DET PERIODISKE SYSTEM OG DEN LUKKEDE AFDELING

 

 Da dagen ingen væsentlige nyheder bringer, vælger redaktionen i stedet at give en uddybende analyse af gårdagens ditto - ihukommende at væsentlighedskriteriet for ofte tilsidesættes af andre nyhedsredaktioner. Hertil skal yderligere føjes, at også de konkurrerende dagblade os bekendt alene bringer gårdagens nyheder -  ganske ligesom nogle restauranter med indehaverens sortsmuskede guds velsignelse fremturer i at servere gårsdagens ret under tilsvarende falsk varebetegnelse.
Thi for de vantro er intet for dårligt - mens næsten alt er for godt. Hvilket minder mig om en Jehovitisk vidnefast matrone i min barndom, der hver lørdag masede sig gennem skaren af vantro foran en lokal synagoge med den pædagogiske forklaring for gadens måbende børn, at jøderne havde dræbt Jesus. Ved en anden lejlighed lovede samme dame for resten at ville kastrere mig i snar fremtid med en brødkniv, idet jeg nemlig havde tilladt mig at lade vandet på åben gade i kammeraters påsyn. Siden har jeg da indrømmet også været noget mere ugenerøs med mine genitalier, så ikke et ondt ord om den sorte skole.

Nuvel. Gårdagens begivenhed var i al korthed den, at indehaveren af en endnu ikke overbevisende præskriberet promille formåede at undvige konflikt med trafiklovgivningen i kraft af en vis social behændighed, med det formål at krydse Øresund uden risiko. Til sagen hører at han i den forbindelse nøje betingede sig, at min nevø snarere end jeg selv førte bilen i hans sted. Til gengæld opstod en anden forvikling, som nok kunne pikere selv en mere ædru hjerne.

Da vi således efterfølgende klagede over at have betalt bropenge for en større kampvogn snarere end for en om så også meget eksklusiv personbil - kunne grænsemyndigheden prompte producere fotografisk evidens, hvortil i øvrigt kom, at vi havde betalt med et helt andet kontokort end det medbragte. Epifanien bestod nu i den aha-oplevelse, at vi var kommet til at tage en anden bilists efterladte kvittering og følgelig i grunden intet have at beklage. - Omtrent ligesom den lejemorder hos Hitchcock, der fik et velbegrundet latteranfald ved den forløsende oplysning om, at han grundet fejlinformering fra arbejdsgiverens side havde skubbet den forkerte mand i afgrunden.

Nu til vor nyheds perspektivering samt den efterfølgende algebraiske analyse. Perspektiveringen består i henvisning til en barndomserindring med en beslægtet logik, nemlig følgende tilgiveligt infantile anekdote. "En mand spørger en dame, om han ikke nok må få lov at stikke sin tommelfinger i munden på en dame, hvis hun lover at lukke øjnene. Det er i da orden; men lidt efter udbryder damen: "Hov-hov: Det er altså ikke min mund!" - "Nå-nej, men det er heller ikke min tommelfinger..." En infantil forvekslingsanekdote der muligvis har inspireret Karen Blixens til en fantasi i ”Syndfloden over Norderney”, hvori Josef  beder Maria om at lukke sine øjne og forestille sig at Josef er selveste Helligånden…

 Nu har vore kvikkeste læsere nok allerede fornemmet konturerne af vor efterfølgende algebraiske analyse, at selv om to gange minus nemlig endnu engang giver plus, så kan resultatet dog alligevel godt være noget kikset. Formlens matematiske generalitet fremgår deraf, at den er invariant for metafysiske og sociale transformationer. Vi har således allerede set, at den holder både i forbindelse med børneleg og trafiklovgivningen.

 Men ganske lige som det periodiske systems opdager Mendeljev ikke nøjedes hermed, men kækt tillod sig den hybris i samme åndedrag at forudsige opdagelsen af adskillige nye grundstoffer - således vil vi her på samme vis at ekstrapolere vor opdagelse ved at drage dens radikale teologiske konsekvenser.

Således kunne det nemlig på samme måde ske, at man ved en fejltagelse efter sin død havnede i Helvede: og det i følge sagens natur i selskab med sine jordiske plageånder, der for vor læserkreds vist ikke behøver yderligere introduktion.

Imidlertid vil Sankt Peter nu så godt som nogen anden grænseinstans kunne producere fotografisk evidens for den guddommelige symmetri mellem den dokumenterede forseelse og strafudmålingen. Epifaniens udfrielse vil her bestå i den oplysning, at det skam slet ikke er dig, men en helt anden der er havnet i Helvede, hvorfor du trods din unægtelige og lidet misundelsesværdige forlegenhed dog ikke kan anses for klageberettiget.
Til gengæld er der meget som tyder på at du er så identitetsforstyrret og utilregnelig, at du kan sidestilles med visse massemordere, der nemlig må findes uegnet til straf, siden de virkelig kunne dræbe så mange åbenlyst uskyldige medmennesker – hvorfor du omgående må overføres til den himmelske pendant til "Den Lukkede Afdeling"; som nemlig for denne ene gangs skyld bør have krav på samme retskrivningsmæssige privilegier som "Det Kongelige Teater".

 Denne forløsende afslutning tvinger os til at slutte af med fortællingen om en begavet skizofren kollega, der i sin tid gerne og ofte fortalte, hvorledes han i sin tid var blevet ansat på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Han fortalte nemlig dengang overlægen på den psykiatriske afdeling – den velkendte københavnske professor af det gamle borgerskab Villars Lunn – at han ville udskrives, idet han var blevet tilbudt et revalideringsjob på Universitetsbiblioteket i Fiolstræde. Professoren svarede prompte: "Universitetsbiblioteket? Nåh - men så skal du jo slet ikke udskrives: Du skal bare overføres...".