Thursday, June 07, 2012

FØDSELSDAGSTALE TIL ZENON


HOMEOPATISKE ØVELSER
En af gårdagens fødselarer på Facebook overvejer sin forpligtelse til at takke for opmærksomhederne. I så fald ville vi kunne udlede en forpligtende kaskade af indbyrdes tak for tak og ”selv tak”-buk i det uendelige - dog rimeligvis med en stedse afklingende hæftighed, gående mod nul.
Hvis processen skal afsluttes inden for et endeligt tidsrum - for ellers får vi ikke tid til andet resten af livet - må selve hyppigheden af udvekslingerne imidlertid eskalere i det uendelige. Omtrent som med Achilleus og skildpadden: Achilleus halverer hak for hak skildpaddens forspring i en numerisk træls uendelighed og vil derfor aldrig helt indhente den: Men han gør det nu alligevel, fordi det hele udspiller sig inden for et endeligt tidsrum. Halveringerne i overhalingsbanen sker derfor med stedse mindre tidsintervaller.
På FB ville vi straks have just den her skitserede misære, hvis blot det var teknisk muligt at "synes godt" om hinandens "synes godt om"-tegn. Den moderne klatreklasse tager nemlig absolut ingen unødige - endsige tåbelige - risici i de gensidige forsikringers og karrierekalkulationers ængstelige, men desto mere uimodståeligt henrivende marionetteater...
Men måske var det just derfor en idé at foreslå den unge hr Zuckerberg nævnte tekniske innovation: For i så fald kunne vi nemlig slå to fluer med ét smæk ved at samtidig at belægge "synes godt om"-tegnet med en Tobinskat øremærket til lutter gode formål, som selv Margrethe Vestager må kunne bifalde (åh ja, for det sker skam undertiden, at selv nyhederne er relevante i denne verden, hvor intet jo er helt vist).

Denne afgift vil som altid i sådanne tilfælde have en vis adfærdsregulerende virkning, hvilket var meningen: men også en vis fiskal effekt, hvilket ligeledes var meningen. Omtrent som ved fordums afladshandel: For uden en imponerende mænge syndere var der nemlig aldrig blevet råd til at opføre Peterskirken, hvorfor deres synder i en vis forstand var tilgivet på forhånd: Men det turde paven naturligvis ikke dengang vedgå offentligt, for så havde ingen rige syndere jo gidet betale det så nødvendige og følgelig i enhver forstand saliggørende aflad.

 Man tør forresten her drage den slutning, at den regulerende virkning især gjorde sig gældende i gruppen af syndere hvis økonomi ikke tillod investering i afladsbreve; hvorimod afladshandelens og vor egen nye Tobin-skats fiskale virkning omvendt især vil gøre sig gældende i gruppen af velbeslåede syndere. Vi står med andre ord her over for en veritabel Bohr’sk komplementaritet, idet de to nævnte aspekter jo samtidig ikke kan tænkes adskilt, men hører lige så siamesisk sammen som yin og yan.

En beslægtet overvejelse affødtes af oplysningen om at en forgivet kongeørn for nylig blev fundet død i Jylland: En lille han (hannerne er altid mindst)  med et vingefang på kun 186 centimeter. - Mange geniale "ornitopater" (med en af selv samme lidelse for længst afdød bekendts udtryk) har uafhængigt af hinanden tænkt følgende geniale tanke: "Man tror ikke at man har set en ørn – for hvis det er en ørn, så ved man det".

Det samme gælder nu også kærlighed samt elefanter, men i de tilfælde kræves ikke genialitet for at se det. Men det interessante er nu, at nogle gange forbliver vi dog i tvivl, skønt vi jo i så fald straks burde lade sagen falde. Ja, for hvis det nu er en meget lille ørn på stor afstand, så kunne det måske alligevel bare være en meget stor musvåge...

