Før nævnte BNP bør lige som Jehova, men modsat trolde, ikke nævnes ved sit rette navn - for bordet fanger. Det går let ud over vor husflid på bloggen, men vi har endnu et par skjulte kort. I mellemtiden kan vi overveje, om vor tvivl om det trykte medies fremtid er begrundet. Længere tekster er indrømmet behageligst på tryk, herunder print on demand. Førsteudgaver er dog mere charmerende - men hvad så med de utrykte ditto, som højst figurerer i Borges' fiktive bibliotek med alle de bøger der ikke er blevet skrevet?
"To be or not to be", så at sige. Vore lejlighedsvise avisindlæg bliver da også læst af flere, men de er så knap så flyvsk opfindsomme. Men gode melodier tåler bestemt at blive spillet straight, også af elskere af Charlie Parker, Oscar Peterson osv. Ja, nogle vil endda hævde at det er det væsentligste.
Nye læsere bør dog fornemme at vi har en art "poetik" eller et "koncept" for vor blog, der forvandler den til en helt egen genre, litterært set. I bloggens "DNA" (som jeg intet ved om) ligger, at selv om indlæg kan forbedres eller slettes, så står selve dateringen klippefast - og den ender derfor undertiden med at blive en sandhed med modifikation. Tidslinien er kort sagt bloggens charme ganske som i jazzmusikernes improvisationer her og nu, som vi andre kun kan måbe over. I jazzen ligger takterne også fast, således at de garvede med besvær altid kan fastslå hvor i melodien man er, selv i de vildeste improvisationer. Forresten er også de forberedte af årelange processer, og ændringerne sker oftest gradvist.
Men vist kan nogle udgaver være i valsetakt og dermed få en meget anderledes karakter: Den helt anderledes rytme og timing nødvendiggør jo ofte helt andre melodiske figurer. Men det geniale i en bestemt valseudgave af "Take the A-train" er, at grundkarakteren af noget lokomotivisk kraftfuldt frembrusende er bevaret. Der er ikke tale om at "lave noget om til noget andet" - klassisk til jazz, lokomotiver til sødsuppe osv. Bevaringsprincippet er vigtigt, kraftens identitet eller sådan noget.
Bloggens kunst kunne også sammenlignes med Zen-kunstnerne der efter dages meditation laver billedet i et hug. Samlede værker og normale bøger bør helst ikke lægges på bloggen andet end som surrogat-løsning: Den slags er ligesom atomkrig noget man truer med og taler om - men man gør det nødig, modsat kjerlighedens gjerninger. Men omvendt kunne en særligt original blog meget vel fortjene at udgives i bogform. Omtrent ligesom posthume brevsamlinger og andre litterære genbrugsprodukter.
For nu at gå til indholdet møder vi undertiden det spørgsmål om vi ikke ofte graver vor egen grav ved at sige uvelkomne ting. Det gælder nok så meget visse avisindlæg. Men svaret er, at også de intrigante og verdenskloge betaler en pris for deres forsigtighed: Poesien og humoren går nemlig fløjten og atrofierer til tarvelige og negative former, der sjældent tåler at genlæses. Men da går også prosaen tabt, og det er også en høj pris, uanset alle indbyrdes roser og skåltaler. Det er også karakteristisk at når de veletablerede lejlighedsvis skriver om unge dages litterære og virkelige oplevelser, bliver deres sprog gerne anderledes strømmende - simpelt hen fordi de så at sige regredierer tilbage til tiden før alle positioner der skulle tilkæmpes og forsvares, og før alle geskæftige intriger om hvem der "skal have lov" til hvad i kulturens henrivende små sandkassser. Ærens verden er svær at håndtere, og alle bliver vi dens narre, selv trods vore drengede krumspring.
Tuesday, August 19, 2008
Sunday, August 10, 2008
FAIR TRADE: PARIS HILTON SAMT BOGENS, AVISENS OG BLOGGENS FREMTID
NICE WORK IF YOU CAN GET IT
I dagens Politiken fortæller en indviet os, at betalingsavisernes annonceindtægter rasler endnu hurtigere ned end oplagene - ikke mindst fordi annoncerne i avisernes netudgaver næsten ingen penge giver. Det kunne avisernen nu have spurgt os bloggere om, for allerede da vi i april fik henvendelse fra et reklamefirma, blev det anledning til et profetisk indlæg hvori vi spontant udforskede hvem der egentlig talt i så fald reklamerede for hvem, og hvem der profiterede hvordan.
Og for os ægte og derfor ubudne grundforskere var allerede det såmænd betaling nok, ganske som vor famøse kronik om Bermuda-trekanten i Weekendavisen 18.7 ikke bidrog til vor synlige andel af landets BNP. Men der skal nok snart være en af Bermudas lurmærkede drengebasser, der omsætter også det til "anvendt forskning" som årets boggave under flittig applaus fra kolleger i samtlige medier. For alle vil være journalister, alle journalister vil meritere bogligt, og alle bogskrivere vil være grundforskere og kunstnere.
Herman Hesse fik således ret, da han i sin sære roman "Glasperslespillet" spåede, at fremtiden ville blive "føljetonens æra". Og ganske som ægte grundforskere og kunstnere ofte arbejder gratis, fordi de modsat plagiatorer er helt ude af stand til at strejke, vil også betalingsaviserne snart arbejde gratis - konsekvent nok, for mange redaktører har jo allerede í dag en søndagsklumme med den kokette titel "Redaktørens Blog" . Konsekvent, også fordi de som sædvanlig kommer halsende bagefter os andre fattigrøve - uagtet alle fancy technicalities.
Intuition og næse kræver tid, "leizure" og total frihed for pres, og derfor kan det ikke presses frem ved konkurrence. Tværtimod er "retten til at være idiot" en vigtig dimension: både bogstaveligt forstået på udvalgte felter og i den Sokratiske forstand, at grundforskning har det med at opfinde den dybe tallerken på ny - ligeledes på af natur og skæbne udvalgte felter. Ingen ledelse kan dirigere den slags med resultatkontrakter osv. Dette ved dagens kronikør i Politiken, billedkunstneren Erik Thommesen, for også han siger sandheden: Man kan ikke akademisk "uddanne" folk til at have den skabende gløds lille galskab; dette vidste alle rigtige kunstnere allerede da Thommesen var ung, men i dag er misforholdet til koncept-Kunstakademiet endnu mere vanvittigt.
Men politikerne og erhvervslivet tager overfladen for pålydende og vil omsætte kunstens værdi dels i galleriernes salg og museernes besøgsfrekvens, dels i kunstens tiltrækningskraft på købedygtige og driftige befolkningssegmenter og firmaer - og endelig i dens brugbarhed til at forvandle vort konsum- og eventcirkus til en art musical og kommerciel gesamtkunst, og som smøremiddel til holistisk fremme af landets BNP.
Kunst er i dag følgelig alt, hvad der markedsføres i kunstinstitutionen (som skrevet står), og nøjagtigt det samme gælder bøger og medier. Små kedelige dukseakademikere, der er kommet frem alene ved at efterligne og intrigere med ti år ældre guruer vokset frem på nøjagtigt samme vis i ærmerne på deres egne "gudfædre", helt i institutionelt regi - er dagens officielle forskere, forfattere osv, der instinktivt kun citerer, kritiserer og kommenterer hinanden, alt imens de i skinsygt sammebidt tavshed skeler til alle andre sider på en gang. For hvad de end kopierer fra udlandets kendte samt fra hjemlandets "ukendte", så slås det stort op som årets julegave - selv mod bedre vidende, for så er der desto mindre grund til kollegial jalousi.
Grundforskning er ikke spor sært, men er tværtimod det naturlige spørgsmål: "Hvad handler det her i virkeligheden om, uanset hvad denne og hin måtte have sagt?". Kritik af andre handler derimod oftest om at opnå noget man ikke har - en karakter, en tjans, en status, et embede, eller ligefrem en sjæl. Ja, for de vilde tror med god ret på sjæleran...
Vi forudser imidlertid at selv trods de obligatoriske årlige jule- og fødselsdagsgaver vil bogsalget en skønne dag pludselig dale mod afgrunden. Først vil alle kolleger in spe - kort sagt alle og enhver - købe skidtet straks, ene og alene for selv at lure de heldige kunsten af, "kritisere" det og selv en dag at kunne give store interviews. Af den samme grund læses selv gode blogge endnu af forholdsvis få: For selv helt autonome og emanciperede blogge, der som vor egen har overvundet kompensationens tyngdekraft ved at få den til at skifte fortegn, er jo kommercielt set taberfænomener - helt på linie med, hvad Erik Thommesen i sin kronik kalder "rigtig kunst til lave priser", og som ingen velrenommerede institutioner tør røre med en ildtang - til held for inderkredsenes opreklamerede bras til fantasipriser.
Nå, men på et tidspunkt bliver den for tyk, for enhver idiot har jo snart skrevet bøger, er "uddannet" til filosof, konceptkunstner, martyr, klovn osv - og så er det ikke længere spor interessant. Så dykker salget med et brag, og Johannes Riis vil faderligt bekymret og hændervridende beklage det bag sit mahognibord i den bedste sendetid, som kulturens egen nationalbankdirektør i Janteland. Så bliver der måske atter plads til ægte grundforskere, der ikke holder deres ryg fri ved "aktuelt" at kommentere, vurdere og kritisere allerede kendte og anerkendte helte og forbrydere i nutid og fortid - kort sagt plads til os der ikke arbejder efter føljetonens princip, selv om vi såmænd gerne bruger det som et artistisk påskud til at sige noget andet mellem linierne, omtrent ligesom fordums dissidenter bag jerntæppet gav den som akrobater og sultekunstnere.
Nuvel, til gengæld stiger landets BNP (bruttonationalprodukt)- og tillige kroppenes BMI (body mass index)- fortsat: Kort sagt, der bliver indtil syndfloden materielt set snart rigeligt til alle, og det med selve bogsalget går måske derfor af mode til fordel for selve dette at være på, og for selve det at nogen gider reklamere på ens blog og have annoncer for deres rejsebureau i ens avis. Husk på, bogproduktion er blevet billig og blog-produktion helt gratis og behøver derfor ikke at finansieres af indtægter. Kort sagt vil vi måske emancipere os helt fra det økonomiske aspekt, for vi klarer jo både os selv og vor produktion endda. I gamle dage kunne man derimod kun få overskud til at male, skrive, fotografere fugle eller spille fransk klovn, hvis man kunne leve af det, så da var det enten eller. I dag går det også uden, og i fremtiden vil åndslivet sikkert blive endnu mere autonomt - hvem ved, jeg aner og vejrer det i hvert fald. Også jeg selv er nu på lignende vis blevet økonomisk uafhængig og derfor fremover desto mere direkte.
Men denne vor emancipation fra det kommercielle vil sammen med nettets "demokratiske" tilgængelighed tilbagegive den ægte vare dennes rette status - omtrent som graffittikunstnere og andre græsrodskunstnere efter sigende udvikler deres kunst uforstyrret og så at sige endogent from scratch, i beskyttede kuvøser for de indviede. Altså: Alle i Harlem kunne jo straks høre, at Charlie Parker kunne noget interessant på en saxofon, uanset at at de hvide tjente kassen på at spille den anerkendte swingmusik i de mondæne bydele. Parker vidste klog af skade at forvandle indhold til form og unikt fingeraftryk.
Her kommer sluttelig Paris Hiltons og hendes berømte sexvideo ind i billedet. For det er da for en gangs skyld uprætentiøs og ærlig snak: kort sagt det rene skæg og ballade på business class på linie med den indiske filmverdens "Bollywood" for alle med trang til at drømme sig væk fra hverdagen. Fair trade!
I dagens Politiken fortæller en indviet os, at betalingsavisernes annonceindtægter rasler endnu hurtigere ned end oplagene - ikke mindst fordi annoncerne i avisernes netudgaver næsten ingen penge giver. Det kunne avisernen nu have spurgt os bloggere om, for allerede da vi i april fik henvendelse fra et reklamefirma, blev det anledning til et profetisk indlæg hvori vi spontant udforskede hvem der egentlig talt i så fald reklamerede for hvem, og hvem der profiterede hvordan.
Og for os ægte og derfor ubudne grundforskere var allerede det såmænd betaling nok, ganske som vor famøse kronik om Bermuda-trekanten i Weekendavisen 18.7 ikke bidrog til vor synlige andel af landets BNP. Men der skal nok snart være en af Bermudas lurmærkede drengebasser, der omsætter også det til "anvendt forskning" som årets boggave under flittig applaus fra kolleger i samtlige medier. For alle vil være journalister, alle journalister vil meritere bogligt, og alle bogskrivere vil være grundforskere og kunstnere.
Herman Hesse fik således ret, da han i sin sære roman "Glasperslespillet" spåede, at fremtiden ville blive "føljetonens æra". Og ganske som ægte grundforskere og kunstnere ofte arbejder gratis, fordi de modsat plagiatorer er helt ude af stand til at strejke, vil også betalingsaviserne snart arbejde gratis - konsekvent nok, for mange redaktører har jo allerede í dag en søndagsklumme med den kokette titel "Redaktørens Blog" . Konsekvent, også fordi de som sædvanlig kommer halsende bagefter os andre fattigrøve - uagtet alle fancy technicalities.
Intuition og næse kræver tid, "leizure" og total frihed for pres, og derfor kan det ikke presses frem ved konkurrence. Tværtimod er "retten til at være idiot" en vigtig dimension: både bogstaveligt forstået på udvalgte felter og i den Sokratiske forstand, at grundforskning har det med at opfinde den dybe tallerken på ny - ligeledes på af natur og skæbne udvalgte felter. Ingen ledelse kan dirigere den slags med resultatkontrakter osv. Dette ved dagens kronikør i Politiken, billedkunstneren Erik Thommesen, for også han siger sandheden: Man kan ikke akademisk "uddanne" folk til at have den skabende gløds lille galskab; dette vidste alle rigtige kunstnere allerede da Thommesen var ung, men i dag er misforholdet til koncept-Kunstakademiet endnu mere vanvittigt.
Men politikerne og erhvervslivet tager overfladen for pålydende og vil omsætte kunstens værdi dels i galleriernes salg og museernes besøgsfrekvens, dels i kunstens tiltrækningskraft på købedygtige og driftige befolkningssegmenter og firmaer - og endelig i dens brugbarhed til at forvandle vort konsum- og eventcirkus til en art musical og kommerciel gesamtkunst, og som smøremiddel til holistisk fremme af landets BNP.
Kunst er i dag følgelig alt, hvad der markedsføres i kunstinstitutionen (som skrevet står), og nøjagtigt det samme gælder bøger og medier. Små kedelige dukseakademikere, der er kommet frem alene ved at efterligne og intrigere med ti år ældre guruer vokset frem på nøjagtigt samme vis i ærmerne på deres egne "gudfædre", helt i institutionelt regi - er dagens officielle forskere, forfattere osv, der instinktivt kun citerer, kritiserer og kommenterer hinanden, alt imens de i skinsygt sammebidt tavshed skeler til alle andre sider på en gang. For hvad de end kopierer fra udlandets kendte samt fra hjemlandets "ukendte", så slås det stort op som årets julegave - selv mod bedre vidende, for så er der desto mindre grund til kollegial jalousi.
Grundforskning er ikke spor sært, men er tværtimod det naturlige spørgsmål: "Hvad handler det her i virkeligheden om, uanset hvad denne og hin måtte have sagt?". Kritik af andre handler derimod oftest om at opnå noget man ikke har - en karakter, en tjans, en status, et embede, eller ligefrem en sjæl. Ja, for de vilde tror med god ret på sjæleran...
Vi forudser imidlertid at selv trods de obligatoriske årlige jule- og fødselsdagsgaver vil bogsalget en skønne dag pludselig dale mod afgrunden. Først vil alle kolleger in spe - kort sagt alle og enhver - købe skidtet straks, ene og alene for selv at lure de heldige kunsten af, "kritisere" det og selv en dag at kunne give store interviews. Af den samme grund læses selv gode blogge endnu af forholdsvis få: For selv helt autonome og emanciperede blogge, der som vor egen har overvundet kompensationens tyngdekraft ved at få den til at skifte fortegn, er jo kommercielt set taberfænomener - helt på linie med, hvad Erik Thommesen i sin kronik kalder "rigtig kunst til lave priser", og som ingen velrenommerede institutioner tør røre med en ildtang - til held for inderkredsenes opreklamerede bras til fantasipriser.
Nå, men på et tidspunkt bliver den for tyk, for enhver idiot har jo snart skrevet bøger, er "uddannet" til filosof, konceptkunstner, martyr, klovn osv - og så er det ikke længere spor interessant. Så dykker salget med et brag, og Johannes Riis vil faderligt bekymret og hændervridende beklage det bag sit mahognibord i den bedste sendetid, som kulturens egen nationalbankdirektør i Janteland. Så bliver der måske atter plads til ægte grundforskere, der ikke holder deres ryg fri ved "aktuelt" at kommentere, vurdere og kritisere allerede kendte og anerkendte helte og forbrydere i nutid og fortid - kort sagt plads til os der ikke arbejder efter føljetonens princip, selv om vi såmænd gerne bruger det som et artistisk påskud til at sige noget andet mellem linierne, omtrent ligesom fordums dissidenter bag jerntæppet gav den som akrobater og sultekunstnere.
Nuvel, til gengæld stiger landets BNP (bruttonationalprodukt)- og tillige kroppenes BMI (body mass index)- fortsat: Kort sagt, der bliver indtil syndfloden materielt set snart rigeligt til alle, og det med selve bogsalget går måske derfor af mode til fordel for selve dette at være på, og for selve det at nogen gider reklamere på ens blog og have annoncer for deres rejsebureau i ens avis. Husk på, bogproduktion er blevet billig og blog-produktion helt gratis og behøver derfor ikke at finansieres af indtægter. Kort sagt vil vi måske emancipere os helt fra det økonomiske aspekt, for vi klarer jo både os selv og vor produktion endda. I gamle dage kunne man derimod kun få overskud til at male, skrive, fotografere fugle eller spille fransk klovn, hvis man kunne leve af det, så da var det enten eller. I dag går det også uden, og i fremtiden vil åndslivet sikkert blive endnu mere autonomt - hvem ved, jeg aner og vejrer det i hvert fald. Også jeg selv er nu på lignende vis blevet økonomisk uafhængig og derfor fremover desto mere direkte.
Men denne vor emancipation fra det kommercielle vil sammen med nettets "demokratiske" tilgængelighed tilbagegive den ægte vare dennes rette status - omtrent som graffittikunstnere og andre græsrodskunstnere efter sigende udvikler deres kunst uforstyrret og så at sige endogent from scratch, i beskyttede kuvøser for de indviede. Altså: Alle i Harlem kunne jo straks høre, at Charlie Parker kunne noget interessant på en saxofon, uanset at at de hvide tjente kassen på at spille den anerkendte swingmusik i de mondæne bydele. Parker vidste klog af skade at forvandle indhold til form og unikt fingeraftryk.
Her kommer sluttelig Paris Hiltons og hendes berømte sexvideo ind i billedet. For det er da for en gangs skyld uprætentiøs og ærlig snak: kort sagt det rene skæg og ballade på business class på linie med den indiske filmverdens "Bollywood" for alle med trang til at drømme sig væk fra hverdagen. Fair trade!
Friday, August 01, 2008
BRUTTONATIONALPRODUKTET I BERMUDA
Dagbladet Informations unge Rune Lykke-Peer besidder visselig humor - idet han i dag på gaden lo genkendende ad denne tiltaleform. Anledningen var at Rifbjerg i dagens Politiken er ude med riven efter ham og herunder beskylder ham for at mangle humor. Og at blive udskældt er altid om ikke en anerkendelse, så i hvert fald et udtryk for at ens fjender og rivaler opfatter én som værende anerkendt - og dermed for sent at tie ihjel.
En varm mail fra Mikael Busch i Kolding i anledning af min kronik i WA 18.7 om mediernes Bermuda-trekant tilføjede profetisk, at den "næppe vil vække debat". Det fik han helt ret i, og det er naturligvis den sande anerkendelse: For det betyder at majoriteten af de berørte anser ens budskab for så ubekvemt i dets uomgængelighed, at man bør ties ihjel. Men undertiden ønsker jo endog forbrydere at høre sandheden, ligesom der jo gives ægte undtagelser, selv i ledende stillinger: Kronikken kom jo på.
Cepos-folket er det derimod for sent at tie ihjel, men til gengæld er de så forudsigelige og endimensionale i deres globaliserede handelsskole-visdom, at alle falder i søvn. Om Cepos-folket vil jeg derfor sige det samme som om dedikerede modstandere af kongehuset: Muligvis har de ret, men de gør verden kedeligere med selve deres ensporede alvor omkring bagateller - så hellere kongehusets enfold, glade motorvanvid og lejlighedsvise forsonende fornuft. Skal kongehuset bort, må de derfor få lov til at besegle dommen selv, ganske lige som Cepos-drengene til sidst vil visne og kvæles i deres egen dygtighed.
Cepos-drengenes hellige ko bruttonationalproduktet bidrager de næppe selv til meget mere end ægyptologerne og sprogforskerne; men dette er faktisk noget af det pæneste vi kan sige om dem, uagtet alle kedelige krav om konsistens - der nemlig hører hjemme i tankens verden mere end i menneskelivet. Derimod har de sikkert ret i, at beskæftigelsesreserven er en stor potentiel vækstfaktor i økonomien, hvis nu ellers blind økonomisk vækst for enhver pris er sagen: de gamle, de unge, de syge, hypokonderne, muslimerne samt muslimernes talstærke harem af lydige og arbejdsføre hustruer.
Ledigheden falder da også, og det gælder sågar nu også vor egen ledighed. Men det bedste argument mod Cepos-drengenes vision er vel dette: Deres utopi er en verden befolket af mennesker der taler og skriver akkurat som de selv - kort sagt en myreflittig verden aldeles blottet for humor og tilværelsens musiske dimension, for evnen til at håndtere anden mangfoldighed end vare-verdenens Disneyland, for al anden kompleksitet end den teknologiske, samt for modsætningernes sjælelige dynamik. Og hvem var det der sagde "natur"?
Men deres associationsforladte og calvinistisk billedløse skriverier er lige som hele coach-litteraturen velbetalte, hvorfor de faktisk bidrager til BNP - stik modsat vore egne skriverier, hvis inspirationsværdi er indirekte, ulønnet og dermed helt usynlig i en BNP-målestok. Vi kunne endda gå videre og tilføje, at mens verdens originaler ofte er usynlige dovendyr, så bidrager mange plagiatorer anderledes hæderværdigt til BNP. Den omvendte verden? Nej, gør det nu ikke for kompliceret - sig I bare: Verden...
En tjekkisk minister har i går over for Ruslands hr. Putin meget vittigt erklæret, at han fremover ikke ønsker at modtage atomare trusler fra den kant oftere end hver tredje uge. Til morskaben hører netop at en tjekkisk minister jo ikke har spor at skulle have sagt - og at han uforbeholdent vedgår det med en selvironisk gårdvagt-diktion, der ved at vende magtforholdet om reducerer det til en barnagtig joke. Modsat i Bermuda, hvor de salvede i riget nødig indrømmer modparten en tøddel - og herunder ovenikøbet indbilder sig at dette deres billige og uangribelige trumfkort er ubetalelig humor. Ja, for vi forholder os jo desværre ret ofte til Bermuda, akkurat som hin tjekkiske minister forholder sig til Putin.
