LOTTERI, FORBRYDELSE OG RETFÆRDIGHED

Visse ting bør en uafhængig gentleman som bekendt adskille fra sit hjem, og det gælder for vor del også bloggen, der derfor passes på den lokale kafé uden forberedelse i real time. Ellers ville det virtuelle komme til at fylde lovlig meget. Nu fik jeg at vide at jeg var nr. 999.999 besøgende samme steds på nettet og iden anledning vil nyde betragtelig fortrinsstilling i en art net-lotto, vistnok og heldigvis endda uden at deltage - for livets lotterier byder mig som bekendt fortrædeligheder nok, grundet lignende fortrinsstillinger til anden og følgelig aldeles grundløs side.

Nuvel, galant lader vi hermed nævnte sendrægtige fortrinsstilling dryppe på vor egen blogs læsere, som derfor vil få andel i vore internationale milliongevinster henad vejen, og da især vor besøgende nr.999.999.
Jeg har altid haft en vis svaghed for svindlere - det man selv ikke selv har osv., og platugler har af lignende grunde altid opsøgt mig som en art moralsk alibi og om muligt tillige let offer. Men disse ting skal ikke skues på hårene, for ingen kan som den helt uskyldige begå de forfærdeligste forbrydelser uden nogensinde at blive udsat for mistanke - det gælder blot om at overspille sin rolle og i øvrigt bie sin tid. Og hvem ved forresten om jeg ikke bruger nævnte Gøg-og-Gokke effekt som fåreklæder og moralsk alibi for egen ulovlighed.
Det minder mig om den provokerende genetiker Erik Bahn, der engang betroede mig at han som så mange andre undertiden dagdrømte om at få en dødelig sygdom og dermed grønt lys til uden risiko at slå sine værste ærkefjender hjel . Men, sagde han - dette sker næsten aldrig i virkeligheden, for hvis man ikke er genetisk disponeret psykopat, så bliver det desværre altid ved tanken, selv i det tilfælde at vi vitterlig skulle blive uhelbredeligt syge eller beslutte os for selvmord.
Sådan lidt a la Hamlet, men personligt forstår jeg endnu bedre Hamlet: For hvad han (bl.a.) indser, er vistnok tværtimod det forhold, at hvis nu de fleste under deres tillærte civilisation og ædle deklarationer i virkeligheden også er ens slags psykopater(blot uden fantasiens frækhed), så bliver det skruen uden ende hvis man skulle til at aflive dem én efter én. Vi ser det i dagens DK, hvor stort set hele banden af pæne mennesker er håbløst og uhelbredeligt intrigante i en grad, der heldigvis også stækker deres i forvejen begrænsede fantasi. Når krybben er tom, og den slags, men det kræver nok også en genetisk diposition for normalitetens banalitet.
Således er det noget nær en naturlov at privilegerede folk på sammme niveau instinktivt altid holder sammen, selv aldeles på tværs af fag og metier i livet. Er Du inviteret på et VIP-møde, vil du bagefter omtale de andre oplægsholdere osv som ypperlige, helt fortrinlige osv, efter devisen: Hvis vi ikke var ypperligere, var vi ikke blevet inviteret. Og bagtanken er utvivlsomt denne: Hvis vi for alvor skal tro, at vor fortrinsstilling er berettiget,så må vi tilsvarende også være enige om at de mere uheldige blot ligger som de har redt - og i den anledning gør vi os det som Thyssen, Dahl, Stjernfelt og S.U.T. barnligt og gennemsklueligt let og snyder på vægten. Alt kan bruges, det være nu nok så tyndt, og vi hjælper endda gerne til med fejlerindringer eller små hjemmestrikkede konstruktioner.
Nærværende eksklusive kafé hjemsøges tillige af og til af Henrik Nordbrandt, som er den eneste undtagelse fra reglen og endda helt uopfordret giver os 100% medhold, selv i det forhold at alle sociale kategorier i dag utilsløret opfører sig som snu aber, uanset hvor høje titler de bærer. Og enhver betroelse bliver uden tøven misbrugt til yderligere svækkelse ved bagtaling. Jeg har selv erfaret det eksperimentelt, for ejheller de højst betitlede i min offentlige virkekreds indrømmer normalt det mindste, men snyder på vægten lige så enfoldigt-bekvemt som de andre. Men ved at afsløre deres små selvbedrag og mentale tricks ville vi blot pådrage os deres uforbeholdne og evige fjendskab, så vi holder bøtte.
Ens private kreds er derimod altid en anden ting, men selv dér mærkes i modificeret og fortyndet form et vist gennemslag af nævnte mekanismer. Og vi har mange gange set at efterhånden som folk stiger på den sociale rangstige, svinger deres loyalitet stadig mere over mod nævnte slagside, under dække af fornuftige forbehold osv.

Nu et praktisk indfald til livsforbedring for vore læsere i livets lotto: Sats på et område hvor De ikke har Deres hovedtalent - for dels vil De dér aldrig hjemsøges af overdreven forfængelighed og ambition, dels vil De dér aldrig blive så god, at de virkelig gode oplever Dem som en plage eller en trussel. Og blot fanklubben ikke opdager det, så kommer De såmænd ikke til at mangle noget, blot De hverken ligger på den lade side eller nægter Dem den fornødne frækhed. Det er bl.a. her vi bør lære af platuglerne og således nyde frugten af deres bekendtskab.

Sluttelig fra den større virkelighed. I Gribskov så jeg i går et prægtigt tranetræk lige over træhøjde, masser af musvåger i livlig parflugt over territorierne, sortspætter og endda en stor flot duehøg, der for en gangs skyld gav sig god tid og foldede vingerne og den lange hale imponerende ud.
Og som ekstra gevinst en rugende natugle i et frønnet hult egetræ, næsten i øjenhøjde. Den mælkeagtigt blide belysning over hav og skov i det tidlige forår helt uden tropiske eller arktiske plager er en velsignelse, ligesom den sarte og drømmende farveskala hinsides alt barbari. Til helvede med al succes...Men ak, vi ved også af bitter og mangeårig erfaring, at at hver gang vi således giver bundløst efter for bjergtagelsens forhekselse, venter de verdslige tømmermænd os, når den mørke tid nærmer sig. For elverpigerne tager sig betalt...