ABSURD TRO OG SYG HUMOR

Jeg fortalte min niende klasse følgende groteske historie. En amerikansk handelsrejsende strander i en by i Sydstaterne og vil indlogere sig på et hotel. Hotellet viser sig nu at være strengt forbeholdt sorte, men alt andet i byen er optaget. Portieren foreslår ham så den løsning at sværte sit ansigt til med skosværte og overnatte alligevel. Handelsmanden beder om at blive vækket tidligt, idet han skal nå et fly til næste by om morgenen. Det sker da også, og handelsmanden går, vel ankommet til den nye by, ind på et toilet for at vaske skosværten af ansigtet. Dette viser sig imidlertid at være helt umuligt, hvorfor han desperat ringer tilbage til hotellet og spørger, hvordan det kan være. Portieren undrer sig meget og spørger så om hans navn. Da han hører dette, slår han en latter op og siger: Åh, undskyld – så er jeg kommet til at vække den forkerte person!”

En af de mest uvorne drenge lo straks over historiens ”syge humor”. En anden tænkte sig derimod meget tvivlende om, hvorefter han snusfornuftigt kommenterede, at en anden person end den rette – endsige en neger – jo slet ikke ville have nogen grund til at forsøge at vaske sig hvid i ansigtet. Begge drenge fangede for så vidt pointen; men kun den første lo, for han fangede den intuitivt, hvorimod den anden efter megen grublen vivisekterede den ihjel. Al humor indeholder imidlertid et punkt hvor der snydes med logikken, sandsynligheden, forventningen eller i det mindste den ønskede hensigt i modsætningen til det faktiske udfald. Og netop den øvrige følgerigtighed får det absurde til at glide ned uden protest, samtidig med at det dog forøger kontrastvirkningen – og det psykofysiske resultat heraf er latteren. Men i visse tilfælde bliver bruddet så surrealistisk, at man skal trænes op til at modtage det i den rette ånd for ikke at blokere.

Vor egen forleden genoptrykte historie fra Information ”Er du George Bush?” indeholdt da også en absurd krumtap. En memotekniker hævdede at hvis man skal huske sin tid hos tandlægen, skal man blot forestille sig at det er George Bush der skal til tandlægen den dag. Men idet Bush selv jo ikke kan bruge det trick, duer det heller ikke hvis man indbilder sig at være Bush. Derfor behøves en metode til først at finde ud af om man er Bush eller ej.

Vi foreslog derfor, at en der indbilder sig at være USA’s præsident, nok også indbilder sig at have helt fejlfri tænder – så hvis man tror at man er Bush og skal til tandlæge, så må man være den virkelige Bush. Og i så fald kan nævnte memotekniske trick til at huske sin tid altså ikke bruges. Det førte så videre frem mod klimaks – men hvori bestod nu vor stringente logiks syge punkt? For uden det ville ingen le. Jo, ved eftertanke viser logikkens absurde krumtap sig at bestå i den påstand, at vi behøver en metode til at afgøre om vi er Bush eller ej. Dette finder ingen jo normalt nødvendigt og er allerede af den grund komplet barokt. Men det glider alligevel ned, fordi vi jo forinden har vist, at hvis man indbilder sig at være Bush, så kan man ikke bruge memoteknikerens trick.

Imidlertid er der her endnu et sygt punkt: For hvis nogen tror at være George Bush, så er det memoteknisk set komplet lige meget hvorvidt de har ret deri eller ej – i begge tilfælde må de nemlig finde et andet husketrick, så der er ingen pointe i først at undersøge, om deres tro er sand eller ej. Hertil kommer som sagt, at hverken George Bush eller en der indbilder sig at være Bush, nogensinde ville finde på at undersøge, om deres tro er indbildning eller ej: Bush, fordi han er kernesund og uden tvivl; hans dobbeltgænger, fordi han er stjerneskør og ligeledes uden tvivl.

Men gennemgående præges niende klasse af snusfornuft og naturlig oplysningstid, så at sige, alle hormoner til trods. Og derfor kan de ikke opbyde ringeste interesse for religion: De er vokset fra al barnetro og endnu ikke havnet i eksistentielle kriser og tilbageslag af den art, der gør mennesker mere modtagelige eller blot nysgerrige omkring troens veje. Og måske er de af samme grunde mindre modtagelige også for anden form for absurditet og paradokser – der jo omvendt for de mest tænksomme troende er hverdagskost, eftersom de jo selv indser troens absurditet. Jævnfør Johannes Möllehave, Jan Lindhardt samt Johannes Sløk, der sågar i sin tid forelæste over Gøg og Gokke på Teologisk Institut i Århus.

NEXT: MIG OG RISKJÄR...

FRA JESUS TIL PAULUS - OG BUSH

Enkelte artikler i avisform matcher tillige vor blogs særlige stilkrav og finder derfor nåde også her. At kompensation ved opfindsomhed således kan overvinde, sublimere og derved vende verdensordenen på hovedet, har vi tidligere sagt, og Karen Blixen er vort vidne. Men hør her et frisk eksempel fra hverdagen: En angiveligt både doven og uboglig elev på ubudent gæstevisit hørte, at mine elever skulle finde nogle henholdsvis positive og negative tillægsord til tysk oversættelse.
Han kommenterede snurrigt, at det er en positiv egenskab for en pige at være grim, for så bliver hun ikke voldtaget; samt at det var positivt for en cykel at være gammel, for så gider ingen stjæle den.

Hvis narren hos Shakespeare havde sagt det samme, ville den halve kulturelite falde på halen og forlange opførelsen af et ekstra skuespilhus dér hvor Botanisk Have nu ligger. Men når det kommer fra det virkelige livs narre, trækker alle blot på skuldrene. Vi hverken kan eller vil lære, og det siger Jesus forresten også et sted til sin tids forstokkede elite. Hvis jeg havde været hans (altså drengens) dansklærer, ville jeg da også have honoreret ham med den højeste karakter.

Men apropos Jesus har jeg netop læst svenskeren Lena Einhorns lærde studie, der skal sandsynliggøre, at Jesus samt Johannes Døberen levede og døde en snes år senere end antaget: For begge er i så fald pludselig godt belagt i samtidens historiske kilder såsom Josephus, blot under andre navne: "Theudas" respektive "Ægypteren". I følge flere tidlige kilder, herunder sågar jødernes Talmud, var Jesus måske en romersk horeunge og nød muligvis derfor selv romerske borgerrettigheder: At Paulus besad dem og derfor klarede frisag, fortæller han selv. Dette kunne forklare hvorfor romerne helst ville skåne Jesus - og hvorfor han i henhold til evangelierne korsfæstedes særdeles "lempeligt" uden den gængse tortur, men alligevel "døde" veltalende efter sølle seks timer og derefter svøbtes i hele 30 kilo balsamisk myrra og aloe vera - og muligvis eksporteredes i levende stand af sine "vagtposter".

Lena Einhorn kunne meget vel have ret; men hendes tese at Jesus dernæst "genopstod" som Paulus, forvandler ham til sin egen strategiske markedsføringschef og datidens Ron Hubbard - eller måske snarere til den tids Christian Have, der på lignende vis siger "værdi" og mener "branding". Nu er Hr. Have sågar angiveligt selv genopstået som adjungeret professor i Jylland på linie med netværksblæksprutten Stjernfelt samt en ikke nøjere afgrænset del af Qvortrup-klonen - dog uden at nogen af dem ligefrem har skiftet navn af den grund.

Men immervæk - miraklernes tid er ikke forbi, så hvorfor skulle Lena Einhorn ikke kunne have ret i at Jesus blev til Paulus og dermed gjorde denne til en stor taktisk løgnhals med hans "omvendelseshistorie" i Damaskus? Omtrent ligesom jobkonsulenternes pædagogiske "Jeg har skam selv engang været arbejdsløs!" Det ville dog svare til hvis Søren Kierkegaard genopstod som formand for Kierkegaard-Selskabet (det har jeg aldrig været) - en tanke som kun en formand for Kierkegaard-Selskabet kunne finde på: Så sig ikke at sådanne folk ikke kan tænke noget originalt! - Lena Einhorn selv er forresten ganske som sine polsk-jødiske emigrantforældre egentlig medicinsk forsker, men tydeligvis også historisk lærd.

Men ret beset er dette med at genopstå som sin egen PR-chef og fremmeligste discipel måske en ypperlig forretning og den ultimative løsning på et klassisk eksistentielt problem: For det virker både mere troværdigt og langt mere sympatisk at kæmpe for andre end at kæmpe for sig selv: Således har jeg i tidens løb med Paulinsk snilde og held kæmpet for nogle svenske naturområder, men derimod altid kun med ringe held for mig selv. Forfattere går således under jorden og genopstår som Paulus-agtige bloggere der evig og altid antyder hvad romerrigets oplyste borgere går glip af ved ikke at få Pagtens Ark at se, men kun gnisterne fra smeltediglen. En ungdomskammerat af mig turede derimod angivelig i sin tid byen rundt med en makker, hvorunder de skiftedes til at skamrose og profilere hinanden i damers selskab - og gevinsten udeblev ikke.

Men tro det eller ej, miraklet er nu indtruffet også i mit liv: Så sent som i dag blev jeg nemlig i Irma hjerteligt kontaktet med tilnavnet "Robert" af en oprømt mand der bestemt mente at kende mig vældig godt fra Maribo - hvor en dobbeltgænger til mig nemlig tydeligvis med anderledes succes driver en skilteforretning! Altså PR-branchen! Følgelig må det i så fald være Robert der er Paulus, og mig selv der er profeten; og så er den lille sag afgjort - for arbejdsdeling er en god ting. Men som sagt: Lad ikke dette slippe ud, for så spolerer I forretningen. Jesus sagde forresten noget lignende, adspurgt om sin guddommelige natur:"Tjah, hvem ved - men fortæl det ikke til andre!"

Men til sagen, for også her kan vi udrette små forvandlingsnumre:

ER DU GEORGE BUSH? (Information 29.9)

"Kend dig selv," sagde Sokrates. "Men fortæl det ikke til andre," har nogen siden tilføjet. Men undertiden kan livet blive så svært, at man netop behøver andre for at minde sig om, hvem man er. Således spørger den forvildede Kong Lear på heden sin nar, hvor i alverden han befinder sig, og narren svarer grædende "Ak Herre, i Eders eget kongerige".
Karen Blixen forestiller sig den afrikanske elefant på den svindende savanne i Kong Lears sted, for den må opleve den samme forvildelse, når den ikke længere genkender sin egen verden. Og Blixen tilføjer: "Jeg har altid tænkt, at man kan bedømme et menneskes karakter på, hvorledes det ville have behandlet Kong Lear."
Så folk, der virkelig vil kende sig selv, kan jo begynde med at stille sig selv dette lille spørgsmål. Dumpeprocenten er højere end til køreprøven i København, må vi dog advare - ligeledes kloge af skade: For i udvendighedens beregnende verden 'gifter' alle sig opefter, i alle henseender, helt konsekvent og barnligt utilsløret - selv hos folk der nyder ry af udadlelige åndspersoner.
Svindende kongelighed
Kierkegaard talte om en åndløshed, hvori det moderne meningsmenneske helt glemmer, hvem det er - hvilket ingenlunde udelukker alskens selvoptagethed omkring ære, titler og ordner. Men Kong Lears eksempel viser, at den, der modstår denne åndløshed, i stedet risikerer at ende i galskabens selvforglemmelse som straf for sin hybris. For hvis du ikke vil lefle for vor intrigante 'operetteverden' og spille vores abespil, så skal til sidst alt fratages dig, selv om du forsvarer dig som en rasende hval imod spækhuggerne.
Men er alt det med at kende sig selv ikke blot udslidte litterære floskler? Ved tyrannen, der går efter magten og dens cementering, ikke meget vel, hvad han vil - og giver livet ikke netop ham ret og Kong Lear uret? For de, der taler så dybfølt om selvbesindelse, ender ofte kummerligt med alle deres mareridt virkeliggjort i deres egen livsbane - om så også med en aura, der røber den svindende kongelighed. Så hvorfor skulle disse forkomne idealister kende sig selv spor bedre end de intrigante netværksaber, der opnår at berømmes af verden, selv for dyder, som de notorisk savner? Tjah, måske just fordi de stiller sig selv dette spørgsmål, hvorimod den uhelbredelige normalitets fortrop aldrig ville finde på at stille det.
Kæmper for at imponere

