Wednesday, August 19, 2020

FOSSILE BETRAGTNINGER PÅ ÆRENS VEJ

 

Det slår mig ofte at den menneskelige forfængelighed har en komisk reptilagtig sejlivethed, selv længe efter at dens naturlige biologiske forlængelser er så tilkalkede, at de må betragtes som fossile - og derfor tillige forlenede med stuerenhedens antikvariske charme.

Men i sommervarmen orker ingen djævel hverken høre om andres bedrifter og skudsmål eller bestikke sig til egne skudsmål, som jo ligeledes ingen djævel gider høre.

Kun de allermest præsenile formår selv i sommerheden at fremture med en robots nerveløse uanfægtethed i deres engang fikserede og så at sige præ-fossile sociale ambition: der i sin tur trofast understøttes af deres renommé samt af det personlige curriculum som ingen anledning nemlig er for ubetydelig til at urgere, for det tilfældes skyld at enkelte svage sjæle skulle have glemt eller overset det.

SPROGFOLK taler på lignende vis om "sovende metaforer": i sig selv en metafor, der refererer til oprindelig billedlige udtryk som forlængst er blevet til stående og helt ureflekterede vendinger (”idiomer”), der ikke længere ledsages af den sammenlignende forestilling.


I stedet for "sovende metaforer" kunne man tilsvarende have kaldt dem "fossile metaforer". Jo, men så drastiske billeder er nu engang en sjældenhed blandt sprogfolk: for mens en sprogbruger med tungen lige i munden nok kan præstere at tale i søvne, så er det samme en komplet umulighed selv for det mest velbevarede antropologiske fossil. Og alene af den grund vil den sande videnskabsmand kvie sig ved en så drastisk metafor.

Meget vel, men nu er vi så ikke sprogforskere, og derfor vil vi ikke desto mindre insistere på at tale om ”fossilerede” snarere end ”sovende” sociale ambitioner. For den fossilt forstenede sociale stræbsomhed er hverken noget teselskab eller en middagslur og kræver ubønhørligt sin mand, komplet uanfægtet af både Fehrenheit og von Planck.

Dette minder mig atter om en stivnakket, men ret statelig ældre herre der i min barndom og længe efter kunne ses i frakke ledsagende Københavns kongelige livgarde i preussisk strækmarsch og med et ansigtsudtryk af urokkelig, om end komplet uartikuleret og rimeligvis ligesom hos dinosaurerne ubevidst bisterhed.

Mange år senere så jeg ham så i en bus, hvor han med robotagtig automatik belevent straks rejste sig for en indstigende dame, der ingenlunde var blot i nærheden af hans egen grånende alder. Men slet intet i hans ansigt og utvivlsomt heller intet i hans indre fysiologi røbede den mindste erindring om ungdommens sjælelige bevægelse - kun denne automatiserede refleks af fordums erotiske anlæg vidnede om en menneskelig forhistorie af kød og blod, hvor der nu alene var preussiske stene for brød.

Og det var mindet om denne oplevelse i bussen, der mange år senere fik mig til at mønte og patentere forestillingen om "fossilerede sjælsbevægelser".


Men til et sådant stadie af olympisk forbilledlig upåvirkelighed er man endnu ikke selv nået, for nogle modnes nu engang først sent eller endda aldrig: Og dog siger man at det er "aldrig" for sent. Skønt "aldrig" ret beset er aldrig jo da netop for altid "for sent".

MEN kort sagt så er vi selv endnu ikke nået til det fossile stadiums værdighed og døjer som nævnt i denne hede - selv om også ungdommens plagsomme sjælsbevægelser ligger i en sådan dvale, at de end ikke gider at tilkendegive sig i form af mekanisk fikserede galante reflekser i den offentlige trafik.

Nej, en svalebajer er det eneste der kan bevæge os. Javel, men en enkelt svale gør som bekendt ingen sommer, så vi må hellere tage en til.

Har man således set en enkelt svalehale og drukket en svalebajer eller måske to, kun for snart efter at blive overhalet og vinket ind til siden af en politibil - så er det fristende at håbe på, at det uventede syn må skyldes præmatur delirium.

Men det var desværre ikke tilfældet, for betjentene var skam ægte nok. På den anden side var det desto mere trøsterigt, at både alkohol-testen og corona-testen besynderligt nok var negative - ligesom efterfølgende test af pupil-reaktioner ikke formåede at afsløre hverken verdens sandetilstand eller det sande omfang af vort narkotiske forbrug.

Endog dækkene stod endnu lige akkurat på den rigtige side af grænsen til lovløshedens sibirisk forjættende kontinent. "Jamen så skal vi ikke forstyrre mere, lød det afslutningsvis.

Dette til forskel fra et besøg engang i Polen, hvor trafikpolitiet i håb om generøs bestikkelse insisterede på ubesindig, om så ikke lodret ulovlig kørsel: kun for efter stædigt gentagne alkohol-test højst vrangvilligt at måtte medgive, at bilens indtil et år tidligere polske fører var og blev mirakuløst ædru.

Men da vi til sidst fik lov at forlade stationen, bedyrede den ældste betjent dog med en faderligt berigtigende autoritet, der skulle redde både hans egen, stationens og den polske nations stolthed og ære: "Men din tavse danske medpassager: han er da i hvert fald plørefuld!


No comments: