KIERKEGAARDSK MC'GUFFINIANA

ALBERT ENGSTRÖM ville nok kun ugerne forveksles med Ångström, der utvivlsomt var en yderst nøjeregnende fysiker, men næppe humorist. Så altså - Engström har en tegning, hvori en herre i kjole og forhenværende hvidt om morgenen på en bænk noget forlegent spørger en forbipasserende, om det er fredag eller lørdag. Til svaret "lørdag" udbryder han: "Jøsses - i denne uge?"

 I hans tilfælde er grunden til den tidslige desorientering natlig festivitas, i vort eget udmattelse efter flere dages hårdhændet, ulønnet og kun i meget uortodoks forstand lovlig (jvf. ”Jeg er kommet for at fuldføre loven”) naturpleje i form af hårdhændet granrydning til ære for Hitchcocks "McGuffin": Nærmere bestemt vore bevingede protegéer de svenske urfugle og tjurer, hvis eksistens nemlig i den forbindelse undertiden ligner en biting, idet den mellem os sagt efterhånden visse steder nærmer sig det hypotetiske.

 Dette byder os at fortælle, hvorfra Hitchcock havde navnet "McGuffin" - ja for selve det filmiske trick havde han jo selv intuitivt i ærmet. Han opkaldte nemlig sit fif efter en vits (altså ikke efter nogen filmsscene), hvori en togpassager forklarer en anden, at i sin kuffert har han en McGuffin. På spørgsmålet, hvad i alverden en McGuffin er for noget, svarer han, at den skal skræmme løverne væk. "Javel - men her i det skotske højland er der da ingen løver?" - "Nå - men så er det åbenbart ikke nogen Mc Guffin, jeg har i kufferten". (Ja, for folkeviddets klassiske svar: "Dér ser du bare - apparatet virker", - som undertiden tilskrives Storm P. - er sødt, men ikke lige så surrealistisk absurd).

 Læg her mærke til at Hitchcock ingenlunde opkaldte sit fif efter en særlig filmscene. Men dette er vel ret beset ikke spor mærkeligere end det forhold, at en film ikke handler om sig selv, at Frankrigsgade ikke ligger i Frankrig - eller den plausible tese at Kierkegaard næppe ville have været spor velkommen i Søren Kierkegaard-Selskabet, Holberg af beslægtede grunde ildeset i Holbergselskabet, Blixen i Hattedameselskabet af 1864, Jesus i Messias-selskabet og så fremdeles. For Judas såre menneskelige hemmelighed var og er altid den, at han ingenlunde miskendte den han forrådte, men tværtimod i længden fandt konkurrencelovgivningen så alvorligt krænket, at ”this town is too small for both of us”. The same old story…

- Nuvel, men hele vor foreløbige ekskurs er i sig selv en McGuffin og et filmisk påskud, der nemlig leder frem til at gentage Engströms forlegne spørgsmål: "Hvilken ugedag har vi i grunden i dag?" Ja, for selv om et liv helt uden ure omsider er bragt til ende af digitalkameraer og pc’er, så behøves en matematisk autist for tillige at kunne beregne ugedagen på stående fod - og så er det jo rart at der endnu er ydelser der ikke er digitaliserede og automatiserede; så tusinde tak for det. Min vildrede var skam ægte nok, selv om det indrømmet nok snarere var den som var MacGuffin for vore udskejende ekstravagancer (med et akademisk ansøgningsudvalgs velvalgte udtryk way back...)

 - Ja, for apropos udvalg: Hvis man skal fæste nogen som helst lid til anerkendelse, bør denne afgjort komme fra et uomtvisteligt højere sted. Således gav en bekendt, der for længst havde opnået retten til at titulere sig selv "førtidspensionist", grundet lejlighedsvis lydhørhed over for uidentificerede og oftest ubehagelige stemmer, mig engang følgende skudsmål, som jeg siden med stort held har brugt i mit småborgerligt pralende CV: "Du gør ikke en eneste ting helt normalt!"

 - Se det var dog noget, folkens....Ja, således er jeg f.eks. i uovervåget tilstand vældig god til at lave ingenting - men til gengæld er der heller ikke noget der kan inspirere mig så myldrende som: ingenting! Omvendt virker næsten enhver social ramme dræbende: For så snart en Bukdal eller en Johannes Riis vil stå inde for, at du skam er "eksperimenterende", så er du det ikke længere: Ja, allerede i samme øjeblik du selv ved det, er det ikke længere sandt. Det forholder sig nemlig hermed akkurat som med de yngre teologer og kulturfolk der i siden tid bedyrede, at Joakim Garffs i øvrigt veldrejede Kierkegaard-biografi var skrevet, næsten som mesteren selv kunne have gjort det. For den slags indrømmer
man kun, hvis man i virkeligheden slet ikke mener det...