Nuvel, 'aldrig' er et stort ord - for vist sker det, at en forhærdet Paulus pludselig ser sit liv i et andet lys og omvendes: Et lys hvori de må sande det amerikanske mundheld, at mennesker kæmper som djævle for at imponere folk, som de slet ikke kan lide. Kort sagt er det i længden bedre at være værdsat af folk, som man selv værdsætter. For magtens mennesker ender ofte langt mere forbitrede end dem, hvis liv de har forbitret.
Bush eller Muhammed
Så derfor, trods alt: kend dig selv - og husk det i nødens stund. Men hvorfor skal det være så trist? Så hør her: En memotekniker hævder, at den bedste måde at huske sin tid hos tandlægen er ved at tænke sig, at det er George Bush, der skal til tandlægen på onsdag. Ved eftertanke må det dog tilføjes, at hvis man vitterlig mener at være George Bush, går den uforglemmelige fidus tabt (Bush selv kan jo ikke bruge det). Skal tricket virke, må det derfor suppleres med et trick til også at huske, om man virkelig er George Bush eller ej.
Her er vort forslag: Såfremt et menneske kan indbilde sig at være USA's præsident, indbilder det sig garanteret også at have et fejlfrit gebis. Ergo følger, at hvis du mener at være den George Bush, der ville ignorere en international klimakonference grundet en tid hos tandlægen - så er du utvivlsomt også George Bush. Uheldigvis indebærer dette som sagt, at nævnte metode til at huske sit tandlægebesøg så ikke kan bruges i dit tilfælde. Du kan så i stedet vælge at huske, at det er profeten Muhammed, der skal til tandlægen på onsdag - med mindre du da mener tillige at være profeten selv, for så må du finde på noget tredje.
Umuligt at glemme
Men hvis du er George Bush, så vil du også vide, hvor farligt det er at 'tage profetens navn forfængeligt'. Kort sagt er dit tandlægebesøg alligevel ikke nogen god idé, så må vi ikke foreslå, at du tager det som en god anledning til i stedet at bivåne den klimakonference.
Godt, men hvordan skal man huske en sølle klimakonference, når man ikke engang kan huske sine tandlægeaftaler? Smart spørgsmål, men svaret er enkelt: For at George Bush agter at overvære en international klimakonference, er allerede i sig selv en så utrolig idé, at den er umulig at glemme - selv for George Bush.

TYKKE NIELS OG SANDHEDENS TIME

Jeg fulgtes forleden i kystbanetoget med en bekendt. Da han spurgte, hvorfor toget ikke standsede i Vedbæk, fik han en herligt uforbeholden røffel af den uniformerede ældre ordensmand fra Christian den Tiendes tid, med et imponerende "Schnurbart". Da min kammerat betroede ham, at han selv godt vidste at han var en idiot, istemmede embedsmanden, at det heldigvis var hans pligt altid at give kunden ret - samt at det i dette tilfælde var ham en sand fornøjelse. Ja, hvad grin er der også ved en højtaler, når ingen alligevel hører efter? Den mand burde ansættes i Folkeskolen.

Ja, for det morsomme og hyggelige var i grunden at blive sat tilbage til en svunden tid, hvor embedsstandens småkonger på deres eget territorium kunne sætte selv høje standspersoner på plads uden risiko for fyring eller repressalier. Den slags er utænkeligt i Latinamerika og mange andre steder og beviser i grunden, at vi dog allerede dengang levede i et retssamfund, uanset de ofte kummerlige bolig- og arbejdsforhold. I dag evalueres vi alle konstant af forbrugerne. Enkelte patriarkalske fortidslevn er dog hyggelige og hensætter os til Storm P.s tid. En lignende irrationel nostalgi fik engang min bedstefars kloge gamle hushjælp til at le, da en person naivt havde spurgt hende, hvorfor man aldrig længere ser nogle pukkelryggede mennesker.


En anden grund til vor moro er nok at helt utilsløret grovhed er lettere at leve med end al den bange og intrigane pænhed der ikke skyer nogle midler og dog indbilder sig at være ikke blot legitim, men endog velmenende. Og som sjældent tilgiver at blive gennemskuet. Men vist kan sandheden være ilde hørt: Således betroede en nysgerrig pige i niende klasse mig i dag, at det ville være synd for børnene hvis jeg blev far i min alder. Så ved man da hvad man skal svare næste gang en elev spørger, hvorfor man ikke har børn: "Det ville være synd for menneskeheden."

Ingen er dog så ømskindede som de frelstes kompagni: Den arme stakkel der i sin tid afslørede at Ole Wivel i alt for moden alder koketterede uforbeholdent med nazismen, fik næsten hele det progressive Over-Danmark imod sig - og bærer angiveligt psykiske mén af det den dag i dag. Nu har en ung journalist heldigvis skrevet en bog om det. Skandalejournalistik kan således have sin berettigelse efter recepten "med ondt skal ondt fordrives". Ejendommeligt, at Ole Wivel samtidig kunne fremhæves som et lysende hovede og dog fredes grundet sin ungdom selv i en alder af 21.

Selv den ellers så tænksomme litteraturprofessor Torben Brostrøm parerede angiveligt med, at hvis Ole Wivel havde været en ukendt funktionær i provinsen, ville det ikke have været spor interessant - nej, men jo større ens omgangskreds, ens agtelse og indflydelse er, desto flere vil med god grund interessere sig for sådanne afsløringer. Sålænge et røvhul i Smørumnedre ikke generer folk uden for sin hjemby, vil hans tilfælde heller ikke kunne interessere folk uden for sognet. Dertil kommer at vi kan forlange mere af de oplyste og ressourcestærke end af klassens tykke mobningsoffer i Morten Nielsens digt.

Det er en art landsbyeffekt, at den store fornærmelse rammer dem der antyder noget om vore æresborgere. Når Sokrates blev dødsdømt af Athens borgere, var det da også fordi han så tydeligt viste at han ikke havde så høje tanker om den udnævnte elite, at han gad lefle for den. Den amerikanske Columbo-figur er skåret over ganske samme læst, for konstellationen er åbenbart eviggyldig. Det var sgu heller ikke "guderne" Sokrates fornærmede med sit frisind, for dem troede ingen oplyste borgere i Athen længere på.

Vi må godt både misunde og endda genere den udnævnte elite af et godt hjerte; - men hvis ikke vi samtidig inderst inde lefler for den, men mere betragter dem som en art uomgængelige dørvogtere og i grunden lige så gerne omgås så mange andre, så skal vi være uhyre taknemmelige for at leve i ovennævnte retsstat - som de frelste ellers gerne ynder at tale om i flok, som om den var deres egen opfindelse. Det er det bestemt ikke: For det kræver stor tænksomhed og modenhed at sige som Voltaire og dernæst en række statsmænd fra Churchill til senest Frank "Kissinger" Esmann (!): At vi vil give vort liv for vore medborgeres ret til at være uenige med os. Og den art tænksomhed forsvinder helt, endog hos velbegavede folk, når først deres forfængelighed og indbildskhed er blevet gødet ud over enhver proportion. Måske kunne det ske for os alle, omtrent ligesom børneavl i ellevte time. Men i længden ville både livet og vi selv blive temmelig kedsommelige, hvis vi altid kun hørte det vi allerhelst vil høre.

Således kunne jeg i dag læse, at bloggernes betydning i mediebilledet hertillands er stærkt overdrevet. Nuvel, vi havde nu heller aldrig tænkt os at overtage nyhedsformidlingen som et ulønnet venstrehåndsarbejde helt uden nyhedsbureauer. Snarere er der vel tale om dels et korrektiv, dels et så at sige "irrationelt" komplement. Men jo flere kompetente folk der findes også på avisernes klassiske felter, desto flere relevante kommentarer på niveau må man forvente, også udover hvad avisernes debatsider har plads til.

Selv er vi nu uhyre "autonome" selv af bloggere af være, for hvis succesparametret er mængden af aktive og gensidige links, så er vort lille rum den virtuelle verdens modsvarighed til Smørumnedre. For heller ikke det succeskriterium anerkender vi, vore emnevalg og vinkler taget i betragtning. Egnsstøtte fra EU ville derfor være helt på sin plads, omtrent på linie med Sokrates frække forslag om gratis bespisning på rådhuset i Athen. Nå, men så meget mere takker vi for opmærksomheden, for den må i så fald være ægte og ikke en forbandet pligt, endsige en ærgerlig og skinsyg emsighed med, hvad den sejlivede plageånd på den anden side af hegnet nu har fundet på.

Også fra vor side er det ægtefølt, for ikke blot skriver vi som bekendt uden andet vederlag end forventet efterbevilling, herunder reklamekroner - vi har endda slet ikke tid til det, når vi samtidig skal besvare svære livsspørgsmål fra videbegærlige elever. Men ak, hvad sagde ikke den drikfældige Tom Kristensen: "Dyrk ikke sjælen, for den ligner en last." Hvilken er da vor last: Læsernes gunst, slet og ret. Karen Blixen sagde det samme. "Eliten" skal bestemt også være hjerteligt velkommen, og vi sporer skam også dens fordækte bevågenhed - for de magtfulde indrømmer intet og røber sig kun ved fortalelser, udeladelser, citater samt bittesmå pupiller. Nå, men humlen er blot at uanset hvor mange gange den har set Henrik Ibsens "Vildanden", gør det den ikke bedre rustet til at gennemskue egne bekvemme vedtægter og skåltaler. Men hvem ved, måske er det ligesom med at kunne tegne: Nogle kan det bare, mens vi andre må nøjes med at kigge på.

JACK MILES, JOHANNES SLØK OG JØRGEN STEGELMANN

JACK MILES FORNEMMELSE FOR KLICHÈER…
Jeg genlæste for nylig teologen Jack Miles geniale bog ”Gud – en biografi”. Hans ide er den, at hvis man læser Det Gamle Testamente, som om det var en ægte biografi eller en bevidst komponeret fiktiv biografi – altså en roman – så tegner der sig et billede af en lunefuld Gud, der uden megen selvindsigt dog efterhånden modnes og udvikler sig i selve omgangen med sit udvalgte folk. Først handler han og taler direkte til sit folk, dernæst har han uglesete profeter som sine sære talerør - og til sidst er han helt havs.

Guds uafklarede ord til Job er således hans sidste replik og udlægges endda af Miles som hans moralske nederlag: Han er nødt til at give den uskyldige og fromme Job alt tilbage, selv om han barnagtigt fremturer med sin magt for at redde ansigt. Men sidenhen holder han altså klogeligt helt bøtte og blander sig kun ved at sende Jesus - hvilket de fleste jøder som bekendt vil betvivle.

Selv om det mest beror på historiske aflejringer, sammensmeltninger af regionale lokale guddomme og palimpsest-agtigt ubehjælpsomme lagserier - som kun de højlærde kan udrede - , er virkningen på læseren den samme som hvis det var udtryk for en bevidst hensigt fra forfatterens side – eller en autentisk udviklingshistorie, hvis Biblen tages bogstaveligt. Og da Gud for os i Vesten har været et mønster for den ideale personlighed og det modne selv, kan vi i henhold til Miles antage at vor agtelse for den sammensatte og kæmpende personlighed, der langsomt kommer under vejrs med sig selv, langt hen turde have sin oprindelse i monoteismens sammensatte gudsbillede. Polyteismen fordeler derimod forskellige egenskaber og livsaspekter på mange guder, svarende til når vi selv umodent og bekvemt skylder skylden for alle vore dårligdomme og små fejltagelser i livet på dæmoner, trolddom eller vore onde medmennesker.

Den forhenværende jesuiters bog er ikke blot sprogvidenskabeligt grundig og velargumenteret, men er tillige markant ved sin sproglige friskhed og originalitet. Det viser sig i form af slående sammenligninger og billeddannelse til belysning af gudsforholdets karakter i Biblens forskellige skrifter. Om de seneste skrifters bekymring for jødefolkets fortsatte etniske renhed efter dets hjemvenden fra det babylonske fangenskab hedder det således, at det minder om arvingernes betænkeligheder ved at omdanne deres hæderkronede gamle familieforetagende til et børsnoteret aktieselskab med risiko for fremmed overtagelse og virksomhedskulturens forfald.

Et andet sted hedder det, at Gud fra at være den handlende hovedperson efterhånden bliver reduceret til en respektabel, men passiv biperson, som man pligtskyldigt refererer til, ligesom når en taler ved en konference nikker hen mod en bivånende emeritus og siger – ”Jeg er sikker på at professor NN her ville give mig ret”, eller ”som professor NN her ville have udtrykt det”. Om Højsangens erotiske poesi hedder det, at det er som to unge journalister der på en konference, hvor man tålmodigt venter på hovedtaleren og præsidenten, har forelsket sig så voldsomt i hinanden, at de glemmer alt omkring dem.

