BLOGGE OG GODE GERNINGER

Boglig publicering af flyvefærdige blogs er ved at blive en anerkendt procedure og er jo ikke mærkeligere end flyvefærdige dagbøger og kladdehæfter. Men hvis blog-manuskripter skal være en genuin genre for sig, så skal den være lurmærket på en unik måde.
Et sådant manus foreligger og blev med største succes oplæst i ØK's oplæsningssted The Lab i efteråret. Men endnu har jeg været for knibsk til at læggde den ud på bloggen selv - i denne verden af tvungen vidensdeling, der jo i forvejen nær har ruineret mig, men jo også fremprovokeret ny kreativitet igen og igen. Men også det skal hyænerne såmænd nok lægge beslag på, for så snart noget hidtil ringeagtet viser sig at have en art værdi, format eller underholdningsværdi, så skal alle main-stream drengene også, og så kommer alle benspændene som det første træk. Læs "Klods-Hans", for helvede! Hvor svært kan det være?

Nå, normalt lægger vi ikke manuskripter ud, for som sagt skal de være genuint blog-agtige, uanset hvad der senere måtte ske. Men kommentarer omkring selve dette medie-halløj hører dog som grænsetilfældet med, for de vedrører vel alle medier. Derfor skal jeg nok indlægge en kommentar forleden i Information, hvor jeg gav Thyssen, Dahl, SUT og den inkarnerede netværk-skabning Stjernfelt en kollektiv røvfuld for deres letkøbte snak om vindere og tabere og deres naive kriterier for vinder-kvalitet.
Nå, men tænker vi da altid kun på vort fordømte lille jeg? Indrømmet, I har sgu en pointe: 1-0 til læseren- men der er nu undtagelser såsom følgende. En tidligere elite-teolog (bevares, næsten ingen humanistiske akademikere tænker noget i egentlig forstand originalt, for det har de alt for travlt til, men derfor kan de godt være både skrappe og studiebegavede)...Kort sagt, en forhenværende elite-teolog.... Nej det her minder mig om et konversationsleksikon fra 30erne, hvor der om en kendt dansker stod: "Forhenværende advokat, nu negersanger".
Morsomt, for selv om "negersanger" dengang bare betød jazz-sanger, så kan det være et godt billede på nutidens store demokratiske illusion, at alt skyldes udnævnelse og kurser, og hvor intet udemokratisk overlades til skæbnens og naturens luner. Men neger kan man trods alt endnu ikke uddanne sig til, men alt andet .
Den demokratiske illusion passer mainstream-eliten fint, for hvis alt beror på udnævnelse og kursusbevis, så kan mainstream elitens intrigante duksedrenge igen og igen sætte sig på det hele og overhale alle Klods-Hanser og -Hansiner indenom. Dernæst kan de som sidste søm på ligkisten kalde dem dårlige tabere og udgive ondskabsfulde små skrifter derom, for at overdøve deres hemmelige og smertefulde viden om sandheden.
Men altså KORT SAGT, en tidligere elite-teolog... er slået igennem som pop-musiker og -komponist; og han fortalte mig at pladeselskabet gerne ville have hans portræt malet. Fluks henviste jeg ham til "den lille maler" Ruben Gelardie, som jeg tidligere har omtalt her, og som har særdeles underfundige teologiske og dialektiske årer.
Efter at have set Ruben Gelardies andre portrætter var vor rock-musiker helt solgt, og med rette. For selv om både Gelardie og hans lige så strålende talentfulde og nu hedengangne mor i snart en halv menneskealder har været ude i kulden, fordi de hverken var kommunister eller nonfigurative på det rette tidspunkt - så finder vor musiker ingen bedre i kongeriget til opgaven.
Hvorfor var dette nu en god (men bevares, gratis) lille gerning? Jo, for derved forhindrede jeg den daglige skandale i at gentage sig: Den ugudelighed hvormed de etablerede altid "gifter" sig opad i alle henseender og derfor kun lader sig male af Per Kirkeby.
For nu at nævne Stjernfelt igen, så har han altid allieret sig med etablerede folk og "coming men" i en art seriel monogami - og det er faktisk, selv hos så dygtige folk, det mest almindelige, blot i lidt mere behersket grad, eller måske bare lidt mere fordækt. På den måde får man aktier i alle gode firmaer - og til sidst bliver man selv en "uomgængelig" faktor, som alle lovende talenter må betale beskyttelsespenge til for at komme igennem.
En ung forfatter eller forsker må således lade en sådan netværksedderkop skrive forordet til sin bog, ligesom de må turnere sammen og tale om det pågældende emne: for den nye selv er for ubeskreven til at nogen gider invitere ham - og den nye mand kan derved også få udsigt til at få yderligere gunstige kontakter i abernes verden. Ak, ak - aldrig i livet. Så hellere Herstedvester eller Nykøbing Sjælland - mon man forresten selv kan vælge, når det kommer dertil? I visse amerikanske stater kan man således selv vælge henrettelsesmetoden. Men den tid den sorg.