 - En om ikke dokumenteret gudløs, så desto mere arbejdsløs teolog-bekendt på et tvangs-kursus sendt af forsynet, lærer nu at stile tekster til nettets medier. Det beroligede mig at høre, hvorledes man rådgives til en teologisk prosa som i enhver tænkelig henseende afviger fra vor egen forhåbentlig en smule mere guddommelige. Tekster på nettet bør nemlig tilpasses zappere, der hopper ind og ud midt i som i den, som var den et sjippetov; og som ikke har tålmodighed til at vente på Godot, til "cliff hangers" endsige på Hitchcocks "McGuffin's"; som aldrig læser noget to gange - og hvis tilbagespring derfor altid har karakter af et guddommeligt interruptus pist ud af tekstens kosmos.

 - Men hvad var livet uden McGuffin? Et nærliggende eksempel er det, når vi af og til skriver til et flygtigt netmedium med en koncentreret omhu, som om en pertentlig leksikonredaktør kiggede os over skulderen, utålmodigt trippende med stopuret i hånden. Naturligvis er det både fiktion og illusion – men den virker...Ja, nogle blasfemikere vil endog på samme vis hævde, at selv Gud er en McGuffin – men jeg lever skam til almindelig orientering i både kød og blod…

Havets bølger er for flaskepost, hvad ”McGuffin”s var for Hitchcock: Nødvendige fiktioner. Ja, for selv om bølgen forplanter sig, bevæger selve vandet sig faktisk kun op og ned, modsat den flaskepost som den befordrer.  "McGuffin"s er der masser af, men de fleste af dem er ubevidste og talentløse i deres bogstavelige overtro på, hvad verden og omgivelserne finder væsentligt. Omgivelsens påskud bør bruges opfindsomt som anledninger til ekskurser, der ganske som hos Hitchcock er langt mere interessante end "den sne der faldt i fjor". Vi husker således dårligt gamle kjerligheder, og da især ikke de ulykkelige ditto, som i tilbageblik oftest er urkomiske: For Herregud...Men sligt har inspireret til megen musik og litteratur: Såsom nu Kierkegaards skrift ”Gjentagelsen”.

 - Karen Blixen brugte skæmtsomt aristokratisk "Satan" som "McGuffin", mens Kierkegard brugte Gud eller "Styrelsen", som han nu tog alvorligt nok: For ganske som Niels Bohr bedyrede at hestesko bringer lykke, også selv om man ikke tror på det – således virker en MacGuffin omvendt også fortrinligt, også selv om man tager den for pålydende. Det aristokratiske er at sætte den i parentes, men dog tage den alvorligt nok til at handle ud fra den uden straks at bralre ud i pressen med at nu er man kristen, det næste år hindu og det næste år igen ateist: Den slags meldinger tilhører rettelig privaten, men må vel i sådanne tilfælde forstås som henvendt til ønskede arbejdsgiver og kolleger - som man åbenbart ikke tiltror integritet nok til at bifalde og værdsætte individuelle variationer af det i den pågældende kreds bundnormale.
 

Det realiserede demokratis svaghed er al den dumme alvor, blot fordi nogen har sagt eller ment noget - eller for den sags skyld skrevet en bog om, hvad en tredje skulle have sagt. At skrive interessant beror snarere på at kunne gennemskue sine "McGuffins" og håndtere denne dobbelthed. Men humoren kan gudskelov ikke digitaliseres og gøres til et automatkursus.

Har man et praktisk problem, der skal løses, f.eks montering af snekæder, er det indrømmet en anden sag; sligt findes. Men mange problemer er ret beset McGuffins: Ting vi indbilder os at "behøve", samt mange af vore rejser og gøremål.

  Vore "egne" McGuffins er snart læserne, snart en indbildt guddommelig redaktør - men nok så meget de urfugle og tjurer der behøver vore hyppige forstmæssige tiltag i form af uopfordret og ikke altid helt lovlig rydning af kvælende smågraner som bestikkelse for ikke at forlade etablissementet i protest.

Således hævdes tjurer nemlig af nordfinske jægere i sjældne tilfælde at kunne forlade Rusland i mængder. Men selv om det gerne afvises som vås, kunne en forskydning på små 100 km vel godt forplante sig som en bølge af tjurtæthed over 2000 km, ganske ligesom amplituden af havets synlige bølger forplanter sig milevidt.