Men dette med slet intet at indrømme indeholder erfaringsmæssigt sin egen nemesis: For nævnte indstilling indebærer en dødbringende sjælelig stivhed og en hadsk nedgroethed, der blokerer for både humor og fantasi. Ligefrem at kalde det Guds straf er nok at gå over åen efter vand: Snarere kan vi sige at den selv samme stejle fantasiløshed der viser sig som ubønhørlig smålighed, også ytrer sig på mange andre måder. Men øvelse gør mester, og de vise fortæller jo at ved at øve sig i gode gerninger kan man åbne sindet helsebringende op.
Klaus Rifbjerg efterlyser som sagt mere humor - men humoren finder han bare ikke i BNP-land - og heller ikke så ofte i Bounty-land og Bermuda-land. Men selv hvis han alligevel fandt den, ville han måske nødig indrømme det offentligt...
En varm mail fra Mikael Busch i Kolding i anledning af min kronik i WA 18.7 om mediernes Bermuda-trekant tilføjede profetisk, at den "næppe vil vække debat". Det fik han helt ret i, og det er naturligvis den sande anerkendelse: For det betyder at majoriteten af de berørte anser ens budskab for så ubekvemt i dets uomgængelighed, at man bør ties ihjel. Men undertiden ønsker jo endog forbrydere at høre sandheden, ligesom der jo gives ægte undtagelser, selv i ledende stillinger: Kronikken kom jo på.
Cepos-folket er det derimod for sent at tie ihjel, men til gengæld er de så forudsigelige og endimensionale i deres globaliserede handelsskole-visdom, at alle falder i søvn. Om Cepos-folket vil jeg derfor sige det samme som om dedikerede modstandere af kongehuset: Muligvis har de ret, men de gør verden kedeligere med selve deres ensporede alvor omkring bagateller - så hellere kongehusets enfold, glade motorvanvid og lejlighedsvise forsonende fornuft. Skal kongehuset bort, må de derfor få lov til at besegle dommen selv, ganske lige som Cepos-drengene til sidst vil visne og kvæles i deres egen dygtighed.
Cepos-drengenes hellige ko bruttonationalproduktet bidrager de næppe selv til meget mere end ægyptologerne og sprogforskerne; men dette er faktisk noget af det pæneste vi kan sige om dem, uagtet alle kedelige krav om konsistens - der nemlig hører hjemme i tankens verden mere end i menneskelivet. Derimod har de sikkert ret i, at beskæftigelsesreserven er en stor potentiel vækstfaktor i økonomien, hvis nu ellers blind økonomisk vækst for enhver pris er sagen: de gamle, de unge, de syge, hypokonderne, muslimerne samt muslimernes talstærke harem af lydige og arbejdsføre hustruer.
Ledigheden falder da også, og det gælder sågar nu også vor egen ledighed. Men det bedste argument mod Cepos-drengenes vision er vel dette: Deres utopi er en verden befolket af mennesker der taler og skriver akkurat som de selv - kort sagt en myreflittig verden aldeles blottet for humor og tilværelsens musiske dimension, for evnen til at håndtere anden mangfoldighed end vare-verdenens Disneyland, for al anden kompleksitet end den teknologiske, samt for modsætningernes sjælelige dynamik. Og hvem var det der sagde "natur"?
Men deres associationsforladte og calvinistisk billedløse skriverier er lige som hele coach-litteraturen velbetalte, hvorfor de faktisk bidrager til BNP - stik modsat vore egne skriverier, hvis inspirationsværdi er indirekte, ulønnet og dermed helt usynlig i en BNP-målestok. Vi kunne endda gå videre og tilføje, at mens verdens originaler ofte er usynlige dovendyr, så bidrager mange plagiatorer anderledes hæderværdigt til BNP. Den omvendte verden? Nej, gør det nu ikke for kompliceret - sig I bare: Verden...
En tjekkisk minister har i går over for Ruslands hr. Putin meget vittigt erklæret, at han fremover ikke ønsker at modtage atomare trusler fra den kant oftere end hver tredje uge. Til morskaben hører netop at en tjekkisk minister jo ikke har spor at skulle have sagt - og at han uforbeholdent vedgår det med en selvironisk gårdvagt-diktion, der ved at vende magtforholdet om reducerer det til en barnagtig joke. Modsat i Bermuda, hvor de salvede i riget nødig indrømmer modparten en tøddel - og herunder ovenikøbet indbilder sig at dette deres billige og uangribelige trumfkort er ubetalelig humor. Ja, for vi forholder os jo desværre ret ofte til Bermuda, akkurat som hin tjekkiske minister forholder sig til Putin.
Men dette med slet intet at indrømme indeholder erfaringsmæssigt sin egen nemesis: For nævnte indstilling indebærer en dødbringende sjælelig stivhed og en hadsk nedgroethed, der blokerer for både humor og fantasi. Ligefrem at kalde det Guds straf er nok at gå over åen efter vand: Snarere kan vi sige at den selv samme stejle fantasiløshed der viser sig som ubønhørlig smålighed, også ytrer sig på mange andre måder. Men øvelse gør mester, og de vise fortæller jo at ved at øve sig i gode gerninger kan man åbne sindet helsebringende op.
Klaus Rifbjerg efterlyser som sagt mere humor - men humoren finder han bare ikke i BNP-land - og heller ikke så ofte i Bounty-land og Bermuda-land. Men selv hvis han alligevel fandt den, ville han måske nødig indrømme det offentligt...
Wednesday, July 23, 2008
BLÅ TIME: ZORBA ELLER KIERKEGAARD?
Hvad Søren - hænger I stadig på? Vi har ellers ligesom Ødipus gjort vort bedste for at undslippe vort ulønnede lod: Således rejste jeg med megen bagage mod Sverige, men grundet sporarbejde nåede jeg ikke færgen. Med alternativet Sundbussen var der en teoretisk chance for at fange mit tog, og fra landgangen i Helsingborg bestormede jeg derfor i veritabelt firspring togstationen - og nåede da også at se toget forlade perronen. End ikke en olympisk løber kunne have klaret det, hvorfor jeg vendte hjem med en Sisyfos' tilfredshed over at have gjort mit bedste og brugt alle ressourcer i mit Camus'ske oprør mod tilværelsens absurditet.
Allerede udturen var meditativ, for jeg bestilte intet andet end at stirre buddhistisk ufokuseret ud af togvinduet i det lejlighedsvise gråvejr, hvor landskab og vegetation gør sig bedst, ikke mindst den neonviolette gederams langs jernbaneskrænterne. Det apatiske helles gribende udfrielse af egoet samt ens sociale karma, hvorunder sindets stormpiskede vande lægger sig spejlblanke til ro, ville jeg ikke ofre for murmeldyrenes hektiske verdensforstandighed i døgnets rejsestald - hverken den indbildt nyttige orientering eller den sportsmæssige indhu, hvormed andre går til soduko, krydsord eller noget tredje for at fordrive den rene tomhed og forvisse sig om at de stadig er "konkurrencedygtige" på arbejdsmarkedet og berettigede til tyve forskellige slags piller - for sådan har vi jo så forskellige ambitioner og overlevelsestricks.
Som fremgået af sidste indlæg holder jeg for min egen del mere på "to gange minus" som recept - om end der ganske som ved dannelse af rim og snekorn kræves en prosaisk støvkerne, kort sagt en bagatel, for at kondensationen kan begynde, spørg os ikke hvorfor. Men det var nok derfor at selv Gud måtte inkarnere sig for at blive lidt klogere.
Nuvel; ligesom Sørens Regine i Det Kongelige Teater opnåede jeg altså til fulde forventningens glæde - og i tilgift hjemkomstens glæde: Ingen fredsforstyrrere ved endnu at man er hjemme, nisserne og dæmonerne har endnu ikke opdaget ens desperate krumspring, og som den snu og erfarne hare håber man derfor at være undsluppet ørnens kløer. Men ganske som med haren er det oftest kun et spørgsmål om tid, for også ørne lærer af erfaringen - ja, unge ørne er ligefrem uduelige jægere og henviste til smuler fra de riges bord.
Hjemturen forløb lige så meditativt, tilføjet den fysisk rensende forløsning efter mit hestesprint med fuld bagage. Ombord på færgen stod en svensk brevomdeler med arbejde i Helsingør - tidligere lærer, forstod jeg af hans samtale med en flok børn. Hans afklarede blik mindede mig om, at jeg tidligere på dagen havde talt med ejeren af Café Blå Time. Den levantiske uprætentiøse visdom hinsides al gold "kritik" lød dér således: "Når vi rejser, ser vi at livet lader sig leve på tusinde måder; så hvis én mulighed går galt, er det ikke verdens undergang. Gode bekendte kan man også hurtigt få overalt - virkelige venner er dog noget sværere, men kun familien uerstattelig. Den elementære glæde ved at være til her og nu gør os i stand til at udholde mange genvordigheder, dette "hvorfor lever jeg?": Stranden, solen, friske oliven, nybagt brød, en ren samvittighed, samt troen på at ens gode vilje til at give andre en chance på en eller anden vis i sidste ende tillige betaler sig karmisk."
Grækeren Zorba - ja, men den er jo god nok: Nogle er nærmere det væsentlige, og en kafé-ejer risikerer jo heller ikke at blive fyret, omplaceret eller noget andet urkomisk. Min snart 80-årige kafé-ejer i Lapland hylder i samme ånd glæden ved at møde alle mulige mennesker i arbejdet - mennesker som ofte betror sig som til en ufarlig gammel skriftefader. Kaffe og et venligt smil kan trods alt ikke digitaliseres i den dumme omstillingsparatheds navn. De arkaiske servicefag - herunder også Marie Magdalenes - kan åbenbart i tidens fylde befordre en hjertets renhed og en levevisdom, som man ikke kan læse sig til. Alle er lige overfor kafé-ejeren, døden og Gud. Måske skulle man overveje at blive kirketjener på en bar? Men min sjæl er nok for urolig i længden også for det.
Flere af de piger der har fattet godhed for mig i tidens løb, har trods gode evner været en anelse skøre, for krage søger opad inden for sin egen stand. Engang kørte en af dem i sin bil forgæves fra Sverige til København, hvor det lykkedes hende at få at vide at jeg besøgte en bekendt i Sverige - hvortil hun så ankom uanmeldt sent om natten og bortførte mig ambulant med 150 kilometer i timen, utilgængelig for al motorsagkyndig diplomati. Heldigvis havde hun fortræffeligt boldøje samt motorik og var en ypperlig bilist, så vi overlevede. Pointen er nu, at hele dette nervepirrende postyr morede hende katarsisk og kongeligt normaliserende, da hendes kaotiske Bond-mission omsider lykkedes. Og hun hørte til dem, der kan slå brat over fra gråd til perlende katarsisk latter, for hendes komiske sans fejler aldeles intet. Men historien minder en hel del om vor egen forløsende erfaring med lejlighedsvis tumultuarisk inkarnation i det virkelige liv.
Og nyhederne? Jeres prosaiske spørgsmål får mig til at mindes en excentrisk gammel engelsk pensionatsværtinde, der engang i min bedstefars påhør irettesatte en anden gæsts støjende børn med disse ord: "You behave in my house as if it were a hotel!"
Nå, men hvad de nyheder angår: En længe eftersøgt folkefjende er blevet anholdt, forklædt som alternativ behandler - som om han ikke i forvejen var rigeligt alternativ. Og en "Quisling-agtig" nyudklækket akademiker bedyrer fromt, at det er de arbejdsløses arbejde at være jobsøgende dagen lang - held og lykke på den lukkede afdeling! Vort eget forhold til arbejdsmarkedet er derimod et forbilledligt eksempel på fredelig sameksistens og derfor genstand for konfliktforskernes store bevågenhed - væbnet neutralitet er derimod i længden kedsommelig for alle arbejdsmarkedets parter. Og ligefrem at afvise en arbejdsgiver ville være ugalant: Således har jeg netop modtaget et tilbud, og det var dog en slags nyhed.
Allerede udturen var meditativ, for jeg bestilte intet andet end at stirre buddhistisk ufokuseret ud af togvinduet i det lejlighedsvise gråvejr, hvor landskab og vegetation gør sig bedst, ikke mindst den neonviolette gederams langs jernbaneskrænterne. Det apatiske helles gribende udfrielse af egoet samt ens sociale karma, hvorunder sindets stormpiskede vande lægger sig spejlblanke til ro, ville jeg ikke ofre for murmeldyrenes hektiske verdensforstandighed i døgnets rejsestald - hverken den indbildt nyttige orientering eller den sportsmæssige indhu, hvormed andre går til soduko, krydsord eller noget tredje for at fordrive den rene tomhed og forvisse sig om at de stadig er "konkurrencedygtige" på arbejdsmarkedet og berettigede til tyve forskellige slags piller - for sådan har vi jo så forskellige ambitioner og overlevelsestricks.
Som fremgået af sidste indlæg holder jeg for min egen del mere på "to gange minus" som recept - om end der ganske som ved dannelse af rim og snekorn kræves en prosaisk støvkerne, kort sagt en bagatel, for at kondensationen kan begynde, spørg os ikke hvorfor. Men det var nok derfor at selv Gud måtte inkarnere sig for at blive lidt klogere.
Nuvel; ligesom Sørens Regine i Det Kongelige Teater opnåede jeg altså til fulde forventningens glæde - og i tilgift hjemkomstens glæde: Ingen fredsforstyrrere ved endnu at man er hjemme, nisserne og dæmonerne har endnu ikke opdaget ens desperate krumspring, og som den snu og erfarne hare håber man derfor at være undsluppet ørnens kløer. Men ganske som med haren er det oftest kun et spørgsmål om tid, for også ørne lærer af erfaringen - ja, unge ørne er ligefrem uduelige jægere og henviste til smuler fra de riges bord.
Hjemturen forløb lige så meditativt, tilføjet den fysisk rensende forløsning efter mit hestesprint med fuld bagage. Ombord på færgen stod en svensk brevomdeler med arbejde i Helsingør - tidligere lærer, forstod jeg af hans samtale med en flok børn. Hans afklarede blik mindede mig om, at jeg tidligere på dagen havde talt med ejeren af Café Blå Time. Den levantiske uprætentiøse visdom hinsides al gold "kritik" lød dér således: "Når vi rejser, ser vi at livet lader sig leve på tusinde måder; så hvis én mulighed går galt, er det ikke verdens undergang. Gode bekendte kan man også hurtigt få overalt - virkelige venner er dog noget sværere, men kun familien uerstattelig. Den elementære glæde ved at være til her og nu gør os i stand til at udholde mange genvordigheder, dette "hvorfor lever jeg?": Stranden, solen, friske oliven, nybagt brød, en ren samvittighed, samt troen på at ens gode vilje til at give andre en chance på en eller anden vis i sidste ende tillige betaler sig karmisk."
Grækeren Zorba - ja, men den er jo god nok: Nogle er nærmere det væsentlige, og en kafé-ejer risikerer jo heller ikke at blive fyret, omplaceret eller noget andet urkomisk. Min snart 80-årige kafé-ejer i Lapland hylder i samme ånd glæden ved at møde alle mulige mennesker i arbejdet - mennesker som ofte betror sig som til en ufarlig gammel skriftefader. Kaffe og et venligt smil kan trods alt ikke digitaliseres i den dumme omstillingsparatheds navn. De arkaiske servicefag - herunder også Marie Magdalenes - kan åbenbart i tidens fylde befordre en hjertets renhed og en levevisdom, som man ikke kan læse sig til. Alle er lige overfor kafé-ejeren, døden og Gud. Måske skulle man overveje at blive kirketjener på en bar? Men min sjæl er nok for urolig i længden også for det.
Flere af de piger der har fattet godhed for mig i tidens løb, har trods gode evner været en anelse skøre, for krage søger opad inden for sin egen stand. Engang kørte en af dem i sin bil forgæves fra Sverige til København, hvor det lykkedes hende at få at vide at jeg besøgte en bekendt i Sverige - hvortil hun så ankom uanmeldt sent om natten og bortførte mig ambulant med 150 kilometer i timen, utilgængelig for al motorsagkyndig diplomati. Heldigvis havde hun fortræffeligt boldøje samt motorik og var en ypperlig bilist, så vi overlevede. Pointen er nu, at hele dette nervepirrende postyr morede hende katarsisk og kongeligt normaliserende, da hendes kaotiske Bond-mission omsider lykkedes. Og hun hørte til dem, der kan slå brat over fra gråd til perlende katarsisk latter, for hendes komiske sans fejler aldeles intet. Men historien minder en hel del om vor egen forløsende erfaring med lejlighedsvis tumultuarisk inkarnation i det virkelige liv.
Og nyhederne? Jeres prosaiske spørgsmål får mig til at mindes en excentrisk gammel engelsk pensionatsværtinde, der engang i min bedstefars påhør irettesatte en anden gæsts støjende børn med disse ord: "You behave in my house as if it were a hotel!"
Nå, men hvad de nyheder angår: En længe eftersøgt folkefjende er blevet anholdt, forklædt som alternativ behandler - som om han ikke i forvejen var rigeligt alternativ. Og en "Quisling-agtig" nyudklækket akademiker bedyrer fromt, at det er de arbejdsløses arbejde at være jobsøgende dagen lang - held og lykke på den lukkede afdeling! Vort eget forhold til arbejdsmarkedet er derimod et forbilledligt eksempel på fredelig sameksistens og derfor genstand for konfliktforskernes store bevågenhed - væbnet neutralitet er derimod i længden kedsommelig for alle arbejdsmarkedets parter. Og ligefrem at afvise en arbejdsgiver ville være ugalant: Således har jeg netop modtaget et tilbud, og det var dog en slags nyhed.
Informations Anne-Grethe Rasmussen indrømmer offentligt, at kanoniserede amerikanske romaner fra de brølende tyvere intet siger hende: Hun frygter at det beror på dumhed - men ret beset appellerer sådanne maskuline drømmescenarier nok mest til unge mænd. Selv nåede jeg heller aldrig helt igennem "Jørgen Stein".
Det minder mig om en fandenivoldsk dame, som overfor mig ofte provokerende bedyrede at hun fandt langt mere menneskelig erfaring og livsvisdom i populære serier og tårepersere end i den verdenslitteratur som hun i tidens løb havde læst. Og hun havde måske ret i den forstand, at når vi selv havner i saksen og jamrer, så er også vi oftest såre banale og ikke længere spor glimrende, uanset vore selvvigtige små kunster, vor anerkendthed eller vor eksklusive miskendthed. Det sjove var blot, at hendes komiske blik og egenrådige sigøjnernatur havde en del til fælles med just de sind, der kan skabe verdenslitteratur - blot tålte hendes stejle væsen ikke nogen art konventionelle spændetrøjer.
Min i tidligere indlæg omtalte kunstmaler havde en lige så mærkeligt begavet moder - ligeledes maler og med en lignende støbning som den omtalte dame. Blot var hun tillige sprænglærd - skønt børnehjemsbarn helt uden ydre stimulanser. Men måske kan kedsomheden undertiden være en bedre stimulans end emsige forældre. Vi kender skam flere eksempler på sådan proletarisk mønsterbrydning.
Også vi selv forsøgte jo i dag heroisk at bryde vort anderledes esoteriske skæbnemønster - men som I ser forgæves, ganske ligesom Sisyfos og Ødipus.
Det minder mig om en fandenivoldsk dame, som overfor mig ofte provokerende bedyrede at hun fandt langt mere menneskelig erfaring og livsvisdom i populære serier og tårepersere end i den verdenslitteratur som hun i tidens løb havde læst. Og hun havde måske ret i den forstand, at når vi selv havner i saksen og jamrer, så er også vi oftest såre banale og ikke længere spor glimrende, uanset vore selvvigtige små kunster, vor anerkendthed eller vor eksklusive miskendthed. Det sjove var blot, at hendes komiske blik og egenrådige sigøjnernatur havde en del til fælles med just de sind, der kan skabe verdenslitteratur - blot tålte hendes stejle væsen ikke nogen art konventionelle spændetrøjer.
Min i tidligere indlæg omtalte kunstmaler havde en lige så mærkeligt begavet moder - ligeledes maler og med en lignende støbning som den omtalte dame. Blot var hun tillige sprænglærd - skønt børnehjemsbarn helt uden ydre stimulanser. Men måske kan kedsomheden undertiden være en bedre stimulans end emsige forældre. Vi kender skam flere eksempler på sådan proletarisk mønsterbrydning.
Også vi selv forsøgte jo i dag heroisk at bryde vort anderledes esoteriske skæbnemønster - men som I ser forgæves, ganske ligesom Sisyfos og Ødipus.
Friday, July 18, 2008
WEEKENDAVISEN, I PRESUME: OG SE - DER BLEV LYS.....
En selvbevidst blog som vor ville aldrig indrømme sin kompensatoriske karakter i forhold til de trykte medier, og vedgår derfor sine helt egne selvskabte genre- og dogmeregler. Derfor ville det være komisk på bloggen at fejre at vi i dette nummer af Weekendavisen efter mange års fravær bringer en kronik om Bermuda-trekanten – endsige udgive den i dens uforkortede udgave.
Apropos verdslig ære mødte jeg for nylig en pige der har begået to romaner for en del år siden, helt uden at forsøge at afsætte dem. Da hun er maler og kvinde, har hun slet ingen problemer med det – men da hun med det samme spottede vor stils kvaliteter, skulle det slet ikke undre om også hendes romaner holder vand. Det stille vand og den dybe grund.
Kompensation, sagde vi: Ja, for lad os betro jer, at visse ting kun er mulige i form af genuin kompensation og derfor hartad umulige for de privilegerede. Ingensinde har cornflakes med ymer smagt så overjordisk godt og smagssansens goder forekommet mig at stå så himmelhøjt over alle andre nydelser, som da jeg engang var faret vild et døgn i Lapland og kun drømte om dette måltid som den forjættende belønning for min ørkenvandrings arkaiske overlevelsesdrift. Jeg har mange gange siden forsøgt at efterligne situationen ved frivillig udsultning, men forgæves. Kierkegaard havde ret: Den fuldkomne Gjentagelse er en umulighed.
Når de privilegerede kan være sarkastiske og ironiske, men sjældnere egentligt morsomme, skyldes det den samme mekanisme: De forkælede har ikke den desperation, der kan bringe hypofysen op i stormfuld flyvehøjde for at sammentvinge alle tilværelsens og sindets modsætninger – og selv ikke raseriet derover nytter noget, for raseri er noget andet end fortvivlelse. Humoren er ufrivillig som livet selv, hvilket jeg oplevede så sent som forleden. Jeg havde i min ferie haft min cykel stående ulåst i min lejlighed, men cyklede nu ud i et fjernt ærinde – og låste den. Da jeg skulle hjem, opdagede jeg at jeg havde glemt cykelnøglen, og måtte derfor praje en taxa for at få cyklen med. Chaufføren spurgte om jeg kunne bevise, at den låste cykel var min. Dette aftvang det forløsende svar: ”Den der vil stjæle en så ramponeret cykel, har ikke råd til en taxa.”
Svaret fandt jeg ganske vist på for sent – som de fleste replikker og de fleste kys i mit liv. Men til gengæld fandt jeg også selv på spørgsmålet, så det var i praksis intet problem. For to gange minus giver plus, og just sådan skabte Gud the Big Bang ud af intet: Keine Hexerei, nur Behändighet. Og således kompenserer vi her i firmaet altid for intet mindre end – virkeligheden i al dens syndige kedsommelighed: Åhja, for selv syndernes forladelse er vi såmænd også mand for at uddele på en god dag, men kun hvis folk selv beder om det. Og det sker sjældent i vore dage – måske fordi vi ganske som Herren selv kun sjældent kommer i kirken: Thi hvor Herren er, der er også vi.