Den art billeddannelser og spontane kombinationer forekommer naturligt hele bogen igennem, men glimrer ved deres fravær i den moderne verden. Når nogen lancerer et slående billede, er det oftest en kopi - men bevares, god smag er ikke at foragte. Men i mange tilfælde er der tale om temmelig dårligt motiverede udtryk som ”paradigme”, ”sociale konstruktioner”, ”i min optik”, samt tidens talløse ”gidsler” for dette og hint. I andre tilfælde er det genuine billeder: Det gælder udtrykket ”dem og os”, der er så intuitivt og elementært, at det kunne have været lanceret af et tænksomt skolebarn. Alligevel kommer selv dette udtryk efterhånden til at trætte os, omtrent som når respektable gangstere i katolske lande uafladeligt tager Jesu navn forfængeligt.

For det bliver til sidst en kliché uden dækning i de pågældende personers egen erfaring: Det bliver noget ”dygtigt”, som "de gode" kan sige om alle ”de andre” – om israelere, palæstinensere, sunnier og shitter med hver deres fjender – men som netop ikke gælder for ”os”: For selv er vi progressive, frelste og hævede over kritik - som vi derfor finder helt utilgivelig, undtagen hvor der er tale om dumme kværulanterier der blot bekræfter vor egen overlegenhed. Sidstnævnte forhold forklarer også, hvorfor ingen nogensinde er blevet fyret for perfid humor. For kun den gode humor kan være farlig.

Et godt modeksempel til det gængse så jeg for nylig i den svenske avis ”Dagens Nyheter”, hvor en lederskribent beskrev bestræbelserne på EU-integration således: ”Det som skulle have været et akvarium med mange forskellige slags fisk, ligner mest af alt en fiskesuppe”. Vurdere udsagnets sandhed kan jeg ikke, men billedet var godt. Naturligvis findes der erfaringsbårne personligheder over alt, men de sidder snart lige så ofte i underordnede stillinger på en provinsavis eller en folkeskole som på en af hovedaviserne eller universiteterne. For just hvor der er status at hente, flokkes kreti og pleti som spyfluer på et ådsel – og de sjældne fugle kommer derfor snart i mindretal og ryger derfor ofte først ud. Det minder mig om en begavet bekendt, der i sin tid valgte at blive speciallærer i folkeskolen: For han ville få samme løn som alle mulige andre, men samtidig grundet sin lavere status blive fredet for alt bøvl.

Forleden skrev Berlingske Tidendes filmanmelder Ebbe Iversen en klumme om sin afdøde kollega, min gamle rektor fra Krebs Skole, Jørgen Stegelmann – som han lovpriste for hans ofte morsomme billeddannelser og mimik. Således skrev salig Stegelmann om stepdanseren Fred Astaire, at han med sine fødders dansen ligesom beskrev en perfekt autograf henover gulvet. Og selv husker jeg at Stegelmann i en brandtale til klassen om dennes syndebuk udtalte, at hans skolevej efterhånden var brolagt med knuste brillestel. Selv bar jeg ikke briller dengang, men fik til gengæld en passende dosis lussinger, selv om det nu oftest var andre end Stegelmann der havde fornøjelsen af denne form for fitness-træning.

Stegelmann var forresten teologisk kandidat - hvilket får mig til at tænke på Johannes Sløk, der fra en ret jævn baggrund og vistnok også en temmelig moderat skolebaggrund blev en uhyre inspirerende idehistoriker. Jeg læste forleden et lille skrift gengivet 40 år efter, og modsat de tusinde moderne "adjungerede professorer" ved Farum Uni-center samt alle hånde væresteder i nord, syd, øst og sydvest kunne han udtrykke sig rigt og personligt på ganske beskeden plads, hvor de moderne måler deres værd i hvor meget de kan skrive af efter så mange som muligt af de andre på verdensplan - groft sagt. Bindstærke virtuose kedsommeligheder med aktier i hele Gutenbergs arv samt alle slags netværk, og hvis triste medgang blindt beundres af flokke af benovede aspiranter.

Nå, men Sløk betoner i nævnte originale bitte skrift, at jødedommen var unik ved at stille Gud udenfor verden - ikke som en amoralsk eller i hvert fald meget lunefuld naturkraft, men netop som en personlig skaber med moralske krav til os. Dette er jo også grundlaget for, at jøderne omvendt af og til kunne gå i rette med Herren, når han selv gik for vidt, som Jack Miles fortæller. At læse Jack Miles biografi om Gud såvel som læsning af salig Sløk er som at komme tilbage fra et anaerobt miljø på anabolske stereoider, hvor alle katte er grå, til en velsignet iltrig atmosfære, hvor man kan omsider kan afføre sig dykkerudrustningen og nyde sin bajer uden bekymrede bagtanker.

Sluttelig et lille apropos, eller for at tilstå det rent ud: en digression. Den sympatiske og vidsynede ex-forlagsmand, værdsat af forfatterne, Torben Madsen (og efter sigende en gudsbenådet forstående læser), skrev i sin pensionistklumme i Politiken om plagiat af forskellig grad, og hvornår det bliver lidt for groft. Fint nok, men herom kunne kunne vi publicere et så at sige videnskabeligt essay eller to, som hidtil er blevet afvist af verdenspressen: Simpelt hen fordi man oftest i sådanne sager retter bager for smed (eller var det omvendt?) samt hænger de mest harmløse syndebukke under megen folkelig ståhej.

Men at emnet tåler en anderledes "videnskabelig" dybdeboring, skyldes at det hænger sammen med noget radikalt, som en så at sige kriminologisk eller journalistisk tilgang til denne eller hin sag slet ikke kan indfange. Og den vil fornærme mange, for reglen er - kan vi betro jer -: Jo højere på strå, desto mere stjæler man. Og vore begrundelser er, skønt en smule sindrige, aldeles uimodsigelige og i grunden ret indlysende på bunden.

Apropos kriminalitet forlyder det forresten at stadig flere søger optagelse i Hells Angels: Åh Ja, for der skal jo også være noget kriminalitet til overs for alle dem, der ikke er så højt på strå. Eller som en tyvagtig gadekomediant i Sydamerika engang uimodsigeligt undslog sig over for min far: "Jamen hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige, hvem skal vi så stjæle fra?" Min far var forresten græsk-ortodoks palæstinenser udi i den diplomatiske branche, og han fortalte engang en anden beslægtet anekdote. Angående Israel spurgte en jøde ham således engang, om han kunne nævne noget statsterritorium i historien, der ikke var grundlagt på vold og uret. Min far refererede det selv med et smil og tilføjede: "Hvad kunne jeg svare?". Hans sympati for jøden skyldtes at han ikke hyklerisk bedyrede nogen historisk eller anden højere "ret" til landet.

Jeg tror han ville have værdsat den israelske forfatter Amos Oz' erindringer. For nu at slå vore digressioners pjalter sammen kan jeg forresten nævne, at også Amos Oz, eller rettere hans far - gjorde sig en morsom iagttagelse om plagiat, som vi bilder os ind selv at have formuleret mange gange i ophidset enerum (og den art indbildning er forresten den hyppigste form form for plagiat...): "Hvis man skriver af efter nogle få, er man forsker, men hvis man skriver af efter mange, er man en stor og original forsker". Nærliggende hjemlige stjerneeksemler skal her udelades. Men gamle fader Oz fik tydeligvis hele turen uden for maskineriet, og her gjorde al mulig entusiatisk lærdom udi hans fag kun det hele endnu værre. Ak, ak, det tidstypiske er dog på bunden blot det urgamle og klassiske.

SKOLEN FOR LIVET

SKOLEN FOR LIVET
At arbejde i folkeskolens afgangsklasser giver respekt for den hårdtprøvede lærerstand: En garvet bekendt i branchen fortalte mig til ringe trøst, at tysk- og religionslærerne er de mest forhadte - thi just disse ere fagene. Nå, personpåkørsel risikerer man som bekendt især der hvor man er til gene for andres forfængelighed, og så fuldbefaren er jeg ikke. Hvad de unge mennesker angår, er de desuden så herligt fri for de voksnes arvesynd i form af just sådanne følelser. Trods nogen larm er de derfor en lise for sjælen, og det gælder i grunden også de fleste af fagets udøvere – for de levnes hverken tid eller lejlighed til at dyrke den art følelser, som nu får visse andre brancher til at rasle mod afgrunden, med internettet som tabernes evige dårlige undskyldning (ha!). Den selv samme moderne forkælethed der angiveligt undergraver folkeskolens arbejdsdisciplin, rammer nemlig også de mest privilegerede stænder.

Kort sagt er de unge uskyldige dog livgivende bekendtskaber, og kun en misantrop vil hævde at skolens eneste formål er at hindre de unge i at skade sig selv og andre. På den anden side er det jo sandt, at næsten alle senere originaler sov i nogle af fagene, mens de gennemgående ug-børn omvendt kører frem ad fastlagte spor. Men én ting er at sove i et eller to fag – hvis man sover i dem alle, ender man let som en art ulvebarn uden adgang og associationsbaggrund. Man kan derfor tale om en art kritisk masse af total dannelse, som det må være skolens opgave at sikre – så skal de nok klare resten, når det bliver nødvendigt. I vores tid lod det sig gøre, blot man ikke larmede så meget at det gik ud over de andre.

Man er taknemmelig for dygtige elever, men et eller andet sted har jeg al forståelse for de uvorne – for nogle af dem kan måske en dag blive et eller andet uventet, og da er det den ægte vare. Sagen er jo at den moderne voksne verden er stopfuld af dygtige elever, der skal snakke med om alt det samme som de andre – en slags intellektuel flokmentalitet, hvor der ikke er grænser for vor geskæftighed: Og da alle er myreflittige, forlanger vi alle UG og bliver højligen fornærmede på den ægte vare. Men som før sagt, hvis ikke det var for Charlie Parker og hele banden, ville vi andre kvæles i vor egen stræbsomhed. Sådan er det på alle felter, og uden at spille Goethe-ekspert kan jeg citere mesteren: ”Vi kan ikke udstå de bedste, men vi kan heller ikke undvære dem.” Om det så er filosofi, truthorn eller sær litteratur, er ligemeget.

Min skjulte kjerlighed til de uvorne skyldes således, at det oftest er fra den kant det personlige kommer, fordi de drives af alle mulige og umulige følelser og fødselskvaler, som ug-børnene helt slipper for. Men som lærer foretrækker man jo de sidstnævnte. Hvad man lærte i skolen var dog lige så meget alt der skete mellem linierne og mellem timerne som selve de officielle fag og læreprocesser: Hvad man grinte af, alle mulige associationer og episoder osv.


Det komiske er imidlertid at just det som vi som lærere efterspørger hos de store elever, er det som vi vånder os over i den voksne verden: Ja, for når det pludselig giver høj status at skrive, at male eller ”mene” noget om H.C.Andersen, så vil alle til fedtefadet, og så går det som vi dagligt ser: Lutter honette ambitioner. Kort sagt: Mennesker kan tidsnok blive voksne, kritiske og kedelige status-dyr, og hvor kan man ofte savne ærlige mennesker der siger: ”Det og det emne tænder jeg i grunden slet ikke på, men jeg er helt vild med van Gogh”. For når de uvorne pludselig tænder på noget, sker der ofte noget interessant. Men disciplenes decibel-niveau er ofte højere end det faglige niveau - men det kan hurtigt ændre sig.

Og fra det virkelige liv? Vor lille maler hjemsøges af gale og bedyrer: "Intet er så kedeligt som galskab." Også han elsker modsætningerne, og et sted har han jo ret: Tænk blot på de gales urokkeligt fastlåste livstemaer, trods vor hyppige tvivl om normaliteten. Ja, selv Strindberg har næppe været særlig sjov i sine værste stunder, trods at selv de mest bornerte akademi-litterater i vore dage sikkert vil bedyre, at han var genial hele tiden, simpelt hen fordi det er vedtaget på bjerget.

Men uden sådan velsignelse fra oven skal der omvendt yderst lidt til for at blive erklæret halvtosset af de selv samme mennesker - snart af vaskeægte naiv vantro, snart af snu bekvemmelighed. Men vi vil omvendt hævde at det halve "Over-Danmark" snart er ret tossede og moralsk ret utilregnelige af lutter hysterisk opskruede ambitioner, hentede i den blå luft. Næsten ligesom fordums romerske kejsere i den dekadente periode: Det ender som kultisk teater og en art aseksuel transvestisme med menneskeofringer.

