LOMBORG OG KRARUP
Publiceret i Information ult.november
Til lige dele forargelse og moro er Søren Krarup og Bjørn Lomborg nu hver på sin vis faret i blækhuset i hver sin boldgade; det kan være en anledning til at se lidt på såvel deres særlige talent som deres placering i medielandskabet. Fælles for dem er ikke alene, at begge besidder såvel begavelse om en betragtelig viden på hver deres felt – for det kunne man sige om så mange andre tillige.
Et andet særkende er faktisk at begge indtil overdrev besidder en statistisk set overvejende maskulin egenskab og forkærlighed: Nemlig en misundelsesværdig, men tillige lidt uhyggelig passion og udholdenhed i at fremture med deres ærinde i stadig nye varianter og anledninger uden at tabe højde eller energi endsige troen på deres egen mission.
Ellers er det ofte karakteristisk for begavede og erfarne mennesker at de har sans for tingenes kompleksitet og sågar kan betvivle meningsfuldheden og værdien af deres egen mission – også selv om sådan tilsyneladende konturløshed sjældent gavner forretningen og gennemslagskraften i verden: Tænk blot på at det desværre altid er de gode malere der fortvivlet overmaler deres bedste lærreder.
Men netop fordi især kunstnerne oftest tager kompleksiteten i ed, er de ofte behageligere, sjovere og mere ”universelle” at være sammen med end mange dygtige folk med deres programmer, prædikener og faste meninger. Dygtige folk kan nok mene noget klogt om en film – men ville de have kunnet finde på nogen af replikkerne og situationerne: F.eks. Susanne Biers genialt hadefulde og invaliderede ægtemand i ”Elsker for evigt”?
Og på samme måde er det f.eks. med alle hånde skarpe meninger om ”muslimerne”. I virkeligheden burde vi snarere beundre de mange mennesker der i deres egen hverdag kan få ”integrationen” til at lykkes blot ved deres nærværende almenmenneskelighed helt uden falbelader endsige frelsermanerer. Men de fylder intet i mediebilledet og sætter ikke den politiske dagsorden.
Men enkelte begavede mennesker formår altså omvendt at præstere en art højere enfoldighed med aldrig svigtende veloplagthed. Det ville imidlertid være helt forkert at sige at Lomborg og Krarup blot gentager sig selv. For selv om de ikke i nogen dybere forstand fornyer sig og derfor trods deres rationelle skarphed sjældent vækker egentlige aha-oplevelser, så skriver de altid med samme smidighed og brændende veloplagthed som dengang de først så lyset.. De forfalder aldrig til at genoptrykke gamle tekster eller sammenklippe dem bekvemt med velkomne aktuelle links til nuet: Nej, de mestrer bedre end de fleste det som Kierkegaard kaldte ”gentagelsens kunst” – og som naturligvis er et must for skuespillere og musikere. Så selv om vi har hørt prædikenen tusind gange før, så oplever også vi den derfor som vital og uomgængelig, ja undertiden ligefrem velgørende.
De fleste af os andre har det uden for scenegulvet snarere sådan, at næsten uanset hvor dyb en tanke vi måtte komme for skade at fostre i en brandert, så ville vi alligevel ret hurtigt blive trætte af at kæfte op om den dagen lang – for lige så surt det er at blive holdt udenfor, lige så lede ville de fleste af os blive ved konstant applaus og en helt urimelig grad af eksponering. Og det skyldes ikke ”beskedenhed”, men sund proportionssans samt elementær trang til variation.
Det ”darwinistisk” set stærke ved folk som Bjørn Lomborg og Søren Krarup er omvendt, at selv uden egentlig at forny sig, så er de dog hver dag nyfødte, og det viser sig i deres herligt ubureaukratiske og personlige sprogføring – som de snart er næsten ene om i dagens ensrettede og protektionistiske mediebillede, hvor alle katte skal være grå, autoriserede og globale – selv om chefredaktørerne gerne udråber fornyelsen som ”mere personlighed”. Men sandheden er jo ”groft sagt”, at ud over Berlingernes lovlig letkøbte spalte af samme navn, og ud over Klaus Rifbjerg, så er der sgu snart ikke andre tilbage end de to kamphaner som formår at ægge selv fjenderne til at læse dem, om så også med lige dele iver og ærgrelse.
Hvad skulle betalingsaviserne dog gøre uden Lomborg og Krarup? For den redaktionelle devise er ligesom den universitære ditto efterhånden den, at man bør skam helst være både dygtig og skarp – men farve og personlighed er useriøs lokal ”folklore” og dermed yt i det globale medielandskab. Men har man blot en tilstrækkelig markant og aktuel enkeltsag, så gives der dispensation – dels fordi det er så karikeret unikt at det ikke skaber præcedens; og dels fordi det gavner omsætningen ved at røre op i gårdagens størknede sovs. Disse var ordene – groft sagt altså. lxjvbku
No comments:
Post a Comment