        Den meste officielle flaskepost er dog naiv ved ikke at have øje for McGuffin. Men naiviteten vil nok omvendt finde humorens dobbelthed dekadent og uden den støtteberettigede kunsts rette alvor: Men som både urfugle og tjurer kan bevidne, kan ingen beskylde os for at ikke at gøre noget alvorligt ved sagen, endda helt uden sikkerhed for resultatet; men hellere det end at bræge løs helt uden at gøre noget som helst. Den sande alvor er blufærdig: Fordi den ved at de mange ord alligevel intet som helst beviser. Når Lars von Trier uagtsomt kom til at sige i Cannes, at han troede at være jøde, men i virkeligheden var nazist - så lå der måske en sådan blufærdighed bag. Måske efter devisen: Hellere sige noget utilbørligt i Cannes (der just ikke er et center for helgener) end at udbasunere noget højstemt etisk på linje med tusinde platugler.

I øvrigt oplevede jeg forleden en yderst praktisk McGuffin: Jeg ledte forgæves i vasketøjet efter en bortkommen mini-sav - men genfandt just derved i stedet min for længst bortkomne bilradio. Og hvad der oprindelig begyndte som et indlæg på Facebook, kan på lignende vis bruges som "McGuffin" for noget langt omstændeligere end egnet til FB's aforistiske korthed – idet vi nemlig således i dag ganske som de russiske tjurer har benyttet os af en belejlig bølge til at søge asyl som flaskepost i et andet litterært regime end det vi hermed tillader os at hilse fra.

”McGuffin” er en af de få ting, som man ikke kan få nok af, tåler ubegrænset gentagelse. Ofte berettiges retoriske og musikalske gentagelser ellers af en særlig variation. Men ganske som i henhold til Freud en pik undertiden bare betyder en pik (!), en cigar bare en cigar og a kiss is just a kiss, således er en gjentagelse nogle gange bare en gjentagelse. Som Kierkegaard erfarede i sin lille morsomme bog med samme titel, så er den sande gentagelse imidlertid en umulighed: Engang jeg som purung var faret vild i Lapland, drømte jeg hele vejen tilbage om den ymer med cornflakes, som jeg havde indtaget på Porjus Hotel. Og da jeg omsider ankom efter et døgn, forspiste jeg mig på den himmelske ret i en sådan grad, at nydelsen dels straks fortog sig af lutter grådig travlhed – dels end ikke i min senere erindring herom stod mål med erindringen om den forjættende ur-ymer fra før min odyssé.

På lignende vis kan vi heller ikke mekanisk gentage Kierkegaards pointe, der skal indfinde sig utvungent i erindringen om et deja vue. Gentagelsen er altid noget andet, for selve oplevelsen er en anden: Den første gang var netop jo ingen gentagelse, men noget helt nyt – til forskel fra anden gang. Men mange problemer indeholder deres egen løsning, og således også her: For hvis gentagelsen således slet ikke er nogen gentagelse, så kan vi jo gøre en dyd af denne nødvendighed og sørge for at det bliver noget helt nyt: Ganske som hin første gang. På samme måde også på skæbnens niveau: Hvis Mozart eller Charlie Parker kom tilbage, ville de nemlig ikke gentage sig selv, og vi klamphuggere ville måske derfor slet ikke genkende dem. De eneste der ville genkende dem at first glance, ville være deres sande elskere: For de ved, at hvis det virkelig er de samme, så er det netop aldrig det samme, og omvendt.

Men heller ikke den sande kærlighed tåler altid gentagelsen, for selv mange sande elskere ville skinsygt aldrig frivilligt indrømme, at ”Der Führer ist zurück”: Tværtimod ville selv folk med indbyrdes yndlingsaversioner i stil med, skal vi sige Lars Bukdahl og Johannes Riis, straks finde sammen i forbrødrende omklamring som lammet og løven ifølge Esajas omkring den saliggørende erkendelse, at dette er så sandelig ingen sand gentagelse, men noget ganske andet, og blot en ynkelig efterligning helt uden mesterens helt umiskendelige træk: der nemlig ville have vakt vor uforsonlige forargelse i en helt anden grad end nogen bajads’ kluntede tosserier…

For resten gentog de store end ikke i første inkarnation sig selv: Ikke blot spiller Charlige Parker, Art Tatum, Oscar Peterson osv. nemlig en given melodi helt forskelligt fra gang til gang: Selv i den enkelte udgave varierer de denne udgaves specifikke nøkker og mønstre fra kor til kor: Dvs. nok citerer de som de bedste sangfugle spontant sig selv af lutter ureflekteret begejstring over deres seneste indfald, men hele tiden på en ny måde og på helt forskellige steder i melodien, hvorved de udfolder og som mr. Livingstone I presume, eksplorerer indfaldets facetter og muligheder, indtil disse er udtømt. Og netop derpå genkendes de, ligesom på at i deres næste version af samme melodi sker det samme – for der er skam ligheder på et højere plan, som forener ikke blot variationerne i den enkelte udgave, men også de forskelligste udgaver.

