INTUITION og LOGIK

INTUITION VERSUS SALOMONISK VISDOM

Intuition kalder vi al forståelse der ikke er sprogligt artikuleret og muligvis heller aldrig bliver det. Vor situationsbevidsthed indeholder en omfattende helhed af viden og links til personer, steder, tider, begivenheder og emner, som ville tage en evighed at artikulere sprogligt. Vor intuition er ikke blot imponerende i omfang men ofte også i dybde: Som det lille barn kan mennesker uden at kende én synderligt nærmest henkastet undertiden sige noget der ved eftertanke længe efter viser sig at udtrykke et søvngængeragtigt klarsyn, som ej heller den pågældende selv har reflekteret yderligere over. Intuitionen kan i al sin vaghed ofte ramme rigtigt i ét hug – men til intuitionens vaghed hører så også at den omtrent som spredehagl sjældent selv ved hvor genial den er. Kun forfattere og kunstnere vogter som rovfugle over deres egen intuition og bjerger omtrent som drømmeforskerne med nidkærhed alt associationernes vraggods. .
Men intuitionen er ikke ufejlbarlig og der er rimeligvis en slags komplementaritet mellem intuitionens vældige omfang og så på den anden side den eksakthed der forudsætter en høj grad af psykisk intensitet. Den sprogligt artikulerede tanke er ikke en tanke iklædt et af de sprog man tilfældigvis behersker, men en gennemført og fuldt udfoldet tanke, der har overlevet alle skærsildens prøvelser.
Det kan ske at man bagefter kan føle at man egentlig blot er nået frem til den samme umiddelbare klarhed som man besad i udgangspunktet, men der må i så fald være tale om hvad man i gamle dage kaldte en ny og højere umiddelbarhed, der nu også er i stand til at forklare sig og forsvare sig og dermed måske også få en smule gennemslag i verden.
Nogle kunne måske synes at intuitionen oftest kan være nok, og det er den jo også oftest i praksis og just af ovennævnte praktisk-økonomiske grunde. Men behovet for artikulation opstår i den situation hvor man som skolelæreren skal forklare brøkregning for den talforskrækkede og dermed tvinges til at gennemlyse og rekonstruere det tilsyneladende selvfølgelige. Det opstår imidlertid også i hyppige situationer hvor to lige uimodsigelige og tilsyneladende sikre intuitioner strider mod hinanden.
Det er ofte tilfældet ved gåder som den følgende der var Wittgensteins yndlingsgåde. Forestil jer at en lang snor er spændt stramt rundt om jordkloden som en livrem. Hvis vi nu udvider livremmen med en meter og tænker os at snoren strækkes og spændes ud hele vejen rundt, hvor højt over jordoverfladen vil snoren da være udspændt? De fleste af os vil her svare, at eftersom en meter er ingenting i forholdet til hele Jordens enorme omkreds, så vil vi der står på Jorden naturligvis slet intet mærke til ”livremmens” nærmest mikroskopiske forlængelse.
Men et lige så intutivt, men uforeneligt svar vil komme fra geometrilæreren, der giver fanden i det konkrete tilfælde og tager det helt abstrakt efter lærebogen. For han vil sige at når en cirkels omkreds forlænges med en meter, vokser dens diameter med godt 30 centimeter. Følgelig vil snoren nu have 15 centimeter ned til jorden på vor side af kloden og andre 15 centimeters frigang på den modsatte side af kloden, altså i alt 30 centimeter.
Her står således to lige uafviselige intuitioner over for hinanden.. I sådanne tilfælde kan men afgøre sagen ved at vælge den stærkeste og mest overbevisende intuition og fortrænge den anden – men det er utilfredsstillende og så at sige uværdigt ikke at kunne yde alle parter salomonisk retfærdighed. Her må den artikulerede tanke derfor træde til, og det handler trods sprogets nødvendighed som vehikel ikke om beherskelse af dette eller hint sprog eller om sprogsans i al almindelighed. Opgaven løses kun tilfredsstillende hvis man pædagogisk kan udtrykke de to intuitioner i det samme sprog og således lade den tabende part forstå i hans eget vokabularium hvorfor han har uret. Vi må altså finde en fællesnævner, en kommensurabilitet, et fælles begrebssæt.
Ved Wittgensteins yndlingsgåde kan vi jo nok ane at geometrilæreren trods alt må have ret, for geometrien kender ikke til undtagelser, hvorfor opgaven bliver at imødegå den mere jordnære intuitions skepsis på dens egne præmisser. Og faktisk kan vi her give den jordnære intuition ret i at sammenlignet med Jordens enorme omkreds er en meter helt mikroskopisk. Men akkurat det samme gælder jo netop også de femten centimeter som snoren nu har som afstand til Jorden hele vejen rundt: Femten centimeter er jo heller ingen verdens ting sammenlignet med Jordens enorme diameter, og vi mærker dem kun fordi vi som små nærsynede myrer står og holder i snoren. Set fra verdensrummet ville frirummet derimod ganske rigtigt være usynligt, og af samme grund kan situationen heller ikke afbildes på en tegning. For en retvisende afbildning ville kræve et lærred af aldrig før skuet format, i næsten samme skala som jorden selv. Således har vi nu ydet begge parter fuld retfærdighed uden dog at give begge ret.
Lad os give et andet eksempel på intuitionens behov for en artikuleret opmand og mægler. Det er ikke så svært at forstå at de fleste af os nulevende nok et eller andet sted har en forfader der i sin tur langt ude nedstammer fra Karl den Store. For vi nedstammer jo alle fra en masse mennesker og har jo således hele otte oldeforældre, seksten tipoldeforældre osv. Derimod er det ikke uden videre givet at vi alle nedstammer fra et tilfældigt antikt abemenneske, fundet i vulkansk aske – også selv om han vitterlig tilhører samme stamtræ som vi. Intuitivt er det især klart at hvis nu han tilhører en uddød variant, så kan vi ikke nedstamme fra ham. Men dertil kommer at mens individer inden for en og samme art i formeringens hellige navn blander sig promiskuøst og har gjort det siden Karl den Stores tid, så blander forskellige arter sig per definition netop ikke, hvorfor vi ikke kan sidestille allehånde uddøde abearter med europæerne fra Karl den Stores tid til vore dage.
Men man kan modsat også fornemme noget utilfredsstillende i denne afvisning, for som et sandt abemenneske tilhører vor antikke slægtning in spe dog samme slægtstræ som vi, og hvis han ellers har nulevende efterkommere, må vi da ikke trods alt nedstamme fra ham såvel som fra Karl den Store?
Lad os atter se på Karl den Store. Vi nedstammer alle fra samme forplantningsfællesskab som det han tilhørte, og efter så mange generationer tør vi derfor hævde, at vi nok også nedstammer fra alle medlemmer af det pågældende forplantningsfællesskab med nulevende efterkommere – men naturligvis ikke fra dem uden nulevende efterkommere, for så ville de jo alligevel have nulevende efterkommere..
På tilsvarende vis kunne nogen hævde, at da vi tilhører samme forplantningsfællesskab som hint fossile abemenneske, så bør vi også nedstamme fra ham, forudsat at han ellers har nulevende efterkommere. For set på langs af tiden tilhører vi jo det samme omfattende slægtstræ som han og i den forstand samme forplantningsfællesskab forstået som en firedimensional størrelse i rumtiden.
Imidlertid kan paradokset løses hvis vi begrænser talen om forplantningsfællesskaber til samtidige, så at sige blot tredimensionale forplantningsfællesskaber. For nævnte abemenneske tilhørte nok samme stamtræ som vi og nedstammer derfor fra de samme antikke forplantningsfællesskaber som vi – men han tilhørte dem netop ikke, modsat Karl den Store. Der er således forskel på som Karl den Store at tilhøre samme forplantningsfællesskab som vore forfædre og så som hint abemenneske blot at nedstamme fra det samme forplantningsfællesskab som vore forfædre. For mens vi selv rimeligvis nedstammer fra alle tilhørende samme forplantningsfællesskab som vore forfædre, forudsat at de ellers har nulevende efterkommere, så kan dette forhold ikke overføres på antikke abemennesker der blot nedstammer fra samme forplantningsfællesskab som vi og vore forfædre. For hvis hint abemenneske nu blot repræsenterer et sideskud og ikke et af de skud der i tidens fylde førte til det moderne menneske, så kan vi roligt frasige os arv og gæld, også selv om vi nedstammer fra de samme arkaiske forplantningsfællesskaber som han.