Jo mere der skal kompenseres, desto større komisk flyvehøjde – og den hurdle kan ”Bermuda” ikke klare, for alt andet kan tilsyneladende kopieres – men ikke humoren. Vi mangler som Richard den Tredje en hest og en impresario, så vor desperation er heldigvis ægte nok. Men i dag var der som sagt hul igennem – med et par forkortelser, som jeg i yngre dage var blevet ked af. Men når det som her skyldes rubrikkens formelle grænser, er det OK – selv om det er sjovt at tænke på den enorme plads og alvor hvormed ”Bermuda”s legitime kombattanter skælder hinanden ud over den rette læsning af hinandens bøger af jævn dansk landrace med areal-støtte fra EU. Men sig os dog, hvor bliver den braklægningsstøtte egentlig talt af?
For hvad vedkommer alt det dog eneforsørgende mulatmødre med kolikbørn, en sindssyg fætter, en syg mor og en psykopatisk ex-mand? Og hvorfor køber folk overhovedet spillet og føler sig forpligtede til at ”følge med” og ”mene noget” om denne og hin holmgang? Men jo, vi ved det godt: Deres egen virkelighed er jo endnu tristere, og Morten Sabros velrettede salver mod kritikerne kan vi skam godt le ad, uanset om han lyver eller ej. Men apropos løgn: Hvem kommer ikke til af og til at overskride den lovbefalede hastighedgrænse - og hvem i al verden gider dog af den grund at lade sig aktivere som hastighedskamera med løntilskud?
Den sande humor ser på engang indad og udad og ville øjne komikken i al denne prætention: I en verden hvor kineserne – eller hvem fanden det nu er for tiden – sulter, og hvor endog folk som os går ene rundt uden hverken hest eller impresario. Humoristen har nemlig også skam i livet, men gennemskuer også denne og ser det oppustede i sit selvpålagte ansvar for sin skyldfølelses højere kosmiske balance – især når man end ikke kan bestyre sin egen tilværelse.
Om kompensation kan vi endvidere fortælle, at redaktionel udeladelse af et guldkorn erfaringsmæssigt altid fører til kompensatorisk genbrug i en anden sammenhæng: Der kommer nemlig altid en pige og en sporvogn til – og hvis de skulle udeblive, opfinder vi dem bare selv på ovennævnte vis.
De undseelige på livets skyggeside kan kompensere på en helt anden og sagtmodigere måde: Alle de gange, hvor Du føler dig tilsidesat, bør du betænke følgende: De privilegerede er sjældent genstand for varme følelser; så hvis du af og til er lidt sølle, så kan du til gengæld være forvisset om, at vi andre har desto lettere ved at holde af dig – også fordi forkælelse (ganske ligesom kronisk mishandling) vitterlig ofte fører til arrogance samt til mindre forståelse for andres smerte. Omvendt bliver man altid som Biblens Josef smidt i brønden, netop som det gik lidt for strålende – og den skæbne undgår du ved at blive holdt på det jævne. Same old story, same old story – bye, bye, Casablanca.
Lad til sidst verdensånden uden hverken hest eller impresario demonstrere lidt selverkendelse. Vi talte om desperat kompensation som vort uforfalskelige løsen. Og belønningen er at kompensationen ikke blot erstatter, men overstiger og nærmest fordamper det der skulle kompenseres for, som et midlertidigt fatamorgana.
Hvis du ikke får den du vil have, trøster du med din bamse – indtil du nogle år efter finder en anden kæreste, der kan være lige så god som den første. Det første er et surrogat og det andet en fuldgod erstatning. Men hvis du nu i din sorg vælger at emigrere socialt eller geografisk og i dit nye liv møder den ”Helt Rette”, så vil du ovenikøbet takke dit fordums håb for, at hun i sin tid afviste dig: For den sorg blev jo nøglen til din sande lykke. Det er erstatning i betydningen dobbelt op – hvortil altså kommer at der her består en ejendommelig indirekte årsagsforbindelse mellem det oprindelige håb og dets senere erstatning.
Men den desperate kompensation, som vi selv dyrker, går endnu et trin videre: Selve forvandlingen af vore ulykker til noget kvalitativt helt inkommensurabelt og ”højere” gør også her den første ulykke til den senere lykkes nøgle; men denne gang er selve ulykken så at sige bevaret og indoptaget i den sande lykke som dennes ur-tema, klangbund og alkymistiske substrat. Det var det Karen Blixen mente med, at livet havde lært hende at gøre Satan til sin bedste ven og forbundsfælle – for dermed kunne hun med egne ord se en velsignelse i hvad der måtte forekomme andre at være den største ulykke.
Sådan sker det altid når vi ophæver virkeligheden til en practical joke – og prisen er så høj, at vi ikke behøver nogen patentbeskyttelse. Desuden kan enhver let se forskellen – og det er just derfor at verden med sådan søvngængeragtig sikkerhed oftest foretrækker klamphuggerne. Problemet er således ikke stort – men just derfor er det i praksis uløseligt.
Til Blixens recept kan vi dog heldigvis som trøst føje den omvending, at mens klovnerne gør forbandelsen til en velsignelse, så bliver velsignelsen omvendt ofte de privilegeredes forbandelse: Ikke blot fordi de som sagt derved er afskåret fra den dyrekøbte alkymistiske forvandling – men også fordi de i tænksomme stunder må spørge sig selv: ”Når sådanne folk render uglesete rundt på vand og brød, mens vi andre årligt udveksler priser for vore danske stile og indbyrdes offentlige skænderier – er alle de priser og ærestitler som vi får, så en velsignelse, eller er de ikke snarere tilværelsens dybe hån mod os og et uafvaskeligt kainsmærke?”
Apropos verdslig ære mødte jeg for nylig en pige der har begået to romaner for en del år siden, helt uden at forsøge at afsætte dem. Da hun er maler og kvinde, har hun slet ingen problemer med det – men da hun med det samme spottede vor stils kvaliteter, skulle det slet ikke undre om også hendes romaner holder vand. Det stille vand og den dybe grund.
Kompensation, sagde vi: Ja, for lad os betro jer, at visse ting kun er mulige i form af genuin kompensation og derfor hartad umulige for de privilegerede. Ingensinde har cornflakes med ymer smagt så overjordisk godt og smagssansens goder forekommet mig at stå så himmelhøjt over alle andre nydelser, som da jeg engang var faret vild et døgn i Lapland og kun drømte om dette måltid som den forjættende belønning for min ørkenvandrings arkaiske overlevelsesdrift. Jeg har mange gange siden forsøgt at efterligne situationen ved frivillig udsultning, men forgæves. Kierkegaard havde ret: Den fuldkomne Gjentagelse er en umulighed.
Når de privilegerede kan være sarkastiske og ironiske, men sjældnere egentligt morsomme, skyldes det den samme mekanisme: De forkælede har ikke den desperation, der kan bringe hypofysen op i stormfuld flyvehøjde for at sammentvinge alle tilværelsens og sindets modsætninger – og selv ikke raseriet derover nytter noget, for raseri er noget andet end fortvivlelse. Humoren er ufrivillig som livet selv, hvilket jeg oplevede så sent som forleden. Jeg havde i min ferie haft min cykel stående ulåst i min lejlighed, men cyklede nu ud i et fjernt ærinde – og låste den. Da jeg skulle hjem, opdagede jeg at jeg havde glemt cykelnøglen, og måtte derfor praje en taxa for at få cyklen med. Chaufføren spurgte om jeg kunne bevise, at den låste cykel var min. Dette aftvang det forløsende svar: ”Den der vil stjæle en så ramponeret cykel, har ikke råd til en taxa.”
Svaret fandt jeg ganske vist på for sent – som de fleste replikker og de fleste kys i mit liv. Men til gengæld fandt jeg også selv på spørgsmålet, så det var i praksis intet problem. For to gange minus giver plus, og just sådan skabte Gud the Big Bang ud af intet: Keine Hexerei, nur Behändighet. Og således kompenserer vi her i firmaet altid for intet mindre end – virkeligheden i al dens syndige kedsommelighed: Åhja, for selv syndernes forladelse er vi såmænd også mand for at uddele på en god dag, men kun hvis folk selv beder om det. Og det sker sjældent i vore dage – måske fordi vi ganske som Herren selv kun sjældent kommer i kirken: Thi hvor Herren er, der er også vi.
Jo mere der skal kompenseres, desto større komisk flyvehøjde – og den hurdle kan ”Bermuda” ikke klare, for alt andet kan tilsyneladende kopieres – men ikke humoren. Vi mangler som Richard den Tredje en hest og en impresario, så vor desperation er heldigvis ægte nok. Men i dag var der som sagt hul igennem – med et par forkortelser, som jeg i yngre dage var blevet ked af. Men når det som her skyldes rubrikkens formelle grænser, er det OK – selv om det er sjovt at tænke på den enorme plads og alvor hvormed ”Bermuda”s legitime kombattanter skælder hinanden ud over den rette læsning af hinandens bøger af jævn dansk landrace med areal-støtte fra EU. Men sig os dog, hvor bliver den braklægningsstøtte egentlig talt af?
For hvad vedkommer alt det dog eneforsørgende mulatmødre med kolikbørn, en sindssyg fætter, en syg mor og en psykopatisk ex-mand? Og hvorfor køber folk overhovedet spillet og føler sig forpligtede til at ”følge med” og ”mene noget” om denne og hin holmgang? Men jo, vi ved det godt: Deres egen virkelighed er jo endnu tristere, og Morten Sabros velrettede salver mod kritikerne kan vi skam godt le ad, uanset om han lyver eller ej. Men apropos løgn: Hvem kommer ikke til af og til at overskride den lovbefalede hastighedgrænse - og hvem i al verden gider dog af den grund at lade sig aktivere som hastighedskamera med løntilskud?
Den sande humor ser på engang indad og udad og ville øjne komikken i al denne prætention: I en verden hvor kineserne – eller hvem fanden det nu er for tiden – sulter, og hvor endog folk som os går ene rundt uden hverken hest eller impresario. Humoristen har nemlig også skam i livet, men gennemskuer også denne og ser det oppustede i sit selvpålagte ansvar for sin skyldfølelses højere kosmiske balance – især når man end ikke kan bestyre sin egen tilværelse.
Om kompensation kan vi endvidere fortælle, at redaktionel udeladelse af et guldkorn erfaringsmæssigt altid fører til kompensatorisk genbrug i en anden sammenhæng: Der kommer nemlig altid en pige og en sporvogn til – og hvis de skulle udeblive, opfinder vi dem bare selv på ovennævnte vis.
De undseelige på livets skyggeside kan kompensere på en helt anden og sagtmodigere måde: Alle de gange, hvor Du føler dig tilsidesat, bør du betænke følgende: De privilegerede er sjældent genstand for varme følelser; så hvis du af og til er lidt sølle, så kan du til gengæld være forvisset om, at vi andre har desto lettere ved at holde af dig – også fordi forkælelse (ganske ligesom kronisk mishandling) vitterlig ofte fører til arrogance samt til mindre forståelse for andres smerte. Omvendt bliver man altid som Biblens Josef smidt i brønden, netop som det gik lidt for strålende – og den skæbne undgår du ved at blive holdt på det jævne. Same old story, same old story – bye, bye, Casablanca.
Lad til sidst verdensånden uden hverken hest eller impresario demonstrere lidt selverkendelse. Vi talte om desperat kompensation som vort uforfalskelige løsen. Og belønningen er at kompensationen ikke blot erstatter, men overstiger og nærmest fordamper det der skulle kompenseres for, som et midlertidigt fatamorgana.
Hvis du ikke får den du vil have, trøster du med din bamse – indtil du nogle år efter finder en anden kæreste, der kan være lige så god som den første. Det første er et surrogat og det andet en fuldgod erstatning. Men hvis du nu i din sorg vælger at emigrere socialt eller geografisk og i dit nye liv møder den ”Helt Rette”, så vil du ovenikøbet takke dit fordums håb for, at hun i sin tid afviste dig: For den sorg blev jo nøglen til din sande lykke. Det er erstatning i betydningen dobbelt op – hvortil altså kommer at der her består en ejendommelig indirekte årsagsforbindelse mellem det oprindelige håb og dets senere erstatning.
Men den desperate kompensation, som vi selv dyrker, går endnu et trin videre: Selve forvandlingen af vore ulykker til noget kvalitativt helt inkommensurabelt og ”højere” gør også her den første ulykke til den senere lykkes nøgle; men denne gang er selve ulykken så at sige bevaret og indoptaget i den sande lykke som dennes ur-tema, klangbund og alkymistiske substrat. Det var det Karen Blixen mente med, at livet havde lært hende at gøre Satan til sin bedste ven og forbundsfælle – for dermed kunne hun med egne ord se en velsignelse i hvad der måtte forekomme andre at være den største ulykke.
Sådan sker det altid når vi ophæver virkeligheden til en practical joke – og prisen er så høj, at vi ikke behøver nogen patentbeskyttelse. Desuden kan enhver let se forskellen – og det er just derfor at verden med sådan søvngængeragtig sikkerhed oftest foretrækker klamphuggerne. Problemet er således ikke stort – men just derfor er det i praksis uløseligt.
Til Blixens recept kan vi dog heldigvis som trøst føje den omvending, at mens klovnerne gør forbandelsen til en velsignelse, så bliver velsignelsen omvendt ofte de privilegeredes forbandelse: Ikke blot fordi de som sagt derved er afskåret fra den dyrekøbte alkymistiske forvandling – men også fordi de i tænksomme stunder må spørge sig selv: ”Når sådanne folk render uglesete rundt på vand og brød, mens vi andre årligt udveksler priser for vore danske stile og indbyrdes offentlige skænderier – er alle de priser og ærestitler som vi får, så en velsignelse, eller er de ikke snarere tilværelsens dybe hån mod os og et uafvaskeligt kainsmærke?”
Monday, July 07, 2008
APROPOS PAULUS, JØRN LUND OG SPROGLIG TAJMING
FESTTALE UDEN ANLEDNING FOR DANSK SPROGNÆVN
At køre sydpå i den lyse sommernat befrier os for sol i frontruden samt for de fleste af vore medbilister. Timing er en god ting, som allerede vort vort lille rendez-vous med trafikpolitiet illustrerede sidste gang.
Min "tajming" var derimod ringere i henseende til en stor sibirisk lapugle, der angiveligt i år skulle yngle ved en skovvej langt fanden i vold. Da jeg omsider ankom og fandt reden efter beskrivelsen, var ungerne allerede fløjet ud - ja, ugleunger forlader endda ofte reden allerede før de kan flyve, og forældrene kan endda tvinge dem til det i tilfælde af forstyrrelser. Det konstaterede jeg forleden ved en mosehornuglerede med ret små unger på en tue - tre dage efter var de pist væk.
Skæbnens ironi ville imidlertid, at just en lapugle med (u)lovlig høj promille samt en endnu uheldigere sans for "tajming" forleden nat ramlede ind i sideruden på min bil. Den flaksede derefter noget dillettantisk rundt over vejen, inden den nødlandede på asfalten. Jeg standsede og tog den op, puslede om den og talte blidt til den med den aller ømmeste mildhed, som jeg gerne tiltror telepatisk rækkevidde.
Derimod bliver jeg altid forlegen når folk forventer at jeg skal kæle for deres spædbørn og hunde, selv om det undertiden sker at jeg vænner mig til dem og endda overvindes af deres ubegrundede kærlighed. Men når vilde dyr en sjælden gang af nød viser mig sådan uventet tillid, bliver jeg på stedet aldeles blød i knæene, hvorimod domesticerede dyr så at sige allerede er besudlede af syndefaldet.
Det samme forhold har jeg som bekendt til alt for domesticerede emner, tanker og udtryk. En stol skal naturligvis stadig kaldes en stol - men med sprogets billeder er det derimod som med fisk: De skal nydes i friskfanget tilstand - om end en veninde af min bedstefar nok overdrev lidt, da hun bedyrede at hummere smager bedst hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op. Men kort sagt: Fri os fra selvdøde hummere samt klicheer købt på hollandsk auktion i Blå Kors.
Nuvel, jeg placerede med et blidt lille afskedsknus min forliste lapugle på en tue i skoven, hvor den med et suk faldt sammen med det samme udtryk i sine store gule øjne, som man undertiden på krimifilm ser hos mordofre, hvis stirrende dødsmaske er fikseret i en mellemting af stor forbavselse og moderat bebrejdelse: "Det havde jeg virkelig ikke ventet fra din side - du kunne da i det mindste have spurgt om lov først!"
Ak, ak - Paulus havde ret: Det onde vi ikke vil, det gør vi. For måske var min uopfordrede næstekjerlighed for meget for den sibiriske ugle, der nok er vant til hårdhændet skånekost og derfor demoraliseres af sådan sød musik fra Østerland. For sådan er det: Organismen opgiver sjældent ævret midt i kampens hede, men når den letsindigt spænder forsvarsberedskabet helt af efter kampen - for så at opdage, at denne alligevel ikke er helt slut. Måske udåndede lapuglen således; men da jeg nogle minutter efter kørte videre, forekom det mig nu bestemt at den havde flyttet sig ti meter og havde rejst hovedet.
Vi har hidtil slet ikke talt om sprog. Åh, men apropos sprog: Hvis jeg skriver, at "Beruset på vej sydpå ramlede en lapugle ind min bil", er det så en sprogfejl? Kommunikationsmæssigt set nej, for alle ved jo at jeg var på vej sydpå i bil, hvorimod ingen af os kender den uheldige ugles destination og ærinde. Kun en sindsforvirret læser kan komme i tvivl om, hvad vi mener. Masser af formuleringer lader sig kun forstå entydigt takket være sådan stiltiende situationsforståelse, der fremgår mellem linierne i kraft af den mest elementære menneskekundskab.
Men med mig som dansklærer ville hammeren alligevel falde omgående: For hvor det gælder skriftsproget, kan man ikke påberåbe sig situationsfornemmelsens alibi. På den måde er skriftsproget nemlig autistisk i sin renfærdige vilje til at danne sin egen ubesmittede musikalske verden - for selv i et personligt brev ville nævnte formulering støde vor sproglogiske sans.
At sætningen meget vel lader sig forstå, er nemlig ikke ensbetydende med at den er sprogligt eller logisk korrekt. Når alle mulige i vore dages presse i overført forstand omtales som "gidsler" for dette og hint, så lader budskabets meningsfulde kerne sig således normalt let dechifrere: "Det går ud over NN". Men sådan cirka hver anden gang er udtrykket ikke desto mindre aldeles malplaceret, selv i overført forstand: For gidsler er ret beset en yderst speciel form for ofre.
Det er ligesom når masser af folk skriver: "Som far til en retarderet dreng er det for galt, at skolerne ikke integrerer de forskellige børn bedre". Vi ved skam udmærket, hvad der menes, for vi ved jo alle nogenlunde hvordan en retarderet far føler - men da vor sproglogik fordrer, at udtrykket "som far" henviser til sætningens subjekt, må den korrekte formulering alligevel være denne: "Som far finder jeg det forkasteligt, at skolerne ikke osv."
Imidlertid skrev vi selv ovenfor: "Med mig som dansklærer ville hammeren falde omgående". Begår vi dér ikke selv akkurat den samme fejl? Nej, for udtrykket "med mig" henviser modsat udtrykket "som far" ikke nødvendigvis til sætningens subjekt. Når også denne formulering måske alligevel kan lyde en smule kejtet, er det nok fordi adverbialet "med mig som dansklærer" stiller noget mere oplagt elevrelevant i udsigt end en hammer - som f.eks. i sætningen: "Med mig som dansklærer vil du snart blive en dygtig elev".
Imidlertid: Hvis nu en strengere lærer end jeg skulle fastholde, at også adverbialet "med mig" helst bør henvise til sætningens subjekt, så har han eller hun muligvis ganske ret deri. I så fald viser eksemplet, hvor flydende sproget er: For noget oprindeligt skrupforkert kan til sidst blive så udbredt, at vi fritager det for sætningsanalyse som en art stående udtryk efter devisen: "Men sådan siger vi nu engang." Et oplagt eksempel herpå er sætningen: "Det var mig." Akkusativformen "mig" opleves her ikke længere som genstandsmåde, og derfor føles den i vore dage helt rigtig.
Selv de ivrigste dansklærere må således før eller siden gå på pension. Imidlertid kan vi nok forsvare den påstand, at så længe folk kan manuduceres til selv at "høre" og forstå, hvorfor et udtryk er sprogligt malplaceret, så er det faktisk stadig forkert dansk. Dette så at sige gordiske hug har jeg nu møjsommeligt udviklet for flere år siden - for helt uden genbrug forsvinder al anciennitet i livet.
Men slap nu ikke af, for vi er endnu ikke helt færdige! Hvis vi nemlig i vort oprindelige eksempel skriver, at "I søvne fløj en lapugle ind i min bil", bliver det helt umuligt at give karakter, uagtet graden af vor sproglige ømtålelighed: For skønt jeg har det med at få farlige absencer bag rattet, kan det ikke udelukkes at også uglen havde automatpiloten slået til - hvis den da ikke ligefrem dumdristigt skrev sms'er i flugten og derfor mistede jordforbindelsen. Lapuglen har måske verdens blødeste og mest lydløse fjerdragt, og sådan klodsethed ved højlys nat ligner den nemlig ellers ikke.
Den mest ekstreme variant er imidlertid denne: "Jeg blev i nat påkørt af en lapugle". Her kan ingen være i den mindste tvivl om meningen - men ikke desto mindre vil selv de største sprogliberalister dog slå bremserne til: Simpelt hen fordi den barokke forestilling der tvinger sig på, absorberer al vor mentale energi - ja, måske endda i form af latterkramper.
Min Paulus-oplevelse med den russiske taigas legendariske ugle på vej mod Damaskus illustrerer, at når vore ønsker omsider går i opfyldelse, sker det ikke altid på lige den måde som vi håbede. De af vore læsere, der tidligere har efterlyst sprogklummer, vil muligvis give os medhold heri... Også døden samt kjerligheden kommer som fremgået ovenfor oftest som en overraskelse.
Som en sidste aperitif til fordøjelsen må jeg tilføje, at den næste nat fik jeg fra bilen et yderst kort glimt af en bjørn, inden den opdagede mig og forsvandt. Den var i færd med noget gravearbejde og gav mig den ejendommeligt transparente og magiske fornemmelse af at stå over for en fremmed, men dog aldeles personlig bevidsthed, ganske som hos gorillaerne og orangutangerne. Eller som når man i junglen pludselig støder ind i en ukendt stammes høvding i fuld mundering med truthorn og penishylster.
For mine oplevelsers ædruelighed taler sluttelig, at jeg natten til i går for anden gang på en uge blev pågrebet af politiet efter et kvarters skygning i hajagtig, selvbevidst glidende slowmotion: For også denne gang dokumenteredes såvel kørekort som promille at være forbilledligt velkonserverede.
At køre sydpå i den lyse sommernat befrier os for sol i frontruden samt for de fleste af vore medbilister. Timing er en god ting, som allerede vort vort lille rendez-vous med trafikpolitiet illustrerede sidste gang.
Min "tajming" var derimod ringere i henseende til en stor sibirisk lapugle, der angiveligt i år skulle yngle ved en skovvej langt fanden i vold. Da jeg omsider ankom og fandt reden efter beskrivelsen, var ungerne allerede fløjet ud - ja, ugleunger forlader endda ofte reden allerede før de kan flyve, og forældrene kan endda tvinge dem til det i tilfælde af forstyrrelser. Det konstaterede jeg forleden ved en mosehornuglerede med ret små unger på en tue - tre dage efter var de pist væk.