Og dette kan vi andre klamphuggere aldrig lære, vor iver og lærevillige begejstring være nu nok så stor, og ingen legater og autoritative udtalelser i nok så bibelsk samdrægtighed kan ændre derpå. Og for resten, skulle vi tvinges til Bibelsk samdrægtighed, foretrækker vi til enhver tid Susanne Møller: For ens kærlighedsliv er for en alvorlig en sag til, at man bør overlade den til amatører. 

For vel er hun ingen Regine Olsen, men på samme vis er man selv heller ingen Kierkegaard – hvilket vi passende kan bevise på stående fod ved apropos og dog upassende at citere en præpubertær barndomsanekdote, som rinder os i hu, dog ikke af egen avl: ”En mand møde en dame og siger: Hvis du lukker dine øjne, må jeg så ikke have lov at stikke min tommelfinger i din mund?” Ok, siger damen og lukker øjnene. Men lidt efter siger damen forbavset: ”Hov det er jo ikke min mund!” – ”Nej, men det er heller ikke min tommelfinger…”. – I øvrigt er morsom lille aristotelisk øvelse, for selv om der ikke er tale om en klassisk syllogisme, så ligger der dog en sådan bag, og den lyder: 1. Jeg forbyder dig at stikke din tommelfinger i min mund, så længe jeg har øjnene åbne. 2) Hvis jeg har lukkede øjne, tillader jeg derimod, at du stikker din tommelfinger, men intet andet, i munden på mig . 3) Hvis du stikker din tommmelfinger ind i mig, må det kun være i min mund. Af disse tre præmisser følger nu aristotelisk helt stringent 4), at hvis du nu stikker noget helt andet ind et helt andet sted i min krop, er dette naturligvis helt legitimt, men åbenbart aldeles uinteressant, siden jeg ikke engang gider at anvise regler og betingelser for det, endsige forbyde det.

Men nej – denne i art digressioner finder selskabet næppe behag, for med Queen Victorias ord når noget mishagede hende: ”We are not amused!”. Til gengæld kan vi som et plaster på værdighedens sår fortælle, at vor anekdote kan bruges som MacGuffin for tillige at citere Baronesse Blixen for en anderledes hæderværdig pendant, der måske endda er den infantile versions arkaiske forlæg: Blixen forestiller sig nemlig i ”Syndfloden over Norderney” tømreren Josef sige til Maria: ”Oh kunne du dog ikke blot en enkelt gang lukke dine øjne og forstille dig, at jeg var den hellig ånd?” Se det var morsomt, og må vi så ikke nok få lov at holde kammertonen?
 

- Nej, den sande gentagelse kendes derpå, at ingen autoriteter genkender den, men tværtimod akkurat ligesom den første gang forarget ryster på deres bornerte hoveder og allerhøjst nødtvungent indrømmer: At hvis dog bare det forstyrrede hoved havde haft disciplin nok til i stedet at foretage sig noget nyttigt og fornuftigt her i verden på linje med Bukdahl & Riis, der dog hver på sin helt forskellige vis (for i de himmelske haller er der ingen tranghed) vis har gjort det aldeles glimrende, så kunne manden vel nok med lidt flid og ærgerrighed i tidens fylde have fået et embede i provinsen, ja måske med tiden sågar også et vist navn….
- Men i øvrigt indrømmer vi ikke en tøddel – og hvis der skulle være nogen indvendinger i den anledning, så (og dette ”så” er aldeles uundværligt, hvis vi skal tage kollektivsjælens folklore på kornet) kan vi med det samme fortælle, at det er der heller ingen andre i foreningen der gør!

Og dermed er du skakmat: For hvis du nemlig ligesom Job uden ”Steve” mod forventning alligevel skulle være i stand til ikke bare at tåle mosten og stå distancen, men sågar også til som ørnen at gå stejlt op imod vinden som en helikopter – så har du dermed bevist sort på hvidt, at du slet ikke er nogen normal social abe: Kort sagt må du være sindssyg – og var det ikke netop det vi sagde? 