Nå, men tilbage til vor lille maler, som angiveligt gik nynnende ned ad trappen fra Statens Museum efter at have set Kirkebys retrospektive udstilling - ja, for han synes helt oprigtigt at det meste er noget bras (selv er jeg for ukyndig til at mene noget). Men han er skam ikke nogen smålig misantrop og bedyrer tværtimod at de fleste mennesker i grunden er ret storartede og den rene ondskab undtagelsen. Well, well - men under livets og ærens tortur kan vi tabe moralsk og empatisk højde i foruroligende grad. Arvesynden, I presume...

Der går kuk i den når vi med vold og magt skal være noget vi ikke er, snart af forkælelse, snart af misforstået forventningspres: "Alle kollegerne er blevet veritable stjerner, det er sikkert og vist - nu vil jeg sgu også være det." Bliv endelig stjerne, men i det du gør - ja, måske er du det allerede! Men selv en hare kan finde på at sparke, når den trænges op i en krog.

BLOGGENS POESI OG PROSAENS PRIS...

Før nævnte BNP bør lige som Jehova, men modsat trolde, ikke nævnes ved sit rette navn - for bordet fanger. Det går let ud over vor husflid på bloggen, men vi har endnu et par skjulte kort. I mellemtiden kan vi overveje, om vor tvivl om det trykte medies fremtid er begrundet. Længere tekster er indrømmet behageligst på tryk, herunder print on demand. Førsteudgaver er dog mere charmerende - men hvad så med de utrykte ditto, som højst figurerer i Borges' fiktive bibliotek med alle de bøger der ikke er blevet skrevet?
"To be or not to be", så at sige. Vore lejlighedsvise avisindlæg bliver da også læst af flere, men de er så knap så flyvsk opfindsomme. Men gode melodier tåler bestemt at blive spillet straight, også af elskere af Charlie Parker, Oscar Peterson osv. Ja, nogle vil endda hævde at det er det væsentligste.

Nye læsere bør dog fornemme at vi har en art "poetik" eller et "koncept" for vor blog, der forvandler den til en helt egen genre, litterært set. I bloggens "DNA" (som jeg intet ved om) ligger, at selv om indlæg kan forbedres eller slettes, så står selve dateringen klippefast - og den ender derfor undertiden med at blive en sandhed med modifikation. Tidslinien er kort sagt bloggens charme ganske som i jazzmusikernes improvisationer her og nu, som vi andre kun kan måbe over. I jazzen ligger takterne også fast, således at de garvede med besvær altid kan fastslå hvor i melodien man er, selv i de vildeste improvisationer. Forresten er også de forberedte af årelange processer, og ændringerne sker oftest gradvist.

Men vist kan nogle udgaver være i valsetakt og dermed få en meget anderledes karakter: Den helt anderledes rytme og timing nødvendiggør jo ofte helt andre melodiske figurer. Men det geniale i en bestemt valseudgave af "Take the A-train" er, at grundkarakteren af noget lokomotivisk kraftfuldt frembrusende er bevaret. Der er ikke tale om at "lave noget om til noget andet" - klassisk til jazz, lokomotiver til sødsuppe osv. Bevaringsprincippet er vigtigt, kraftens identitet eller sådan noget.

Bloggens kunst kunne også sammenlignes med Zen-kunstnerne der efter dages meditation laver billedet i et hug. Samlede værker og normale bøger bør helst ikke lægges på bloggen andet end som surrogat-løsning: Den slags er ligesom atomkrig noget man truer med og taler om - men man gør det nødig, modsat kjerlighedens gjerninger. Men omvendt kunne en særligt original blog meget vel fortjene at udgives i bogform. Omtrent ligesom posthume brevsamlinger og andre litterære genbrugsprodukter.

For nu at gå til indholdet møder vi undertiden det spørgsmål om vi ikke ofte graver vor egen grav ved at sige uvelkomne ting. Det gælder nok så meget visse avisindlæg. Men svaret er, at også de intrigante og verdenskloge betaler en pris for deres forsigtighed: Poesien og humoren går nemlig fløjten og atrofierer til tarvelige og negative former, der sjældent tåler at genlæses. Men da går også prosaen tabt, og det er også en høj pris, uanset alle indbyrdes roser og skåltaler. Det er også karakteristisk at når de veletablerede lejlighedsvis skriver om unge dages litterære og virkelige oplevelser, bliver deres sprog gerne anderledes strømmende - simpelt hen fordi de så at sige regredierer tilbage til tiden før alle positioner der skulle tilkæmpes og forsvares, og før alle geskæftige intriger om hvem der "skal have lov" til hvad i kulturens henrivende små sandkassser. Ærens verden er svær at håndtere, og alle bliver vi dens narre, selv trods vore drengede krumspring.

FAIR TRADE: PARIS HILTON SAMT BOGENS, AVISENS OG BLOGGENS FREMTID

NICE WORK IF YOU CAN GET IT
I dagens Politiken fortæller en indviet os, at betalingsavisernes annonceindtægter rasler endnu hurtigere ned end oplagene - ikke mindst fordi annoncerne i avisernes netudgaver næsten ingen penge giver. Det kunne avisernen nu have spurgt os bloggere om, for allerede da vi i april fik henvendelse fra et reklamefirma, blev det anledning til et profetisk indlæg hvori vi spontant udforskede hvem der egentlig talt i så fald reklamerede for hvem, og hvem der profiterede hvordan.

Og for os ægte og derfor ubudne grundforskere var allerede det såmænd betaling nok, ganske som vor famøse kronik om Bermuda-trekanten i Weekendavisen 18.7 ikke bidrog til vor synlige andel af landets BNP. Men der skal nok snart være en af Bermudas lurmærkede drengebasser, der omsætter også det til "anvendt forskning" som årets boggave under flittig applaus fra kolleger i samtlige medier. For alle vil være journalister, alle journalister vil meritere bogligt, og alle bogskrivere vil være grundforskere og kunstnere.

Herman Hesse fik således ret, da han i sin sære roman "Glasperslespillet" spåede, at fremtiden ville blive "føljetonens æra". Og ganske som ægte grundforskere og kunstnere ofte arbejder gratis, fordi de modsat plagiatorer er helt ude af stand til at strejke, vil også betalingsaviserne snart arbejde gratis - konsekvent nok, for mange redaktører har jo allerede í dag en søndagsklumme med den kokette titel "Redaktørens Blog" . Konsekvent, også fordi de som sædvanlig kommer halsende bagefter os andre fattigrøve - uagtet alle fancy technicalities.

Intuition og næse kræver tid, "leizure" og total frihed for pres, og derfor kan det ikke presses frem ved konkurrence. Tværtimod er "retten til at være idiot" en vigtig dimension: både bogstaveligt forstået på udvalgte felter og i den Sokratiske forstand, at grundforskning har det med at opfinde den dybe tallerken på ny - ligeledes på af natur og skæbne udvalgte felter. Ingen ledelse kan dirigere den slags med resultatkontrakter osv. Dette ved dagens kronikør i Politiken, billedkunstneren Erik Thommesen, for også han siger sandheden: Man kan ikke akademisk "uddanne" folk til at have den skabende gløds lille galskab; dette vidste alle rigtige kunstnere allerede da Thommesen var ung, men i dag er misforholdet til koncept-Kunstakademiet endnu mere vanvittigt.

Men politikerne og erhvervslivet tager overfladen for pålydende og vil omsætte kunstens værdi dels i galleriernes salg og museernes besøgsfrekvens, dels i kunstens tiltrækningskraft på købedygtige og driftige befolkningssegmenter og firmaer - og endelig i dens brugbarhed til at forvandle vort konsum- og eventcirkus til en art musical og kommerciel gesamtkunst, og som smøremiddel til holistisk fremme af landets BNP.

Kunst er i dag følgelig alt, hvad der markedsføres i kunstinstitutionen (som skrevet står), og nøjagtigt det samme gælder bøger og medier. Små kedelige dukseakademikere, der er kommet frem alene ved at efterligne og intrigere med ti år ældre guruer vokset frem på nøjagtigt samme vis i ærmerne på deres egne "gudfædre", helt i institutionelt regi - er dagens officielle forskere, forfattere osv, der instinktivt kun citerer, kritiserer og kommenterer hinanden, alt imens de i skinsygt sammebidt tavshed skeler til alle andre sider på en gang. For hvad de end kopierer fra udlandets kendte samt fra hjemlandets "ukendte", så slås det stort op som årets julegave - selv mod bedre vidende, for så er der desto mindre grund til kollegial jalousi.

Grundforskning er ikke spor sært, men er tværtimod det naturlige spørgsmål: "Hvad handler det her i virkeligheden om, uanset hvad denne og hin måtte have sagt?". Kritik af andre handler derimod oftest om at opnå noget man ikke har - en karakter, en tjans, en status, et embede, eller ligefrem en sjæl. Ja, for de vilde tror med god ret på sjæleran...

Vi forudser imidlertid at selv trods de obligatoriske årlige jule- og fødselsdagsgaver vil bogsalget en skønne dag pludselig dale mod afgrunden. Først vil alle kolleger in spe - kort sagt alle og enhver - købe skidtet straks, ene og alene for selv at lure de heldige kunsten af, "kritisere" det og selv en dag at kunne give store interviews. Af den samme grund læses selv gode blogge endnu af forholdsvis få: For selv helt autonome og emanciperede blogge, der som vor egen har overvundet kompensationens tyngdekraft ved at få den til at skifte fortegn, er jo kommercielt set taberfænomener - helt på linie med, hvad Erik Thommesen i sin kronik kalder "rigtig kunst til lave priser", og som ingen velrenommerede institutioner tør røre med en ildtang - til held for inderkredsenes opreklamerede bras til fantasipriser.

Nå, men på et tidspunkt bliver den for tyk, for enhver idiot har jo snart skrevet bøger, er "uddannet" til filosof, konceptkunstner, martyr, klovn osv - og så er det ikke længere spor interessant. Så dykker salget med et brag, og Johannes Riis vil faderligt bekymret og hændervridende beklage det bag sit mahognibord i den bedste sendetid, som kulturens egen nationalbankdirektør i Janteland. Så bliver der måske atter plads til ægte grundforskere, der ikke holder deres ryg fri ved "aktuelt" at kommentere, vurdere og kritisere allerede kendte og anerkendte helte og forbrydere i nutid og fortid - kort sagt plads til os der ikke arbejder efter føljetonens princip, selv om vi såmænd gerne bruger det som et artistisk påskud til at sige noget andet mellem linierne, omtrent ligesom fordums dissidenter bag jerntæppet gav den som akrobater og sultekunstnere.

Nuvel, til gengæld stiger landets BNP (bruttonationalprodukt)- og tillige kroppenes BMI (body mass index)- fortsat: Kort sagt, der bliver indtil syndfloden materielt set snart rigeligt til alle, og det med selve bogsalget går måske derfor af mode til fordel for selve dette at være på, og for selve det at nogen gider reklamere på ens blog og have annoncer for deres rejsebureau i ens avis. Husk på, bogproduktion er blevet billig og blog-produktion helt gratis og behøver derfor ikke at finansieres af indtægter. Kort sagt vil vi måske emancipere os helt fra det økonomiske aspekt, for vi klarer jo både os selv og vor produktion endda. I gamle dage kunne man derimod kun få overskud til at male, skrive, fotografere fugle eller spille fransk klovn, hvis man kunne leve af det, så da var det enten eller. I dag går det også uden, og i fremtiden vil åndslivet sikkert blive endnu mere autonomt - hvem ved, jeg aner og vejrer det i hvert fald. Også jeg selv er nu på lignende vis blevet økonomisk uafhængig og derfor fremover desto mere direkte.

Men denne vor emancipation fra det kommercielle vil sammen med nettets "demokratiske" tilgængelighed tilbagegive den ægte vare dennes rette status - omtrent som graffittikunstnere og andre græsrodskunstnere efter sigende udvikler deres kunst uforstyrret og så at sige endogent from scratch, i beskyttede kuvøser for de indviede. Altså: Alle i Harlem kunne jo straks høre, at Charlie Parker kunne noget interessant på en saxofon, uanset at at de hvide tjente kassen på at spille den anerkendte swingmusik i de mondæne bydele. Parker vidste klog af skade at forvandle indhold til form og unikt fingeraftryk.

Her kommer sluttelig Paris Hiltons og hendes berømte sexvideo ind i billedet. For det er da for en gangs skyld uprætentiøs og ærlig snak: kort sagt det rene skæg og ballade på business class på linie med den indiske filmverdens "Bollywood" for alle med trang til at drømme sig væk fra hverdagen. Fair trade!

