TOPOLOGISKE OVERVEJELSER

 

Borneo er med eller uden sine orangutaner en halv gang større end Frankring og dermed verdens tredje største ø efter Grønland og Ny Guinea. Men den eurasiatiske landmasse er jo ret beset ligeledes omkranset af vand og lader sig følgelig som alle øer omsejle. Det er derfor alene i kraft af konspiratorisk konvention, at førstepræmien (thi ”førertrøjer” er lige så bandlyste i mit vokabularium som de lige så fortærskede tørklæder og forhuder) går til Grønland i stedet for til bemeldte retmæssige vinder.

Men dette er nu alligevel hensigtsmæssigt, idet selv de som beklager verdens uretmæssighed, ville hade fuld retfærdighed endnu mere: For selv hvis Borneo beklager sin tredjeplads, så måtte landet i henhold til fuld retfærdighed nøjes med blot at være medtaget langt nede på en alenlang og komplet uinteressant liste af ligeberettigede middelmådigheder. Men ikke nok med det: For heller ikke den eurasiatiske landmasses notoriske førsteplads - selv når vi ser genem fingre med Panama-Kanalen – er interessent, men nærmest en selvfølge.

At vinde er nemlig ret beset kun pikant forudsat et element af uretfærdighed eller ren tilfældighed som i lotteri: For hvis de bedste skulle honoreres helt retvisende, ville verden måske bare blive endnu kedeligere. Jeg mindes for resten her, dengang et medlem af den engang så hæderkronede svenske Nobel-kommité i forbindelse med årets indstillinger rammende tilføjede: ”Vi ska här inte heller glömma, at det hela samtidigt är väldigt barnsligt....”

I stedet for retfærdigheden kunne man foreslå et objektivt common sense kriterium: Hvis en landmasse består i mere end den halve klode, bør den ikke længere betragtes som en ø, idet det sørgeligt marginaliserede verdenshav tværtimod nu bør ses som en indsø i verdens-kontinentet Pangaia.

Verdenshavet kan også have form af et smalt tøndebånd af vand hele vejen rundt langs verdensskontintets grænser – et tøndebånd der følgelig (!) selv må omkranse en ø. Men tøndebåndet er stadig at betragte som en sø – og fjerner vi atter øen fra søen, bliver dette helt indlysende.

Toplogisk-matematisk set er der imidlertid ingen forskel på, om verdenshavet er større eller mindre end kontinentet: I begge tilfælde består en ”jordomsejling” i, at man uden at krydse kontinenten langs vand omskriver dets grænser. Og hvis havet indskrænkes til blot en stor sø i kontinentet, ja da vil en jordomsejling principielt foregå på akkurat samme vis. Blot er der det praktiske forhold, at så snart landmassens areal overstiger den halve klode, da vil en ”verdensomsejling” blive stadig kortere jo større kontinentet bliver: Hvorimod en verdensomsejling vil blive stadig længere ved et voksende kontinent – så længe kontinentet altså omfatter mindre end den halve klode.

Just det praktiske aspekt er grunden, til at dagligsproget ikke bruger det topologiske begreb om øer og søer, som aldeles relativerer størrelsesforholdet og dermed tillige afgørelsen af om noget kan betragtes som en ø i havet eller som et verdenskontinent med en stor indsø. Når det ligefuldt intuitivt stritter imod hårene at kalde en tur rundt i verdenskontinentets bitte indsø for en jordomsejling, så beror den fornemmelse ingenlunde på topologiske principper, men alene på de praktiske kriterier som dagligsproget må prioritere.
Uanset hvor lille verdenskontnentets indsø er, så vil en sejtur søen rundt matematisk set være at betragte som en gyldig jordomsejling. Blot ligger Jordkontinentet da på "ydersiden" af søen - hvilket i sin tur ikke er spor mystisk, idet hvor oplevelse af hvad der omskriver hvad, alene beror på størelsesforholdet og således principielt set er lige så relativt som polaritet *op-ned'i verdensrummet. 

Men topologien er sjovere end alle simultane og redundante kommentarer i ”real time” til det samme debatemne, som straks efter er rettelig glemt - så lad os fortsætte med det herligt uaktuelle spørgsmål, hvor lille et verdenskontinent kunne konstrueres på en sådan vis, at det dog forbliver topologisk umuligt at omsejle.

Svaret viser sig efter nogen eftertanke grundet som sædvanlig djævelsk lediggang er, at lyde, som følger:
Hvis nu Jordens landmasse alene bestod i to tøndebånd vinkelret stillede mod hinanden ligesom to forskellige længdegrader på en globus, eller ligesom på den ene side et tøndebånd rundt om Ækvator og et andet tøndebånd fra pol til pol: Da ville de to tøndebånd krydse hinanden og indskrive fire forskellige indsøer. Men helt uanset hvor smalle vi gør disse to rundtgående tøndebånds undselige landstrimler, så bliver det en topologisk umulighed at sejle ”rundt om landmassen”.

For hver af de fire indskrevne søer muliggør jo nok en sejlads langs en enkelt af verdens fire land sektioner, hvorimod ingen sejlads langs hele landmassens rand er mulig. Topologisk set spiller det arealforhold mellem vand og land, som både vor praktiske intuition og vor jordbundne sprogfornemmelse læner sig op ad, således ingen som helst rolle for en jordomsejlings mulighed eller umulighed.
-------------------------------
Om topologien har vi hermed tillige praktisk bevist, at hvis den ikke i forvejen fandtes, da måtte vi opfinde den: sagt med Guds egne ord om Voltaire i den svære stund, hvor Gud kom i moderne tvivl om både Moses og alle de efter denne opkaldte og ret beset noget uoplyste skikke.

OMSKÆRING UDEN HUMOR

 

Vort fra naturens hånd moderate lager af barmhjertighed må snart rationeres, når vi fra én side presses til bekymring for de som omskæres – og fra modsat side til omsorg for de stakler som ved en lov fremover måtte gå glip af denne velsignelse.

Hvis nogle jøder i al denne omsorg for de omskårne frygter anti-semitisme, så er det ikke komplet irrationelt: For det er næppe naturligt at bekymre sig om så små onder og har derfor ofte andre grunde såsom humanitær-politisk korrekthed – måske undertiden tilsat anti-semitiske islæt. De fleste omskårne jo overlever trods alt, og kun få beklager sig.

Men et symmetrisk modspørgsmål kan sandelig også stilles til de mange hædersborgere, som med landsfaderlig patos engagerer sig i denne jødiske arv uden selv at have andel i den. For også den omsorg kan forekomme affekteret og handler nok ofte om at promenere egen glorie.

Rigets berettigede kan nemlig i længden sjældent undslå sig for tillige at insistere på deres forbilledlige menneskelige værdighed: Et fænomen som Coppola skildrede i "Godfather" med en sådan skønsomhed, at filmen formåede at blive kult selv "inden for murene".

Såfremt omskæring nu alene var en muslimsk skik, ville nok knap så mange brave æresborgere gide forsvare ritualet med højstemt retorik. Nok så besynderligt er det, at skønt vort land ingenlunde savner velformulerede folk af jødisk baggrund, så fører deres grundtvigianske sympatisører an i defensoratet af deres antikke praksis: En patroniserende ambassadør-tjeneste som ville være mere motiveret i tilfælde af uuddannede minoriteter.

Fuld religionsfrihed har vi i forvejen ikke: Dyrkere af Kali eller Astarte må således ikke praktisere menneskeofring. Helt så slem er omskæring jo så ikke: Og derfor bør vi tage humorens mistelten i ed. Men det holder lige hårdt på begge sider; og man kunne retorisk spørge, om nu også den berømte jødiske humor er blevet genstand for den omskæring, som hidtil har været forhudens privilegium.

Hur som helst må det være en trøst, at man ved omskæring ikke løber samme risiko som ved henrettelser, der kan ramme uskyldige, samt amputationer, der undertiden går ud over det forkerte lem:

Sidstnævnte mulighed kan nemlig ved omskæring alene forekomme i de sjældne tilfælde, hvor et drengebarn er udrustet med et symmetrisk reserve-organ ligesom tilfældet er med nyrer, øjne og ører. Men ved sådant overskud er skaden jo dels til at leve med - dels kunne det være anledning til en eksperimentel undersøgelse af, hvorvidt omskårne organer i et livstidsperspektiv klarer sig bedre eller ringere end deres uomskårne siamesiske tvillingeorgan.

Og det minder mig sluttelig om Viktor Borge's vits: "Do you know why there are always three pedals on a grand piano? - Well, the the pedal in the middle is there to separate the two others: which might be bad news for people with three feet...."

-----------------------------------------


AFSLUTTENDE  UVIDENSKABELIG EFTERSKRIFT

 Dette mig bekendt eneste bidrag i den trælse og rent fagligt uinteressante sæsondebat med islæt af den i samme bidrag efterlyste dimension - blev som sædvanligt ukommenteret afvist af alle de aviser som i en årrække dog antog mig som bidragyder: Hvilket afføder det spørgsmål, om instanser der var så mange år om at gennemskue en sølle prætendant, ikke lige så godt kunne tage fejl nu og at have haft ret i første hug - om så også af vanvare snarere end af de rette grunde.