Skæbnens ironi ville imidlertid, at just en lapugle med (u)lovlig høj promille samt en endnu uheldigere sans for "tajming" forleden nat ramlede ind i sideruden på min bil. Den flaksede derefter noget dillettantisk rundt over vejen, inden den nødlandede på asfalten. Jeg standsede og tog den op, puslede om den og talte blidt til den med den aller ømmeste mildhed, som jeg gerne tiltror telepatisk rækkevidde.
Derimod bliver jeg altid forlegen når folk forventer at jeg skal kæle for deres spædbørn og hunde, selv om det undertiden sker at jeg vænner mig til dem og endda overvindes af deres ubegrundede kærlighed. Men når vilde dyr en sjælden gang af nød viser mig sådan uventet tillid, bliver jeg på stedet aldeles blød i knæene, hvorimod domesticerede dyr så at sige allerede er besudlede af syndefaldet.
Det samme forhold har jeg som bekendt til alt for domesticerede emner, tanker og udtryk. En stol skal naturligvis stadig kaldes en stol - men med sprogets billeder er det derimod som med fisk: De skal nydes i friskfanget tilstand - om end en veninde af min bedstefar nok overdrev lidt, da hun bedyrede at hummere smager bedst hvis de lægges levende i koldt vand og koges langsomt op. Men kort sagt: Fri os fra selvdøde hummere samt klicheer købt på hollandsk auktion i Blå Kors.
Nuvel, jeg placerede med et blidt lille afskedsknus min forliste lapugle på en tue i skoven, hvor den med et suk faldt sammen med det samme udtryk i sine store gule øjne, som man undertiden på krimifilm ser hos mordofre, hvis stirrende dødsmaske er fikseret i en mellemting af stor forbavselse og moderat bebrejdelse: "Det havde jeg virkelig ikke ventet fra din side - du kunne da i det mindste have spurgt om lov først!"
Ak, ak - Paulus havde ret: Det onde vi ikke vil, det gør vi. For måske var min uopfordrede næstekjerlighed for meget for den sibiriske ugle, der nok er vant til hårdhændet skånekost og derfor demoraliseres af sådan sød musik fra Østerland. For sådan er det: Organismen opgiver sjældent ævret midt i kampens hede, men når den letsindigt spænder forsvarsberedskabet helt af efter kampen - for så at opdage, at denne alligevel ikke er helt slut. Måske udåndede lapuglen således; men da jeg nogle minutter efter kørte videre, forekom det mig nu bestemt at den havde flyttet sig ti meter og havde rejst hovedet.
Vi har hidtil slet ikke talt om sprog. Åh, men apropos sprog: Hvis jeg skriver, at "Beruset på vej sydpå ramlede en lapugle ind min bil", er det så en sprogfejl? Kommunikationsmæssigt set nej, for alle ved jo at jeg var på vej sydpå i bil, hvorimod ingen af os kender den uheldige ugles destination og ærinde. Kun en sindsforvirret læser kan komme i tvivl om, hvad vi mener. Masser af formuleringer lader sig kun forstå entydigt takket være sådan stiltiende situationsforståelse, der fremgår mellem linierne i kraft af den mest elementære menneskekundskab.
Men med mig som dansklærer ville hammeren alligevel falde omgående: For hvor det gælder skriftsproget, kan man ikke påberåbe sig situationsfornemmelsens alibi. På den måde er skriftsproget nemlig autistisk i sin renfærdige vilje til at danne sin egen ubesmittede musikalske verden - for selv i et personligt brev ville nævnte formulering støde vor sproglogiske sans.
At sætningen meget vel lader sig forstå, er nemlig ikke ensbetydende med at den er sprogligt eller logisk korrekt. Når alle mulige i vore dages presse i overført forstand omtales som "gidsler" for dette og hint, så lader budskabets meningsfulde kerne sig således normalt let dechifrere: "Det går ud over NN". Men sådan cirka hver anden gang er udtrykket ikke desto mindre aldeles malplaceret, selv i overført forstand: For gidsler er ret beset en yderst speciel form for ofre.
Det er ligesom når masser af folk skriver: "Som far til en retarderet dreng er det for galt, at skolerne ikke integrerer de forskellige børn bedre". Vi ved skam udmærket, hvad der menes, for vi ved jo alle nogenlunde hvordan en retarderet far føler - men da vor sproglogik fordrer, at udtrykket "som far" henviser til sætningens subjekt, må den korrekte formulering alligevel være denne: "Som far finder jeg det forkasteligt, at skolerne ikke osv."
Imidlertid skrev vi selv ovenfor: "Med mig som dansklærer ville hammeren falde omgående". Begår vi dér ikke selv akkurat den samme fejl? Nej, for udtrykket "med mig" henviser modsat udtrykket "som far" ikke nødvendigvis til sætningens subjekt. Når også denne formulering måske alligevel kan lyde en smule kejtet, er det nok fordi adverbialet "med mig som dansklærer" stiller noget mere oplagt elevrelevant i udsigt end en hammer - som f.eks. i sætningen: "Med mig som dansklærer vil du snart blive en dygtig elev".
Imidlertid: Hvis nu en strengere lærer end jeg skulle fastholde, at også adverbialet "med mig" helst bør henvise til sætningens subjekt, så har han eller hun muligvis ganske ret deri. I så fald viser eksemplet, hvor flydende sproget er: For noget oprindeligt skrupforkert kan til sidst blive så udbredt, at vi fritager det for sætningsanalyse som en art stående udtryk efter devisen: "Men sådan siger vi nu engang." Et oplagt eksempel herpå er sætningen: "Det var mig." Akkusativformen "mig" opleves her ikke længere som genstandsmåde, og derfor føles den i vore dage helt rigtig.
Selv de ivrigste dansklærere må således før eller siden gå på pension. Imidlertid kan vi nok forsvare den påstand, at så længe folk kan manuduceres til selv at "høre" og forstå, hvorfor et udtryk er sprogligt malplaceret, så er det faktisk stadig forkert dansk. Dette så at sige gordiske hug har jeg nu møjsommeligt udviklet for flere år siden - for helt uden genbrug forsvinder al anciennitet i livet.
Men slap nu ikke af, for vi er endnu ikke helt færdige! Hvis vi nemlig i vort oprindelige eksempel skriver, at "I søvne fløj en lapugle ind i min bil", bliver det helt umuligt at give karakter, uagtet graden af vor sproglige ømtålelighed: For skønt jeg har det med at få farlige absencer bag rattet, kan det ikke udelukkes at også uglen havde automatpiloten slået til - hvis den da ikke ligefrem dumdristigt skrev sms'er i flugten og derfor mistede jordforbindelsen. Lapuglen har måske verdens blødeste og mest lydløse fjerdragt, og sådan klodsethed ved højlys nat ligner den nemlig ellers ikke.
Den mest ekstreme variant er imidlertid denne: "Jeg blev i nat påkørt af en lapugle". Her kan ingen være i den mindste tvivl om meningen - men ikke desto mindre vil selv de største sprogliberalister dog slå bremserne til: Simpelt hen fordi den barokke forestilling der tvinger sig på, absorberer al vor mentale energi - ja, måske endda i form af latterkramper.
Min Paulus-oplevelse med den russiske taigas legendariske ugle på vej mod Damaskus illustrerer, at når vore ønsker omsider går i opfyldelse, sker det ikke altid på lige den måde som vi håbede. De af vore læsere, der tidligere har efterlyst sprogklummer, vil muligvis give os medhold heri... Også døden samt kjerligheden kommer som fremgået ovenfor oftest som en overraskelse.
Som en sidste aperitif til fordøjelsen må jeg tilføje, at den næste nat fik jeg fra bilen et yderst kort glimt af en bjørn, inden den opdagede mig og forsvandt. Den var i færd med noget gravearbejde og gav mig den ejendommeligt transparente og magiske fornemmelse af at stå over for en fremmed, men dog aldeles personlig bevidsthed, ganske som hos gorillaerne og orangutangerne. Eller som når man i junglen pludselig støder ind i en ukendt stammes høvding i fuld mundering med truthorn og penishylster.
For mine oplevelsers ædruelighed taler sluttelig, at jeg natten til i går for anden gang på en uge blev pågrebet af politiet efter et kvarters skygning i hajagtig, selvbevidst glidende slowmotion: For også denne gang dokumenteredes såvel kørekort som promille at være forbilledligt velkonserverede.
Monday, June 30, 2008
SOCIOLOGI I NYBYGGERLAND: MED LOV SKAL LAND BYGGES
I Nybyggerland er der så tilpas øde at man er globalt orienteret. Ganske som det er lettere at overskue et fornuftigt provinsbibliotek, er samhandlen og den internationale forsyningsøkonomi mere åbenlys ude i bushen end hos os i storbyen. Forbipasserende lastbiler er ikke uvedkommende, for dels holder de ind og lader sig servicere, dels fortæller de deres ärinde og destination. De nære rodnet er naturligvis i en vis art opløsning af selv samme økonomiske grunde, for arbejdsmarkedet er selv i bedre tider hurtigt mættet trods vor tids voksende oplevelsesøkonomi. Oplevelserne herude har jo deres kvalitet just i illusionen af ensom religiøs transcendens.
Balancen mellem sociale rødder og uafhængighed er dog optimal i henseende til landsbyfnidder: Ingen behøver at tilpasse sig landsbysladder i urimelig grad, og derfor er det en lise at opleve i forhold til den moderne intrigante storbyklasses mangel på hellighed. Tror fanden at folk ofte fastholder kernefamilien efter bedste evne, for hinsides den betragter alle hinanden som enten midler eller forhindringer. Det opdager man når folk kan udskiftes selv i den nære kreds, hvorimod illusionen om nærhed er lettere at opretholde i familien. Som et ugift ældre brødrepar på landet for mange år siden sagde: ”I gamle dage blev ægtefolk normalt ikke skilt, uanset hvad, for de behøvede jo hinanden”.
I de dele af middelklassen, som jeg i nogen grad er prisgivet, er venlighed, fraterniseren, ja selv den mest elementære høflighed og menneskelige anstændighed yderst overfladisk og uforstilt betinget af beregnede fordele og risici. Det udhuler til gengæld al intensitet, for når denne undertiden findes, har den efterhånden stadig tydeligere karakter af ren attitude, hvor en art hysterisk ”indignation” skal gøre det ud for personlighed. I den forstand er den ansigtsløse og helt risikofrie tilpasning, som de fleste kommer længst med, faktisk ærligere i al sin fantasiforladte glædesløshed.
Det er som med ægteskabet, at når afhængigheden bliver yderst tilfældig og skiftende, falder skællene fra øjnene, og det hele bliver en frygteligt hjerteløs affære. Så er det at folk med penge eller status køber en art stabile privatrelationer med deres sociale bytteværdi. Det kan i en desperat tid måske ligne den gammeldags afhængighed, selv om også det nok oftest er en art desperat attitude af tosomhed.
Balancen mellem sociale rødder og uafhængighed er dog optimal i henseende til landsbyfnidder: Ingen behøver at tilpasse sig landsbysladder i urimelig grad, og derfor er det en lise at opleve i forhold til den moderne intrigante storbyklasses mangel på hellighed. Tror fanden at folk ofte fastholder kernefamilien efter bedste evne, for hinsides den betragter alle hinanden som enten midler eller forhindringer. Det opdager man når folk kan udskiftes selv i den nære kreds, hvorimod illusionen om nærhed er lettere at opretholde i familien. Som et ugift ældre brødrepar på landet for mange år siden sagde: ”I gamle dage blev ægtefolk normalt ikke skilt, uanset hvad, for de behøvede jo hinanden”.
I de dele af middelklassen, som jeg i nogen grad er prisgivet, er venlighed, fraterniseren, ja selv den mest elementære høflighed og menneskelige anstændighed yderst overfladisk og uforstilt betinget af beregnede fordele og risici. Det udhuler til gengæld al intensitet, for når denne undertiden findes, har den efterhånden stadig tydeligere karakter af ren attitude, hvor en art hysterisk ”indignation” skal gøre det ud for personlighed. I den forstand er den ansigtsløse og helt risikofrie tilpasning, som de fleste kommer længst med, faktisk ærligere i al sin fantasiforladte glædesløshed.
Det er som med ægteskabet, at når afhængigheden bliver yderst tilfældig og skiftende, falder skællene fra øjnene, og det hele bliver en frygteligt hjerteløs affære. Så er det at folk med penge eller status køber en art stabile privatrelationer med deres sociale bytteværdi. Det kan i en desperat tid måske ligne den gammeldags afhængighed, selv om også det nok oftest er en art desperat attitude af tosomhed.
Nå, så længe desperationen i det mindste er ægte, så kan det måske holde. For folk lider ofte uproportionalt efter skilsmisser, de være så nok så selvvalgte og velovervejede. En vis personlig afhængighed er uden tvivl befordrende for forbrødring – men på arbejdsmarkedet spørger ingen hvorfor den og den pludselig røg ud i kulden, for så snart de er ude, er de uvedkommende og passé. Dvs. så snart social medfølelse er aktuel og relevant, så er den allerede psykologisk annulleret som en utopi: Vinderne har intet behov for vor deltagelse, og taberne har ingen af os behov for at holde med.
Også naturforbindelsen kræver rødder. Her oppe går man op i dyrebestandenes udvikling og mere eller mindre naturlige svingninger – men i storbyen dominerer den virtuelle globalisering, som gør det naivt at engagere sig i netop denne eller hin egn. I ens livstid skal der nok tilstrækkeligt for alle globetrottere, om ikke andet på TV, hvor naturen jo også ses meget bedre.
Den nyeste generation af naturfotografer er også globaliserede: Uanset hvor de bor, har de alle været alle de samme steder på kloden og betalt sig til fotolejligheder af højeste klasse hos lokale eksperter: Ikke blot de samme dyrearter, men ofte også de selv samme individer. Det er dog ikke egentlig snyd, for dertil er globaliseringen for kvalitetsbevidst – og naturligvis er de også drevne fotografer rent billedmæssigt.
Også naturforbindelsen kræver rødder. Her oppe går man op i dyrebestandenes udvikling og mere eller mindre naturlige svingninger – men i storbyen dominerer den virtuelle globalisering, som gør det naivt at engagere sig i netop denne eller hin egn. I ens livstid skal der nok tilstrækkeligt for alle globetrottere, om ikke andet på TV, hvor naturen jo også ses meget bedre.
Den nyeste generation af naturfotografer er også globaliserede: Uanset hvor de bor, har de alle været alle de samme steder på kloden og betalt sig til fotolejligheder af højeste klasse hos lokale eksperter: Ikke blot de samme dyrearter, men ofte også de selv samme individer. Det er dog ikke egentlig snyd, for dertil er globaliseringen for kvalitetsbevidst – og naturligvis er de også drevne fotografer rent billedmæssigt.
De ældre generationer af naturfotografer havde stor erfaring og kyndighed, men var ifølge sagens natur lidet globaliserede – og af samme grund var de til gengæld forskellige. Fælles var de om engagementet i hver deres hjørne af kloden og i dette at have et sprog, en personlig stemme. Nogle var især biologisk kyndige, mens andre var mere ”holistiske” og helhedsorienterede, hvilket befordrede en lidt højere grad af abstraktion på billedsiden – men den nyeste stjernegeneration på feltet er ingen af delene. Heldigvis har Sverige og Finland stadig nogle yngre stjerner af den genuine, klassiske type.
Nuomstunder allierer en mesterfotograf sig typisk med skiftende kendte skribenter med høj status, som derved får lejlighed til at brede sig ud på et felt, som de ellers ikke ville have adgang til. Altså ganske samme recept som det intellektuelle livs globaliserede attituderelativister i deres indbyrdes territoriale symbioser og forstandige serielle monogamier. For de globale skribenter og fotografer ”behøver hinanden…” – så længe det varer. Og selv om der ofte er en vis abstraktion af høj æstetisk klasse, så er den sjældent afledt af en ”holistisk” tilgang, men teknisk finslebet uden dog af den grund at kunne kaldes falsk. Hursomhelst skal vi skal være glade, så længe de kan tiltrække seere og læsere, for naturen er ellers ikke på mode – og dermed vokser kynismen.
Min lokale restauratør og altmulig-mand i den bitte gennemfartsflække Slussfors fylder 80, men er frisk som en havørn, nysgerrig som et opvakt barn og behøver dertil ikke megen søvn. Han har voksne børn, er fornuftigt og harmonisk fraskilt og lever trods et par gamle patenter fra sit oprindelige erhverv reelt for og af sin sociale nødvendighed på egnen – både for de bofaste og for mere eller mindre regelmæssige passerende med eller uden arbejdsmæssigt ærinde. Han holder åbent fra kl. 8.00 til 23.00 så godt som alle dage året rundt, men får alligevel tid til at køre på motorcykel og meget andet.
Min lokale restauratør og altmulig-mand i den bitte gennemfartsflække Slussfors fylder 80, men er frisk som en havørn, nysgerrig som et opvakt barn og behøver dertil ikke megen søvn. Han har voksne børn, er fornuftigt og harmonisk fraskilt og lever trods et par gamle patenter fra sit oprindelige erhverv reelt for og af sin sociale nødvendighed på egnen – både for de bofaste og for mere eller mindre regelmæssige passerende med eller uden arbejdsmæssigt ærinde. Han holder åbent fra kl. 8.00 til 23.00 så godt som alle dage året rundt, men får alligevel tid til at køre på motorcykel og meget andet.
Vi upraktiske ville her komme helt til kort – men det er kun sundt at blive mindet om, at vore litterære og andre krumspring hviler på en mere jordnær og så at sige ”marxistisk” basis, der som bekendt er rigeligt avanceret trods sin materielle karakter. Nære og gerne tillige materielle relationer er uden tvivl opbyggelige, også fordi de sætter alle livets afledte mentale facetter og potenser i deres rette proportioner. Men som skribent må man så at sige dyrke og perfektionere usikkerhedens dimension til virtuositet uden at ryste på händerne - og det kan ingen praktiske mennesker, ej heller ret mange af dem, der oftest kalder sig skribenter.
Mennesket skal virke der hvor det befinder sig: Således blev jeg i går kontrolleret af trafikpolitiet for såvel lovhjemmel som behörig promille: Civilisationens behov for at markere sig er nemlig störst i ödemarken - hvor ret lidt i så henseende jo kan göre en betydelig forskel. Hvilket inspirerer on location til denne reklame for en betalingsdygtig trafikskole: "Et lille skridt for menneskeheden - men et stort skridt for dig!" Den samme omvendte proportionalitet gälder i vildmarken som fremgået tillige civilisationens blödere sider. Men ligesom med kjerlighedens gjerninger handler alt her om timing: For havde det nu väret for et år siden, var jeg blevet sendt hjem til fods uden anden forplejning end mit gode humör - og minus 10.000 svenske dollars på stedet...
Derfor nok om Mose-loven: For en gangs skyld lægger jeg en flok billeder ind, også af café-ejeren i Slussfors samt en af de lokale nybyggere.
Derfor nok om Mose-loven: For en gangs skyld lægger jeg en flok billeder ind, også af café-ejeren i Slussfors samt en af de lokale nybyggere.
Wednesday, June 18, 2008
ZEN OG MADELEINEKAGER I DALARNA
DALARNA…
På vej mod nord besøgte jeg en ekstrem højmose - Komosse på 50 kvadratkilometer - beliggende på toppen af Nordsmåland 350 meter over havet – mosen hælder dog mange steder mod lavere partier. Også i Skotlands regnfulde højland har man disse vælvede og kuperede højmoser med indbyrdes brydende planer, betingede af megen nedbør samt ringe fordampning i det kølige klima. Højmoser findes derfor kun i de nordlige regioner, men vor egen Lille Vildmose kan dog være med.
I det vilde skovområde Tiveden i Västergötland med gamle kulsviertraditioner fra bjergværkernes og smedjernes trækulsepoke mødte jeg en ældre tysk naturfotograf, som havde berejst Norden og Kanada i årevis, halvprofessionel. En god og uskyldig drøm, som også jeg ofrede en del energi, men lige akkurat en tand for lidt beslutsomhed grundet refleksioner, drømme og – nåja, andre interesser. Det føles ikke længere så nødvendigt for hverken mig selv eller verden, men godt at det stadig findes. Selv bliver jeg nærmest ved for ritualets skyld, men faunabillederne bliver langt færre trods bedre udstyr. En illusion om magisk transcendens er måske brudt – og der er jo nok af bedre folk på feltet; hertil kommer at jeg har et pænt arkiv, om end romantisk, tilfældigt og selektivt snarere end systematisk. Men hvem kan udholde at se billeder et helt zoologisk museum?
I Dalarnas nordlige region Orsa Finnmark med en finsk indvandring af svedjebrugere – ”burn and slash” – i 1600 tallet er der vildmark der tåler sammenligning med Lapland – blot tilsat en længere kulturhistorie. Men også en af de tætteste rovdyrbestande i Norden, især bjørnene, men også både ulv og los. Mora ved Siljan-søen med maleren Anders Zorns museum er gammel højsvensk hævd, men Orsa Finnmark har et anderledes sibirisk klima. Der findes også nogle indædte naturforkæmpere, herunder en forrygende helhjertet fotograf med den dér ekstra beslutsomhed. Det er kun rimeligt at de får de bedste billeder, især af dyrelivet – for landskaber kan vi gennemreflekterede drømmere også takle.
Men jeg mærker at mit blik ikke længere ønsker fornyelse, især ikke i detaljernes slette uendelighed af barbari: For jeg sværmer for de samme gamle ting, der i sin tid havde sin friskhed. Ens mentale fokus flytter sig, og drømmen om at leve af noget komplet uskyldigt er blegnet som en art maskulin flugtfantasi – selv om det heldigvis lykkes for enkelte. Drømmen er der stadig, jeg undsiger den ikke – men kæmper heller ikke for den. På en måde minder det om de mere traditionelle og konkurrenceudsatte projekter deri, at når så mange andre gør det, ender det let med at blive en kliché, og så kan det være det samme.
Vidt forskellige klicheer ganske vist, for klichéen om at leve næsten hinsides status er som sagt en særlig niche, der kun har status blandt ligesindede: dvs. blandt andre der ligeledes flygter fra status. Uha, gode gamle paradokser lige fra Bertrand Russell til Groucho Marx’ forening af ligesindede bringer sig her i erindring.
På vej mod nord besøgte jeg en ekstrem højmose - Komosse på 50 kvadratkilometer - beliggende på toppen af Nordsmåland 350 meter over havet – mosen hælder dog mange steder mod lavere partier. Også i Skotlands regnfulde højland har man disse vælvede og kuperede højmoser med indbyrdes brydende planer, betingede af megen nedbør samt ringe fordampning i det kølige klima. Højmoser findes derfor kun i de nordlige regioner, men vor egen Lille Vildmose kan dog være med.
I det vilde skovområde Tiveden i Västergötland med gamle kulsviertraditioner fra bjergværkernes og smedjernes trækulsepoke mødte jeg en ældre tysk naturfotograf, som havde berejst Norden og Kanada i årevis, halvprofessionel. En god og uskyldig drøm, som også jeg ofrede en del energi, men lige akkurat en tand for lidt beslutsomhed grundet refleksioner, drømme og – nåja, andre interesser. Det føles ikke længere så nødvendigt for hverken mig selv eller verden, men godt at det stadig findes. Selv bliver jeg nærmest ved for ritualets skyld, men faunabillederne bliver langt færre trods bedre udstyr. En illusion om magisk transcendens er måske brudt – og der er jo nok af bedre folk på feltet; hertil kommer at jeg har et pænt arkiv, om end romantisk, tilfældigt og selektivt snarere end systematisk. Men hvem kan udholde at se billeder et helt zoologisk museum?
