FORÅR I ALABAMA

Forleden fortalte vi en vits baseret på selvoplevelse: min cykel lod sig ikke oplåse, men viste sig senere at være en andens cykel. Det overførte vi til en ulykkelig ægtemand, hvis hustru er rendt med en anden - det viser sig siden at det var en andens hustru, der var rendt, med en tredje I presume. Det siges at der dybest set kun findes ti vittigheder - men hvis dette i virkligheden er den ellevte vittighed, er den dårlig - hvilket i sin tur bekræfter, at ti vittigheder er nok.
Apropos det med antal må vi her gengive Viktor Borge: "My grandfather was a great inventor, but was never duely recognized. First he invented "fore up"; then he invented "five up"; and after some years he finally invented "six up". Frustrated he then committed suicide. Little did he know how close he was..."
Nå, men hvad vi egentlig ville fortælle, var, at vor absurde vits ovenfor ganske rigtigt ikke er helt ny i sit princip. Således fortalte min tandlæge flg. vits. En hvid handelsrejsende måtte overnatte på et hotel for sorte i Alabama - og var derfor nød til at sværte sit ansigt med skocreme. Han bad portieren vække ham tidligt næste morgen, idet han skulle nå et fly til New York. I lufthavnen forsøgte han febrilsk, men uden held, at vaske skosværten bort. Det viste sig siden, at portieren havde vækket den forkerte mand...
Samme skizofrene absurditet, for en rigtig neger ville jo aldrig have forsøgt at vaske sin hud hvid.
Fra komikken til skønheden. Cyklede Gribskov og Karlebo rundt i det forjættende forårsvejr, med let guldalderagtig dis hen ad aften. Passerede Donse Dam i Tokkekøb Hegn, hvor en kongelig krudtmølle engang sprang i luften. Den virkede åbenbart - som en maliciøs skolekammerat sagde om en ex-klasssekammerat der mistede en hånd under tilberedelse af krudt a la "den lille kemiker". Den stakkels dreng måtte ofte holde for, idet hans far, der angivelig var cand.polit., siden gik fallit - hvilket naturligvis blev til cand.fallit. Samme morsomme hovede blev siden fan af guru Marharaji, trods sin ironi - for den ensomme ironi blev til sidst ham for meget. Forældrene noget kuldslåede. Min egen mor var sød nok, men sprang til sidst ud af vinduet. Ulykkeligvis boede vi ikke i stueetagen- shit happens...

Nå, folk er sådan set rare nok, men ikke når vi er bange og føler os truede. Og det gør folk i dag, derfor denne intrigante syge, just blandt de pæne mennesker der krampagtigt og forfængeligt holder på deres privilegier. Glæden ved at rejse i eksotiske egne er vel bl.a. at møde mennesker helt uden denne syge - men ret beset kan de vel godt indbyrdes have lignende syndromer i nogen grad; men i forhold til os er de lige så uskyldige og ufarligt nysgerrige, som vi er i forhold til dem. Som Onkel Danny sagde: Det er ikke let at være nogen. Men en forårsdag som i dag er det nu ret let, i hvert fald for mit vedkommende - uanset om min læserskare forholder sig som Viktor Borges morfars fan-klub. Amen.
P.S. Blev just afbrudt af en ensom handelsrejsende udi blomsterbuketter, men jeg havde heldigvis en god undskyldning: Sorry, but my madam has gone... Som sagt, shit happens, men however, "Je ne regrette rien". Og pardon my French.