Man blev anerkendt, fordi man var anerkendt - og på samme i dag afvist, fordi ens udelukkelse er etableret. Snart skyldes det åndelig dovenskab ("det tilbud behøver vi ikke engang at læse"), snart kammeratlig fejhed mod bedre vidende; men for det tredje er der i vore dage en socialrealistisk hob af ubodelige praktikanter og hattedamer af begge køn indkomne med fire-toget, som med naiv oprigtighed går ud fra, at alt hvad der ikke enten er en efterligning eller en pedantisk kritik af tidligere indslag, må være i bedste fald irrelevant og måske endda skruptosset.
Alene det slet ikke at forsøge at "ligne" vil nemlig forekomme naive pratikanter akkurat lige så uafbalanceret og kikset, som det forekommer de mere garvede i branchen øretæveindbydende fornærmeligt: For standen hærges i måske endnu højere grad end moderne humaniora af løbsk kopivirksomhed helt ned i billedbrug og karakteristiske sproglige idiosynkrasier. 

Når de heldige i riget begrunder deres ret med verdens dom, kan det ses som et præsenilt tegn: For sådan åndelig slaphed tyder på at de allerede føler sig gamle - og mennesker har som bekendt den alder de selv føler. Når de heldigste af de miskendte tilsvarende lidt paradoksalt begrunder deres berettigelse med, at de skam engang nød verdens anerkendelse, så kan det indrømmet minde om, når zionister med drømme om Stor-Israel henviser til "historiske rettigheder": samt om når alternative cancer-behandlinger med omhu henviser til i autoriseret regi diagnosticerede og efterfølgende rask-erklærede cases.

Men i de alternatives paradoksale tiltro til den etablerede videnskab er der nu intet rigtigt paradoks. For mens ingen jo betvivler den etablerede diagnostiks autoritet, er der god grund til forhåndsskepsis  - men jo ingenlunde altid tilsvarende autoritative modbeviser mod - alternative kure. Og derfor er det kun følgerigtigt, når seriøse alternative behandlere i god tro alene henviser til autoritativt dokumenterede sagsforløb.   

Parallellen til de heldigste af de miskendte er desto tydeligere, idet de mest lovende og bedst dokumenterede aternative behandlinger er udarbejdede af meriterede medicinske og biokemiske forskere, der efter et traditionelt karriereforløb valgte at gå deres egne veje - med de officielle institutioners evalueringsbojkot som følge. De blev således "alternative" alene i kraft af deres udelukkelse.

 Dette beviser ganske vist ikke, at de har ret, så lidt som alverdens "miskendte" burde anerkendes - med endnu større kollegial betrængthed som følge end den, som de indtil da beklagede. Men det indikerer dog ligefuldt, at enkelte af dem måske alligevel kunne have ret. Parallellen til de heldigste af de miskendte omfatter tillige mekanismerne i deres udelukkelse: For selv om udelukkelse i nogle tilfælde sker i god og oprigtig tro, og selv om vitterlig udelukkelse mod bedre vidende nok oftest beror på de medicinske koncerners indflydelse på de forskningsinstitutioner, som de sponsorerer og ofte selv er repræsenterede i, - så har al social udelukkelse tillige en psykologisk side:
 Den som vælger at gå sine egne veje, forholder os nemlig ved sin provokerende mangel på afhængighed af vor godkendelse den højagtelse, som vi forventer - og gør sig dermed fortjent til at blive betalt med samme mønt.  Og dette gælder i særdeleshed i de tilfælde hvor vi meget vel selv ved, at den pågældende ingenlunde er så tovlig som vi indbyrdes såvel som udadtil foregiver at mene. Den ultimative straf og endegyldige løsning består i så utilgivelige tilfælde i, at vi andre generøst må tage både æren og straffen for hvad hin vankundige ved et rent tilfælde faldt over uden selv at formå at formulere endsige efterprøve og begrunde det retvisende.

Parallen til de mosisk omskårne, der forlængst er velfortjent reducerede til en indledende digression og en parentes i vor diskurs, er måske knap så indlysende. Men de vise vil nu alligevel kunne hævde, at ganske ligesom forhudens arkaiske emballage vel ikke er den aller vanskeligste ting i verden at måtte undvære - således skulle de mest velforvarede vel også nok være i stand til at leve uden tinglysning hos instanser, hvis altid inspirerende og underholdende selskab de jo i grunden på ingen vis savner i det daglige...

DETTE minder mig sluttelig om, dengang jeg sammen med en bekendt transporterede et klaver til en nyligt pensioneret psykiater fra Gentofte Sygehus. I den efterfølgende konversation med generøse drinks til såvel musikalsk chauffør og ditto assistent, spurgte jeg psykiateren, om han ikke savnede sine hospitals-kolleger. "Nej - men derimod savner jeg mine patienter...." lød svaret.
  