I Dalarnas nordlige region Orsa Finnmark med en finsk indvandring af svedjebrugere – ”burn and slash” – i 1600 tallet er der vildmark der tåler sammenligning med Lapland – blot tilsat en længere kulturhistorie. Men også en af de tætteste rovdyrbestande i Norden, især bjørnene, men også både ulv og los. Mora ved Siljan-søen med maleren Anders Zorns museum er gammel højsvensk hævd, men Orsa Finnmark har et anderledes sibirisk klima. Der findes også nogle indædte naturforkæmpere, herunder en forrygende helhjertet fotograf med den dér ekstra beslutsomhed. Det er kun rimeligt at de får de bedste billeder, især af dyrelivet – for landskaber kan vi gennemreflekterede drømmere også takle.
Men jeg mærker at mit blik ikke længere ønsker fornyelse, især ikke i detaljernes slette uendelighed af barbari: For jeg sværmer for de samme gamle ting, der i sin tid havde sin friskhed. Ens mentale fokus flytter sig, og drømmen om at leve af noget komplet uskyldigt er blegnet som en art maskulin flugtfantasi – selv om det heldigvis lykkes for enkelte. Drømmen er der stadig, jeg undsiger den ikke – men kæmper heller ikke for den. På en måde minder det om de mere traditionelle og konkurrenceudsatte projekter deri, at når så mange andre gør det, ender det let med at blive en kliché, og så kan det være det samme.
Vidt forskellige klicheer ganske vist, for klichéen om at leve næsten hinsides status er som sagt en særlig niche, der kun har status blandt ligesindede: dvs. blandt andre der ligeledes flygter fra status. Uha, gode gamle paradokser lige fra Bertrand Russell til Groucho Marx’ forening af ligesindede bringer sig her i erindring.
Grouchos paradoks kan formuleres skarpere: "Jeg vil kun i forening med folk der ikke vil i forening med mig". Kunne man nemlig forestille sig en forening designet for just disse typer? Nej: For hvis de ikke er velkomne i foreningen, kan de jo ikke komme ind; og hvis de omvendt er velkomne, betakker de sig. Grouchos paradoks findes for resten allerede hos Albert Ängström og kan derfor fint forsvares som digression: ”Hur kunde Gösta vara så dum at gifta sig med en kvinna, som var tillräckligt dum för att vilja gifta sig med honom?”
Dette var apopos vor vision om naturtilstandens uskyld. Andre slags skønhed end naturens er tillige intellektuelt interessante, såsom musikkens mysterium – men naturens skønhed er noget helt hinsides dens iboende barbariske sindrighed og er vel en art kollektiv projektion. Men det er alligevel en indiskutabel menneskelig dimension af lige dele æstetik og urreligiøsitet. Naturen selv kunne desuden let blive endnu værre, sådan som vi roder, og derfor må vi hylde den, undertiden endog mod bedre vidende. Om ikke andet klæder det os, og ”makes me want to be a better man”.
Vor egen lille karrieres succes klæder os på en ganske anden og begrænset måde, der dog meget ofte bliver uskøn og tydeligvis mest til gene for andre – selv om det andet undertiden ligner en flugt, som ingen belønner os for: Punkt 22… Men det er ofte en lise at slippe for vore medmennesker i vort eget miljø og møde nogle, der kan tjene lidt på os, og som derfor opfatter os som en velkommen ressource, der tillige pirrer nysgerrigheden – om end det sidste nu også er blevet en kliché i vore dage.
For resten beriger ”forureningen” og distraktonen fra de romantiske og væsensfremmede drømme vore intellektuelle hang ved at give dem dybde og kontrast samt ved selve tvivlen. Det ligger jo i sagens natur, at mens kærlighed sjældent bliver bedre af tvivl, så har tanken det helt fint med tvivlen – især når den er helhjertet. Lad os vise det: Vi kunne således snildt fylde jer med stof fra fjernlageret: For da det blev skrevet var det autentisk – ganske som oldemor var ung da hun blev mor til vor bedstemor. Men for os selv ville det føles fjollet at gøre det, når vi altså nu befinder os et andet sted.
Men hvorfor så overhovedet skrive på bloggen, når vejret er til andre ting? Som sagt, tvivlens lidenskab bliver efterhånden også et krævende ritual, der dog bevarer sin friskhed. Og dermed bliver den alligevel noget mentalt samlende, hvormed vi endnu engang snyder den psykiatriske tradition for en lækkerbisken. Og selv om dette ikke er Lapland, hvor ”the sun never sets”, er dagen ikke slut. Og apropos litteratur – så er der ikke altid megen forskel på ens minimale erindring om en bog, man har læst, og ens ”konversationsforestilling” om en bog som man burde have læst. Det er jo langt hen det samme man husker in the end. Ikke desto mindre bedyrer mange, at Prousts berømte madeleinekager dog var værd at smage i den originale tapning og ikke blot som et sjovt begreb i værktøjskassen. Men det bliver vist heller ikke denne sommer… Hør her:
Efter sidste linie kørte jeg langt ud i bjørneland indtil midnat, hvor jeg for lidt vild til fods i en prægtig og velduftende urskov af endog særdeles velvoksen fyr. Ellers findes urskov i reglen kun på ringere jorder, hvor træerne bliver mindre og derfor er blevet overset. En stor duehøg lettede fra en ørneagtig rede og lod sig beskue adskillige kostbare sekunder: Gamle hunner bliver især her mod nord statelige og vidunderligt tegnede skønheder i hvidt og gråt med et brændende orange blik: En svensk naturmaler beskrev engang duehøgen som luftens judomester: Strålende udtryk, for det hele er sket inden man når at opdage hvad der er på færde – lydløst og top-professionelt forener den uglens snigende blødhed med falkens lynsnarhed og ørnens kraft.
De øvrige fuglestemmer, ja hvordan var det nu? Men som en bekendt sagde: Når man kender fuglenes stemme, kan man visualisere dem når man hører dem. Fortræffeligt sagt, for det er jo ikke ét spørgsmål om trivial pursuit. Det samme gælder Prousts madeleinekager – blot var det vist her ligesom med den gamle fyrreskov duften og ikke lyden der var det udløsende. Og det samme fortæller hjerneforskerne os vist, at duftene er ypperlige mentale katalysator. De minder os især om at vi lever – og af samme grund vaskede jeg sent i nat min skjorte i Orsa Vandrerhjems forhåndenværende sæbe, for den duftede ikke af gammel fyrreskov. Zen og kunsten at overnatte i bilen er glimrende, men alligevel…
Dette var apopos vor vision om naturtilstandens uskyld. Andre slags skønhed end naturens er tillige intellektuelt interessante, såsom musikkens mysterium – men naturens skønhed er noget helt hinsides dens iboende barbariske sindrighed og er vel en art kollektiv projektion. Men det er alligevel en indiskutabel menneskelig dimension af lige dele æstetik og urreligiøsitet. Naturen selv kunne desuden let blive endnu værre, sådan som vi roder, og derfor må vi hylde den, undertiden endog mod bedre vidende. Om ikke andet klæder det os, og ”makes me want to be a better man”.
Vor egen lille karrieres succes klæder os på en ganske anden og begrænset måde, der dog meget ofte bliver uskøn og tydeligvis mest til gene for andre – selv om det andet undertiden ligner en flugt, som ingen belønner os for: Punkt 22… Men det er ofte en lise at slippe for vore medmennesker i vort eget miljø og møde nogle, der kan tjene lidt på os, og som derfor opfatter os som en velkommen ressource, der tillige pirrer nysgerrigheden – om end det sidste nu også er blevet en kliché i vore dage.
For resten beriger ”forureningen” og distraktonen fra de romantiske og væsensfremmede drømme vore intellektuelle hang ved at give dem dybde og kontrast samt ved selve tvivlen. Det ligger jo i sagens natur, at mens kærlighed sjældent bliver bedre af tvivl, så har tanken det helt fint med tvivlen – især når den er helhjertet. Lad os vise det: Vi kunne således snildt fylde jer med stof fra fjernlageret: For da det blev skrevet var det autentisk – ganske som oldemor var ung da hun blev mor til vor bedstemor. Men for os selv ville det føles fjollet at gøre det, når vi altså nu befinder os et andet sted.
Men hvorfor så overhovedet skrive på bloggen, når vejret er til andre ting? Som sagt, tvivlens lidenskab bliver efterhånden også et krævende ritual, der dog bevarer sin friskhed. Og dermed bliver den alligevel noget mentalt samlende, hvormed vi endnu engang snyder den psykiatriske tradition for en lækkerbisken. Og selv om dette ikke er Lapland, hvor ”the sun never sets”, er dagen ikke slut. Og apropos litteratur – så er der ikke altid megen forskel på ens minimale erindring om en bog, man har læst, og ens ”konversationsforestilling” om en bog som man burde have læst. Det er jo langt hen det samme man husker in the end. Ikke desto mindre bedyrer mange, at Prousts berømte madeleinekager dog var værd at smage i den originale tapning og ikke blot som et sjovt begreb i værktøjskassen. Men det bliver vist heller ikke denne sommer… Hør her:
Efter sidste linie kørte jeg langt ud i bjørneland indtil midnat, hvor jeg for lidt vild til fods i en prægtig og velduftende urskov af endog særdeles velvoksen fyr. Ellers findes urskov i reglen kun på ringere jorder, hvor træerne bliver mindre og derfor er blevet overset. En stor duehøg lettede fra en ørneagtig rede og lod sig beskue adskillige kostbare sekunder: Gamle hunner bliver især her mod nord statelige og vidunderligt tegnede skønheder i hvidt og gråt med et brændende orange blik: En svensk naturmaler beskrev engang duehøgen som luftens judomester: Strålende udtryk, for det hele er sket inden man når at opdage hvad der er på færde – lydløst og top-professionelt forener den uglens snigende blødhed med falkens lynsnarhed og ørnens kraft.
De øvrige fuglestemmer, ja hvordan var det nu? Men som en bekendt sagde: Når man kender fuglenes stemme, kan man visualisere dem når man hører dem. Fortræffeligt sagt, for det er jo ikke ét spørgsmål om trivial pursuit. Det samme gælder Prousts madeleinekager – blot var det vist her ligesom med den gamle fyrreskov duften og ikke lyden der var det udløsende. Og det samme fortæller hjerneforskerne os vist, at duftene er ypperlige mentale katalysator. De minder os især om at vi lever – og af samme grund vaskede jeg sent i nat min skjorte i Orsa Vandrerhjems forhåndenværende sæbe, for den duftede ikke af gammel fyrreskov. Zen og kunsten at overnatte i bilen er glimrende, men alligevel…
Monday, June 09, 2008
SÆRTILLÆG: EN PILGRIMS BEKENDELSE PÅ FALDEREBET
Inden min forestående pilgrimsrejse nordpå fældede jeg i dag med håndkraft samt en religiøs reformators frygtindgydende ensporethed en hel del uvelkomne graner på tjur-biotoper hos egnens store skovejer med hans samfulde 75o hektarer. Han truer ellers endog helt lovmedholdelige udnyttere af "allemansretten" med bål og brand og minder grangiveligt om Gustav Vasa - men han holder skånsomt hånden over faunaen.
Han ved nok efterhånden hvad jeg render rundt og laver trods al mulighed høflighed udadtil fra min side, som han nemlig gennemskuer som et tegn på en pervers overlegenhedsfølelse, som han bifalder. Og han respekterer hemmeligt min anarkisme som beslægtet med hans egen given fanden i alle vedtægter.
Til sagen hører at også han er øm over sine prægtige "sibiriske" tjurhaner og selv måske blot er for doven til at fælde de graner, som kvæler blåbærriset, hvis de ikke holdes i ave af enten skovbrand eller folk som mig: Endog i de par naturreservater jeg har på samvittigheden, er jeg nu nødt til at bide min ungdoms romantiske urørthedsidealer i mig. I audienserne står jeg altid som den naturligste sag op, mens kongen altid sidder ned; og skønt han ikke bliver træt af fremvise sine trofæer og ejendom, byder han aldrig på noget: For der må dog være grænser.
Og vist er sådan unødig fraternisering mellem klasserne en uting og lige uværdig for begge parter - ganske som mine bedsteforældre i sin tid syntes, at det var synd at gøre nar ad aberne i cirkus ved at klæde dem ud i smoking og slips. Spørgsmålet er nu, om det ikke snarere var menneskene det var synd for, når man således fremstillede dem som aber i smoking. Teologiske abonnenter kan forresten spørge sig selv, om menneskers skam ved at blive sammenlignet med aber mon tyder på, at vi nedstammer fra dem, eller på det modsatte.
Nå, men Gustav Vasa har råd til at holde mig, ganske som enkelte sjældne godsejere i gamle dage holdt hånden over deres havørnepar, og ganske som en endnu ældre tids feudalherrer undertiden med stolthed hemmeligt beskyttede en særlig betydelig krybskytte som en art undersøisk valgslægtskab. Og på samme vis forestiller jeg mig, at enkelte tyske landefyrster på Luthers tid beskyttede en og anden gal teolog, som udadtil jesutisk bøjede sig for deres myndighed uden dog i virkeligheden at vige en tomme.
Et sådant format finder vi sjældent på vore "undervisiteter" og slet ikke i pressen, hvor alt i vore dage skal normaliseres til den største tristesse. Der spekulerer plebejiske landjunkere i hvor langt ned under sit menneskelige og intellektuelle niveau de mon kan presse én til at gå for stadig at få lov til at deltage i ny og næ med komisk ligegyldige pip samt inferiør "kritik" af bedre folk, på lige fod med nyslåede studenter og praktikanter. Og der er ikke mange skridt fra mobning til folkedrab: i særdeleshed hos folk der anser sig for oplyste, progressive - og følgelig hævede over kritik. Bevidste bøller har derimod oftest et hemmeligt behov for også at gøre noget godt.
Men dér forregner landjunkerne sig, for i de målrettede mail-listers og internettets tidsalder kan man let komme ud med tingene, hvis man omsider beslutter sig for at kaste terningerne og skrive hele banden ned under guldbrædderne. For hvis man alligevel skal straffes, kan man jo ligeså godt få noget for pengene. Hertil kommer at mens positive ting i deres egen ret oftest er uvelkomne, så modtages al kritik af folk af position med kyshånd overalt - den være så nok så uberettiget og talentløs. Som fremgået af hovedindlæggets hyldest nedenfor, findes der dog heldigvis endnu enkelte frie fugle med vingefang i landskabet.
Han ved nok efterhånden hvad jeg render rundt og laver trods al mulighed høflighed udadtil fra min side, som han nemlig gennemskuer som et tegn på en pervers overlegenhedsfølelse, som han bifalder. Og han respekterer hemmeligt min anarkisme som beslægtet med hans egen given fanden i alle vedtægter.
Til sagen hører at også han er øm over sine prægtige "sibiriske" tjurhaner og selv måske blot er for doven til at fælde de graner, som kvæler blåbærriset, hvis de ikke holdes i ave af enten skovbrand eller folk som mig: Endog i de par naturreservater jeg har på samvittigheden, er jeg nu nødt til at bide min ungdoms romantiske urørthedsidealer i mig. I audienserne står jeg altid som den naturligste sag op, mens kongen altid sidder ned; og skønt han ikke bliver træt af fremvise sine trofæer og ejendom, byder han aldrig på noget: For der må dog være grænser.
Og vist er sådan unødig fraternisering mellem klasserne en uting og lige uværdig for begge parter - ganske som mine bedsteforældre i sin tid syntes, at det var synd at gøre nar ad aberne i cirkus ved at klæde dem ud i smoking og slips. Spørgsmålet er nu, om det ikke snarere var menneskene det var synd for, når man således fremstillede dem som aber i smoking. Teologiske abonnenter kan forresten spørge sig selv, om menneskers skam ved at blive sammenlignet med aber mon tyder på, at vi nedstammer fra dem, eller på det modsatte.
Nå, men Gustav Vasa har råd til at holde mig, ganske som enkelte sjældne godsejere i gamle dage holdt hånden over deres havørnepar, og ganske som en endnu ældre tids feudalherrer undertiden med stolthed hemmeligt beskyttede en særlig betydelig krybskytte som en art undersøisk valgslægtskab. Og på samme vis forestiller jeg mig, at enkelte tyske landefyrster på Luthers tid beskyttede en og anden gal teolog, som udadtil jesutisk bøjede sig for deres myndighed uden dog i virkeligheden at vige en tomme.
Et sådant format finder vi sjældent på vore "undervisiteter" og slet ikke i pressen, hvor alt i vore dage skal normaliseres til den største tristesse. Der spekulerer plebejiske landjunkere i hvor langt ned under sit menneskelige og intellektuelle niveau de mon kan presse én til at gå for stadig at få lov til at deltage i ny og næ med komisk ligegyldige pip samt inferiør "kritik" af bedre folk, på lige fod med nyslåede studenter og praktikanter. Og der er ikke mange skridt fra mobning til folkedrab: i særdeleshed hos folk der anser sig for oplyste, progressive - og følgelig hævede over kritik. Bevidste bøller har derimod oftest et hemmeligt behov for også at gøre noget godt.
Men dér forregner landjunkerne sig, for i de målrettede mail-listers og internettets tidsalder kan man let komme ud med tingene, hvis man omsider beslutter sig for at kaste terningerne og skrive hele banden ned under guldbrædderne. For hvis man alligevel skal straffes, kan man jo ligeså godt få noget for pengene. Hertil kommer at mens positive ting i deres egen ret oftest er uvelkomne, så modtages al kritik af folk af position med kyshånd overalt - den være så nok så uberettiget og talentløs. Som fremgået af hovedindlæggets hyldest nedenfor, findes der dog heldigvis endnu enkelte frie fugle med vingefang i landskabet.
Saturday, June 07, 2008
BÅLTALE TIL BENEZIR KNALLHATT ANDERSEN
SEKULÆRE TANKER OM HEKSE OG ENGLE
Det er svært at være menneske – men det er endnu sværere at være kvinde. Spøg til side, for formuleringen er blot en forvanskning fra min side for at lægge beslag på et bonmot, som skyldes en på mange måder usædvanlig vis ældre portrætmaler (forhenværende officielt vidunderbarn på feltet, dernæst for længst udstødt med væmmelse, for hvad skal vi dog med Rembrandt?) Desværre har han påbudt os ikke at nævne hans navn, omtrent lige som hans formidable selvportræt bevidst afviger lidt fra forlægget, grundet en anstændig frygt for blasfemisk opblæsthed. Hans fornavn er dog identisk med en af de store spanske portrætmestes efternavn.
I øvrigt er det undertiden ens forbandede pligt at være formynder, for det er lettere at ordne andres liv end sit eget, og mange er vitterlig deres værste fjende – ”with a little bit of help from your friends”. Det minder mig om en rørende lille historie af Herman Hesse om to gamle kristne eremitter, der deres høje ry til trods hver især føler sig fallerede og derfor opsøger deres vise overmand, som de hidtil kun har hørt rygter om: nemlig den anden eremit. De finder da ny mening i at støtte hinanden i deres gerning til det sidste.
Nuvel; førnævnte vismands galante formulering om kønnenes kår beror nok dels på en åndsbeslægtet og lige så usædvanlig mor, dels på at begavelse ofte viser sig i form af en evne til at opvurdere modparten: ”Hvordan ville jeg selv have klaret det mod de odds?” De der tillægger sorte, kvinder, børn, arbejdsløse samt dyr åndsevner, har alle dage været klogere end de der frakender dem disse træk. Selv Strindberg begyndte således med et yderst progressivt ”kvindesyn” – men vi mænd bliver nu engang let ude af chaketten, når mor ikke makker ret; hvortil kommer at det er risikabelt at idealisere virkeligheden blot på grund af et par pæne ben og et farligt glimt af den guddommelige gnist, der i sin tid indblæste liv i det døde ler.
På den anden side bliver livet kedeligere, når man efterhånden bliver lidt mere immun mod hedensk magi. ”Habituering” kalder biologerne sådan moderation af medfødte reaktionsmønstre, som hos de håndtamme hejrer og grågæs i Københavns voldgrave – der i sin tur atter svækker magien i vor oplevelse af de vilde fugle. Myten om den ufødte eller skumfødte Venus får således efterhånden såre verdslige dimensioner – men selv om vingerne falder af, bliver englene vel ikke hekse af den grund. Man kunne også kalde fænomenet for ”erotisk sekularisering” – for nu igen at bringe et af vore berømte radioaktive sporstoffer i omløb i Bermudas offentlige blodbane.
Nå, men er så også lettere at være mand? Umuligt spørgsmål - men hvis man ikke ligner en fotomodel, er det nok lettere for en mand at indtage en særrolle. Kvindelige profeter bør derfor helst ligne Marie Magdalene, for ellers gider ingen djævel (!) høre endsige se på dem. Præsten Ingelise Wagner i Hanstholm fik en hård medfart, men havde netop staturen til at klare mosten. Ellers var hun sikkert endt som enten posedame eller heks, uanset evner.
For enkelte kvinder kan det måske endda være en fordel ikke at skulle være nogen social succes, for vi mænd bedømmer jo sjældent kvinder på den sociale overflade: Hvis de har udstråling osv., så gør enegang dem kun desto mere spændende end de skolepiger, der med slavisk omhu altid gør som far vil, og som magtens mænd derfor i den kønspolitiske korrektheds navn belønner med en symbolsk flig af indflydelse for som loyale og klædelige racehunde at holde personligheder af begge køn udenfor – hvormed de samtidig travesterer kvindesagens sejre til en ren joke.
Helt gennemført enegang klæder derimod ingen: For i det scenario ser andre det jo end ikke og holder blot én for enten en posedame eller en stakkels nar uden selvkritik. Men hvis de udvalgte på den anden side slet ikke får modstand, så ender de let som deres egen karikatur; for så bliver det gratis attituder på de sande eneres bekostning. Så let får vi mænd det nu kun sjældent og da højst i nogle få ungdommelige år: For ved selv den mindste blottelse vil hyænerne straks være på pletten.
Vi mænd måles modsat kvinder på vor sociale succes – endog af dem der ved bedre, for de anerkender typisk kun én, indtil verden vedtager noget andet. Anerkendelse har således nok altid et element af tvang: ”Hvem er vi nødt til at anerkende?” Ganske som med penge – for hvis jeg kunne bestemme, hvem der måtte være mangemillionærer, ville der nok ikke blive så mange af dem. Især de klatretyper som oftest ender bag skrankerne, ser på den sociale status: Mange af dem afskyer instinktivt og ubevidst personlighed, men soler sig alligevel i lyset af de personligheder, som de er nødt til at anerkende, og som de derfor lige så ubevidst og instinktivt ”name-dropper” ved fornavn på konferencer, i medierne og i deres øvrige sociale omgang. For heldigvis kan naturens mange små indikatorer ikke sådan ”uddannes” væk, som brave folk synes at tro. Mange af personlighederne fornemmer givetvis selv komikken, men protesterer selvsagt ikke mod tingenes uforlignelige orden. Mr. Rifbjerg kunne udmærket være mand for sådan is i maven.
Det første som ængstelige kommissærer bag deres mahognibord spørger sig selv stillet over for en ny aspirant, er: ”Er NN mon med i klubben eller ej; har han/hun et bagland – samt fået lov til at have talent?” Det ses tydeligt bag deres nervøse små hamster-brillers trækninger, at dette spørgsmål farver deres hypofyse lakmusblå – og vi selv står bag vor afvæbnende borgerlige høflighedsfacon fra bedstefars tid, som heller ikke huer den moderne intrigante middelklasse med dens hæmningsløse klippe/klistre-kreativitet. Og fyren bag mahognibordet aner slet ikke at vi har scannet ham i 3D.
