FORBRYDELSENS ELEMENT

Det klæder os ikke at dyrke det onde uden at være tvunget af nød eller anden ydre anledning. Allerede way back skrev jeg, at den der brillierer med en vidt og bredt berømmet afhandling om Hitler, nok ubevidst bifalder skurkens historiske eksistens uden dog at vedkende sig mindste medskyld. Hvis kun alt for velkendte medieakademikere med egne tidsskrifter ikke engang siden skulle have sagt noget lignende, ville jeg blive ærligt talt blive meget fornærmet - for nogle af dem læste da bevisligt skidtet med udbytte.

På lignende vis fristes jeg selv til at købe "Expressen", hvor "Super-snuten" fortæller hvordan han løste tre uhyggelige mordgåder. Jeg mener, når nu ulykkerne er sket, kan de da lige så godt aftvinges lidt moro. Men jeg forhindres, idet jeg her på FB nu falder over anderledes vedkommende, men som sagt tillige kærkommen kriminalitet.

Således citerer en FB-ven gamle Scherfig for den udødelige replik, at hvis man ser en socialdemokrat med en kniv i hånden, kan man være sikker på at han har en gaffel i den anden hånd. - Men hør engang: Just denne mindeværdige replik husker jeg ellers Carsten Jensen for som et eksempel på, at den alvorlige mand faktisk godt kan være morsom, også selv om han er på Finansloven. For Jensen fremførte den engang med bravour i Søndagspolitiken. Men det forholder sig åbenbart her som med Møllehaves selvironiske replik "Min overfladiskhed stikker ikke så dybt" - der nemlig ligeledes viste sig at stamme fra en afdød forfatter, husker ikke hvem.

Og for ganske nylig blev en gammel politiker fra før verdenskrigene citeret for disse fyndige ord: At de rige altid kræver mere profit for at arbejde mere, mens de på de fattiges vegne omvendt foreskriver mindre løn som spore til at arbejde mere. Og siden har adskillige kendte debattører med indigneret værdighed fremført akkurat de samme ord i eget navn på fineste spalteplads. For når den ene åbenbart skal have lov, så skal alle de andre ønskebørn også. - Men bevares, hvem ville ikke gøre det samme for en månedshyre på 45.000.
Selv lystmodere er i vore dage blot kopister der har spillet computerspil og set TV-reportager om terror. I gamle dage kunne det være en ensom slagter der hyggede sig med jævnligt at partere og æde en kunde, indtil han ved en tilfældighed blev opdaget og ført til guilliotinen som en abnormitet og vivesekteret. I vore dage ligner lystmorderen derimod enhver anden praktikant eller allerhøjst en miskendt spin-ekspert. For filosoffer har rettelig snart så lav status, at alle og enhver bliver anerkendt, idet slet ingen længere behøver at miskendes for at sikre det akademiske papirs kursværdi, der nemlig i græsk ånd synes valutarisk koblet til den græske Drakme i et sandt siamesisk broderskab i tykt og tyndt.

Her kunne man fromt indvende: "Men Herregud - kan det da ikke være lige meget, hvem der fandt på replikkerne og ideerne?"  Tja - åbenbart ikke: For hvis det nemlig var lige meget hvem der fandt på replikkerne, så ville kendte folk nok ikke med sådan omhu fremføre dem i eget navn på mest mulig spalteplads med den sans for strategisk og mekanisk repetition, som falder de komplementære sindstyper, der altid skaber skidtet, hartad umulig.
Nå, men en anden ting er, at vi jo ikke i det uendelige kan gå rundt og huske på, hvem der opfandt øl-oplukkeren. Men det turde nu rimeligvis have været Moses...

-----------------

Den perfekte forbrydelse...

 Jeg blev for nylig på Østerport Station berøvet tegnebog med 2500 kr, bankkort, kørekort - samt nøgler. Op-lukning, udskiftning af låse og hele molevitten beløber sig således til henved 6000 kr. Fik skam straks fat i mistænkte østeuropæer - men selv om jeg ikke undersøgte hans trusser, var han tilsyneladende helt uskyldig. Politiet fortæller imidlertid, at der altid er en uanselig håndlanger til straks af aftage bevismaterialet. Og det var tredje gang den dag sammesteds...

- Men sammenlignet med tabet på mine Vestas aktier af lutter fej sendrægtighed som hos spilleren, der kaster dårlige penge efter gode for ikke at erkende sit tab, var lommetyven ret beset en mindre ulykke.