Og da jeg efterfølgende bragte den så velskrivende psykiatri-professor Erling Jacobsen fra Århus på bane - fortalte hans københavnske kollega, at han et par år før havde taget sit liv - vist nok som følge af vedholdende kollegial mobning just grundet sine fortrin. Så selv velfortjent anderkendelse er åbenbart ingen livsgaranti - og da især ikke hvis man forventer den fra de forkerte.

FOSSILE BETRAGTNINGER PÅ ÆRENS VEJ

 

Det slår mig ofte at den menneskelige forfængelighed har en komisk reptilagtig sejlivethed, selv længe efter at dens naturlige biologiske forlængelser er så tilkalkede, at de må betragtes som fossile - og derfor tillige forlenede med stuerenhedens antikvariske charme.

Men i sommervarmen orker ingen djævel hverken høre om andres bedrifter og skudsmål eller bestikke sig til egne skudsmål, som jo ligeledes ingen djævel gider høre.

Kun de allermest præsenile formår selv i sommerheden at fremture med en robots nerveløse uanfægtethed i deres engang fikserede og så at sige præ-fossile sociale ambition: der i sin tur trofast understøttes af deres renommé samt af det personlige curriculum som ingen anledning nemlig er for ubetydelig til at urgere, for det tilfældes skyld at enkelte svage sjæle skulle have glemt eller overset det.

SPROGFOLK taler på lignende vis om "sovende metaforer": i sig selv en metafor, der refererer til oprindelig billedlige udtryk som forlængst er blevet til stående og helt ureflekterede vendinger (”idiomer”), der ikke længere ledsages af den sammenlignende forestilling.

I stedet for "sovende metaforer" kunne man tilsvarende have kaldt dem "fossile metaforer". Jo, men så drastiske billeder er nu engang en sjældenhed blandt sprogfolk: for mens en sprogbruger med tungen lige i munden nok kan præstere at tale i søvne, så er det samme en komplet umulighed selv for det mest velbevarede antropologiske fossil. Og alene af den grund vil den sande videnskabsmand kvie sig ved en så drastisk metafor.

Meget vel, men nu er vi så ikke sprogforskere, og derfor vil vi ikke desto mindre insistere på at tale om ”fossilerede” snarere end ”sovende” sociale ambitioner. For den fossilt forstenede sociale stræbsomhed er hverken noget teselskab eller en middagslur og kræver ubønhørligt sin mand, komplet uanfægtet af både Fehrenheit og von Planck.

Dette minder mig atter om en stivnakket, men ret statelig ældre herre der i min barndom og længe efter kunne ses i frakke ledsagende Københavns kongelige livgarde i preussisk strækmarsch og med et ansigtsudtryk af urokkelig, om end komplet uartikuleret og rimeligvis ligesom hos dinosaurerne ubevidst bisterhed.

Mange år senere så jeg ham så i en bus, hvor han med robotagtig automatik belevent straks rejste sig for en indstigende dame, der ingenlunde var blot i nærheden af hans egen grånende alder. Men slet intet i hans ansigt og utvivlsomt heller intet i hans indre fysiologi røbede den mindste erindring om ungdommens sjælelige bevægelse - kun denne automatiserede refleks af fordums erotiske anlæg vidnede om en menneskelig forhistorie af kød og blod, hvor der nu alene var preussiske stene for brød.

Og det var mindet om denne oplevelse i bussen, der mange år senere fik mig til at mønte og patentere forestillingen om "fossilerede sjælsbevægelser".

Men til et sådant stadie af olympisk forbilledlig upåvirkelighed er man endnu ikke selv nået, for nogle modnes nu engang først sent eller endda aldrig: Og dog siger man at det er "aldrig" for sent. Skønt "aldrig" ret beset er aldrig jo da netop for altid "for sent".

MEN kort sagt så er vi selv endnu ikke nået til det fossile stadiums værdighed og døjer som nævnt i denne hede - selv om også ungdommens plagsomme sjælsbevægelser ligger i en sådan dvale, at de end ikke gider at tilkendegive sig i form af mekanisk fikserede galante reflekser i den offentlige trafik.

Nej, en svalebajer er det eneste der kan bevæge os. Javel, men en enkelt svale gør som bekendt ingen sommer, så vi må hellere tage en til.

Har man således set en enkelt svalehale og drukket en svalebajer eller måske to, kun for snart efter at blive overhalet og vinket ind til siden af en politibil - så er det fristende at håbe på, at det uventede syn må skyldes præmatur delirium.