Parallellen til Achilleus kommer nu: I grænsetilfældene er vi nemlig i tvivl om, hvorvidt vi er i en grad af tvivl, der har gjort sig seriøst fortjent til samme betegnelse som krumtappen i Descartes erkendelsesteori. Hvis vi er endnu nærmere evidensgrænsen, er vi i tvivl om, hvorvidt vi er i tvivl om, hvorvidt vi er i tvivl. Og en Gunnar-Næsten-Nu vil ikke undlade at oppiske stemningen i det øjeblik også sidstnævnte tvivl bliver genstand for et spørgsmålstegn... Osv. i det uendelige.

Men der består nu alligevel en forskel på dette tilfælde og de foregående: For er vi i tvivl om, hvorvidt en ørn nu ikke bare var en stor musvåge, så kan den tvivl vare resten af livet - med mindre vi da foretager en abort, eller i det mindste en coitus interruptus: Hvilket dog i henhold til Paven kommer ud på ét - hvorfor vi ikke længere behøver at have nogen betænkeligheder ved abort...

Ganske vist beskrev vi ovenfor i den græske filosof Zenons ånd en uendelig kæde eller succession af tvivlstilstande, udvandede til det stadig mere homeopatiske. Men i tilfældet med tvivl er der blot ikke tale om en reel proces i tid, som i tilfældet var med Achilleus og med de indbyrdes taksigelsers uendelighed.

De forskellige grader eller potenser af tvivl ("ørn eller musvåge?") er nemlig ikke stadier i et dynamisk forløb, men derimod et helt frit udbud af alternativer, der imidlertid er indbyrdes uforenelige - måske lidt i stil med Kierkegaards eksistentielle stadielære. Eller som på svenskernes Systembolag, hvor der nok er frit valg på alle hylder, men jo til gengæld grænser for hvor mange ønsker man kan få opfyldt ved samme besøg.

Nogle læsere kunne nu frygte at dette er en gratis smagsprøve og et abonnementstilbud på Politikens nye kulturtillæg. Lad os derfor gå til bekendelse og tilstå, at dette tværtimod er en reklame for Systembolaget. Ikke sådan at forstå, at vi på nogen vis skulle stå i åndelig gæld til Systembolaget - thi alle urenheder kommer indefra, og det samme gælder renheden.
Nej, men tro os på vort ord: På besynderlig vis høres nemlig i dette øjeblik fra vor PC en kvindelig reklamestemme med tilbudspakker fra just Systembolaget: - formodentlig hidkaldt af en eller anden ubegribelig kommerciel søgerobot på FB (nævn aldrig mere Jahves navn på FB), for hvilken hr. Zuckerberg utvivlsomt tager sig så rigeligt betalt, at han burde være stor nok i slaget til i den gamle græker Zenons navn frivilligt at indføre bemeldte innovation med vor tilhørende nye version af Tobin-skatten.

Som årvågne læsere har bemærket, har FB således i dag spillet en vis befordrende rolle, som vi vi hermed transponerer til bloggens toneart, ihukommende den gamle sentens at mediet er budskabet – hvilket nu kan siges mere eksakt med Karl Marx ord om åndslivets gæld til det materielle livs omstændigheder, selv i dets mest sofistikerede reflekser og refleksioner. Ånden barsler sjældent helt ud i det blå – men ligesom ved grundforskning triumferer den ikke desto mindre højest, når forbindelsen til virkeligheden ved abstraktionens kraft antager formelig homeopatiske dimensioner af udvanding, at sammenligne med vor formelle titulatoriske pligtskyldighed ved tiltale og omtale af de kongelige.

Et eksempel på at sådanne materielle reflekser dog ikke må tages alt for bombastisk, men stædigt tilstræber emancipation fra sit substrat, er det forhold, at allerede ordet ”refleksion” på åndslivets område er afledt associativt af reflektioner i vand som en mental refleks heraf. Her er det danske sprog ene af alle nemlig så filosofisk genialt, at det ortografisk skelner mellem fysiske reflektioner, der staves med ”t” – og mentale refleksioner, der med kongelig eneret staves med ”s” som i ”splitflag”, hvilket rimeligvis er finere.