Til gengæld kan han være bedøvende ligeglad, for han kærer sig udelukkende om den mandsopdækning, uden hvilken han ville svinde ind og ligne sig selv til forveksling. Det er derfor at mange af os efterhånden foretrækker at skrive ud i det blå frem for at fornedre os ved uværdige sociale fremstød i en verden af myreflittige simili. Hvor lang tid tager det at skrive et forord, en indledning og et introduktionsbrev med åbenhed over for forhandling og redaktion? Ha – hvor langt havde Sisyfos i grunden op ad den forpulede bakke? Den tid er desuden for længst forbi da almindelige mennesker fandt det elementært spændende at møde en sær person der havde skrevet en bog: For i dag har alle skrevet bøger, og i den moderne verden af dygtighed i flok findes der hverken sære eller almindelige mennesker længere.
Nuvel, enegang er intet mål, men sådan kan det blive, og der har mænd det tit lettere end en del kvinder. Til gengæld kan en kvinde tillade sig at være ”naivt” idealistisk og humanitær, hvorimod mænd i den situation kan frygte at blive fejet af banen som ufarlige. Men også sådan en kvinde bør tillige enten udstråle en art skønhed eller også en åndelig værdighed og fattethed hinsides kønnet og alderen. Golda Meir var et eksempel; Indira Ghandi ligeså, selv om hendes moderlige følelser for hendes opløbne knægt vist løb af med hende til sidst.
Benezir Bhutto i Pakistan havde som bekendt det hele undtagen magten og kunne i sin tid utvivlsomt hypnotisere det halve Cambridge – og med så gode odds er det kun en pikant fordel at kæmpe op ad bakke for det rigtige frem for at være siddende (!) præsident med anderledes uromantiske ansvar: Idealer er nemlig romantiske, hvorimod ansvar er noget meget sekulært. Lene ”Knallhatt” Andersen med hendes kærlighed til både mr. Kierkegaard og mr. Bond har vist også den art muligheder skjult i ærmet, i henhold til vor egen scanning.
At kendte mandlige kulturpersoner uanset politisk observans hverken har takket for dem af hende tilsendte bøger eller besvaret henvendelser, skyldes at de bliver skræmt af et sådant overskud og derfor opfatter hende som om langt værre end endnu en mandlig rival med spalteplads mere end personlighed. Selv Goethe og Schiller ignorerede konsekvent det ensomme geni Hölderlins breve, ligesom Kleist gik for lud og koldt vand. Og uden at kende nøjere til disse cases tillader vi os at stille diagnosen: ”Lad for Guds skyld falde hvad ikke kan stå”. Men hvad kan vi så ikke forvente fra de langt jævnere typer der typisk stræber efter og med forkærlighed bevilges sæde på indflydelsesrige poster? Af lutter fornærmethed at simulere aldeles indifferent over for det usædvanlige er nemlig de privilegeredes forudsigelige forsvarsrefleks: For manglen på opfindsomhed i det store gentager sig altid i det små.
Men hvis tingene gik alt for stærkt, kunne også sådanne sjældne kvinder måske selv gå hen og blive lovlig forkælede – hvorimod mænd på toppen oftest plages af nedrakkende fjender og rivaler samt af os, der scanner deres hypofyser og deres barnlige sociale rokader med tinsoldaterne. Som sagt er selv engle gjort af kød og blod og kan derfor bestikkes: For det er såre menneskeligt at folk kun er modstandere af denne verdens bermudatrekanter, indtil de selv slippes ind. Og selv om det er sket at en ædel generalinde elle præsidentfrue ved sin forbøn har udvirket benådning af dødsdømte, bør vi ikke stille alt for ”gnostiske” fordringer til kønnets altforløsende magt.
En enkelt gnostisk illusion vil vi dog insistere på: Når mennesker overgiver sig til bestikkelsen og grimheden, bliver deres egen udstråling, deres sprog og hele virke efterhånden også tristere og fattigere, uanset hvor meget de roser hinanden og pynter sig med lånte fjer. Mennesker udstyrede med vinger bør derfor forsøge at bevare dem længst muligt; og vi andre behøver dem så inderligt.
Shakespeares nar har dog nok ret i, at på bunden har vi alle sammen fortjent en ordentlig dragt prygl. Jesus sagde som bekendt det samme – men hvis en fuld person nu sagde det på en bodega, ville det prelle helt af på bedre folk. Nej, havde det derimod været i det nye skuespilhus, måske endda citeret i borgmesterens indvielsestale. ”Hatten af: Tænk at vor borgmester kunne citere så åndfuldt og kulturelt – og vi som troede kun hun var til parkeringspladser og anden social logistik. Det skuespilhus har sandelig allerede gjort fyldest, og herefter må alt småligt gnaveri forstumme.”
Har vi mon overdrevne tanker om egen ”importance”? Næh, i grunden langtfra – men til gengæld undervurderer vi heller ikke forfængelighedens og jalousiens magt i verden: Og i praksis er de to ting tit meget svære at skelne – for det er lige så livsfarligt at blive overvurderet af andre som selv at gøre det. Selv kender vi såmænd udmærket vore svagheder, men nægter ikke desto mindre at købe et par komiske skulderklap for normaliseringens pris.
For det var Sisyfos’ forbandede pligt ikke at lefle for den forpulede bakke, som alle for længst har glemt. Enhver talentløs bakke kunne jo have lavet det samme beskidte trick ved hjælp af faste forsyninger af sæbe fra baglandet – og det helt uanset hvor ”stor” Sisyfos så var.
Åh, apropos storhedsvanvid: Nu har I endnu engang tilladt jer at tage vor tid og forhindret os i at forvalte vore mange sekulære ansvar rettidigt. Vi ved godt at I er moderne og hylder det interaktive princip, men I er jo nærmest ryggesløse. Sig os – hvad Fanden bilder I jer egentlig talt ind?
Det er svært at være menneske – men det er endnu sværere at være kvinde. Spøg til side, for formuleringen er blot en forvanskning fra min side for at lægge beslag på et bonmot, som skyldes en på mange måder usædvanlig vis ældre portrætmaler (forhenværende officielt vidunderbarn på feltet, dernæst for længst udstødt med væmmelse, for hvad skal vi dog med Rembrandt?) Desværre har han påbudt os ikke at nævne hans navn, omtrent lige som hans formidable selvportræt bevidst afviger lidt fra forlægget, grundet en anstændig frygt for blasfemisk opblæsthed. Hans fornavn er dog identisk med en af de store spanske portrætmestes efternavn.
I øvrigt er det undertiden ens forbandede pligt at være formynder, for det er lettere at ordne andres liv end sit eget, og mange er vitterlig deres værste fjende – ”with a little bit of help from your friends”. Det minder mig om en rørende lille historie af Herman Hesse om to gamle kristne eremitter, der deres høje ry til trods hver især føler sig fallerede og derfor opsøger deres vise overmand, som de hidtil kun har hørt rygter om: nemlig den anden eremit. De finder da ny mening i at støtte hinanden i deres gerning til det sidste.
Nuvel; førnævnte vismands galante formulering om kønnenes kår beror nok dels på en åndsbeslægtet og lige så usædvanlig mor, dels på at begavelse ofte viser sig i form af en evne til at opvurdere modparten: ”Hvordan ville jeg selv have klaret det mod de odds?” De der tillægger sorte, kvinder, børn, arbejdsløse samt dyr åndsevner, har alle dage været klogere end de der frakender dem disse træk. Selv Strindberg begyndte således med et yderst progressivt ”kvindesyn” – men vi mænd bliver nu engang let ude af chaketten, når mor ikke makker ret; hvortil kommer at det er risikabelt at idealisere virkeligheden blot på grund af et par pæne ben og et farligt glimt af den guddommelige gnist, der i sin tid indblæste liv i det døde ler.
På den anden side bliver livet kedeligere, når man efterhånden bliver lidt mere immun mod hedensk magi. ”Habituering” kalder biologerne sådan moderation af medfødte reaktionsmønstre, som hos de håndtamme hejrer og grågæs i Københavns voldgrave – der i sin tur atter svækker magien i vor oplevelse af de vilde fugle. Myten om den ufødte eller skumfødte Venus får således efterhånden såre verdslige dimensioner – men selv om vingerne falder af, bliver englene vel ikke hekse af den grund. Man kunne også kalde fænomenet for ”erotisk sekularisering” – for nu igen at bringe et af vore berømte radioaktive sporstoffer i omløb i Bermudas offentlige blodbane.
Nå, men er så også lettere at være mand? Umuligt spørgsmål - men hvis man ikke ligner en fotomodel, er det nok lettere for en mand at indtage en særrolle. Kvindelige profeter bør derfor helst ligne Marie Magdalene, for ellers gider ingen djævel (!) høre endsige se på dem. Præsten Ingelise Wagner i Hanstholm fik en hård medfart, men havde netop staturen til at klare mosten. Ellers var hun sikkert endt som enten posedame eller heks, uanset evner.
For enkelte kvinder kan det måske endda være en fordel ikke at skulle være nogen social succes, for vi mænd bedømmer jo sjældent kvinder på den sociale overflade: Hvis de har udstråling osv., så gør enegang dem kun desto mere spændende end de skolepiger, der med slavisk omhu altid gør som far vil, og som magtens mænd derfor i den kønspolitiske korrektheds navn belønner med en symbolsk flig af indflydelse for som loyale og klædelige racehunde at holde personligheder af begge køn udenfor – hvormed de samtidig travesterer kvindesagens sejre til en ren joke.
Helt gennemført enegang klæder derimod ingen: For i det scenario ser andre det jo end ikke og holder blot én for enten en posedame eller en stakkels nar uden selvkritik. Men hvis de udvalgte på den anden side slet ikke får modstand, så ender de let som deres egen karikatur; for så bliver det gratis attituder på de sande eneres bekostning. Så let får vi mænd det nu kun sjældent og da højst i nogle få ungdommelige år: For ved selv den mindste blottelse vil hyænerne straks være på pletten.
Vi mænd måles modsat kvinder på vor sociale succes – endog af dem der ved bedre, for de anerkender typisk kun én, indtil verden vedtager noget andet. Anerkendelse har således nok altid et element af tvang: ”Hvem er vi nødt til at anerkende?” Ganske som med penge – for hvis jeg kunne bestemme, hvem der måtte være mangemillionærer, ville der nok ikke blive så mange af dem. Især de klatretyper som oftest ender bag skrankerne, ser på den sociale status: Mange af dem afskyer instinktivt og ubevidst personlighed, men soler sig alligevel i lyset af de personligheder, som de er nødt til at anerkende, og som de derfor lige så ubevidst og instinktivt ”name-dropper” ved fornavn på konferencer, i medierne og i deres øvrige sociale omgang. For heldigvis kan naturens mange små indikatorer ikke sådan ”uddannes” væk, som brave folk synes at tro. Mange af personlighederne fornemmer givetvis selv komikken, men protesterer selvsagt ikke mod tingenes uforlignelige orden. Mr. Rifbjerg kunne udmærket være mand for sådan is i maven.
Det første som ængstelige kommissærer bag deres mahognibord spørger sig selv stillet over for en ny aspirant, er: ”Er NN mon med i klubben eller ej; har han/hun et bagland – samt fået lov til at have talent?” Det ses tydeligt bag deres nervøse små hamster-brillers trækninger, at dette spørgsmål farver deres hypofyse lakmusblå – og vi selv står bag vor afvæbnende borgerlige høflighedsfacon fra bedstefars tid, som heller ikke huer den moderne intrigante middelklasse med dens hæmningsløse klippe/klistre-kreativitet. Og fyren bag mahognibordet aner slet ikke at vi har scannet ham i 3D.
Til gengæld kan han være bedøvende ligeglad, for han kærer sig udelukkende om den mandsopdækning, uden hvilken han ville svinde ind og ligne sig selv til forveksling. Det er derfor at mange af os efterhånden foretrækker at skrive ud i det blå frem for at fornedre os ved uværdige sociale fremstød i en verden af myreflittige simili. Hvor lang tid tager det at skrive et forord, en indledning og et introduktionsbrev med åbenhed over for forhandling og redaktion? Ha – hvor langt havde Sisyfos i grunden op ad den forpulede bakke? Den tid er desuden for længst forbi da almindelige mennesker fandt det elementært spændende at møde en sær person der havde skrevet en bog: For i dag har alle skrevet bøger, og i den moderne verden af dygtighed i flok findes der hverken sære eller almindelige mennesker længere.
Nuvel, enegang er intet mål, men sådan kan det blive, og der har mænd det tit lettere end en del kvinder. Til gengæld kan en kvinde tillade sig at være ”naivt” idealistisk og humanitær, hvorimod mænd i den situation kan frygte at blive fejet af banen som ufarlige. Men også sådan en kvinde bør tillige enten udstråle en art skønhed eller også en åndelig værdighed og fattethed hinsides kønnet og alderen. Golda Meir var et eksempel; Indira Ghandi ligeså, selv om hendes moderlige følelser for hendes opløbne knægt vist løb af med hende til sidst.
Benezir Bhutto i Pakistan havde som bekendt det hele undtagen magten og kunne i sin tid utvivlsomt hypnotisere det halve Cambridge – og med så gode odds er det kun en pikant fordel at kæmpe op ad bakke for det rigtige frem for at være siddende (!) præsident med anderledes uromantiske ansvar: Idealer er nemlig romantiske, hvorimod ansvar er noget meget sekulært. Lene ”Knallhatt” Andersen med hendes kærlighed til både mr. Kierkegaard og mr. Bond har vist også den art muligheder skjult i ærmet, i henhold til vor egen scanning.
At kendte mandlige kulturpersoner uanset politisk observans hverken har takket for dem af hende tilsendte bøger eller besvaret henvendelser, skyldes at de bliver skræmt af et sådant overskud og derfor opfatter hende som om langt værre end endnu en mandlig rival med spalteplads mere end personlighed. Selv Goethe og Schiller ignorerede konsekvent det ensomme geni Hölderlins breve, ligesom Kleist gik for lud og koldt vand. Og uden at kende nøjere til disse cases tillader vi os at stille diagnosen: ”Lad for Guds skyld falde hvad ikke kan stå”. Men hvad kan vi så ikke forvente fra de langt jævnere typer der typisk stræber efter og med forkærlighed bevilges sæde på indflydelsesrige poster? Af lutter fornærmethed at simulere aldeles indifferent over for det usædvanlige er nemlig de privilegeredes forudsigelige forsvarsrefleks: For manglen på opfindsomhed i det store gentager sig altid i det små.
Men hvis tingene gik alt for stærkt, kunne også sådanne sjældne kvinder måske selv gå hen og blive lovlig forkælede – hvorimod mænd på toppen oftest plages af nedrakkende fjender og rivaler samt af os, der scanner deres hypofyser og deres barnlige sociale rokader med tinsoldaterne. Som sagt er selv engle gjort af kød og blod og kan derfor bestikkes: For det er såre menneskeligt at folk kun er modstandere af denne verdens bermudatrekanter, indtil de selv slippes ind. Og selv om det er sket at en ædel generalinde elle præsidentfrue ved sin forbøn har udvirket benådning af dødsdømte, bør vi ikke stille alt for ”gnostiske” fordringer til kønnets altforløsende magt.
En enkelt gnostisk illusion vil vi dog insistere på: Når mennesker overgiver sig til bestikkelsen og grimheden, bliver deres egen udstråling, deres sprog og hele virke efterhånden også tristere og fattigere, uanset hvor meget de roser hinanden og pynter sig med lånte fjer. Mennesker udstyrede med vinger bør derfor forsøge at bevare dem længst muligt; og vi andre behøver dem så inderligt.
Shakespeares nar har dog nok ret i, at på bunden har vi alle sammen fortjent en ordentlig dragt prygl. Jesus sagde som bekendt det samme – men hvis en fuld person nu sagde det på en bodega, ville det prelle helt af på bedre folk. Nej, havde det derimod været i det nye skuespilhus, måske endda citeret i borgmesterens indvielsestale. ”Hatten af: Tænk at vor borgmester kunne citere så åndfuldt og kulturelt – og vi som troede kun hun var til parkeringspladser og anden social logistik. Det skuespilhus har sandelig allerede gjort fyldest, og herefter må alt småligt gnaveri forstumme.”
Har vi mon overdrevne tanker om egen ”importance”? Næh, i grunden langtfra – men til gengæld undervurderer vi heller ikke forfængelighedens og jalousiens magt i verden: Og i praksis er de to ting tit meget svære at skelne – for det er lige så livsfarligt at blive overvurderet af andre som selv at gøre det. Selv kender vi såmænd udmærket vore svagheder, men nægter ikke desto mindre at købe et par komiske skulderklap for normaliseringens pris.
For det var Sisyfos’ forbandede pligt ikke at lefle for den forpulede bakke, som alle for længst har glemt. Enhver talentløs bakke kunne jo have lavet det samme beskidte trick ved hjælp af faste forsyninger af sæbe fra baglandet – og det helt uanset hvor ”stor” Sisyfos så var.
Åh, apropos storhedsvanvid: Nu har I endnu engang tilladt jer at tage vor tid og forhindret os i at forvalte vore mange sekulære ansvar rettidigt. Vi ved godt at I er moderne og hylder det interaktive princip, men I er jo nærmest ryggesløse. Sig os – hvad Fanden bilder I jer egentlig talt ind?
Sunday, June 01, 2008
ØRESUNDSTOLD MED EFTERSLÆB
Utålmodige blognarkomaner bedes jo altid konsekvent vente en uge, men imens kan I tænke over om det er bedre at være en ædru alkoholiker end at være en fuld afholdsmand. Flerdimensional afhængighed minder dog om uafhængighed, men er langt interessantere: Du vil både være eremit og sodomit, Jesus og Karl den Store, umælende og velformulerende, berømt og komplet anonym, hinsides civilisationen og dog overforfinet. Hesse vidste det, men sjovt nok ikke Mann.
Var jeg født i New York ville jeg heller ikke have vidst det, men havde i stedet søgt det guddommelige i musikken eller noget tredje. Henrik Qvortrup taler vi ikke om, endsige hans lobhudlende beundrere i branchen, der er pavestolte over også at turde stille et enkelt "kritisk" spørgsmål. Biologer og teologer er derimod rare bekendtskaber, fordi de hylder noget større, om end enkelte af de sidste kan blive noget sludrende, men på en god måde, som ikke findes i medierne.
Således bekendte en meget fremmelig teolog sig forleden til Borges' "ornitologiske gudsbevis", som jeg ikke kendte. Det går ud på, at skønt vi aldrig får at vide hvor mange fugle der var i en forbitrækkende fugleflok, må der dog have været et bestemt antal - men hvis slet ingen ved det, kan det ikke være bestemt. Ergo må der findes en guddommelig bevidsthed.
Åndfuldt sludder som ingen Qvortrup-klon ville have sjælsdybde til at undfange, selv i den største brandert. Genialt og ur-infantilt overhovedet at kunne tænke så inderligt - selv eksploderede jeg dog først som 15-16 årig grundet en angstfuld barndom, men andre har angiveligt kunnet tænke den slags ting uhyre tidligt. Fri os derimod for den voksne middelklasse, som ikke bestiller andet end at kopiere hinanden, selv i deres indbyrdes kritik. Og forresten: grundbegreberne kan ikke defineres, og derfor kan vi ikke helt udelukke underlige idéer om stoffet og dets "eksistensbetingelser". Det med Guds bevidsthed kunne derfor i og for sig være sandt, hvis ikke det var fordi vi indvikler os i en uendelig regres: For også Guds bevidsthed eksisterer i så fald kun når nogen tænker på den, osv. Eller også gælder afhængigheden kun for stof og ikke for bevidsthed.
Man kunne også tænke sig bevidstheden som en dimension ved stoffet, der så i tidens fylde er blevet opdraget af evolutionen. Det nytter således intet hvis en skrubtudse alene tænker på relativitetsteorien, men et atom kan derimod nok gøre det uden større risiko for utidigt henfald. Men på en måde ønsker jeg at noget sådant var sandt på en subtil måde, som jeg ikke gennemskuer, og jeg bifalder den art tanker og gider højst argumentere imod dem i enerum. Det er stort at kunne objektivere ejendommelige projektioner, men endnu større derefter at kunne holde sin egen psyke ud i strakt arm og trække fra igen: "Mor eksisterer nok også, selv når hun er uden for synsvidde." Derfor bliver vi hverken sindssyge eller normale livsløgnere; men tror fanden at man bliver både fakir og karakterneurotiker af den slags dobbelt bogholderi, for salige er de enfoldige. Men så er man selv idiot på nogle andre måder.
Sære tanker klæder nogle typer, ligesom det klæder nogle inkarnerede fysikere at tro at alt er atomer - de kan skam være de rareste mennesker desuagtet. Det er slet ikke interessant hvis mennesker hele tiden opdaterer og hver gang autoritativt udbasunerer det sidste ny i en ensartethed, hvor alle ender med at være frygteligt "kloge" på de samme måder. Så hellere en storartet idealistisk illusion.
Sandheden bliver lige som lykken banal, når man først har den. Det minder måske om ægteskabet, hvorfor tilbud om samme rettelig holdes hen i det ubestemte. Herom på en måde næste gang... I øvrigt foreholder en abonnent os, at vore indlæg er lovlig lange til skærmlæsning, typisk som en halv Politiken-kronik. Men I kan så til gengæld glæde jer over at hverken returnerede eller trykte kronikker bringes her: For at dømme efter verdslige instansers barnlige rokader bliver vi tydeligvis ringere år for år - og for en sikkerheds skyld endda med tilbagevirkende kraft: For den moderne fysik og Henrik Ibsens vildænder kan jo så meget hekseri med tiden. Men pyt: Vi gör selv det samme når vi af og til forbedrer tidligere indläg - i medför af bloggens DNA er det eneste man ikke kan redigere i, nemlig dateringen, som således ofte ender med at blive en sandhed med modifikationer. Nå, men nu kommer det sjove:
På den lokale bodega mødte jeg i dag noget så sjældent som en lods, hvoraf vi kun har 140 hertillands. Han talte ovenikøbet så fejlfrit jysk, at han bestemt må have været uddannet - og kunne fortælle, at de eneste enkeltskrogede oljetankskibe these days ingenlunde er russiske, men såmænd ejes og føres af DONG: De fragter dårlig russisk olje, der raffineres i Sverige.
Jeg kom til at tænke på at en ægte lods i dag er en raritet sammenlignet med en filosof: Ren folklore. Ved næste bord sad en anden jyde med endnu mere arkaisk accent. Men gudhjælpemig om han ikke var - filosof! Således plagierer virkeligheden mine værste vrangforestillinger om den, men modsat Peter Øvig Knudsen har jeg ingen juridiske ankeinstanser: "Whom can I turn to?"
Forhenværende skolelærer, han havde siden både undervist, forsket og udgivet filosofi. Han kunne ikke ofte nok understrege dette over for lodsen - men begge gættede snart af min ubesværede spagfærdighed, at jeg nok besad tungere skyts. I ved : Oberst i civil möder nyslået löjtnant i nypudset uniform. Og en smule fik de da hevet ud af mig, sådan meget afvæbnende a la "Jo, jeg har vist også engang spillet fodbold", og det var åbenbart nok. Vor mand hævdede derimod mindst ti gange at have skrevet ti bøger, mens jeg nøjedes med at sige to; for her er det ligesom med aldersudsagn, at man altid trækker én fra - mens modparten af samme grund altid lægger én til: Sig derfor aldrig sandheden!
Nå, men heldigvis tog lodsen de 2 + 10 bøger som ethvert andet pligtskyldigt punkt på vort CV, og mere fortjener det jo i vore dage heller ikke. Folks instinkter fejler heldigvis intet, og deri ligger en velkommen nemesis til tidens farce.