Men det var desværre ikke tilfældet, for betjentene var skam ægte nok. På den anden side var det desto mere trøsterigt, at både alkohol-testen og corona-testen besynderligt nok var negative - ligesom efterfølgende test af pupil-reaktioner ikke formåede at afsløre hverken verdens sandetilstand eller det sande omfang af vort narkotiske forbrug.

Endog dækkene stod endnu lige akkurat på den rigtige side af grænsen til lovløshedens sibirisk forjættende kontinent. "Jamen så skal vi ikke forstyrre mere, lød det afslutningsvis.

Dette til forskel fra et besøg engang i Polen, hvor trafikpolitiet i håb om generøs bestikkelse insisterede på ubesindig, om så ikke lodret ulovlig kørsel: kun for efter stædigt gentagne alkohol-test højst vrangvilligt at måtte medgive, at bilens indtil et år tidligere polske fører var og blev mirakuløst ædru.

Men da vi til sidst fik lov at forlade stationen, bedyrede den ældste betjent dog med en faderligt berigtigende autoritet, der skulle redde både hans egen, stationens og den polske nations stolthed og ære: "Men din tavse danske medpassager: han er da i hvert fald plørefuld!

COVID OG DET KONGELIGE TEATER

 

I tidligere epoker för velstand og velfærd ville Covid ikke få stor nationaløkonomisk betydning sammenlignet med f.eks. Den spanske Syge, Det kongelige Teater eller Den sorte Død.

Indskydelse: Såfremt den just improviserede treenighed nu blev anbragt i et debatindlæg til f.eks. vor mindst ringe ugeavis, kunne jeg nok se frem til ret snart at få et bugtalerisk svar i form af en velplaceret drengerøvs redaktionelle genbrug: en uvane på højniveau som han nemlig en gang tidligere har fået moderligt præjudicerende tilgivelse for på aller højeste redaktionelle niveau - mod ligesom japanske top-direktører i beslægtede situationer at give den som mekaniske dukketeater-figurer i et tårevældet offentligt deklamations stykke for åbent tæppe i de nationale TV-kanaler.

Præjudicerende tilgivelse?: -Jo, for som en argentinsk lommetyv engang sagde da min far greb ham på fersk gerning i egen lomme: "Men hvis vi nu ikke engang må stjæle fra de rige længere, hvem skal vi så stjæle fra?" Lommetyven blev allerede ugen efter på min fars anbefaling ansat som professor i filosofi i Borghes' egen by Buenos Aires: just grundet det her demonstrerede skolastiske naturtalent, som jo slet ingen opreklameret "uddannelse" kan hamle op med.

Denne parentiske refleksion med tilhørende anekdote alene for endnu engang at minde jer om, at jeres demokratisk valgte guruer trods deres respektive ekspertiser more often than not er kedsommelige personager. Men I får de skriftkloge som I fortjener....

Nå, men tilbage til hovedsagen, det billige skidt:

DET er kun fordi vi prioriterer, at alle risikogrupper skal beskyttes og om nødvendigt behandles optimalt, at nationaløkonomien bliver et "issue".

Det havde man slet ikke råd til i gamle dage: Kort sagt: "Hvor mange raske skal ofre hvor meget for at redde hvor få syge?"

Men selv i dag er der stadig grænser, for vi forbyder jo hverken bilisme og flytrafik trods en vis dødelighed.

Dels af økonomiske grunde, for kun heroisk bragesnak er jo helt gratis eller endda spaltebetalt; men nok også fordi trafikrisikoen hverken gør stands eller persons forskel og derfor ikke opererer med svage risikogrupper med krav om særlige hensyn:

Vi tager nemlig alle risikoen, hvis vi har råd - og de stakler som ikke har, kompenseres med uden billet eller kørekort at kunne blive kørt ned eller ende som nødlandingsplads for en jumbojet.

Andre sygdomme så som selveste døden begrænses i deres nationaløkonomiske konskevenser deraf, at da videnskaben endnu ikke råder over hverken nogen forebyggelse eller nogen kur mod den, så kommer selve spørgsmålet hvor meget bekæmpelsen og forebyggelsen af døden må kosten, slet ikke på tale. Trafikulykker kan derimod forebygges - ja men det er som sagt bare alt for dyrt.

INUITTER, ESKIMOER OG ANDRE MENNESKER

Vi mennesker foretrækker at kloge os om andres gøren og laden fremfor, at de andre kloger sig på vor egen. Det forholder sig nemlig her akkurat som med kolonisering. Derfor er det afgjort mest befordrende, når en kulturs eller en religions reformer tillade at spire og vokse indefra - om så også med al mulig inspiration.