Vort stykke er so far lavet i ét take med en formelig Charlie Parker’sk ufortøvet hast – simpelt hen fordi jeg slet ikke har tid, men skal ud til en å, hvor en bekendt bedyrer at have set et par havørne fortære en skarv i går. Og netop en dissocieret mangel på borgerlig alvor er en aldeles nødvendig, om så næppe helt tilstrækkelig betingelse for ubesværet ørneflugt hinsides andegårdens ambition om ligeberettigelse – vel at mærke forudsat opfyldelse af reglerne til punkt og prikke. Så vi er dem der er skredet – for nu skulle der gerne ske noget helt nyt... Ja, for selvfølgelig får vi (på grund af jer!) ikke set de to havørne fortære gårdagens skarv, som hermed overlades kvit & frit til Bukdal & Riis samt foreningsmængden af deres samlede fanskare ”Bukdal eller Riis” – men netop noget helt andet, som vi vil vende tilbage til. Og dog kan vi ligesom med Charlie Parker love, at det vil være akkurat lige så øretæveindbydende som altid. Og med ”øretæveindbydende” mener vi øretæveindbydende – til forskel fra ”øretæveindbydende”, hvilket sidste vi nemlig lader Bukdal om. So long…

----------------------------

Hvad Søren – sidder I virkelig dér endnu? Nå, Kierkegaards lære om gentagelsen blev ganske rigtigt atter bekræftet, for der var jo ingen havørne. Og dog, og dog: For de fik os dog ikke desto mindre aktiveret, så et eller andet sted må de jo være der  – hvilket atter giver os lejlighed til at gjentage vor hyldest: Ikke alene til Kierkegaards ”gjentagelsen”, men især til Hitchcocks fortræffelige mr. McGuffin. For den fugletomme flade bragte os til i stedet at patentere den idé, at hvis man vil vide om man skulle være Jesus (ja, for nogen skal jo nu engang være det, ganske som med de mest eksklusive lotterier), så er og bliver det altid en fortræffelig test at forsøge at gå på vandet. Testens udvikler har endda taget højde for, at den, mængden af alkoholikere taget i betragtning, bør være invariant for forsøgspersonens promille.

- Men ikke desto mindre er vor guddommelige test dog tvetydig: For hvis du vitterlig består prøven, så kan det positive udfald nemlig lige så godt bero på, at det er frostvejr. Så videnskaben overlader heldigvis stadig noget til troen. I stedet illustrerer vort erstatningsindfald således det forhold, at man langt fra altid kan være sikker på, hvad det i grunden er man tester, når man tester for et bestemt udfald. Vor oprindelige arbejdshypotese og det oprindelige mål viste sig endnu engang at være MacGuffin for en uventet opdagelse af anderledes rækkevidde - omtrent som dengang eksperimenter med røntgenstråling ved et tilfælde resulterede i opdagelsen af radioaktivitet.

 EPILOG: DER ER INGEN BISKOPPER I JAPAN

En nylig kafé-replik viser fortrinet hos generationen med reminiscenser fra filosofikum: "Man kan da ikke spille dum, hvis man er nordmand: For er det ikke en dobbelt negation?" Fra samme urkilde, forlød det autoritativt og tydeligvis under hånden velunderrettet som en uskreven kirkeministeriel regel, at biskopper ikke må være for lave – hvorved en anden og i reglen tavs stedlig stamgæst med en desto større vedvarende forkærlighed for Thomas Mann samt velvoksne fadøl, brat bortfalder som kandidat trods sin indiskutabelt fornemme kirkelige placering i nabolaget.

- Denne regel minder mig i sin forbilledlige futilitet om en med egensindig konsekvens tandløs dadaist fra min kollegietid, der tit og ofte helt umotiveret gav følgende replik til bedste, genialt fri for alle småborgerligt "aktuelle" aproposer med deres krav om offentlighedens bevågenhed samt veldresserede debatredaktørers nødtvungne lydhørhed for væsentlige bevægelser i tiden: "There are no pianoes in Japan!". Herunder stillede vor mand altid overbevisende til skue, hvorledes det er gået tilbage med tandplejen siden opfindelsen af krokodillerne.

 Vor epilogs mageløst uventede opdagelse bliver derfor denne, at en MacGuffin ingenlunde behøver at være bebuder af og anledning til noget større af lignende skuffe, men undertiden tværtimod er mest underholdende i form af et ”apropos”, hvor eftersætningen heldigvis aldrig kommer, idet den grundet en urokkelig trafikprop på motorvejen er aflyst til fordel for noget helt andet, der til gengæld er sjovt nok til at kunne stå helt alene og uden hverken foromtale eller impresario. For måske var det i virkeligheden her den fromme forventning om eftersætningen, der var MacGuffin.