Lodsen berettede fra det virkelige liv, hvorefter vor filosof fortalte om sine mange erobringer som højskolelærer trods en splejset apparition - ved at tale og tale, få pigerne til selv at tale, vække fortrolighed, tillid osv. Den filosofi havde han lært godt, hvorimod lodsen ikke kunne få noget konkret ud af ham angående hans forskning. Det var også noget med at samtale fortroligt og fortløbende, for diskursen udvikler sig angiveligt kollektivt. Han har utvivlsomt vakt den samme joviale tillid i de kredse, for sådan hænger det sociale jo sammen.
Men vi blev snart enige om at sejle en tur med lodsen for at inddrive Øresundstold med 150 års efterslæb. Tanker er dog desværre toldfri: Med alle de filosoffer ville man ellers hurtigt have kunnet gøre sig en betragtelig formue.
Men apropos gevinst: I har vundet i lotteriet, for dette indlæg er nr. 100 i vor apokryfe skriftserie.
Var jeg født i New York ville jeg heller ikke have vidst det, men havde i stedet søgt det guddommelige i musikken eller noget tredje. Henrik Qvortrup taler vi ikke om, endsige hans lobhudlende beundrere i branchen, der er pavestolte over også at turde stille et enkelt "kritisk" spørgsmål. Biologer og teologer er derimod rare bekendtskaber, fordi de hylder noget større, om end enkelte af de sidste kan blive noget sludrende, men på en god måde, som ikke findes i medierne.
Således bekendte en meget fremmelig teolog sig forleden til Borges' "ornitologiske gudsbevis", som jeg ikke kendte. Det går ud på, at skønt vi aldrig får at vide hvor mange fugle der var i en forbitrækkende fugleflok, må der dog have været et bestemt antal - men hvis slet ingen ved det, kan det ikke være bestemt. Ergo må der findes en guddommelig bevidsthed.
Åndfuldt sludder som ingen Qvortrup-klon ville have sjælsdybde til at undfange, selv i den største brandert. Genialt og ur-infantilt overhovedet at kunne tænke så inderligt - selv eksploderede jeg dog først som 15-16 årig grundet en angstfuld barndom, men andre har angiveligt kunnet tænke den slags ting uhyre tidligt. Fri os derimod for den voksne middelklasse, som ikke bestiller andet end at kopiere hinanden, selv i deres indbyrdes kritik. Og forresten: grundbegreberne kan ikke defineres, og derfor kan vi ikke helt udelukke underlige idéer om stoffet og dets "eksistensbetingelser". Det med Guds bevidsthed kunne derfor i og for sig være sandt, hvis ikke det var fordi vi indvikler os i en uendelig regres: For også Guds bevidsthed eksisterer i så fald kun når nogen tænker på den, osv. Eller også gælder afhængigheden kun for stof og ikke for bevidsthed.
Man kunne også tænke sig bevidstheden som en dimension ved stoffet, der så i tidens fylde er blevet opdraget af evolutionen. Det nytter således intet hvis en skrubtudse alene tænker på relativitetsteorien, men et atom kan derimod nok gøre det uden større risiko for utidigt henfald. Men på en måde ønsker jeg at noget sådant var sandt på en subtil måde, som jeg ikke gennemskuer, og jeg bifalder den art tanker og gider højst argumentere imod dem i enerum. Det er stort at kunne objektivere ejendommelige projektioner, men endnu større derefter at kunne holde sin egen psyke ud i strakt arm og trække fra igen: "Mor eksisterer nok også, selv når hun er uden for synsvidde." Derfor bliver vi hverken sindssyge eller normale livsløgnere; men tror fanden at man bliver både fakir og karakterneurotiker af den slags dobbelt bogholderi, for salige er de enfoldige. Men så er man selv idiot på nogle andre måder.
Sære tanker klæder nogle typer, ligesom det klæder nogle inkarnerede fysikere at tro at alt er atomer - de kan skam være de rareste mennesker desuagtet. Det er slet ikke interessant hvis mennesker hele tiden opdaterer og hver gang autoritativt udbasunerer det sidste ny i en ensartethed, hvor alle ender med at være frygteligt "kloge" på de samme måder. Så hellere en storartet idealistisk illusion.
Sandheden bliver lige som lykken banal, når man først har den. Det minder måske om ægteskabet, hvorfor tilbud om samme rettelig holdes hen i det ubestemte. Herom på en måde næste gang... I øvrigt foreholder en abonnent os, at vore indlæg er lovlig lange til skærmlæsning, typisk som en halv Politiken-kronik. Men I kan så til gengæld glæde jer over at hverken returnerede eller trykte kronikker bringes her: For at dømme efter verdslige instansers barnlige rokader bliver vi tydeligvis ringere år for år - og for en sikkerheds skyld endda med tilbagevirkende kraft: For den moderne fysik og Henrik Ibsens vildænder kan jo så meget hekseri med tiden. Men pyt: Vi gör selv det samme når vi af og til forbedrer tidligere indläg - i medför af bloggens DNA er det eneste man ikke kan redigere i, nemlig dateringen, som således ofte ender med at blive en sandhed med modifikationer. Nå, men nu kommer det sjove:
På den lokale bodega mødte jeg i dag noget så sjældent som en lods, hvoraf vi kun har 140 hertillands. Han talte ovenikøbet så fejlfrit jysk, at han bestemt må have været uddannet - og kunne fortælle, at de eneste enkeltskrogede oljetankskibe these days ingenlunde er russiske, men såmænd ejes og føres af DONG: De fragter dårlig russisk olje, der raffineres i Sverige.
Jeg kom til at tænke på at en ægte lods i dag er en raritet sammenlignet med en filosof: Ren folklore. Ved næste bord sad en anden jyde med endnu mere arkaisk accent. Men gudhjælpemig om han ikke var - filosof! Således plagierer virkeligheden mine værste vrangforestillinger om den, men modsat Peter Øvig Knudsen har jeg ingen juridiske ankeinstanser: "Whom can I turn to?"
Forhenværende skolelærer, han havde siden både undervist, forsket og udgivet filosofi. Han kunne ikke ofte nok understrege dette over for lodsen - men begge gættede snart af min ubesværede spagfærdighed, at jeg nok besad tungere skyts. I ved : Oberst i civil möder nyslået löjtnant i nypudset uniform. Og en smule fik de da hevet ud af mig, sådan meget afvæbnende a la "Jo, jeg har vist også engang spillet fodbold", og det var åbenbart nok. Vor mand hævdede derimod mindst ti gange at have skrevet ti bøger, mens jeg nøjedes med at sige to; for her er det ligesom med aldersudsagn, at man altid trækker én fra - mens modparten af samme grund altid lægger én til: Sig derfor aldrig sandheden!
Nå, men heldigvis tog lodsen de 2 + 10 bøger som ethvert andet pligtskyldigt punkt på vort CV, og mere fortjener det jo i vore dage heller ikke. Folks instinkter fejler heldigvis intet, og deri ligger en velkommen nemesis til tidens farce.
Lodsen berettede fra det virkelige liv, hvorefter vor filosof fortalte om sine mange erobringer som højskolelærer trods en splejset apparition - ved at tale og tale, få pigerne til selv at tale, vække fortrolighed, tillid osv. Den filosofi havde han lært godt, hvorimod lodsen ikke kunne få noget konkret ud af ham angående hans forskning. Det var også noget med at samtale fortroligt og fortløbende, for diskursen udvikler sig angiveligt kollektivt. Han har utvivlsomt vakt den samme joviale tillid i de kredse, for sådan hænger det sociale jo sammen.
Men vi blev snart enige om at sejle en tur med lodsen for at inddrive Øresundstold med 150 års efterslæb. Tanker er dog desværre toldfri: Med alle de filosoffer ville man ellers hurtigt have kunnet gøre sig en betragtelig formue.
Men apropos gevinst: I har vundet i lotteriet, for dette indlæg er nr. 100 i vor apokryfe skriftserie.
Monday, May 26, 2008
"FESTEN...."
Her på bloggen er den politiske virkelighed tabu, delvis grundet en vis æstetisk idiosynkrasi i privatsfæren. Men også fordi vi har udviklet en næsten medicinsk intolerance over for alt hvad alle andre taler om og således ikke egner os til demokratiets vilkår. Ja, måske end ikke til virkeligheden. Den sproglige forskelsløshed taler vi slet ikke om: Hvorfor siger folk "metafor" stedet for "billede"? Ordet "billede" er således selv et billede (idet konkrete billeder på væggen jo her symboliserer sprogets analogier) og derfor livgivende - hvorimod ordet "metafor" kun for de græskkyndige er billeddannende.
Både at gentage andre og at kritisere dem forekommer os ligeledes træls i længden. Desuden er der allerede rigeligt af andre til de ting; hertil kommer endelig at i samfundsanliggender hvor pointen er at komme i majoritet, er det ueffektivt at dyrke en ret eksklusiv blog som andet end privat skitsebog samt lydisoleret øvelokale.
Yderligere ville det være storhedsvanvid at tro at verdenssituationen er Gud og vor mening om den hans profet. Denne formulerings kerne har vi stjålet og udsat for en kreativ operation - nemlig fra Heisenbergs erindringer. Heri siger Niels Bohr nemlig sarkastisk om en ung fysiker: "Der findes ingen gud - og Dirac er hans profet".
Faktisk lancerede vi allerede for to år siden nævnte kreative genbrug, hvorefter vi kunne konstatere at en af Danmarks angiveligt mest magtfulde sekularister kort efter genbrugte Bohrs ord udsat for en lignende sekulær mutation. Vi er heri omtrent lige gode tyve for herren - men da vi aldrig tidligere har set andre gøre noget sådant, tager vi det som et bevis for at vi læses i smug på højere sted af vor henrivende lille nomenklatura - for dens kvalitetssans er langt bedre end den foregiver. Efter denne sjove konstatering døbte vi den art sproglige musefælder til "radioaktive sporstoffer" på åndens gebet. Bemärk at både udtrykkene "musefälde" og "radioaktivt sporstof" selv er radioaktive sporstoffer grundet deres komplette uforudsigelighed hinsides tilfäldigt sammenträf: For der gives mange rammende billeder for én og samme tanke.
Apropos sprogligt detektivarbejde. Da jeg for nylig fra Lene "Knallhatt" Andersen fik svar på en mail, var det forsynet med nogle besynderlige tegn. Idet jeg frygtede at det betød "ikke-forstået" eller måske endda "fuck", fik jeg den idé at checke hendes tidligere mail med hendes fødselsdagsinvitation. Og da også den var forsynet med en "smiley" (thi en sådan var det, fortæller man mig), kunne jeg udlede, at tegnet måtte være velment. Hvis ordet "semiotik" - som vi godt nok aldrig har haft brug for, men bevares - nu absolut skal bruges, kunne det være til at betegne kunsten at finde ud af, hvad andres tegn betyder. Således ser vi atter, at hverdagen rummer kim til det hele; og det er vel også derfor det hedder humaniora. Og derfor er en blog i de rette hænder ingenlunde "for privat". For kun de talentløse behøver stof. PÅ den anden side: Selv Gud behövede stof og skabte derfor verden.
Nej, her danser vi uovertruffent på glødernes laksetrappe, når vi da ikke springer badut mellem isflagerne i vort eskalerende drivhusklima. Det er slet ikke let at være isbjørn, undtagen på (Nordisk) film. Nå, hvem skal vi nu fornærme i dag - for det er dårlig terapi at udgive nogle af de tons man har liggende, og der er kun sjælefrelse i det man gør her og nu - i hvert fald kortsigtet set. Og vi har det indrømmet yderst dårligt med realitetsprincippets lange sigt, for det overlader vi helst til de socialrealistiske typer som arbejdsmarkedet rettelig foreträkker. Anerkendelse for gamle (men for publikum endnu ukendte) ting gør det således indrømmet lettere at få afsætning også for nye ting, men markedsføring må vi altså have folk til.
Nå, men vi skulle jo fornærme nogen. Tja, Lars Bukdahl har indlemmet Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform blandt sine yndlingsaversioner på linie med Jørn Lunds barndomserindringer. Naturligvis egner den slags sig (modsat Bredals Proust-studier) da heller ikke til bogform: Og for nu at citere Johannes Riis, der ligeledes tilhører Bukdahls yndlingsaversioner: "Fordi noget har gjort fyldest i avissammenhænge, er det ikke nødvendigvis også egnet til bogform". Gæt hvem de ord var stilede til for henved fire år siden, og gæt tillige hvor malplacerede de var: Dels var der nemlig kun tale om et absolut beskedent omfang af (beriget) genbrug, dels var selv genbruget notorisk langt mere bogegnet end de fleste bøger - en last som pressebranchens folk da også altid har foreholdt mig.
Naturligvis har Riis forhørt sig hos en af systemets gnaveragtigt emsige kommissærer og tolket murmeldyrenes hektiske mimren med en glimrende semiotisk sans for tegn på regn i Bermuda. Fandens også at det ikke var Gyldendal der udgav Bredals samlede artikler, men således ved man på Bermudavej altid at gardere sig med en vis barnlig drilagtighed.
Til gengæld er Bredal sprogligt set absolut levende, munter og mundret - og derfor så langt at foretrække for hele den fremstormende hær af unge medieakademikere der konstant æder hinanden med hud og hår i tanke og sprog. Eksperter i spin alle til hobe, for spin og sladder er deres modersmælk og atmosfære i kibbutzens Uni-centre: "Forbrydelsens element", I ved. Så hellere et efterhånden lovlig forkælet søndagsbarn, der menneskeligt nok ikke siger nej tak til et utidigt mausolæum, når der er helt grønt lys. Faktisk vil sorgløse søndagsbørn med deres indrømmet utvungne sprog i fremtidens gennem-intrigante mediehelvede være et lige så stort særsyn som vi selv. Men selv får vi intet utidigt mausolæum, men må nøjes med at håbe på en klækkelig førtidspension med tilbagevirkende kraft.
Således fornyer vi på vor blog de gamle grækeres ord: "Allerbedst er ufødt at være - men den højeste invalidepension er heller ikke at foragte." Jo vi er skam højst omstillingsparate og derfor egnede til både dødsstraf og arbejdsmarkedet. Forskellen på disse to ting er dog, at mens vi ofte drømmer om at modtage vor dødsdom, har vi endnu aldrig drømt om arbejdsmarkedet. Hvad kan vi semiotisk udlede heraf? I følge vore naturvidenskabelige bekendte næppe noget, men den slutning kan som tidligere påvist være forhastet.
For et år siden tid siden drømte jeg således at jeg vågnede og så at hele min lejlighed var ribbet af tyve. Grædende løb jeg ned på min stamkafé og fortalte om min vanskæbne. Da jeg så vågnede i virkeligheden og til min forbløffelse fandt at hele rodebutikken lige fra Netto til Carl Zeiss og Louis Seize stod urørt, og da især af rengøringspersonalet, kunne jeg knap tro mine øjne og følte mig som Jeppe i baronens seng. Så føltes min skæbne straks lidt lettere. Og i følge Freud er dette netop "hensigten" med den art drømme. Biologisk set kan man faktisk heller ikke udelukke, at der vitterlig er tale om et overlevelsestrick for kriseramte organismer. Men der kan også være tale om en utilsigtet positiv bivirkning af drømme som blot skyldes at kriserne tvinger sig dramatiseret på, selv når man sover. Ligesom med krigstraumer. Who knows?
Nævnte drøm havde forresten endnu en positiv bivirkning i mit virkelige liv. Et par dage efter forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - for senere at opdage at det slet ikke var min cykel. Dette inspirerede mig på stedet til den idé, at en mand "løber grædende ned på sin stamkafé" og fortæller at hans hustru er stukket af med en anden.... - for senere til sin lettelse at opdage at det slet ikke var hans egen hustru.
Et mausolæum ville som sagt være det allerbedste - men stående ovationer er heller ikke at foragte...Tag den, Bukdahl. Nå, vi lader snarest en drikfældig teolog oversætte dette vort nye bonmot til flydende oldgræsk. Hvilket minder os om at sætningen "Ni talar bra latin" angiveligt er et palindrom. Heraf kan opmærksomme læsere semiotisk udlede, hvad ordet "palindrom" mon betyder. "Palimpsest" er noget helt andet og minder mere om incest - der lydligt set atter minder yderst betænkeligt om "en fest". Og hermed er festen ved at være slut for i dag.
Men som de sorte sagde til Karen Blixen: "Du vil aldrig glemme os". Nej, det glæder os sørme at høre: For nu har I atter taget så meget af vor kostbare tid, at vi igen har forpasset en bindende tidsfrist i en jobannonce, som vi ellers havde sat os for at byde ind på. I er sgu et dyrt bekendtskab og ender med at blive vort mausolæum. Og dagbladene? De bliver meget snart deres eget mausolæum, hvis de dumstædigt nægter at kende deres besøgelsestid. For: "There will never be another you".
Både at gentage andre og at kritisere dem forekommer os ligeledes træls i længden. Desuden er der allerede rigeligt af andre til de ting; hertil kommer endelig at i samfundsanliggender hvor pointen er at komme i majoritet, er det ueffektivt at dyrke en ret eksklusiv blog som andet end privat skitsebog samt lydisoleret øvelokale.
Yderligere ville det være storhedsvanvid at tro at verdenssituationen er Gud og vor mening om den hans profet. Denne formulerings kerne har vi stjålet og udsat for en kreativ operation - nemlig fra Heisenbergs erindringer. Heri siger Niels Bohr nemlig sarkastisk om en ung fysiker: "Der findes ingen gud - og Dirac er hans profet".
Faktisk lancerede vi allerede for to år siden nævnte kreative genbrug, hvorefter vi kunne konstatere at en af Danmarks angiveligt mest magtfulde sekularister kort efter genbrugte Bohrs ord udsat for en lignende sekulær mutation. Vi er heri omtrent lige gode tyve for herren - men da vi aldrig tidligere har set andre gøre noget sådant, tager vi det som et bevis for at vi læses i smug på højere sted af vor henrivende lille nomenklatura - for dens kvalitetssans er langt bedre end den foregiver. Efter denne sjove konstatering døbte vi den art sproglige musefælder til "radioaktive sporstoffer" på åndens gebet. Bemärk at både udtrykkene "musefälde" og "radioaktivt sporstof" selv er radioaktive sporstoffer grundet deres komplette uforudsigelighed hinsides tilfäldigt sammenträf: For der gives mange rammende billeder for én og samme tanke.
Apropos sprogligt detektivarbejde. Da jeg for nylig fra Lene "Knallhatt" Andersen fik svar på en mail, var det forsynet med nogle besynderlige tegn. Idet jeg frygtede at det betød "ikke-forstået" eller måske endda "fuck", fik jeg den idé at checke hendes tidligere mail med hendes fødselsdagsinvitation. Og da også den var forsynet med en "smiley" (thi en sådan var det, fortæller man mig), kunne jeg udlede, at tegnet måtte være velment. Hvis ordet "semiotik" - som vi godt nok aldrig har haft brug for, men bevares - nu absolut skal bruges, kunne det være til at betegne kunsten at finde ud af, hvad andres tegn betyder. Således ser vi atter, at hverdagen rummer kim til det hele; og det er vel også derfor det hedder humaniora. Og derfor er en blog i de rette hænder ingenlunde "for privat". For kun de talentløse behøver stof. PÅ den anden side: Selv Gud behövede stof og skabte derfor verden.
Nej, her danser vi uovertruffent på glødernes laksetrappe, når vi da ikke springer badut mellem isflagerne i vort eskalerende drivhusklima. Det er slet ikke let at være isbjørn, undtagen på (Nordisk) film. Nå, hvem skal vi nu fornærme i dag - for det er dårlig terapi at udgive nogle af de tons man har liggende, og der er kun sjælefrelse i det man gør her og nu - i hvert fald kortsigtet set. Og vi har det indrømmet yderst dårligt med realitetsprincippets lange sigt, for det overlader vi helst til de socialrealistiske typer som arbejdsmarkedet rettelig foreträkker. Anerkendelse for gamle (men for publikum endnu ukendte) ting gør det således indrømmet lettere at få afsætning også for nye ting, men markedsføring må vi altså have folk til.
Nå, men vi skulle jo fornærme nogen. Tja, Lars Bukdahl har indlemmet Bjørn Bredals samlede artikler (!) i bogform blandt sine yndlingsaversioner på linie med Jørn Lunds barndomserindringer. Naturligvis egner den slags sig (modsat Bredals Proust-studier) da heller ikke til bogform: Og for nu at citere Johannes Riis, der ligeledes tilhører Bukdahls yndlingsaversioner: "Fordi noget har gjort fyldest i avissammenhænge, er det ikke nødvendigvis også egnet til bogform". Gæt hvem de ord var stilede til for henved fire år siden, og gæt tillige hvor malplacerede de var: Dels var der nemlig kun tale om et absolut beskedent omfang af (beriget) genbrug, dels var selv genbruget notorisk langt mere bogegnet end de fleste bøger - en last som pressebranchens folk da også altid har foreholdt mig.
Naturligvis har Riis forhørt sig hos en af systemets gnaveragtigt emsige kommissærer og tolket murmeldyrenes hektiske mimren med en glimrende semiotisk sans for tegn på regn i Bermuda. Fandens også at det ikke var Gyldendal der udgav Bredals samlede artikler, men således ved man på Bermudavej altid at gardere sig med en vis barnlig drilagtighed.
Til gengæld er Bredal sprogligt set absolut levende, munter og mundret - og derfor så langt at foretrække for hele den fremstormende hær af unge medieakademikere der konstant æder hinanden med hud og hår i tanke og sprog. Eksperter i spin alle til hobe, for spin og sladder er deres modersmælk og atmosfære i kibbutzens Uni-centre: "Forbrydelsens element", I ved. Så hellere et efterhånden lovlig forkælet søndagsbarn, der menneskeligt nok ikke siger nej tak til et utidigt mausolæum, når der er helt grønt lys. Faktisk vil sorgløse søndagsbørn med deres indrømmet utvungne sprog i fremtidens gennem-intrigante mediehelvede være et lige så stort særsyn som vi selv. Men selv får vi intet utidigt mausolæum, men må nøjes med at håbe på en klækkelig førtidspension med tilbagevirkende kraft.
Således fornyer vi på vor blog de gamle grækeres ord: "Allerbedst er ufødt at være - men den højeste invalidepension er heller ikke at foragte." Jo vi er skam højst omstillingsparate og derfor egnede til både dødsstraf og arbejdsmarkedet. Forskellen på disse to ting er dog, at mens vi ofte drømmer om at modtage vor dødsdom, har vi endnu aldrig drømt om arbejdsmarkedet. Hvad kan vi semiotisk udlede heraf? I følge vore naturvidenskabelige bekendte næppe noget, men den slutning kan som tidligere påvist være forhastet.
For et år siden tid siden drømte jeg således at jeg vågnede og så at hele min lejlighed var ribbet af tyve. Grædende løb jeg ned på min stamkafé og fortalte om min vanskæbne. Da jeg så vågnede i virkeligheden og til min forbløffelse fandt at hele rodebutikken lige fra Netto til Carl Zeiss og Louis Seize stod urørt, og da især af rengøringspersonalet, kunne jeg knap tro mine øjne og følte mig som Jeppe i baronens seng. Så føltes min skæbne straks lidt lettere. Og i følge Freud er dette netop "hensigten" med den art drømme. Biologisk set kan man faktisk heller ikke udelukke, at der vitterlig er tale om et overlevelsestrick for kriseramte organismer. Men der kan også være tale om en utilsigtet positiv bivirkning af drømme som blot skyldes at kriserne tvinger sig dramatiseret på, selv når man sover. Ligesom med krigstraumer. Who knows?