Nå, men vor rock-sanger er trods sin ungdom og ungdommelighed i øvrigt helt ubestikkelig på førnævnte punkt, og han har sagtens råd til det. Det var så dagens lille gode og retfærdige gerning, og som kommentar til medievirkeligheden tillige blog-relevant. For betalingsaviserne får et stort problem, hvis deres redaktører oplever folk med spontane og individuelle talenter, skæbner osv som irriterende og inderligt uvelkomne konkurrenter om "forældrenes" opmærksomhed.
Kvinden der piner mig grundigt, skal I derimod slippe for at høre om - bortset fra at sådanne private hobbies måske mest viser, at begge de involverede keder sig og mangler hvad man i gamle dage kaldte "høyere opgaver" i livet- Både den der piner og den der pines, fordriver jo derved én slags tomhed med en anden.
For selv om traumer såsom en suicideret mor samt tyve års professionel uærlighed og mobning nu er reelle nok, så ved vi jo godt, hvad der er vigtigst den dag vi ikke har til brødet og huslejen. Det er også velkendt at krig neutraliserer depressioner og neuroser...
Til sidst:
Ved I hvorfor det er mere taknemmeligt at være viis i det virkelige livi "real time" end på papiret og på bloggen? Jo, fordi de kloge i livet scorer det hele, og fordi de som spot til skade og som nævnte finale søm på vor ligkiste tillige med bravour kan udgive såvel alt deres eget halv-inferiøre bras som alt det de stjæler fra alle dem de fortier og forhåner: herunder utvivlsomt også profeten Muhammed - fred være med ham, og give han måtte have adgang til ørepropper: for at være tvangsindlagt til evig alvidenhed i "real time" må jo være Helvede selv - der således viser sig at være gudernes privilegium og forbandelse.
Til aller sidst: Vore læsere skal aldeles ikke føle sig ensomme og forladte, for vi har sporet at vi skam citeres, selv på høyeste sted. Hvorledes? Ved at vi tappes for indbildte medaljer og Nobelpriser? Ha - nej, det ville være alt for uoriginalt for denne blog, så hør her:
Engang opdagede jeg ved et tilfælde at når jeg offentligt kom til at bruge et uhyre gammelt udtryk eller et unikt citatsted, ovenikøbet yderligere forsynet med en helt individuel drejning eller rokade, så kunne jeg snart efter se kunststykket gentaget af bedre folk i det offentlige rum, med slavisk præcision. Sådanne irrationelle små ting kan ikke være tilfældige, hvorimod geniale opdagelser som bekendt altid gøres igen også af andre, netop fordi de et eller andet sted er rationelle.
Kort sagt bruger jeg således en art radioaktive sporstoffer, hvis stråling gør at de altid kan detekteres, uanset hvor de måtte havne, og uanset i hvor små doser. Det er herligt upersonligt og objektivt - så kan folk sgu selv tænke sig til, at hvad der sker i det små, det sker nok også i det store. Og det er en langt mere umiskendelig anerkendels end at blive nævnt med navns nævnelse. Men altså kort sagt, vor læser kan roligt føle sig i uhyre eksklusivt selskab, om end vi ikke kan rose os af høje Gallup-tal endsige bestillinger fra "on demand"-forlag.