OM NORMALITET - MED SÆRLIG HENSYNTAGEN TIL STATENS KUNSTFOND SAMT ANDET PALÆONTOLOGISK HUSGERÅD

En bekendt spørger mig i min egenskab af ekspert, om det mon er normalt at lægge tandbørsten i opvaskemaskinen. Jeg betragter mig nemlig som normalitetens hvidkitlede svar på den psykiatriske mediedarling Henrik Day Poulsen - i en tid hvor de sindssyge, de pukkelryggede, halte og lamme tillades som svulmende gøgeunger at sætte sig på en stedse større del af både opmærksomheden og samfundskagen i den hellige forskelsbehandlings navn.

Nuvel; hvis det stillede spørgsmål skal opfattes som normalt, bør det få et normalt svar; men hvis det er unormalt, må det honoreres i samme toneart. For forskelsbehandling er som sagt en uting. Den første mulighed nævntes først, og hertillands tager vi jo normalt det første først...
Svaret er her det samme som en Susanne Møllers svar på spørgsmålet, om hun taler med sin mand under samlejet: ”Ja – hvis han ringer…” (Thi slet intet er til hinder for den paradoksale mulighed, at en af de eneste kvinder det efterhånden er værd at gifte sig med, tillige er en af de eneste kvinder som det efterhånden er værd at tale telefon med…)

Og da de fleste indehavere af opvaskemaskiner er fuldt lige så normale som den norske frihedskæmper Breivik (oh, hvad skulle vi dog gøre uden aktualitetens i og for sig komplet uinteressante og halvdumme virkelighedssubstrat, som vi ligefuldt behøver for vor anderledes fandenivoldske frugtbarhed, på samme vis som kornmarken behøver bondens lort?),- ville det være et atavistisk tilbageslag til barbarisk unormalitet her at gøre forskelsbehandling mellem tandbørster og andet husgeråd, hvorfor fornuften her byder os at gå planken helt ud.

– Udtrykket ”gå planken ud” betyder vist i øvrigt noget helt andet end jeg mener; men da den antikke sømandskunst nu om stunder hertillands kun beherskes af CARSTEN JENSEN, der af samme grund netop er blevet tilkendt Statens Kunstfonds livsvarige førtidspension, behøver udtrykket en tidssvarende ansigtsløftning: For alternativet ville nemlig være at udtrykket helt uddør på linje med den irske kæmpehjort og Dyrehavens hvirvelløse eghjorte (en art kæmpe biller), og derefter er overladt til palæontologernes fantasifulde animationer i deres virtuelle kuvøser. Og i dette dystre perspektiv nærer vi ingen betænkeligheder med at gribe til "fortvivlelsens selvhjælp" i modersmålets navn uden først at ”fråga Lund”.

Men vi mangler stadig at behandle den anden mulighed, at det stillede spørgsmål selv er unormalt.
Og vi har her lejlighed til i samme åndedrag at bevise at vi ingenlunde er fagidioter, idet vi trods vor formelle ekspertise i den oversete normalitet ikke frygter tillige at gå Henrik Day Poulsen i bedene, når lejlighed sig som her byder: Thi vi lever i charlatanernes gyldne æra..

Her kan jeg betro jer, at spørgsmålet i just mit eget tilfælde ville være helt tosset, idet jeg dels ikke ejer en opvaskemaskine, dels i stedet ejer en palæontologisk tørretumbler, som jeg alene bruger til opbevaring af beskidt tøj: For maskinen jo må bruges til et eller andet, når jeg nu trods min forkærlighed for fysisk arbejde (der nemlig ulykkeligvis kræver enten bydende nødvendighed eller også en Don Quijotes utopisk ridderlige idealisme som katalysator) endnu ikke taget mig sammen til at smide den ud, skønt den som Kongeegen har stået på sin plads siden Ruder Konges tid.

Ganske vist forhindrer intet mig i at lægge de beskidte tandbørster i tørretumbleren sammen med vasketøjet - men det bliver de jo ikke spor renere af, vel? Så derfor... – Hør, sig os engang: ”Hvor svært kan det være?” (Ha, omsider beviste han at være fuldt sprogligt kvalificeret til både Forfatterskolen og Journalisthøjskolen – men det havde bare ingen interesse, som en palæontologisk gymnasiekjerlighed i sin tid sagde: - hvilket altså nu omsider viser sig kunstnerisk lykkebringende...)

Vort svar på det tossede spørgsmål erindrer i øvrigt om denne Storm P.: ”Hvorfor slår du dog ikke din paraply op, sådan som det øser ned?” ”Ak, min paraply er fuld af huller.” ”Nå, men hvorfor i alverden tog du den så med?” – ”Næ, men jeg kunne da ikke vide at det ville blive regnvejr...”

”Men hvorfor må vasketøjet, men ikke tandbørsterne ligge i din uddøde tørretumbler? Er det måske ikke lige netop den forskelsbehandling, som du ovenfor tog afstand fra?”. Ha, se her tager I nu ganske fejl, jeres snarrådighed til trods. Forskelsbehandling er nemlig kun forkert, når den ikke kan begrundes sagligt: Således kan I vel da ikke forlange, at en sav og en hammer skal behandles på samme måde, vel?

Og forskellen består i vort tilfælde i, at ganske som det jo hedder, at at det er sværere at tisse fra Thisted til Ringsted, end det er at ringe fra Ringsted til Thisted – således er det også langt sværere i sin opvågnens rus at finde tandbørsten blandt alt det beskidte tøj, end det er i tidens fylde at finde alt det beskidte tøj blandt tandbørsten...

Denne betragtning erindrer os sluttelig om Niels Bohrs anekdote om købmanden, der adspurgt om en pose blandede bolsjer svarede den lille dreng: ”Her har du to bolsjer – så kan du selv få lov til at blande dem…”.