BRUTTONATIONALPRODUKTET I BERMUDA

Dagbladet Informations unge Rune Lykke-Peer besidder visselig humor - idet han i dag på gaden lo genkendende ad denne tiltaleform. Anledningen var at Rifbjerg i dagens Politiken er ude med riven efter ham og herunder beskylder ham for at mangle humor. Og at blive udskældt er altid om ikke en anerkendelse, så i hvert fald et udtryk for at ens fjender og rivaler opfatter én som værende anerkendt - og dermed for sent at tie ihjel.

En varm mail fra Mikael Busch i Kolding i anledning af min kronik i WA 18.7 om mediernes Bermuda-trekant tilføjede profetisk, at den "næppe vil vække debat". Det fik han helt ret i, og det er naturligvis den sande anerkendelse: For det betyder at majoriteten af de berørte anser ens budskab for så ubekvemt i dets uomgængelighed, at man bør ties ihjel. Men undertiden ønsker jo endog forbrydere at høre sandheden, ligesom der jo gives ægte undtagelser, selv i ledende stillinger: Kronikken kom jo på.

Cepos-folket er det derimod for sent at tie ihjel, men til gengæld er de så forudsigelige og endimensionale i deres globaliserede handelsskole-visdom, at alle falder i søvn. Om Cepos-folket vil jeg derfor sige det samme som om dedikerede modstandere af kongehuset: Muligvis har de ret, men de gør verden kedeligere med selve deres ensporede alvor omkring bagateller - så hellere kongehusets enfold, glade motorvanvid og lejlighedsvise forsonende fornuft. Skal kongehuset bort, må de derfor få lov til at besegle dommen selv, ganske lige som Cepos-drengene til sidst vil visne og kvæles i deres egen dygtighed.

Cepos-drengenes hellige ko bruttonationalproduktet bidrager de næppe selv til meget mere end ægyptologerne og sprogforskerne; men dette er faktisk noget af det pæneste vi kan sige om dem, uagtet alle kedelige krav om konsistens - der nemlig hører hjemme i tankens verden mere end i menneskelivet. Derimod har de sikkert ret i, at beskæftigelsesreserven er en stor potentiel vækstfaktor i økonomien, hvis nu ellers blind økonomisk vækst for enhver pris er sagen: de gamle, de unge, de syge, hypokonderne, muslimerne samt muslimernes talstærke harem af lydige og arbejdsføre hustruer.

Ledigheden falder da også, og det gælder sågar nu også vor egen ledighed. Men det bedste argument mod Cepos-drengenes vision er vel dette: Deres utopi er en verden befolket af mennesker der taler og skriver akkurat som de selv - kort sagt en myreflittig verden aldeles blottet for humor og tilværelsens musiske dimension, for evnen til at håndtere anden mangfoldighed end vare-verdenens Disneyland, for al anden kompleksitet end den teknologiske, samt for modsætningernes sjælelige dynamik. Og hvem var det der sagde "natur"?

Men deres associationsforladte og calvinistisk billedløse skriverier er lige som hele coach-litteraturen velbetalte, hvorfor de faktisk bidrager til BNP - stik modsat vore egne skriverier, hvis inspirationsværdi er indirekte, ulønnet og dermed helt usynlig i en BNP-målestok. Vi kunne endda gå videre og tilføje, at mens verdens originaler ofte er usynlige dovendyr, så bidrager mange plagiatorer anderledes hæderværdigt til BNP. Den omvendte verden? Nej, gør det nu ikke for kompliceret - sig I bare: Verden...

En tjekkisk minister har i går over for Ruslands hr. Putin meget vittigt erklæret, at han fremover ikke ønsker at modtage atomare trusler fra den kant oftere end hver tredje uge. Til morskaben hører netop at en tjekkisk minister jo ikke har spor at skulle have sagt - og at han uforbeholdent vedgår det med en selvironisk gårdvagt-diktion, der ved at vende magtforholdet om reducerer det til en barnagtig joke. Modsat i Bermuda, hvor de salvede i riget nødig indrømmer modparten en tøddel - og herunder ovenikøbet indbilder sig at dette deres billige og uangribelige trumfkort er ubetalelig humor. Ja, for vi forholder os jo desværre ret ofte til Bermuda, akkurat som hin tjekkiske minister forholder sig til Putin.

Men dette med slet intet at indrømme indeholder erfaringsmæssigt sin egen nemesis: For nævnte indstilling indebærer en dødbringende sjælelig stivhed og en hadsk nedgroethed, der blokerer for både humor og fantasi. Ligefrem at kalde det Guds straf er nok at gå over åen efter vand: Snarere kan vi sige at den selv samme stejle fantasiløshed der viser sig som ubønhørlig smålighed, også ytrer sig på mange andre måder. Men øvelse gør mester, og de vise fortæller jo at ved at øve sig i gode gerninger kan man åbne sindet helsebringende op.

Klaus Rifbjerg efterlyser som sagt mere humor - men humoren finder han bare ikke i BNP-land - og heller ikke så ofte i Bounty-land og Bermuda-land. Men selv hvis han alligevel fandt den, ville han måske nødig indrømme det offentligt...

BLÅ TIME: ZORBA ELLER KIERKEGAARD?

Hvad Søren - hænger I stadig på? Vi har ellers ligesom Ødipus gjort vort bedste for at undslippe vort ulønnede lod: Således rejste jeg med megen bagage mod Sverige, men grundet sporarbejde nåede jeg ikke færgen. Med alternativet Sundbussen var der en teoretisk chance for at fange mit tog, og fra landgangen i Helsingborg bestormede jeg derfor i veritabelt firspring togstationen - og nåede da også at se toget forlade perronen. End ikke en olympisk løber kunne have klaret det, hvorfor jeg vendte hjem med en Sisyfos' tilfredshed over at have gjort mit bedste og brugt alle ressourcer i mit Camus'ske oprør mod tilværelsens absurditet.

Allerede udturen var meditativ, for jeg bestilte intet andet end at stirre buddhistisk ufokuseret ud af togvinduet i det lejlighedsvise gråvejr, hvor landskab og vegetation gør sig bedst, ikke mindst den neonviolette gederams langs jernbaneskrænterne. Det apatiske helles gribende udfrielse af egoet samt ens sociale karma, hvorunder sindets stormpiskede vande lægger sig spejlblanke til ro, ville jeg ikke ofre for murmeldyrenes hektiske verdensforstandighed i døgnets rejsestald - hverken den indbildt nyttige orientering eller den sportsmæssige indhu, hvormed andre går til soduko, krydsord eller noget tredje for at fordrive den rene tomhed og forvisse sig om at de stadig er "konkurrencedygtige" på arbejdsmarkedet og berettigede til tyve forskellige slags piller - for sådan har vi jo så forskellige ambitioner og overlevelsestricks.

Som fremgået af sidste indlæg holder jeg for min egen del mere på "to gange minus" som recept - om end der ganske som ved dannelse af rim og snekorn kræves en prosaisk støvkerne, kort sagt en bagatel, for at kondensationen kan begynde, spørg os ikke hvorfor. Men det var nok derfor at selv Gud måtte inkarnere sig for at blive lidt klogere.

Nuvel; ligesom Sørens Regine i Det Kongelige Teater opnåede jeg altså til fulde forventningens glæde - og i tilgift hjemkomstens glæde: Ingen fredsforstyrrere ved endnu at man er hjemme, nisserne og dæmonerne har endnu ikke opdaget ens desperate krumspring, og som den snu og erfarne hare håber man derfor at være undsluppet ørnens kløer. Men ganske som med haren er det oftest kun et spørgsmål om tid, for også ørne lærer af erfaringen - ja, unge ørne er ligefrem uduelige jægere og henviste til smuler fra de riges bord.

Hjemturen forløb lige så meditativt, tilføjet den fysisk rensende forløsning efter mit hestesprint med fuld bagage. Ombord på færgen stod en svensk brevomdeler med arbejde i Helsingør - tidligere lærer, forstod jeg af hans samtale med en flok børn. Hans afklarede blik mindede mig om, at jeg tidligere på dagen havde talt med ejeren af Café Blå Time. Den levantiske uprætentiøse visdom hinsides al gold "kritik" lød dér således: "Når vi rejser, ser vi at livet lader sig leve på tusinde måder; så hvis én mulighed går galt, er det ikke verdens undergang. Gode bekendte kan man også hurtigt få overalt - virkelige venner er dog noget sværere, men kun familien uerstattelig. Den elementære glæde ved at være til her og nu gør os i stand til at udholde mange genvordigheder, dette "hvorfor lever jeg?": Stranden, solen, friske oliven, nybagt brød, en ren samvittighed, samt troen på at ens gode vilje til at give andre en chance på en eller anden vis i sidste ende tillige betaler sig karmisk."

Grækeren Zorba - ja, men den er jo god nok: Nogle er nærmere det væsentlige, og en kafé-ejer risikerer jo heller ikke at blive fyret, omplaceret eller noget andet urkomisk. Min snart 80-årige kafé-ejer i Lapland hylder i samme ånd glæden ved at møde alle mulige mennesker i arbejdet - mennesker som ofte betror sig som til en ufarlig gammel skriftefader. Kaffe og et venligt smil kan trods alt ikke digitaliseres i den dumme omstillingsparatheds navn. De arkaiske servicefag - herunder også Marie Magdalenes - kan åbenbart i tidens fylde befordre en hjertets renhed og en levevisdom, som man ikke kan læse sig til. Alle er lige overfor kafé-ejeren, døden og Gud. Måske skulle man overveje at blive kirketjener på en bar? Men min sjæl er nok for urolig i længden også for det.

Flere af de piger der har fattet godhed for mig i tidens løb, har trods gode evner været en anelse skøre, for krage søger opad inden for sin egen stand. Engang kørte en af dem i sin bil forgæves fra Sverige til København, hvor det lykkedes hende at få at vide at jeg besøgte en bekendt i Sverige - hvortil hun så ankom uanmeldt sent om natten og bortførte mig ambulant med 150 kilometer i timen, utilgængelig for al motorsagkyndig diplomati. Heldigvis havde hun fortræffeligt boldøje samt motorik og var en ypperlig bilist, så vi overlevede. Pointen er nu, at hele dette nervepirrende postyr morede hende katarsisk og kongeligt normaliserende, da hendes kaotiske Bond-mission omsider lykkedes. Og hun hørte til dem, der kan slå brat over fra gråd til perlende katarsisk latter, for hendes komiske sans fejler aldeles intet. Men historien minder en hel del om vor egen forløsende erfaring med lejlighedsvis tumultuarisk inkarnation i det virkelige liv.

Og nyhederne? Jeres prosaiske spørgsmål får mig til at mindes en excentrisk gammel engelsk pensionatsværtinde, der engang i min bedstefars påhør irettesatte en anden gæsts støjende børn med disse ord: "You behave in my house as if it were a hotel!"

Nå, men hvad de nyheder angår: En længe eftersøgt folkefjende er blevet anholdt, forklædt som alternativ behandler - som om han ikke i forvejen var rigeligt alternativ. Og en "Quisling-agtig" nyudklækket akademiker bedyrer fromt, at det er de arbejdsløses arbejde at være jobsøgende dagen lang - held og lykke på den lukkede afdeling! Vort eget forhold til arbejdsmarkedet er derimod et forbilledligt eksempel på fredelig sameksistens og derfor genstand for konfliktforskernes store bevågenhed - væbnet neutralitet er derimod i længden kedsommelig for alle arbejdsmarkedets parter. Og ligefrem at afvise en arbejdsgiver ville være ugalant: Således har jeg netop modtaget et tilbud, og det var dog en slags nyhed.

Informations Anne-Grethe Rasmussen indrømmer offentligt, at kanoniserede amerikanske romaner fra de brølende tyvere intet siger hende: Hun frygter at det beror på dumhed - men ret beset appellerer sådanne maskuline drømmescenarier nok mest til unge mænd. Selv nåede jeg heller aldrig helt igennem "Jørgen Stein".

Det minder mig om en fandenivoldsk dame, som overfor mig ofte provokerende bedyrede at hun fandt langt mere menneskelig erfaring og livsvisdom i populære serier og tårepersere end i den verdenslitteratur som hun i tidens løb havde læst. Og hun havde måske ret i den forstand, at når vi selv havner i saksen og jamrer, så er også vi oftest såre banale og ikke længere spor glimrende, uanset vore selvvigtige små kunster, vor anerkendthed eller vor eksklusive miskendthed. Det sjove var blot, at hendes komiske blik og egenrådige sigøjnernatur havde en del til fælles med just de sind, der kan skabe verdenslitteratur - blot tålte hendes stejle væsen ikke nogen art konventionelle spændetrøjer.

