekterende tilbageblik, at der gives to slags hårdkogte mænd: onklens type, der tænder på magt og forløses menneskeligt ved sejr og hævn - og så faderens moralske martyr-heroisme, der endog nægter at anerkende og bøje sig for magten ved i tide at flygte fra udsigten til retsløse tilstande.

Unægtelig en noget overraskende, men ikke desto mindre erfaringsmæssigt retvisende sidestilling: For mennesker foretrækker ofte ved nærmere eftertanke den første type, som de nemlig finder langt mere menneskelig og gemytlig end de stejle enegængere, som jo alene har deres egen realitets-foragtende stolthed at takke for deres livslange fortrædeligheder. Mennesker tilgiver nemlig erfaringsmæssigt sjældent, hvis man ingenlunde er til salg for at opnå deres "sympati": just den smigrende afhængighed, som ofte just er betingelsen for folks vedvarende sympati...

Det gamle testamentes Job begik med sin stædige snarere end forbilledligt fromme insisteren på sin uskyld selv helt uden vor kollektive støtte en synd så utilgivelig, at strafudmålingens pligtskyldige modregning af hans uskyld i selve den pålydende anklage ikke i praksis gjorde nogen forskel. For nok er troens styrke en dyd, men det kommer åbenbart an på hvad troen gælder. Dette lille apropos var til orientering (endnu) ikke noget citat - bare sagt for god ordens skyld og derfor som sædvanlig in vain.

Et andet sted hedder det da også med en verdensklog ironi, der er sjælden helt uanset etnicitet og kultur, om Philips opportunistiske storebroder: "Men måske var min brors opportunisme i grunden ikke andet end det voksne menneskes "mature weddedness to the ways of the world". "

Læg her mærke til, at ganske som hos Shakespeare beskrives det onde ikke journalistisk ligefrem og jovialt indforstået, men i et blomstrende sprog der med bryllup-billedets hjælp tilbagelægger den astronomiske afstand fra integritetens verden til dens modsætning med en så at sige pervers botanisk og artistisk nydelse - som vor aktuelle Ubåds-Madsen uden tvivl ville kunne påberåbe sig som sø-forklaring til sit dokumenterede hang til volds-vidoer, såfremt han dog bare havde kendt lidt mere til Shakespeare.

Det poetiske udtrykt "mature weddedness to the ways of the world" kunne et menneske, der selv lever op til denne beskrivelse, nemlig aldrig nogensinde have fundet på: For billedets artistiske puma-spring overvinder afstanden til en eksotisk galakse, som dermed synliggøres på en måde, som den samme verdens beboere aldrig ville kunne karakterisere så rammende.

Også humorens tilsvarende poetiske dimension (for al virkelig humor er har et surreelt islät, der modsat den blotte satire og karikatur relativerer sin anledning til et banalt, men kærkomment påskud og substrat) viser sig mange steder: F.eks. ved drengens beundring af den beredne politibetjents placering af parkeringsbøder fra sin elegante arabiske hesteryg i en elegant nedladende bue-bevægelse som et udtryk for den sidste ridders foragt over for maskinalderen.

Selv den mest konventionelle læser må finde formuleringen smuk, harmonisk og beroligende ukontroversiel. Men ret beset er den komplet surrealistisk: For dette er jo hverken politibetjentens hensigt eller drengens oplevelse heraf, men alene den modne og belæste fortællers helt private "som om"-association. Og akkurat det samme gælder al virkelig humor modsat aktuel satire og parodi, der jo alene overdriver en faktuel konstatering. Når ganske enkelte skarpe studieværter og nyheds-kommentatorer faktisk tillige er morsomme, beror det da også hver gang på eksistensen af sådanne surrealistiske elementer: Tænk blot på den amerikanske gummiansigt Jon Steward med ”The Dayly Show” - men såmænd også på vor hjemlige Signe Molde.