Med Karl den Store er det en anden sag, for folk har jo parret sig i flæng lige siden hans dage – hvorimod forskellige antikke modeller af abemennesker ifølge sagens natur ikke har blandet blod, idet forskellige arter jo netop vil sige for evigt adskilte forplantningsfællesskaber.
Sagens fulde opklaring hinsides alle hånde modstridende intuitive nøkker sker akkurat som i tilfældet med Wittgensteins gåde ved at vi gennemtænker og udtrykker de modsatte forslag i samme begreber eller termer og således yder dem begge fuld retfærdighed. Det minder om læreren i brøkregning som kun bør stille sig tilfreds når han i elevens eget sprog kan møde ham i hans misforståelser: Hvis man således skal korrigere en elev der hårdnakket fastholder at en tiendedel da må være dobbelt så meget som en femtedel, så er det vigtigt først at give eleven fuldt og helt medhold i at ti ganske rigtigt er dobbelt så mange som fem. For denne erkendelse er jo den besnærende og sande kerne i elevens intuitive fornemmelse, der så desværre forfører ham til den forkerte slutning at en tiendedel derfor også må være mere end en femtedel. Eleven kan nemlig nok forstå at hvis han skal dele en lagkage med hele klassen, så bliver der nok flere stykker kage, men mindre kage til ham selv, end hvis han blot skal dele den med sin sidemand.
Vi kan hermed konkludere at så længe der findes nyttige idioter, vil hverken pædagoger eller filosoffer nogensinde blive helt overflødige. For uden sådanne gårdvagter udstyrede med international vetoret vil profetiske tungetalere altid før eller siden at ryge i totterne på hinanden, det være sig nu i Guds, Allahs, retfærdighedens, sandhedens eller blot i forplantningens hellige navn..