Min i tidligere indlæg omtalte kunstmaler havde en lige så mærkeligt begavet moder - ligeledes maler og med en lignende støbning som den omtalte dame. Blot var hun tillige sprænglærd - skønt børnehjemsbarn helt uden ydre stimulanser. Men måske kan kedsomheden undertiden være en bedre stimulans end emsige forældre. Vi kender skam flere eksempler på sådan proletarisk mønsterbrydning.
Også vi selv forsøgte jo i dag heroisk at bryde vort anderledes esoteriske skæbnemønster - men som I ser forgæves, ganske ligesom Sisyfos og Ødipus.

WEEKENDAVISEN, I PRESUME: OG SE - DER BLEV LYS.....

En selvbevidst blog som vor ville aldrig indrømme sin kompensatoriske karakter i forhold til de trykte medier, og vedgår derfor sine helt egne selvskabte genre- og dogmeregler. Derfor ville det være komisk på bloggen at fejre at vi i dette nummer af Weekendavisen efter mange års fravær bringer en kronik om Bermuda-trekanten – endsige udgive den i dens uforkortede udgave.

Apropos verdslig ære mødte jeg for nylig en pige der har begået to romaner for en del år siden, helt uden at forsøge at afsætte dem. Da hun er maler og kvinde, har hun slet ingen problemer med det – men da hun med det samme spottede vor stils kvaliteter, skulle det slet ikke undre om også hendes romaner holder vand. Det stille vand og den dybe grund.

Kompensation, sagde vi: Ja, for lad os betro jer, at visse ting kun er mulige i form af genuin kompensation og derfor hartad umulige for de privilegerede. Ingensinde har cornflakes med ymer smagt så overjordisk godt og smagssansens goder forekommet mig at stå så himmelhøjt over alle andre nydelser, som da jeg engang var faret vild et døgn i Lapland og kun drømte om dette måltid som den forjættende belønning for min ørkenvandrings arkaiske overlevelsesdrift. Jeg har mange gange siden forsøgt at efterligne situationen ved frivillig udsultning, men forgæves. Kierkegaard havde ret: Den fuldkomne Gjentagelse er en umulighed.

Når de privilegerede kan være sarkastiske og ironiske, men sjældnere egentligt morsomme, skyldes det den samme mekanisme: De forkælede har ikke den desperation, der kan bringe hypofysen op i stormfuld flyvehøjde for at sammentvinge alle tilværelsens og sindets modsætninger – og selv ikke raseriet derover nytter noget, for raseri er noget andet end fortvivlelse. Humoren er ufrivillig som livet selv, hvilket jeg oplevede så sent som forleden. Jeg havde i min ferie haft min cykel stående ulåst i min lejlighed, men cyklede nu ud i et fjernt ærinde – og låste den. Da jeg skulle hjem, opdagede jeg at jeg havde glemt cykelnøglen, og måtte derfor praje en taxa for at få cyklen med. Chaufføren spurgte om jeg kunne bevise, at den låste cykel var min. Dette aftvang det forløsende svar: ”Den der vil stjæle en så ramponeret cykel, har ikke råd til en taxa.”

Svaret fandt jeg ganske vist på for sent – som de fleste replikker og de fleste kys i mit liv. Men til gengæld fandt jeg også selv på spørgsmålet, så det var i praksis intet problem. For to gange minus giver plus, og just sådan skabte Gud the Big Bang ud af intet: Keine Hexerei, nur Behändighet. Og således kompenserer vi her i firmaet altid for intet mindre end – virkeligheden i al dens syndige kedsommelighed: Åhja, for selv syndernes forladelse er vi såmænd også mand for at uddele på en god dag, men kun hvis folk selv beder om det. Og det sker sjældent i vore dage – måske fordi vi ganske som Herren selv kun sjældent kommer i kirken: Thi hvor Herren er, der er også vi.

Jo mere der skal kompenseres, desto større komisk flyvehøjde – og den hurdle kan ”Bermuda” ikke klare, for alt andet kan tilsyneladende kopieres – men ikke humoren. Vi mangler som Richard den Tredje en hest og en impresario, så vor desperation er heldigvis ægte nok. Men i dag var der som sagt hul igennem – med et par forkortelser, som jeg i yngre dage var blevet ked af. Men når det som her skyldes rubrikkens formelle grænser, er det OK – selv om det er sjovt at tænke på den enorme plads og alvor hvormed ”Bermuda”s legitime kombattanter skælder hinanden ud over den rette læsning af hinandens bøger af jævn dansk landrace med areal-støtte fra EU. Men sig os dog, hvor bliver den braklægningsstøtte egentlig talt af?

For hvad vedkommer alt det dog eneforsørgende mulatmødre med kolikbørn, en sindssyg fætter, en syg mor og en psykopatisk ex-mand? Og hvorfor køber folk overhovedet spillet og føler sig forpligtede til at ”følge med” og ”mene noget” om denne og hin holmgang? Men jo, vi ved det godt: Deres egen virkelighed er jo endnu tristere, og Morten Sabros velrettede salver mod kritikerne kan vi skam godt le ad, uanset om han lyver eller ej. Men apropos løgn: Hvem kommer ikke til af og til at overskride den lovbefalede hastighedgrænse - og hvem i al verden gider dog af den grund at lade sig aktivere som hastighedskamera med løntilskud?

Den sande humor ser på engang indad og udad og ville øjne komikken i al denne prætention: I en verden hvor kineserne – eller hvem fanden det nu er for tiden – sulter, og hvor endog folk som os går ene rundt uden hverken hest eller impresario. Humoristen har nemlig også skam i livet, men gennemskuer også denne og ser det oppustede i sit selvpålagte ansvar for sin skyldfølelses højere kosmiske balance – især når man end ikke kan bestyre sin egen tilværelse.

Om kompensation kan vi endvidere fortælle, at redaktionel udeladelse af et guldkorn erfaringsmæssigt altid fører til kompensatorisk genbrug i en anden sammenhæng: Der kommer nemlig altid en pige og en sporvogn til – og hvis de skulle udeblive, opfinder vi dem bare selv på ovennævnte vis.

De undseelige på livets skyggeside kan kompensere på en helt anden og sagtmodigere måde: Alle de gange, hvor Du føler dig tilsidesat, bør du betænke følgende: De privilegerede er sjældent genstand for varme følelser; så hvis du af og til er lidt sølle, så kan du til gengæld være forvisset om, at vi andre har desto lettere ved at holde af dig – også fordi forkælelse (ganske ligesom kronisk mishandling) vitterlig ofte fører til arrogance samt til mindre forståelse for andres smerte. Omvendt bliver man altid som Biblens Josef smidt i brønden, netop som det gik lidt for strålende – og den skæbne undgår du ved at blive holdt på det jævne. Same old story, same old story – bye, bye, Casablanca.

Lad til sidst verdensånden uden hverken hest eller impresario demonstrere lidt selverkendelse. Vi talte om desperat kompensation som vort uforfalskelige løsen. Og belønningen er at kompensationen ikke blot erstatter, men overstiger og nærmest fordamper det der skulle kompenseres for, som et midlertidigt fatamorgana.

Hvis du ikke får den du vil have, trøster du med din bamse – indtil du nogle år efter finder en anden kæreste, der kan være lige så god som den første. Det første er et surrogat og det andet en fuldgod erstatning. Men hvis du nu i din sorg vælger at emigrere socialt eller geografisk og i dit nye liv møder den ”Helt Rette”, så vil du ovenikøbet takke dit fordums håb for, at hun i sin tid afviste dig: For den sorg blev jo nøglen til din sande lykke. Det er erstatning i betydningen dobbelt op – hvortil altså kommer at der her består en ejendommelig indirekte årsagsforbindelse mellem det oprindelige håb og dets senere erstatning.

Men den desperate kompensation, som vi selv dyrker, går endnu et trin videre: Selve forvandlingen af vore ulykker til noget kvalitativt helt inkommensurabelt og ”højere” gør også her den første ulykke til den senere lykkes nøgle; men denne gang er selve ulykken så at sige bevaret og indoptaget i den sande lykke som dennes ur-tema, klangbund og alkymistiske substrat. Det var det Karen Blixen mente med, at livet havde lært hende at gøre Satan til sin bedste ven og forbundsfælle – for dermed kunne hun med egne ord se en velsignelse i hvad der måtte forekomme andre at være den største ulykke.

Sådan sker det altid når vi ophæver virkeligheden til en practical joke – og prisen er så høj, at vi ikke behøver nogen patentbeskyttelse. Desuden kan enhver let se forskellen – og det er just derfor at verden med sådan søvngængeragtig sikkerhed oftest foretrækker klamphuggerne. Problemet er således ikke stort – men just derfor er det i praksis uløseligt.

Til Blixens recept kan vi dog heldigvis som trøst føje den omvending, at mens klovnerne gør forbandelsen til en velsignelse, så bliver velsignelsen omvendt ofte de privilegeredes forbandelse: Ikke blot fordi de som sagt derved er afskåret fra den dyrekøbte alkymistiske forvandling – men også fordi de i tænksomme stunder må spørge sig selv: ”Når sådanne folk render uglesete rundt på vand og brød, mens vi andre årligt udveksler priser for vore danske stile og indbyrdes offentlige skænderier – er alle de priser og ærestitler som vi får, så en velsignelse, eller er de ikke snarere tilværelsens dybe hån mod os og et uafvaskeligt kainsmærke?”

APROPOS PAULUS, JØRN LUND OG SPROGLIG TAJMING

FESTTALE UDEN ANLEDNING FOR DANSK SPROGNÆVN

At køre sydpå i den lyse sommernat befrier os for sol i frontruden samt for de fleste af vore medbilister. Timing er en god ting, som allerede vort vort lille rendez-vous med trafikpolitiet illustrerede sidste gang.

Min "tajming" var derimod ringere i henseende til en stor sibirisk lapugle, der angiveligt i år skulle yngle ved en skovvej langt fanden i vold. Da jeg omsider ankom og fandt reden efter beskrivelsen, var ungerne allerede fløjet ud - ja, ugleunger forlader endda ofte reden allerede før de kan flyve, og forældrene kan endda tvinge dem til det i tilfælde af forstyrrelser. Det konstaterede jeg forleden ved en mosehornuglerede med ret små unger på en tue - tre dage efter var de pist væk.

Skæbnens ironi ville imidlertid, at just en lapugle med (u)lovlig høj promille samt en endnu uheldigere sans for "tajming" forleden nat ramlede ind i sideruden på min bil. Den flaksede derefter noget dillettantisk rundt over vejen, inden den nødlandede på asfalten. Jeg standsede og tog den op, puslede om den og talte blidt til den med den aller ømmeste mildhed, som jeg gerne tiltror telepatisk rækkevidde.

Derimod bliver jeg altid forlegen når folk forventer at jeg skal kæle for deres spædbørn og hunde, selv om det undertiden sker at jeg vænner mig til dem og endda overvindes af deres ubegrundede kærlighed. Men når vilde dyr en sjælden gang af nød viser mig sådan uventet tillid, bliver jeg på stedet aldeles blød i knæene, hvorimod domesticerede dyr så at sige allerede er besudlede af syndefaldet.

Det samme forhold har jeg som bekendt til alt for domesticerede emner, tanker og udtryk. En stol skal naturligvis stadig kaldes en stol - men med sprogets billeder er det derimod som med fisk: De skal nydes i friskfanget tilstand - om end en veninde af min bedstefar nok overdrev lidt, da hun bedyrede at hummere smager bedst hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op. Men kort sagt: Fri os fra selvdøde hummere samt klicheer købt på hollandsk auktion i Blå Kors.

Nuvel, jeg placerede med et blidt lille afskedsknus min forliste lapugle på en tue i skoven, hvor den med et suk faldt sammen med det samme udtryk i sine store gule øjne, som man undertiden på krimifilm ser hos mordofre, hvis stirrende dødsmaske er fikseret i en mellemting af stor forbavselse og moderat bebrejdelse: "Det havde jeg virkelig ikke ventet fra din side - du kunne da i det mindste have spurgt om lov først!"

Ak, ak - Paulus havde ret: Det onde vi ikke vil, det gør vi. For måske var min uopfordrede næstekjerlighed for meget for den sibiriske ugle, der nok er vant til hårdhændet skånekost og derfor demoraliseres af sådan sød musik fra Østerland. For sådan er det: Organismen opgiver sjældent ævret midt i kampens hede, men når den letsindigt spænder forsvarsberedskabet helt af efter kampen - for så at opdage, at denne alligevel ikke er helt slut. Måske udåndede lapuglen således; men da jeg nogle minutter efter kørte videre, forekom det mig nu bestemt at den havde flyttet sig ti meter og havde rejst hovedet.

Vi har hidtil slet ikke talt om sprog. Åh, men apropos sprog: Hvis jeg skriver, at "Beruset på vej sydpå ramlede en lapugle ind min bil", er det så en sprogfejl? Kommunikationsmæssigt set nej, for alle ved jo at jeg var på vej sydpå i bil, hvorimod ingen af os kender den uheldige ugles destination og ærinde. Kun en sindsforvirret læser kan komme i tvivl om, hvad vi mener. Masser af formuleringer lader sig kun forstå entydigt takket være sådan stiltiende situationsforståelse, der fremgår mellem linierne i kraft af den mest elementære menneskekundskab.

Men med mig som dansklærer ville hammeren alligevel falde omgående: For hvor det gælder skriftsproget, kan man ikke påberåbe sig situationsfornemmelsens alibi. På den måde er skriftsproget nemlig autistisk i sin renfærdige vilje til at danne sin egen ubesmittede musikalske verden - for selv i et personligt brev ville nævnte formulering støde vor sproglogiske sans.

At sætningen meget vel lader sig forstå, er nemlig ikke ensbetydende med at den er sprogligt eller logisk korrekt. Når alle mulige i vore dages presse i overført forstand omtales som "gidsler" for dette og hint, så lader budskabets meningsfulde kerne sig således normalt let dechifrere: "Det går ud over NN". Men sådan cirka hver anden gang er udtrykket ikke desto mindre aldeles malplaceret, selv i overført forstand: For gidsler er ret beset en yderst speciel form for ofre.

Det er ligesom når masser af folk skriver: "Som far til en retarderet dreng er det for galt, at skolerne ikke integrerer de forskellige børn bedre". Vi ved skam udmærket, hvad der menes, for vi ved jo alle nogenlunde hvordan en retarderet far føler - men da vor sproglogik fordrer, at udtrykket "som far" henviser til sætningens subjekt, må den korrekte formulering alligevel være denne: "Som far finder jeg det forkasteligt, at skolerne ikke osv."

Imidlertid skrev vi selv ovenfor: "Med mig som dansklærer ville hammeren falde omgående". Begår vi dér ikke selv akkurat den samme fejl? Nej, for udtrykket "med mig" henviser modsat udtrykket "som far" ikke nødvendigvis til sætningens subjekt. Når også denne formulering måske alligevel kan lyde en smule kejtet, er det nok fordi adverbialet "med mig som dansklærer" stiller noget mere oplagt elevrelevant i udsigt end en hammer - som f.eks. i sætningen: "Med mig som dansklærer vil du snart blive en dygtig elev".

Imidlertid: Hvis nu en strengere lærer end jeg skulle fastholde, at også adverbialet "med mig" helst bør henvise til sætningens subjekt, så har han eller hun muligvis ganske ret deri. I så fald viser eksemplet, hvor flydende sproget er: For noget oprindeligt skrupforkert kan til sidst blive så udbredt, at vi fritager det for sætningsanalyse som en art stående udtryk efter devisen: "Men sådan siger vi nu engang." Et oplagt eksempel herpå er sætningen: "Det var mig." Akkusativformen "mig" opleves her ikke længere som genstandsmåde, og derfor føles den i vore dage helt rigtig.

Selv de ivrigste dansklærere må således før eller siden gå på pension. Imidlertid kan vi nok forsvare den påstand, at så længe folk kan manuduceres til selv at "høre" og forstå, hvorfor et udtryk er sprogligt malplaceret, så er det faktisk stadig forkert dansk. Dette så at sige gordiske hug har jeg nu møjsommeligt udviklet for flere år siden - for helt uden genbrug forsvinder al anciennitet i livet.

Men slap nu ikke af, for vi er endnu ikke helt færdige! Hvis vi nemlig i vort oprindelige eksempel skriver, at "I søvne fløj en lapugle ind i min bil", bliver det helt umuligt at give karakter, uagtet graden af vor sproglige ømtålelighed: For skønt jeg har det med at få farlige absencer bag rattet, kan det ikke udelukkes at også uglen havde automatpiloten slået til - hvis den da ikke ligefrem dumdristigt skrev sms'er i flugten og derfor mistede jordforbindelsen. Lapuglen har måske verdens blødeste og mest lydløse fjerdragt, og sådan klodsethed ved højlys nat ligner den nemlig ellers ikke.

Den mest ekstreme variant er imidlertid denne: "Jeg blev i nat påkørt af en lapugle". Her kan ingen være i den mindste tvivl om meningen - men ikke desto mindre vil selv de største sprogliberalister dog slå bremserne til: Simpelt hen fordi den barokke forestilling der tvinger sig på, absorberer al vor mentale energi - ja, måske endda i form af latterkramper.

Min Paulus-oplevelse med den russiske taigas legendariske ugle på vej mod Damaskus illustrerer, at når vore ønsker omsider går i opfyldelse, sker det ikke altid på lige den måde som vi håbede. De af vore læsere, der tidligere har efterlyst sprogklummer, vil muligvis give os medhold heri... Også døden samt kjerligheden kommer som fremgået ovenfor oftest som en overraskelse.

Som en sidste aperitif til fordøjelsen må jeg tilføje, at den næste nat fik jeg fra bilen et yderst kort glimt af en bjørn, inden den opdagede mig og forsvandt. Den var i færd med noget gravearbejde og gav mig den ejendommeligt transparente og magiske fornemmelse af at stå over for en fremmed, men dog aldeles personlig bevidsthed, ganske som hos gorillaerne og orangutangerne. Eller som når man i junglen pludselig støder ind i en ukendt stammes høvding i fuld mundering med truthorn og penishylster.

For mine oplevelsers ædruelighed taler sluttelig, at jeg natten til i går for anden gang på en uge blev pågrebet af politiet efter et kvarters skygning i hajagtig, selvbevidst glidende slowmotion: For også denne gang dokumenteredes såvel kørekort som promille at være forbilledligt velkonserverede.

SOCIOLOGI I NYBYGGERLAND: MED LOV SKAL LAND BYGGES

I Nybyggerland er der så tilpas øde at man er globalt orienteret. Ganske som det er lettere at overskue et fornuftigt provinsbibliotek, er samhandlen og den internationale forsyningsøkonomi mere åbenlys ude i bushen end hos os i storbyen. Forbipasserende lastbiler er ikke uvedkommende, for dels holder de ind og lader sig servicere, dels fortæller de deres ärinde og destination. De nære rodnet er naturligvis i en vis art opløsning af selv samme økonomiske grunde, for arbejdsmarkedet er selv i bedre tider hurtigt mættet trods vor tids voksende oplevelsesøkonomi. Oplevelserne herude har jo deres kvalitet just i illusionen af ensom religiøs transcendens.

Balancen mellem sociale rødder og uafhængighed er dog optimal i henseende til landsbyfnidder: Ingen behøver at tilpasse sig landsbysladder i urimelig grad, og derfor er det en lise at opleve i forhold til den moderne intrigante storbyklasses mangel på hellighed. Tror fanden at folk ofte fastholder kernefamilien efter bedste evne, for hinsides den betragter alle hinanden som enten midler eller forhindringer. Det opdager man når folk kan udskiftes selv i den nære kreds, hvorimod illusionen om nærhed er lettere at opretholde i familien. Som et ugift ældre brødrepar på landet for mange år siden sagde: ”I gamle dage blev ægtefolk normalt ikke skilt, uanset hvad, for de behøvede jo hinanden”.

I de dele af middelklassen, som jeg i nogen grad er prisgivet, er venlighed, fraterniseren, ja selv den mest elementære høflighed og menneskelige anstændighed yderst overfladisk og uforstilt betinget af beregnede fordele og risici. Det udhuler til gengæld al intensitet, for når denne undertiden findes, har den efterhånden stadig tydeligere karakter af ren attitude, hvor en art hysterisk ”indignation” skal gøre det ud for personlighed. I den forstand er den ansigtsløse og helt risikofrie tilpasning, som de fleste kommer længst med, faktisk ærligere i al sin fantasiforladte glædesløshed.

Det er som med ægteskabet, at når afhængigheden bliver yderst tilfældig og skiftende, falder skællene fra øjnene, og det hele bliver en frygteligt hjerteløs affære. Så er det at folk med penge eller status køber en art stabile privatrelationer med deres sociale bytteværdi. Det kan i en desperat tid måske ligne den gammeldags afhængighed, selv om også det nok oftest er en art desperat attitude af tosomhed.

Nå, så længe desperationen i det mindste er ægte, så kan det måske holde. For folk lider ofte uproportionalt efter skilsmisser, de være så nok så selvvalgte og velovervejede. En vis personlig afhængighed er uden tvivl befordrende for forbrødring – men på arbejdsmarkedet spørger ingen hvorfor den og den pludselig røg ud i kulden, for så snart de er ude, er de uvedkommende og passé. Dvs. så snart social medfølelse er aktuel og relevant, så er den allerede psykologisk annulleret som en utopi: Vinderne har intet behov for vor deltagelse, og taberne har ingen af os behov for at holde med.

Også naturforbindelsen kræver rødder. Her oppe går man op i dyrebestandenes udvikling og mere eller mindre naturlige svingninger – men i storbyen dominerer den virtuelle globalisering, som gør det naivt at engagere sig i netop denne eller hin egn. I ens livstid skal der nok tilstrækkeligt for alle globetrottere, om ikke andet på TV, hvor naturen jo også ses meget bedre.

Den nyeste generation af naturfotografer er også globaliserede: Uanset hvor de bor, har de alle været alle de samme steder på kloden og betalt sig til fotolejligheder af højeste klasse hos lokale eksperter: Ikke blot de samme dyrearter, men ofte også de selv samme individer. Det er dog ikke egentlig snyd, for dertil er globaliseringen for kvalitetsbevidst – og naturligvis er de også drevne fotografer rent billedmæssigt.

De ældre generationer af naturfotografer havde stor erfaring og kyndighed, men var ifølge sagens natur lidet globaliserede – og af samme grund var de til gengæld forskellige. Fælles var de om engagementet i hver deres hjørne af kloden og i dette at have et sprog, en personlig stemme. Nogle var især biologisk kyndige, mens andre var mere ”holistiske” og helhedsorienterede, hvilket befordrede en lidt højere grad af abstraktion på billedsiden – men den nyeste stjernegeneration på feltet er ingen af delene. Heldigvis har Sverige og Finland stadig nogle yngre stjerner af den genuine, klassiske type.

Nuomstunder allierer en mesterfotograf sig typisk med skiftende kendte skribenter med høj status, som derved får lejlighed til at brede sig ud på et felt, som de ellers ikke ville have adgang til. Altså ganske samme recept som det intellektuelle livs globaliserede attituderelativister i deres indbyrdes territoriale symbioser og forstandige serielle monogamier. For de globale skribenter og fotografer ”behøver hinanden…” – så længe det varer. Og selv om der ofte er en vis abstraktion af høj æstetisk klasse, så er den sjældent afledt af en ”holistisk” tilgang, men teknisk finslebet uden dog af den grund at kunne kaldes falsk. Hursomhelst skal vi skal være glade, så længe de kan tiltrække seere og læsere, for naturen er ellers ikke på mode – og dermed vokser kynismen.

Min lokale restauratør og altmulig-mand i den bitte gennemfartsflække Slussfors fylder 80, men er frisk som en havørn, nysgerrig som et opvakt barn og behøver dertil ikke megen søvn. Han har voksne børn, er fornuftigt og harmonisk fraskilt og lever trods et par gamle patenter fra sit oprindelige erhverv reelt for og af sin sociale nødvendighed på egnen – både for de bofaste og for mere eller mindre regelmæssige passerende med eller uden arbejdsmæssigt ærinde. Han holder åbent fra kl. 8.00 til 23.00 så godt som alle dage året rundt, men får alligevel tid til at køre på motorcykel og meget andet.

Vi upraktiske ville her komme helt til kort – men det er kun sundt at blive mindet om, at vore litterære og andre krumspring hviler på en mere jordnær og så at sige ”marxistisk” basis, der som bekendt er rigeligt avanceret trods sin materielle karakter. Nære og gerne tillige materielle relationer er uden tvivl opbyggelige, også fordi de sætter alle livets afledte mentale facetter og potenser i deres rette proportioner. Men som skribent må man så at sige dyrke og perfektionere usikkerhedens dimension til virtuositet uden at ryste på händerne - og det kan ingen praktiske mennesker, ej heller ret mange af dem, der oftest kalder sig skribenter.

Mennesket skal virke der hvor det befinder sig: Således blev jeg i går kontrolleret af trafikpolitiet for såvel lovhjemmel som behörig promille: Civilisationens behov for at markere sig er nemlig störst i ödemarken - hvor ret lidt i så henseende jo kan göre en betydelig forskel. Hvilket inspirerer on location til denne reklame for en betalingsdygtig trafikskole: "Et lille skridt for menneskeheden - men et stort skridt for dig!" Den samme omvendte proportionalitet gälder i vildmarken som fremgået tillige civilisationens blödere sider. Men ligesom med kjerlighedens gjerninger handler alt her om timing: For havde det nu väret for et år siden, var jeg blevet sendt hjem til fods uden anden forplejning end mit gode humör - og minus 10.000 svenske dollars på stedet...

Derfor nok om Mose-loven: For en gangs skyld lægger jeg en flok billeder ind, også af café-ejeren i Slussfors samt en af de lokale nybyggere.

ZEN OG MADELEINEKAGER I DALARNA

DALARNA…
På vej mod nord besøgte jeg en ekstrem højmose - Komosse på 50 kvadratkilometer - beliggende på toppen af Nordsmåland 350 meter over havet – mosen hælder dog mange steder mod lavere partier. Også i Skotlands regnfulde højland har man disse vælvede og kuperede højmoser med indbyrdes brydende planer, betingede af megen nedbør samt ringe fordampning i det kølige klima. Højmoser findes derfor kun i de nordlige regioner, men vor egen Lille Vildmose kan dog være med.

I det vilde skovområde Tiveden i Västergötland med gamle kulsviertraditioner fra bjergværkernes og smedjernes trækulsepoke mødte jeg en ældre tysk naturfotograf, som havde berejst Norden og Kanada i årevis, halvprofessionel. En god og uskyldig drøm, som også jeg ofrede en del energi, men lige akkurat en tand for lidt beslutsomhed grundet refleksioner, drømme og – nåja, andre interesser. Det føles ikke længere så nødvendigt for hverken mig selv eller verden, men godt at det stadig findes. Selv bliver jeg nærmest ved for ritualets skyld, men faunabillederne bliver langt færre trods bedre udstyr. En illusion om magisk transcendens er måske brudt – og der er jo nok af bedre folk på feltet; hertil kommer at jeg har et pænt arkiv, om end romantisk, tilfældigt og selektivt snarere end systematisk. Men hvem kan udholde at se billeder et helt zoologisk museum?

I Dalarnas nordlige region Orsa Finnmark med en finsk indvandring af svedjebrugere – ”burn and slash” – i 1600 tallet er der vildmark der tåler sammenligning med Lapland – blot tilsat en længere kulturhistorie. Men også en af de tætteste rovdyrbestande i Norden, især bjørnene, men også både ulv og los. Mora ved Siljan-søen med maleren Anders Zorns museum er gammel højsvensk hævd, men Orsa Finnmark har et anderledes sibirisk klima. Der findes også nogle indædte naturforkæmpere, herunder en forrygende helhjertet fotograf med den dér ekstra beslutsomhed. Det er kun rimeligt at de får de bedste billeder, især af dyrelivet – for landskaber kan vi gennemreflekterede drømmere også takle.

Men jeg mærker at mit blik ikke længere ønsker fornyelse, især ikke i detaljernes slette uendelighed af barbari: For jeg sværmer for de samme gamle ting, der i sin tid havde sin friskhed. Ens mentale fokus flytter sig, og drømmen om at leve af noget komplet uskyldigt er blegnet som en art maskulin flugtfantasi – selv om det heldigvis lykkes for enkelte. Drømmen er der stadig, jeg undsiger den ikke – men kæmper heller ikke for den. På en måde minder det om de mere traditionelle og konkurrenceudsatte projekter deri, at når så mange andre gør det, ender det let med at blive en kliché, og så kan det være det samme.

Vidt forskellige klicheer ganske vist, for klichéen om at leve næsten hinsides status er som sagt en særlig niche, der kun har status blandt ligesindede: dvs. blandt andre der ligeledes flygter fra status. Uha, gode gamle paradokser lige fra Bertrand Russell til Groucho Marx’ forening af ligesindede bringer sig her i erindring. 

Grouchos paradoks kan formuleres skarpere: "Jeg vil kun i forening med folk der ikke vil i forening med mig". Kunne man nemlig forestille sig en forening designet for just disse typer? Nej: For hvis de ikke er velkomne i foreningen, kan de jo ikke komme ind; og hvis de omvendt er velkomne, betakker de sig. Grouchos paradoks findes for resten allerede hos Albert Ängström og kan derfor fint forsvares som digression: ”Hur kunde Gösta vara så dum at gifta sig med en kvinna, som var tillräckligt dum för att vilja gifta sig med honom?”

Dette var apopos vor vision om naturtilstandens uskyld. Andre slags skønhed end naturens er tillige intellektuelt interessante, såsom musikkens mysterium – men naturens skønhed er noget helt hinsides dens iboende barbariske sindrighed og er vel en art kollektiv projektion. Men det er alligevel en indiskutabel menneskelig dimension af lige dele æstetik og urreligiøsitet. Naturen selv kunne desuden let blive endnu værre, sådan som vi roder, og derfor må vi hylde den, undertiden endog mod bedre vidende. Om ikke andet klæder det os, og ”makes me want to be a better man”.

Vor egen lille karrieres succes klæder os på en ganske anden og begrænset måde, der dog meget ofte bliver uskøn og tydeligvis mest til gene for andre – selv om det andet undertiden ligner en flugt, som ingen belønner os for: Punkt 22… Men det er ofte en lise at slippe for vore medmennesker i vort eget miljø og møde nogle, der kan tjene lidt på os, og som derfor opfatter os som en velkommen ressource, der tillige pirrer nysgerrigheden – om end det sidste nu også er blevet en kliché i vore dage.

For resten beriger ”forureningen” og distraktonen fra de romantiske og væsensfremmede drømme vore intellektuelle hang ved at give dem dybde og kontrast samt ved selve tvivlen. Det ligger jo i sagens natur, at mens kærlighed sjældent bliver bedre af tvivl, så har tanken det helt fint med tvivlen – især når den er helhjertet. Lad os vise det: Vi kunne således snildt fylde jer med stof fra fjernlageret: For da det blev skrevet var det autentisk – ganske som oldemor var ung da hun blev mor til vor bedstemor. Men for os selv ville det føles fjollet at gøre det, når vi altså nu befinder os et andet sted.

Men hvorfor så overhovedet skrive på bloggen, når vejret er til andre ting? Som sagt, tvivlens lidenskab bliver efterhånden også et krævende ritual, der dog bevarer sin friskhed. Og dermed bliver den alligevel noget mentalt samlende, hvormed vi endnu engang snyder den psykiatriske tradition for en lækkerbisken. Og selv om dette ikke er Lapland, hvor ”the sun never sets”, er dagen ikke slut. Og apropos litteratur – så er der ikke altid megen forskel på ens minimale erindring om en bog, man har læst, og ens ”konversationsforestilling” om en bog som man burde have læst. Det er jo langt hen det samme man husker in the end. Ikke desto mindre bedyrer mange, at Prousts berømte madeleinekager dog var værd at smage i den originale tapning og ikke blot som et sjovt begreb i værktøjskassen. Men det bliver vist heller ikke denne sommer… Hør her:

Efter sidste linie kørte jeg langt ud i bjørneland indtil midnat, hvor jeg for lidt vild til fods i en prægtig og velduftende urskov af endog særdeles velvoksen fyr. Ellers findes urskov i reglen kun på ringere jorder, hvor træerne bliver mindre og derfor er blevet overset. En stor duehøg lettede fra en ørneagtig rede og lod sig beskue adskillige kostbare sekunder: Gamle hunner bliver især her mod nord statelige og vidunderligt tegnede skønheder i hvidt og gråt med et brændende orange blik: En svensk naturmaler beskrev engang duehøgen som luftens judomester: Strålende udtryk, for det hele er sket inden man når at opdage hvad der er på færde – lydløst og top-professionelt forener den uglens snigende blødhed med falkens lynsnarhed og ørnens kraft.

De øvrige fuglestemmer, ja hvordan var det nu? Men som en bekendt sagde: Når man kender fuglenes stemme, kan man visualisere dem når man hører dem. Fortræffeligt sagt, for det er jo ikke ét spørgsmål om trivial pursuit. Det samme gælder Prousts madeleinekager – blot var det vist her ligesom med den gamle fyrreskov duften og ikke lyden der var det udløsende. Og det samme fortæller hjerneforskerne os vist, at duftene er ypperlige mentale katalysator. De minder os især om at vi lever – og af samme grund vaskede jeg sent i nat min skjorte i Orsa Vandrerhjems forhåndenværende sæbe, for den duftede ikke af gammel fyrreskov. Zen og kunsten at overnatte i bilen er glimrende, men alligevel…

SÆRTILLÆG: EN PILGRIMS BEKENDELSE PÅ FALDEREBET

Inden min forestående pilgrimsrejse nordpå fældede jeg i dag med håndkraft samt en religiøs reformators frygtindgydende ensporethed en hel del uvelkomne graner på tjur-biotoper hos egnens store skovejer med hans samfulde 75o hektarer. Han truer ellers endog helt lovmedholdelige udnyttere af "allemansretten" med bål og brand og minder grangiveligt om Gustav Vasa - men han holder skånsomt hånden over faunaen.

Han ved nok efterhånden hvad jeg render rundt og laver trods al mulighed høflighed udadtil fra min side, som han nemlig gennemskuer som et tegn på en pervers overlegenhedsfølelse, som han bifalder. Og han respekterer hemmeligt min anarkisme som beslægtet med hans egen given fanden i alle vedtægter.

Til sagen hører at også han er øm over sine prægtige "sibiriske" tjurhaner og selv måske blot er for doven til at fælde de graner, som kvæler blåbærriset, hvis de ikke holdes i ave af enten skovbrand eller folk som mig: Endog i de par naturreservater jeg har på samvittigheden, er jeg nu nødt til at bide min ungdoms romantiske urørthedsidealer i mig. I audienserne står jeg altid som den naturligste sag op, mens kongen altid sidder ned; og skønt han ikke bliver træt af fremvise sine trofæer og ejendom, byder han aldrig på noget: For der må dog være grænser.

Og vist er sådan unødig fraternisering mellem klasserne en uting og lige uværdig for begge parter - ganske som mine bedsteforældre i sin tid syntes, at det var synd at gøre nar ad aberne i cirkus ved at klæde dem ud i smoking og slips. Spørgsmålet er nu, om det ikke snarere var menneskene det var synd for, når man således fremstillede dem som aber i smoking. Teologiske abonnenter kan forresten spørge sig selv, om menneskers skam ved at blive sammenlignet med aber mon tyder på, at vi nedstammer fra dem, eller på det modsatte.

Nå, men Gustav Vasa har råd til at holde mig, ganske som enkelte sjældne godsejere i gamle dage holdt hånden over deres havørnepar, og ganske som en endnu ældre tids feudalherrer undertiden med stolthed hemmeligt beskyttede en særlig betydelig krybskytte som en art undersøisk valgslægtskab. Og på samme vis forestiller jeg mig, at enkelte tyske landefyrster på Luthers tid beskyttede en og anden gal teolog, som udadtil jesutisk bøjede sig for deres myndighed uden dog i virkeligheden at vige en tomme.

Et sådant format finder vi sjældent på vore "undervisiteter" og slet ikke i pressen, hvor alt i vore dage skal normaliseres til den største tristesse. Der spekulerer plebejiske landjunkere i hvor langt ned under sit menneskelige og intellektuelle niveau de mon kan presse én til at gå for stadig at få lov til at deltage i ny og næ med komisk ligegyldige pip samt inferiør "kritik" af bedre folk, på lige fod med nyslåede studenter og praktikanter. Og der er ikke mange skridt fra mobning til folkedrab: i særdeleshed hos folk der anser sig for oplyste, progressive - og følgelig hævede over kritik. Bevidste bøller har derimod oftest et hemmeligt behov for også at gøre noget godt.

Men dér forregner landjunkerne sig, for i de målrettede mail-listers og internettets tidsalder kan man let komme ud med tingene, hvis man omsider beslutter sig for at kaste terningerne og skrive hele banden ned under guldbrædderne. For hvis man alligevel skal straffes, kan man jo ligeså godt få noget for pengene. Hertil kommer at mens positive ting i deres egen ret oftest er uvelkomne, så modtages al kritik af folk af position med kyshånd overalt - den være så nok så uberettiget og talentløs. Som fremgået af hovedindlæggets hyldest nedenfor, findes der dog heldigvis endnu enkelte frie fugle med vingefang i landskabet.