Enhver velorienteret og nidkær papegøje med medietræning ville løbende kunne opsnuse momenter hos vore politikere, som kan bringe dem i forlegenhed til seernes moro, eller i det mindste ”udfordre” dem. Men hos begge de nævnte udtrykkes altid en sideløbende bevidsthed om, at sådan er vi mennesker nu engang, ja måske endda også jeg selv – tilsat en pantomimisk indlevelse i hvordan det mon må føles for en bemyndiget personage sådan at blive taget med fingrene i kagekassen. Og det er ikke noget de har lært på endnu et kompetance-givende kursus, som de kan skrive på deres CV.
-------------

Men nu videre i handlingen...
Philip's storebror bliver kapret som ”nyttig jøde” for Lindberg-bevægelsen i et program for jødernes amerikanisering og af-ghettoisering, hvor jødiske drenge sendes på sundt landarbejde i det protestantiske Vesten – selv om det af forældrene gennemskues som det første skridt på vejen til tyske tilstande. Moderens søster er nemlig kæreste med en socialt ærgerrig rabbi, som reelt er købt af regimet til at gøre Lindberg ”kosher” for retsindige amerikanerne. Men Philip's forældre forbyder og afbryder resolut forbindelsen mod drengens vilje - og gør sig dermed upopulære i selv samme magt-nære kreds.

Forældrene opfostrer imidlertid tillige en forældreløs fætter af Philip med kriminelle tilbøjeligheder, men som grundet heltedrømme lokkes til at melde sig i krigen mod Hitler på Canadisk side – blot for at komme hjemme et amputeret ben. Herefter ender han snart i hårdkogt ledtog med jødisk mafia. Ikke mindst fordi han som anti-Hitler automatisk registreres af FBI og blacklistes som anti-Lindberg og dermed bliver en paria for legale arbejdsgivere.

Den mindreårige Philip er vidne til forældrenes slagsmål med hverdagen, ideologien og kampen for at opretholde deres integritet – samt til deres fortvivlelse over de to ældre drenges henholdsvis kynisme og blåøjede modtagelighed for magt og bestikkelse.
Den unge Philip omklamres konstant af en jævnaldrende lille overbo og planlægger derfor hemmeligt en fremtid på et katolsk hjem for forældreløse i kvarteret – han stjæler over en periode en del af drengens tøj og agter at troppe op i hans navn, for at slippe af med ham såvel som familiens daglige skænderier om regimet. Under hans natlige ekspedition til ”klostret” sparkes han dog af en stedlig arbejdshest – men reddes fra at forbløde af sin plageånd og overbo der nemlig har skygget ham og nu stolt kan omklamre ham endnu mere end før i sin egenskab af hans stolte redningsmand.


Nogen tid efter hænger plageåndens dødssyge far sig imidlertid – men den fantasifulde Philip frygter ved synet af sin mor sammen med politi og redningsfolk først, at det er hans egen far der er død. Han hengiver sig straks til drømme om i stedet at flygte over til gangster-fætteren og hjælpe ham med hans protese som først efter hans hjemkomst som krigsvrag. Kun langsomt forsikres han dog om, at hans egen far skam lever – selv om han skam - overvejer den risiko, at det måske bare er noget faderen foregiver (!). Jo, Woody Allan's og Philip Roth's humor er beslægtede – men jo desværre alt for håbløst udansk til, at vi tør præsentere den slags for vore oplyste abonnenter....

Philip har en daglig skræk for at gå ned i husets kælder, som han tror er hjemsted for afdøde slægtninges genfærd som en slags moralske hævnånder der ser alt. Han storebror plejede i samme alder at råbe ”Bad guys, I know you are down there, I have got a gun!”. Den mere defensive Philip undslår sig i stedet altid med gode undskyldninger og fromme forsæt, hver gang han sendes ned for at hente noget vasketøj.

Familien varsles imidlertid en dag om snarlig forflyttelse og genansættelse i en protestantisk landbrugsstat som led i en storstilet jødisk af-ghettoisering, men undgår det dog med store omkostninger. Philip opsøger sideløbende hemmeligt moderens socialt ærgerrige og naive søster der er kæreste med Lindberg's ambitiøse jødiske PR-rabbi – og foreslår hende, at de i stedet flytter overboen til prærie-staten. Philip får uventet kort efter sin vilje – men ved overboernes afrejse græder Philip alligevel nostalgisk over mindet om dengag plageåndens altid uselviske mor reddede ham ud af hans forlegenhed, da han var kommet til at låse sig inde på toilettet. Herligt set: For selv tabet af en veritabel tyran eller en plageånd kan efterlade en i et tomrum uden den daglige ærgrelses pålidelige retningslinier og gode undskyldning for at lade stå til i egne gøremål. Så slem var vor gamle tyran ret beset heller ikke...

Da plageåndens mor imidlertid nogen tid efter dræbes under stedlige anti-jødiske optøjer, drager Philip's som altid kompromisløst retlinede far sammen med den ellers Lindberg-venlige storebror med fare for liv og lemmer afsted gennem ukendt bølleland for at hente Philip's nu forældreløse plageånd.

En ny irsk overbo har en døv søn. Da denne monterer sit høreapparat på Philip, spørger denne betænkeligt, om han mon dermed også selv risikerer at blive døv. Hvilket minder mig min egen helt op i gymnasietiden slidstærke automat-forestilling om, at handikap-toiletter ikke alene var juridisk strengt ”no-go” for fuldt førlige mennesker, men tillige anatomisk umulige at betjene uden et reglementeret handikap: ja, endda muligvis noget med omvendt tyngdekraft.

Philip kommer nu i tanker om et arbejdsgiver, der er blevet radio-berømt (jvf. Allan's ”Radio Days”) på at ansætte og oplære døvstumme: og Philip undfanger naturligvis straks en drøm om at opsøge ham, nu i rollen som på engang døvstum og forældreløs – også denne gang under sin jævnaldrende plageånds efterhånden temmelig misbrugte navn. For udsigten til snarlig genforening med hans slaviske beundrer piner ham.

Philip plages dog samtidig nu af bevidstheden om at være skyld i drengens moderløshed – og han affinder sig derfor langmodigt med udsigten til som bod og soning herefter at måtte udholde ham som sin sted-broder og ikke blot som overbo.
Men herudover forudser Philip med frygt og bæven, at genfærdet fra plageåndens afdøde mor naturligvis ikke agter at blive boende alene i sin tvungne anti-semitiske eksil vestpå, men tværtimod må forventes snarest at flytte ind i familiens spiritistiske kælder for at være nær både sin stakkels søn – og den endnu ustraffede bagmand til dennes forældreløshed...

Set i den voksne Philip's tilbageblik sammenfalder denne formelig ”Donald Duck”-agtigt forsmædelige nulstilling (”Ryk tilbage til Start”) imidlertid med Lindberg-regimets endeligt og genindsættelsen af good old F.D. Roosevelt som præsident. Dette sikrer romanen en komisk finale ved relief-virkningens globale modvægt til den tænksomme drengs private perspektiv på familie-forviklingernes tragikomiske udfald – som derfor i erindringens lys alligevel må opleves som en happy ending...

Romanen er utallige steder absurd morsom, men det er som antydet en humor som man kun sjældent finder hverken i den moderne etniske danskhed eller i vor selvbevidste medie-diaspora af assimilerede karriere-folk og selvbestaltede arvtagere til Georg Brandes med deres utrættelige "debat" om, hvad denne eller hin nu har "udtalt" om f.eks. den gode mosaiske skik ”circumcision”.

Dette sidste emne minder os imidlertid sluttelig om, at Philip af sin gangster-onkel engang har ladet sig belære om, at alle jødernes afskårne forhuder genbruges til at fabrikere FBI-agenter - hvilket dog i min egen lykkelige fejlerindring efter første gennemlæsning blev Freudiansk forvandlet til det anderledes nærliggende: "katolske nonner" - nonne-hætterne, I presume....