For når end ikke vi som mener os højtoplyste, på nogen vis tåler at blive stillet i skyggen: hvad kan vi da forvente af de uoplyste?

Da den alvorsfulde sommersnak p.t. går på opgøret med alskens kolonialvarer, så er et af spørgsmålene, hvad der rettelig kan kaldes kolonialisering, og hvornår udtrykket omvendt er noget af en en tilsnigelse. Og for inuitternes vedkommende mener historikeren Michael Böss at have belæg for det sidste.

I forlængelse heraf mener Böss, at inuitterne næppe før vor tid har haft en egentlig etnisk selvbevidsthed, da de levede uhyre spredt og uden hverken nation, statsdannelse eller kendskab til sådanne størrelser. Men at de rimeligvis alligevel har opfattet hinanden som beslægtede og samhørige i sprog og levevis. 

SPØRGSMÅLET er imidlertid nu, om ordet "inuit" så har betydet 'menneske', eller det mere specifikt har betydet, hvad vi kalder eskimoer. Og såfremt ordet har betydet det generelle 'menneske': Har de mon så betragtet fremmede gæster som 'inuitter' eller ej?

Uanset svaret har de helt givet kunnet se både ligheder og forskelle - og det er derfor også oplagt, at de må have haft ekskusive betegnelser for de fremmede - også selv hvis de samtidig skulle have betragtet dem som "inuitter". På ganske samme vis har også vi jo betegnelser for forskellige folkeslag, også selv om vi samtidig betragter dem som rigtige mennesker.

SPØRGSMÅLET om betegnelsers grad af generalitet og rækkevidde er dog ikke specielt knyttet til etniske kategorier, men er noget helt generelt begrebsmæssigt. For at opnå klarhed er det derfor nødvendigt at abstrahere et øjeblik fra det konkrete emne - ganske ligesom vi for at forstå en algebraisk formulering er nødt til at digte forskellige konkrete eksempler i stedet for at fiksere os ved et enkelt.

Så det gør vi:

Antag at der boede mennesker og ikke kun Commodo-varaner på Commodo. Hvis man nu præsenterede urbefolkningen for eksotiske varan-arter, ville de mon så acceptere dem som lige så ægte varaner som deres egen? Det samme gælder kornsorter, frugt, sole og en bunke andet.

Kan man kort sagt vide, at deres navn for den hjemlige dinosaur betyder "varan" og ikke mere specifikt deres egen livsfarlige art? Da de jo kun kender til denne ene art, så må den generelle betegnelse "varan" være rigeligt entydig. Og på samme vis med "inuit" i områder uden andre kulturer: Men i så fald burde ”inuit” betegne mennesker generelt.

Javel - men det kan lige så godt forholde sig sådan, at navnet "varan" går på "hele pakken", når Commodo-varanen nu engang er den eneste de kender. For frivillig abstraktion helt uden konkret anledning er nu engang ikke det almindelige. Men i så tilfælde skal man faktisk være eskimo for at kunne kaldes "inuit"...

På den anden side hindrer dette ikke inuitter i tillige at se dybe ligheder, som giver anledning til både frugtbart samvirke og gæstfrihed: ja, så vidt vi har hørt jo endog eksogam gæstfrihed.

Man har åbenbart tidligt forstået, at under så bistre kår er det klogest at se generøst på fysiognomiske forskelle. Hvis vi andre kører i grøften, vil også vi nok se stort på hudfarve og fysiognomi hos den barmhjertige samaritaner som yder os førstehjælp og tilkalder assistance: og da jo især promille-kontrol.

Men omvendt kan vi som bekendt sagtens geråde i forsvarskrig mod en anden stat, også selv om vi udmærket ved, at de arme djævle er lige så hvide mennesker som vi, men selv er underlagte et velorganiseret diktatorisk styres tvang. Men den viden vil jo indrømmet nok let falde i glemsel under slagets gang.

Tilhængere af den generelle tolkning af ordet ”inut” kan således stadig have ret i, at fraværet af sådanne dæmoniserende modsætningsforhold til andre grupper i fredelige perioder kan have gjort det nærliggende for ”eskimoerne” at lægge større vægt på lighederne med fremmede besøgende end på forskellene. Og deres åndeguder har nok ment det samme. Også selv om man ikke ligefrem har opfattet og betegnet gæster fra andre kulturer for ”inuitter”.

SIBIRIEN og LAPLAND 1964, 1999 og 2020: Laurits van der Post & Colin Thubron

NYBYGGERE

SIBIRIEN 1999 - OG LAPLAND 2020

Nybygger-ætling i tredje generation. Nu pensioneret omrejsende kraftværksbygger. Vandkraften overstiger i omfang endnu langt vindkraften - som dog er på fremmarsch også i Lapland: men ligeledes ofte kontroversiel.