- Og tabet på Vestas var atter en komplet økonomisk bagatel sammenlignet med tabet af det åndelige gods, der siden blev tyvstjålet af universitetsfilosoffer og medieaber, der samtidig aktivt har udstødt mig som et uvelkomment og forstyrrende fremmedlegeme, der nødig skulle osv. - hvilket atter typisk bagatelliseres som sammentræf af mere eller mindre ligesindede, der nemlig heller ikke har mindste interesse i at indrømme den åbenlyse forskel mellem kopi og den ægte vare - ejheller kan forklare den systematiske forsinkelse mellem de to.
- Sagens økonomiske aspekt minder mig om min engelsklærer, der i sin tid snusfornuftigt fortalte klassen, at hvert ekstra studieår indebærer et indtægtstab på 150.000 kr...

- Men skal vi aftvinge det skete nogen moro i medfør af selv samme utilgivelige konstitution må det være den omstændighed, at de gamle låse i følge låsesmeden var utidssvarende og alligevel burde udskiftes for at forebygge tyveri. Nu er tyveri således omsider dobbelt forebygget: Dels er der ikke mere at stjæle udover mine fornemme låse - og dem er der ingen der kan stjæle.

En anden komisk tilføjelse: Jeg mistede jo min lasede tegnebog, men fik så til gengæld anledning til at indvie en splinterny ditto, som jeg købte i lufthavnen i Entebbe i fjor: For som rig turist måtte jeg jo købe et eller andet for min sidste lokale valuta, selv om jeg slet ikke behøvede det. Bagefter morede og skammede jeg mig over det symbolske i , at den overflødige tegnebog alligevel var væsentlig dyrere end mine godgørende drikkepenge til det lokale bar- og hotelpersonale: For den havde været langt billigere at købe ude i byen end i lufthavnen.
--------------
Som selvudnævnt professor in disgrace (hvilket til orientering i vore dage er det fineste) må man imidlertid være i stand til daglig som baron von Münchhausen at trække sig selv op ved hårene - hvilket burde være barnemad for folk, der modsat mig selv ikke er skaldede. For som en jysk ingeniørkollega af min bedstefar way bacck kommenterede Eiffel-tårnet on location: "Det hær ka' altså ette imponere mej..."

Dagens "Münchhausen" er den opdagelse at vi tilsyneladende har leveret empirisk bevis for sandheden af Ødipus' og andres arkaiske lære om skæbnens uundgåelighed. I sidste uge mistede og genfandt jeg i bushen min tegnebog med alt. Dagen efter havde jeg nære fået et velvoksent hvepsebo på halsen under uagtssom bestigning af et jagttårn, hvorved jeg blev tvunget til at springe hovedkulds ud på en blød madras af den gule moseblomst 'benbræk'.
Alligevel blev jeg nu den næste dag helt uforskyldt stukket i en øreflip af en hveps; og dagen efter igen blev jeg som sagt ligeledes uforskyldt berøvet min tegnebog med alt. Nu mangler kun lige et benbræk for at gøre scenariet komplet - hvorved jeg nemlig vil få den professorale ære af som den første at have forvandlet humaniora til en eksperimentel videnskab helt fri for bull shit.

Men ikke nok hermed - vor oplevelse giver også anledning til helt spekulative overvejelser. Når man berøves sine nøgler som sidegevinst fordi de behagede at ligge i tegnebogen, kan tyven sige sig selv at man vil få låsen udskiftet, og vil derfor næppe gøre sig den ulejlighed at opsøge ens hjem, blot man bevogter det nøje et par dage just in case. Man kunne derfor nok spare sig udgiften med at skifte låsene ud. Men risikoen er naturligvis, at tyven også gennemfører dette ræsonnement og forudser muligheden for at man følgelig lader stå til. Altså bør man alligevel udskifte låsene. Men også dette indser tyven, der derfor må regne med at gå forgæves. Altså gider han ikke komme alligevel - men så havde vi jo alligevel ingen grund til den investering. Osv.
Hele tankeeksperimentet munder derfor ud i en usikkerhed, som kun kan bringes ud af verden ved at udskifte låsen. Dette bør tyven imidlertid også indse, hvorfor han alligevel kan være helt sikker på at gå forgæves og afstår. Altså behøver vi alligevel ikke at udskifte låsene trods facitlistens resulterende  usikkerhed - der jo desuden må vejes op mod den betragtelige ekstraudgift.

Men måske kan tyven følge os selv i dette mere avancerede ræsonnement, hvorved vor operation gentages på et højere logisk niveau, der ligeledes vil munde ud i en forpligtende usikkerhed. Men denne vil atter kunne konverteres til en ny sikkerhed - hvorved tyven  dog atter får afsæt for en gentagelse på næste logiske niveau. Derivater er således ikke noget nyt, men lige så gammel en opfindelse som arvesynden.