Nævnte drøm havde forresten endnu en positiv bivirkning i mit virkelige liv. Et par dage efter forsøgte jeg gentagne gange forgæves at låse min cykel op - for senere at opdage at det slet ikke var min cykel. Dette inspirerede mig på stedet til den idé, at en mand "løber grædende ned på sin stamkafé" og fortæller at hans hustru er stukket af med en anden.... - for senere til sin lettelse at opdage at det slet ikke var hans egen hustru.
Et mausolæum ville som sagt være det allerbedste - men stående ovationer er heller ikke at foragte...Tag den, Bukdahl. Nå, vi lader snarest en drikfældig teolog oversætte dette vort nye bonmot til flydende oldgræsk. Hvilket minder os om at sætningen "Ni talar bra latin" angiveligt er et palindrom. Heraf kan opmærksomme læsere semiotisk udlede, hvad ordet "palindrom" mon betyder. "Palimpsest" er noget helt andet og minder mere om incest - der lydligt set atter minder yderst betænkeligt om "en fest". Og hermed er festen ved at være slut for i dag.
Men som de sorte sagde til Karen Blixen: "Du vil aldrig glemme os". Nej, det glæder os sørme at høre: For nu har I atter taget så meget af vor kostbare tid, at vi igen har forpasset en bindende tidsfrist i en jobannonce, som vi ellers havde sat os for at byde ind på. I er sgu et dyrt bekendtskab og ender med at blive vort mausolæum. Og dagbladene? De bliver meget snart deres eget mausolæum, hvis de dumstædigt nægter at kende deres besøgelsestid. For: "There will never be another you".
Tuesday, May 20, 2008
"ET SMUKT SIND"
En ældre kunstmaler betroede mig for nylig, at han engang i sin varmblodige ungdom sad i et tog i hæftig omklamring med sin daværende kæreste. Synet af de to fik en ensom ung pige over for dem til at bryde hulkende sammen. Hans kæreste forblev imidlertid aldeles iskold og uberørt af situationen. En venlig dame i kupeen tog sig af den unge pige, men vor mand fortalte, at ved den lejlighed tabte han hen alt for kæresten, selv om han ikke opdagede det her og nu. Kærligheden falmede og han fandt hende derefter nærmest grim.
Det smukke og opbyggelige ved denne usædvanlige historie er, at det uetiske kan være så frastødende at det overvinder såvel æstetikken som ungdommens hede blod. Hvor meget mere er dette ikke tilfældet når hverken ungdommelig naivitet eller kærlighed står i vejen. Når mennesker forfalder til kollektiv grimhed, er det særlig slemt, fordi hver især ved at de andre også bider. Ingen af dem kan derfor være i god tro om at mobningen kan være velfortjent eller pædagogisk sund.
Og her sker det samme, at selv de som umiddelbart set kunne forekomme os ganske attraktive, charmerende eller hvad nu, herefter udstråler en grimhed der gør os aldeles immune over for deres ynder. Det samme gælder også andre fortrin: Folks imponerende færdigheder eller endda evner forekommer os gerne betydningsløse, hvis vi først har tabt for meget for dem menneskeligt - og her tales naturligvis ikke om trivielle smågnaverier. Selv mange år efter er det som om skammen klæber forbitrende ved de faldne på en måde, der hærger deres fremtoning. Her og nu giver det nok de kronisk mandsopdækkede et kick at kunne sparke nedefter til syndebukke, men det er ligesom narkotika eller en aftens overdreven kæderygning hysterisk selvforstærkende som en art nervøs besættelse, sålænge rusen varer.
Og tømmermændene efter det moralske overdrev er nok slemme. Måske skader folk således sig selv endnu mere og frem for alt dybere end de skader deres syndebukke. I underskolen nåede man nu også selv i beskeden grad at opleve hvordan det var at være på den forkerte side af kridtstregen, når man undertiden drillede et særlig nemt og hidsigt offer. Når han så viste klassen foragt og hån i selvforsvar, virkede han irriterende og legitimerede derved drilleriet. Om NN sagde rektor således malerisk, at hans skolevej var brolagt med knuste brillestel: Ja, for når han kom i fysisk klammeri, kunne brillerne jo undertiden ryge sig en tur. Skønt beliggende i Hellerups ældre villaområde gik faderens forretning, der i forvejen tilhørte småborgerskabets lidet kapitalkrævende gebet, ikke strygende og røg sig til sidst samme tur som sønnens briller. Desto mere måtte vi høre om faderens fine cand.polit. eksamen. En kammerat døbte ham naturligvis straks "cand. fallit" - men lidt må man nu kunne tåle.
Ureflekterede børns mere ondartede mobning undskyldes i nogen grad af uvidenhed, men også i voksentilstanden er en art enfoldighed nok ofte med i spillet: Folk ser kun overfladen, selv om de nok med en del af deres sind ved bedre. Men derfra til koncentrationslejrene er der vist ikke ret langt. Undertiden siger velmenende folk med erfaring: "Lad dog være med at omgås røvhuller". Måske har de ret, men problemet er naturligvis når "røvhullerne" er både dørvogtere, censorer og Historiens fortællere. En formildende omstændighed er dog at de er så kedsommelige at høre på at alle falder i søvn: Ja, for ingen er mig bekendt blevet spor bedre eller rigere i deres håndværk ved at undertrykke andre talenter. Måske en sær mental nemesis-effekt af småligheden.
Men nok herom, nu til en både sjovere og smukkere afviger-historie med Oscar-nominerede stars som Jesus, M. Magdalene, David Helfgott, F. Sinatra og F. Esmann.
NILS RUBEN
Før koncertpianist – nu tandudtrækker og impresario.
I et leksikon fra 30erne stod om en af datidens kendte danskere: ”Tidligere advokat, nu negersanger”. Tandlæge Nils Ruben er gået den modsatte vej, fra en musikalsk karriere som konservatorieuddannet koncertpianist til et kontant liberalt erhverv.
Nils Rubens motto som tandlæge lyder: ”Vi ordner Deres tænder mens De venter”. Og han lægger ikke skjul på inspirationen fra Viktor Borges. Han har heller ikke det kunstneriske islæt fra fremmede, for hans far var på engang tryllekunstner og en berømt læge: Han opfandt nemlig den såkaldte Ruben-ballon, der bruges i forbindelse med genoplivning over hele verden - deraf den globale overbefolkning.
Ideen er utvivlsomt stjålet fra Jesus , men Jesus har snart fået anerkendelse nok og mangler jo lige som Frank Esmanns forbillede Walter Isacson intet der hvor han nu befinder sig. Kun keder han sig måske i længden over den evige lykønskningsreception med snacks, cola med kokain, tilgivne og hengivne skøger samt øko-cigaretter i lange baner efter hans sluttelige gennembrud som Guds fortabte søn, der havde været længe udenlands.
Nuvel, om sit erhverv fortæller Ruben, at i Tyskland og mange andre lande er det dokumenteret gængs praksis at tandlæger prakker folk meget bekostelige behandlinger på som slet ikke er motiverede - for hvad er der nu galt med havregrød; og hvad skal vi i grunden med tænder, for burde vi ikke snarere overlade dette arkaiske privilegium til hyæner og gedder (med to 'd'-er - så ikke et ondt over om Jørn Lund). Nå, men nævnte svindel kan lade sig gøre fordi folk især i Tyskland stadig har et yderst autoritært forhold til eksperter.
Nils Ruben arbejder tværtimod gratis en dag om måneden for hjemløse på Mændenes Hjem – under det private motto: ”Først var de hjemløse – nu bliver de tandløse”. Og han bedyrer officielt at underskuddet går ubeskåret til Verdensnaturfonden. Udover den medmenneskelige glæde ved denne gerning fortalte Nils Ruben i en nylig TV-udsendelse, at det er en gave at møde mange fine mennesker med både personlighed og humor, som af en eller anden grund har valgt at leve ude i randområdet hinsides status og forstillelse. Nils Ruben vånder sig omvendt over tidens sjælløse fiksering på karriere, titler og penge.
Der er derfor en smuk konsekvens i, at Nils Ruben tillige er Danmarks impresario for den verdenskendte klassiske klavervirtuos David Helfgott – som var hovedpersonen i biograffilmen ”Shine”. Helfgott forener nemlig en autistisk lidelse med et fænomenalt klavertalent og en næsten fonografisk musikhukommelse.
Man kan derimod ikke føre en normal samtale med ham – men modsat egentlige autister er han på sin egen måde uhyre kontaktglad og omfavner forskelsløst alle, som han har mødt blot en enkelt gang før - undtagen kvinder som han nemlig omfavner selv uden at have set dem før. Da Nils Ruben ved en lejlighed efterlod Helfgott i Østerbro Svømmehal nogle timer, lykkedes det den intetanende og uskyldige sjæl at blive perlevenner med en gruppe rockere i svømmebassinet. Som et krydser-missil eller som et stealth-fly trængte han forbi og igennem alle barske forsvarspansre som var det smør.
Når Helfgott gæster Danmark, bor han hjemme hos Nils Ruben i Vedbæk. I april i år besøgte Helfgott atter Danmark og gav koncerter for fulde huse.
Men Nils Ruben fortæller, at de fleste musikanmeldere desværre bliver usikre over for en så mærkelig person og alene bedømmer ham efter stive normer for hvordan de forskellige værker ”skal” spilles – skønt et anderledes sind vel også må tolke musik på en særegen måde. Men mon ikke denne blokering delvis beror på at tidens bornerte karrieremennesker er så bange for selv at blive ”tabere”, at de ikke tåler at se personer som ved deres eksempel nedbryder det skarpe skel mellem taber og vinder? For hvordan kan de herefter være sikre på selv at tilhøre vinderne?
Lad os derfor belyse dette skel ved at referere en episode med førnævnte hjemløse tandlægeklienter. Da Nils Ruben nemlig for sjov spurgte en klient, hvor lang tid der gik fra denne tabte sin fortand, til han mistede den, var den hjemløse øjeblikkelig med på spøgen – og svarede, at han først mistede den da han opdagede at han ikke kunne tygge sit rundstykke.
Nils Ruben tilføjer at den slags opfindsomhed for ham er et sikkert tegn på begavelse, og at mange af de hjemløse endda forekommer ham bedre begavede end gennemsnittet: For man må bedømme folk på deres egne vilkår, stræben, beskæftigelse og erfaring - hvis man nu ellers skal "bedømme" dem. Med denne eller hin ISO-certificerede "intelligenstest" for moderne konkurrencemennesker kunne man derimod let gå galt i byen og gøre sådanne personer uret – rent bortset fra at så følsomme emner bedst "testes" hemmeligt ved indirekte metoder uden præstationsangst. Hvortil kommer at intelligensen ligesom kærligheden sjældent kommer når man tænker på den.
Men at Nils Ruben i tilbageblik kunne tolke sin klients reaktion som et indiskutabelt tegn på begavelse, var i sin tur ligeledes et sikkert tegn på begavelse, om end vi nu vil overlade til vore begavede og interaktive læsere at forlænge ræsonnementet ad libitum. For ej heller det var nogen præstation på kommando, men blev opfundet spontant som et nuanceret og uortodokst svar på en konkret situation. Bevares, vi giver da oftest og bør også af flere grunde give taberne sådanne handikap-points, så vi ved det godt. Og netop deraf kommer måske mobbernes frygt for "begavede tabere". For hvad kunne det dog ikke ende med, hvis de fik lidt medvind?
Ja, måske kan folk endda have en hemmelig overtro på de underdrejedes skjulte fortrin, som de officielt fornægter desto mere. Men herregud, så let er det nok heller ikke altid for de heldige: For dels slås de også indbyrdes, dels keder selv Jesus sig bravt til ovennævnte evige reception på blå timer der aldrig hører op, og hvor ejheller Marie Magdalene længere formår at drive ham til vanvid, trods viagra samt al mulig solidarisk bistand fra en bedstefaderligt utrættelig Frank Sinatra:"The lady was a tramp - og om lidt er havregrøden klar."
Så nok skal taberne have handikap-points, og af af og til kan vi såmænd også selv behøve dem - men ligefrem at give Naser Khader Modersmålsprisen var nu nok en overdrivelse: Det svarer til at give Jørn Lund Ridderkorset for hans tapre forsvar af fædrelandet - eller Nobels Fredspris for ikke at smække skaller til de andre børn på Bermudavej, trods al tænkelig spalteplads samt totalfredning til lands som til vands. Jo, jo - vi ved det godt: Her på bloggen skriver vi principielt kun ting der ville kunne blive brugt imod os - til gengæld har vi de bedste replikker.
Apropos forloren ære, forlorne tænder samt forloren hare må vi derfor sluttelig fortælle følgende anekdote. Da min bedstefader på 95 af sin husholderske uafladelig fik serveret forloren hare, af førnævnte odontologiske grunde, spurgte han til sidst en dag med en fortvivlet gestus: "Men er der da slet ingen fredningstid på forloren hare?"
Det smukke og opbyggelige ved denne usædvanlige historie er, at det uetiske kan være så frastødende at det overvinder såvel æstetikken som ungdommens hede blod. Hvor meget mere er dette ikke tilfældet når hverken ungdommelig naivitet eller kærlighed står i vejen. Når mennesker forfalder til kollektiv grimhed, er det særlig slemt, fordi hver især ved at de andre også bider. Ingen af dem kan derfor være i god tro om at mobningen kan være velfortjent eller pædagogisk sund.
Og her sker det samme, at selv de som umiddelbart set kunne forekomme os ganske attraktive, charmerende eller hvad nu, herefter udstråler en grimhed der gør os aldeles immune over for deres ynder. Det samme gælder også andre fortrin: Folks imponerende færdigheder eller endda evner forekommer os gerne betydningsløse, hvis vi først har tabt for meget for dem menneskeligt - og her tales naturligvis ikke om trivielle smågnaverier. Selv mange år efter er det som om skammen klæber forbitrende ved de faldne på en måde, der hærger deres fremtoning. Her og nu giver det nok de kronisk mandsopdækkede et kick at kunne sparke nedefter til syndebukke, men det er ligesom narkotika eller en aftens overdreven kæderygning hysterisk selvforstærkende som en art nervøs besættelse, sålænge rusen varer.
Og tømmermændene efter det moralske overdrev er nok slemme. Måske skader folk således sig selv endnu mere og frem for alt dybere end de skader deres syndebukke. I underskolen nåede man nu også selv i beskeden grad at opleve hvordan det var at være på den forkerte side af kridtstregen, når man undertiden drillede et særlig nemt og hidsigt offer. Når han så viste klassen foragt og hån i selvforsvar, virkede han irriterende og legitimerede derved drilleriet. Om NN sagde rektor således malerisk, at hans skolevej var brolagt med knuste brillestel: Ja, for når han kom i fysisk klammeri, kunne brillerne jo undertiden ryge sig en tur. Skønt beliggende i Hellerups ældre villaområde gik faderens forretning, der i forvejen tilhørte småborgerskabets lidet kapitalkrævende gebet, ikke strygende og røg sig til sidst samme tur som sønnens briller. Desto mere måtte vi høre om faderens fine cand.polit. eksamen. En kammerat døbte ham naturligvis straks "cand. fallit" - men lidt må man nu kunne tåle.
Ureflekterede børns mere ondartede mobning undskyldes i nogen grad af uvidenhed, men også i voksentilstanden er en art enfoldighed nok ofte med i spillet: Folk ser kun overfladen, selv om de nok med en del af deres sind ved bedre. Men derfra til koncentrationslejrene er der vist ikke ret langt. Undertiden siger velmenende folk med erfaring: "Lad dog være med at omgås røvhuller". Måske har de ret, men problemet er naturligvis når "røvhullerne" er både dørvogtere, censorer og Historiens fortællere. En formildende omstændighed er dog at de er så kedsommelige at høre på at alle falder i søvn: Ja, for ingen er mig bekendt blevet spor bedre eller rigere i deres håndværk ved at undertrykke andre talenter. Måske en sær mental nemesis-effekt af småligheden.
Men nok herom, nu til en både sjovere og smukkere afviger-historie med Oscar-nominerede stars som Jesus, M. Magdalene, David Helfgott, F. Sinatra og F. Esmann.
NILS RUBEN
Før koncertpianist – nu tandudtrækker og impresario.
I et leksikon fra 30erne stod om en af datidens kendte danskere: ”Tidligere advokat, nu negersanger”. Tandlæge Nils Ruben er gået den modsatte vej, fra en musikalsk karriere som konservatorieuddannet koncertpianist til et kontant liberalt erhverv.
Nils Rubens motto som tandlæge lyder: ”Vi ordner Deres tænder mens De venter”. Og han lægger ikke skjul på inspirationen fra Viktor Borges. Han har heller ikke det kunstneriske islæt fra fremmede, for hans far var på engang tryllekunstner og en berømt læge: Han opfandt nemlig den såkaldte Ruben-ballon, der bruges i forbindelse med genoplivning over hele verden - deraf den globale overbefolkning.
Ideen er utvivlsomt stjålet fra Jesus , men Jesus har snart fået anerkendelse nok og mangler jo lige som Frank Esmanns forbillede Walter Isacson intet der hvor han nu befinder sig. Kun keder han sig måske i længden over den evige lykønskningsreception med snacks, cola med kokain, tilgivne og hengivne skøger samt øko-cigaretter i lange baner efter hans sluttelige gennembrud som Guds fortabte søn, der havde været længe udenlands.
Nuvel, om sit erhverv fortæller Ruben, at i Tyskland og mange andre lande er det dokumenteret gængs praksis at tandlæger prakker folk meget bekostelige behandlinger på som slet ikke er motiverede - for hvad er der nu galt med havregrød; og hvad skal vi i grunden med tænder, for burde vi ikke snarere overlade dette arkaiske privilegium til hyæner og gedder (med to 'd'-er - så ikke et ondt over om Jørn Lund). Nå, men nævnte svindel kan lade sig gøre fordi folk især i Tyskland stadig har et yderst autoritært forhold til eksperter.
Nils Ruben arbejder tværtimod gratis en dag om måneden for hjemløse på Mændenes Hjem – under det private motto: ”Først var de hjemløse – nu bliver de tandløse”. Og han bedyrer officielt at underskuddet går ubeskåret til Verdensnaturfonden. Udover den medmenneskelige glæde ved denne gerning fortalte Nils Ruben i en nylig TV-udsendelse, at det er en gave at møde mange fine mennesker med både personlighed og humor, som af en eller anden grund har valgt at leve ude i randområdet hinsides status og forstillelse. Nils Ruben vånder sig omvendt over tidens sjælløse fiksering på karriere, titler og penge.
Der er derfor en smuk konsekvens i, at Nils Ruben tillige er Danmarks impresario for den verdenskendte klassiske klavervirtuos David Helfgott – som var hovedpersonen i biograffilmen ”Shine”. Helfgott forener nemlig en autistisk lidelse med et fænomenalt klavertalent og en næsten fonografisk musikhukommelse.
Man kan derimod ikke føre en normal samtale med ham – men modsat egentlige autister er han på sin egen måde uhyre kontaktglad og omfavner forskelsløst alle, som han har mødt blot en enkelt gang før - undtagen kvinder som han nemlig omfavner selv uden at have set dem før. Da Nils Ruben ved en lejlighed efterlod Helfgott i Østerbro Svømmehal nogle timer, lykkedes det den intetanende og uskyldige sjæl at blive perlevenner med en gruppe rockere i svømmebassinet. Som et krydser-missil eller som et stealth-fly trængte han forbi og igennem alle barske forsvarspansre som var det smør.
Når Helfgott gæster Danmark, bor han hjemme hos Nils Ruben i Vedbæk. I april i år besøgte Helfgott atter Danmark og gav koncerter for fulde huse.
Men Nils Ruben fortæller, at de fleste musikanmeldere desværre bliver usikre over for en så mærkelig person og alene bedømmer ham efter stive normer for hvordan de forskellige værker ”skal” spilles – skønt et anderledes sind vel også må tolke musik på en særegen måde. Men mon ikke denne blokering delvis beror på at tidens bornerte karrieremennesker er så bange for selv at blive ”tabere”, at de ikke tåler at se personer som ved deres eksempel nedbryder det skarpe skel mellem taber og vinder? For hvordan kan de herefter være sikre på selv at tilhøre vinderne?
Lad os derfor belyse dette skel ved at referere en episode med førnævnte hjemløse tandlægeklienter. Da Nils Ruben nemlig for sjov spurgte en klient, hvor lang tid der gik fra denne tabte sin fortand, til han mistede den, var den hjemløse øjeblikkelig med på spøgen – og svarede, at han først mistede den da han opdagede at han ikke kunne tygge sit rundstykke.
Nils Ruben tilføjer at den slags opfindsomhed for ham er et sikkert tegn på begavelse, og at mange af de hjemløse endda forekommer ham bedre begavede end gennemsnittet: For man må bedømme folk på deres egne vilkår, stræben, beskæftigelse og erfaring - hvis man nu ellers skal "bedømme" dem. Med denne eller hin ISO-certificerede "intelligenstest" for moderne konkurrencemennesker kunne man derimod let gå galt i byen og gøre sådanne personer uret – rent bortset fra at så følsomme emner bedst "testes" hemmeligt ved indirekte metoder uden præstationsangst. Hvortil kommer at intelligensen ligesom kærligheden sjældent kommer når man tænker på den.
Men at Nils Ruben i tilbageblik kunne tolke sin klients reaktion som et indiskutabelt tegn på begavelse, var i sin tur ligeledes et sikkert tegn på begavelse, om end vi nu vil overlade til vore begavede og interaktive læsere at forlænge ræsonnementet ad libitum. For ej heller det var nogen præstation på kommando, men blev opfundet spontant som et nuanceret og uortodokst svar på en konkret situation. Bevares, vi giver da oftest og bør også af flere grunde give taberne sådanne handikap-points, så vi ved det godt. Og netop deraf kommer måske mobbernes frygt for "begavede tabere". For hvad kunne det dog ikke ende med, hvis de fik lidt medvind?
Ja, måske kan folk endda have en hemmelig overtro på de underdrejedes skjulte fortrin, som de officielt fornægter desto mere. Men herregud, så let er det nok heller ikke altid for de heldige: For dels slås de også indbyrdes, dels keder selv Jesus sig bravt til ovennævnte evige reception på blå timer der aldrig hører op, og hvor ejheller Marie Magdalene længere formår at drive ham til vanvid, trods viagra samt al mulig solidarisk bistand fra en bedstefaderligt utrættelig Frank Sinatra:"The lady was a tramp - og om lidt er havregrøden klar."
Så nok skal taberne have handikap-points, og af af og til kan vi såmænd også selv behøve dem - men ligefrem at give Naser Khader Modersmålsprisen var nu nok en overdrivelse: Det svarer til at give Jørn Lund Ridderkorset for hans tapre forsvar af fædrelandet - eller Nobels Fredspris for ikke at smække skaller til de andre børn på Bermudavej, trods al tænkelig spalteplads samt totalfredning til lands som til vands. Jo, jo - vi ved det godt: Her på bloggen skriver vi principielt kun ting der ville kunne blive brugt imod os - til gengæld har vi de bedste replikker.
Apropos forloren ære, forlorne tænder samt forloren hare må vi derfor sluttelig fortælle følgende anekdote. Da min bedstefader på 95 af sin husholderske uafladelig fik serveret forloren hare, af førnævnte odontologiske grunde, spurgte han til sidst en dag med en fortvivlet gestus: "Men er der da slet ingen fredningstid på forloren hare?"
Subscribe to:
Posts (Atom)