Når jeg rejser i disse egne, føler jeg mig (dog med forbehold for min reservatsmæssige initiativer - så vel som apokryfe plejetiltag hinsides al autorisation) - som en urban plattenslager blandt hæderlige folk.

I København og på soviale medier føler jeg mig omvendt som en af de få ærlige blandt en formelig horde af folk, som helt på tværs af socialklasser søger at score om ikke ligefrem uretmæssige, så i hvert fald aldeles uproportionale fordele ved urent trav samt ved at benytte sig af naive sjæles amatøristisk halsløse -men også risikoløse - forhåbninger om medgang på samme allerede plebejisk overbefolkede og langt hen devaluerede boldgade.

Læser sideløbende den britiske forfatter Colin Thubron's rejseberetning fra Sibirien 1999 -der atter genkalder Lauritz van der Post's tilsvarende fordomsfrit oplysende rejseberetning fra Sovjetunionen 1964.

Mens van der Post's bog fra Breshnev-tiden med faste priser og lønninger indgav optimisme og gav indtryk af fremtidstro, national stolthed samt udbredt almen respekt for viden -herunder stor nysgerrighed over for vestens kultur, videnskab og sågar sprog - så efterlader den nye bog skrevet i den nye mafias storhedstid langt hen et indtryk af desperation og desillusion.

Inflationen har aldeles udhulet pensionerne, nogle få bliver rige, mens landbruget og også nogle rensdyrfolks vilkårer mange steder er hårdt ramt af markedskonkurrence, miljøødelæggelser såsom syreregn.

Men de i Stalin-tiden forbudne religioner shamanisme og buddhistisk lamaisme i Østsibirien har overlevet, nu legaliserede og i fremgang: om end især hos de ældre og oftest i mangel på andet at tro på.

Også de gammeltroende ortodokse kristne forfulgtes indædt i 100 år, men fik amnesti, oprejsning samt gevaldig opdrift fra Katerina den anden og frem: kun for at decimeres nådesløst under Stalin.-

Nogle har dog overlevet og er øst-Sibiriens svar på Amerikas mormoner, Amish-folk og mnemomitter: ganske som dekoloniserende kosakkerne var Ruslands svar på vestens cowboys.

Sibirien var også allerede fra1700-tallet straffefangernes, udskudenes og arbejdslejrene land, og hovedstaden Irkutsk var længe hærget af mordere og røvere.

Men samtidig kom Sibirien til at stå for det uspolerede, uskylden: Især efter at de hårde kriminelle fanger fik fornemt selskab af landsforviste deltagere i Decembrist-opstanden 1825 samt polske nationalistiske oprørere 1863.

De civiliserede flygtninge bragte kultur og nogen velstand, indtil mange af dem efter 30 år kunne vende tilbage til Petersborg og Polen. Men mange af de hjemvendte ramtes af notalgi og civilisationslede.

Det dobbelte syn på Sibirien som på engang håbløshedens og utopiens sted lever fortsat. Især de mange unge uden jobmuligheder selv trods god uddannelse lider af desillusion og kan kun håbe på udrejse til vesten. Deres forældre længes derimod typisk tilbage til den gode gamle Breshnev-tid, præget af stabilitet.

At Gulag-lejrene i Kolymas guldområder også helt bevidst var rene dødslejre og fortsatte helt ind i 50-erne, er rystende læsning -ikke mindst gennem forfatterens samtaler med enkelte overlevere: herunder især visse seje og ejendommeligt langmodige kvinder, som fortæller at mændene i slavelejrene typisk døde først. Også i nutidens elendighed ses en numerisk ovevrægt af enlige tiggende kviner hvis pension ikke rækker længere end til brød og husleje.

Atter hører vi, hvorledes fangerne langt hen troede på Systemet - trods disse fatale fejltagelser. Arthur Koestler fortæller i sine erindringer det samme om sin ungdom som troende Komintern-arbejder - samt om de højtstående ofre for udrensning som typisk uden forbehold erklærede sig skyldige i spionage for udlandet.

Tro er bedre end ingen tro og giver en slags mening.: fangernes eget martyrium oplevedes som mystisk uomgængelig, men tillige heroisk skæbne og som det sovjetisk-russiske modstykke til den kristne martyrtradition, som deres forældre havde bekendt sig til. Uheroisk at beklage skæbnen kunne derimod risikere at skade Systemet og tages til indtægt af Vestens fjendlige regimer.

Helt nyt for mig var det også, at et alternativ til zionismens hjemland oprettedes i 1920erne som russernes lønsing på "det jødiske problem": aller længst mod øst som en kombineret nyttiggørelse og afledning af den regime-kritiske zionisme. Men også som et bolværk mod yderligere Japansk ekspansion.

Befolkningen i Ukraine og Krim havde frabedt sig det samme tilbud, så løsningen blev det jødiske hjemland Birobidzhan nær Stillehavets kyst 1928 : også andre befolkningsrupper blev i 20erne tilkendt en vis autonomi - som dog siden knægtedes hårdt under Stalin.

-Mange idealistiske jøder indvandrede fra vest - men oftest for at vende tilbage. efter nogle år - eller finde bedre arbejde i større sibiriske byer.

Kolonien blev efterhånden stærkt russificeret, og de få troende yngre jøder drømmer i håbløshedens nye tider om udrejse tiI Israel. Dette har dog lange udsigter, fordi mange jøder i sin tid for bekvemmelighedens skyld valgte at søge russisk pas, mens de uventede nye udrejsemulighederne i 90erne var forbeholdt officielle jøder. Ikke desto mindre lykkedes det ved bestikkelse og gode forbindelser rigtigt mange mere velbeslåede at opnå udrejsetilladelse selv helt uden jødisk arv.

SØREN MØRCH, ERSLEV - OG KONG DAVID...

Den sprænglærde Søren Mørch og hans erklærede nyere læremestre hylder den tese at "gå til fortiden som et fremmed land"? Historikeren Michael Böss henviser til denne devise i sin kritik af nogle moderne mediers moraliserende historie-fortælling.

I øvrigt lider det slående og mindeværdige antropologiske billede dog ved nærmere eftertanke af den svaghed, at lige akkurat andre tider kan vi jo i følge sagens natur netop ikke besøge.

Så i den forstand er vi vel til syvende og sidst stadig henvist til det "kildemateriale" som for historiefagets tidligere guruer (Erslev etc.), er aksiomatisk, men som Mørch og hans læremestre i et vist omfang synes at relativere.

Når visse historikere i dag stiller spørgsmålstegn både ved eksistensen af de vældige konger David og Salomon - og sandelig tillige ved profeten Muhammed med sin ellers så imponerende "virkningshistorie" - så er det da netop under henvisning til, at de herrer i stil med Holger Danske alene omtales af deres egne, men slet ikke af de store nabo-rigers samtidige kilder. Og dermed scorer den klassiske Erslev'ske tilgang vel immervæk en stærk pointe.

De mest rettroende henholdsvis bibelstærke og koran-stærke vil dog velsagtens hertil svare, at det her forholder sig ganske, som når de velkomne i riget med konsekvent skinsyge fortier og kun uden navns nævnelse citerer ligeværdige udspil og reaktioner fra folk der ikke er inviterede til at sidde med ved Homers og Rifbjergs rige danske tag-selv-bord.

Dvs. "De småtskårne kvajpander vidste skam aldeles udmærket hvem vor store Kong David var".

Men den følelsesmæssige tilgang som fordømmer og på forfædrenes vegne undskylder historien, afviser både Mørch og de gamle derimod ganske rigtigt.

For ej heller antropologen på besøg i junglelandsbyen lægger sine holdninger for dagen, før han eller hun er blevet inddraget som stemmeberettiget.

Historikerens fordømmelse er qua med-menneske, men den hverken kan eller skal begrundes historie-fagligt - og i den forstand er den vitterlig fagligt irrelevant. Derfor er det naivt at forvente at ens fordømmelse "som fagmand" har nogeneksemplarisk afsmittende virkning.

I øvrigt er det vist Shakespeare der siger, at skulle vi nu også bedømmes moralsk, da burde vi alle have en dragt prygl. Men pyt med det: For ingen mors sjæl ser jo heldigvis andet end hvad der med Andersens ord "har stået i avisen".

Nu har jeg ikke selv besøgt Auscwitz:

Men jeg forestiller mig, at virkningen er større, når man præsenteres for sporene af den rå virkelighed selv end af didaktiske ledsage-tekster om "nazisternes ondskab".

Sådan redundant snak vilsnarere virke afsvækkende - og mit gæt er den slags heller ikke står at læse i dagens Auschwitz. De som overlevede, moraliserede ikke -ganske som ingen forsøgte at moralisere over for Hitler. End ikke Jesus moraliserede over for selveste Satan: ikke over for det moralsk inkommensurable....

Kolonisterne var derimod næppe meget værre end vi andre: "Feel good"- moraliseren har vist aldrig gjort nogen klogere og er endda ret beset ikkeengang specielt agtværdig.

Synes godt om

Kommenter

Del