Og dog forlyder det fra sikre kilder, at selv de mest abstrakte matematikere dog skal være allerstoltest, når en model med demonstrativ mangel på enhver virkelighedsforbindelse overraskende nok alligevel senere viser sig at være kommercielt eller empirisk
af
anvendelige: For ligesom en tryllekunstner helt uden virkemidler intet har at trylle med, og ligesom en jazz-artist helt uden nøje forlæg i en konkret melodi med en alkymistisk urokkelig grundstruktur ikke har noget at improvisere over, således består også i vort tilfælde kunsten i hvor meget man kan på ud af hvor lidt, og hvor meget frihed der dog mirakuløst kan aftvinges bundetheden - kort sagt i selve transformationsprocessen.
Hvad ville Houdini således have været i en verden helt uden bure? Skaben helt ud af intet overlader vi derimod til Gud som et fænomen, der i henhold til teologerne formodentlig alene lader sig forklare ud fra den allerstørste kedsomhed.
For dem der er mere kosmiske i slaget og derfor ikke i humör til ovenstående homeopatiske flueknepperi (sig så ikke oftere at vort sprog er gammeldags!) - må vi som kompensation dele sol og vind lige ved at anföre et kosmisk regnskab af en anderledes grandeur.
Hvis jeg giver dig 100 kr, og vi oprindelig var ligestillede, vil du dermed mirakuløst nok blive hele 200 kr rigere end mig - og det beror ingenlunde på sådan gnieragtigt gentagelsestvang som den, hvormed Brun Rasmussen beregner sig auktionsgebyr fra både køber og sælger. - Hvis jeg imidlertid allerede i forvejen er rigere end du, vil der ved transaktionen tvärtimod ske en ökonomisk udligning - men ligeledes belöbende sig til det dobbelte af det overförte belöb. Forskellen i vor formue vil således ändre sig snart til det värre eller til det bedre - men i begge tilfälde altså med det dobbelte belöb.

Det hedder sig undertiden, at endog selveste Big Bang skal väre en formelig gräsk underskudsforretning på lånt tid. I tilfälde af at lånet for at göre en dyd af nödvendigheden i tidens fylde ved en art kosmisk gäldssanering må konverteres til en foräring for ikke helt og aldeles at lamme låntagerens arbejdsmoral, - forsikrer man fra samme pålidelige kilde om, at der også i dette tilfälde bliver tale om en overföring, der fordelingspolitisk set andrager det dobbelte belöb af det nominelle - omtrent som det også siges at väre tilfäldet med syndernes forladelse ved Kristi soning.
Men så kan I altså heller ikke göre krav på ankeret - vi siger det bare på f
orhånd...Det forholder sig nemlig her ligesom dengang jeg som avisbud fik tildelt en dobbelt bøde for at køre både uden lygte og imod gadens ensretning - men dog efter en kunstpause fik lov til at nøjes med den ene af de to bøder: men med den udtrykkelige klausul, at enhver art klage straks ville resultere i den ved skammelig vilkårlighed forfordelte bødes genindsættelse i dens oprindelige rettigheder.

- I övrigt beviser vort indläg sluttelig at ensom kummer ikke altid er den bedste inspirationskilde, idet anledningen i dag tvärtimod var den opdagelse, at vor kummer dog ikke var helt så jammerlig som frygtet
Idet vi som tilforn undlader at bringe i klassisk forstand faglige tekster andet end undtagelsesvis, idet mediet bør være en egen genre og ikke et depot for antikke manuskripter - vil vi fremover fortsat med passende mellemrum give drypvise eksempler på hvordan også Facebook kan udnyttes som en egen litterær genre, i vort eget tilfælde forresten lige fra dag 1.


No comments: