BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG

I ANLEDNING AF BRAAD THOMSENS BLIXEN-BOG
TOLKNINGER SAMT OVERVEJELSER OM BEGREBET SUBLIMERING

En bog med en overbevisende hovedpointe og mange berigende tolkninger. Som Henriksen ender Thomsen med at tage Blixens sidste ord til sin svigerinde for pålydende, trods alt: "Fader tag den kalk fra mig..." Ja, men godt at han ikke gjorde det... Jeg køber altså de samlede indicier for en dødsbundet faderbinding, der dukker op igen når alt går skidt - helt efter Freud-drejebogen: energierne søger tilbage til tidlige fikspunkter.

Blot 3 ting:
1. Dels behøver en historie ikke altid at skulle illustrere sin egen psykologiske baggrund af, jeg havde nær sagt tilfældige "dagrester": Forfatteren ved per definition selv hvad hun vil sige med historien, og det er så dens mening. Så selv om man kan sandsynliggøre en inspirationsmæssigt tvingende baggrund, er det ikke ensbetydende med at fortællingerne skal tolkes sådan, altså at dette ligefrem er budskabet. Så meget mere som læserne i så fald ikke har en kinamands chance for at forstå uden at kende hendes historie på en måde der nu engang er eftertidens privilegium. I den udstrækning Blixen bør tolkes freudiansk, betyder det således, at hun selv - men ikke nødvendigvis fortolkeren selv !- må være freudiáner. Og det må man så gøre plausibelt.

2. En svaghed ved allegorier i forhold til i videste forstand realistiske historier er, at allegorien påstår en sammenhæng, men slet ikke beviser den: Hvis du er operasangerinde, er det rigtignok ikke sjovt at teatret bryder i brand. Men heraf følger ikke, at sublimering er dømt til at ende så katastrofalt."You can't have everyting," så hvis man udtrykker sig i allegorier, vinder man muligvis noget kunstnerisk "merværdi", men taber helt sikkert i psykologisk bevisførelse: For analogien er jo netop en påstand, for reellt er der tale om vidt forskellige fænomener - i modsætning til så at sige "real-analogier", som hvis Newton skiftede sine æbler ud med pærer, bananer eller sten.
- Nuvel, dette hindrer jo ingenlunde en Blixen i (som jeg selv) rent sprogligt at være en puritaner med den gamle indstilling at "sex er noget man gør, ikke noget man taler om" (citat min bedstefar). Og den for senere generationer både kryptiske og kedelige abe-historie er et eksempel herpå - men jeg kan jo kun kan sige dette fordi hun med sit "a la Greque" osv. her netop ikke taler i allegorier, men blot med omsvøb og allusioner en masse. - Men den indlagte blasfemiske anekdote om "evigheden" er til gengæld rigtigt, rigtigt morsom: Det må være skrækkeligt kedsommeligt at tilbringe en evighed sammen med sin svigermor og kejseren af Østrig. Lige så morsom som, når hun i en anden fantastisk fortælling betegner Treenigheden som et noget kedeligt herreselskab.
Mit tredje og sidste punkt er i forlængelse af 2. Selv om operabranden ikke umiddelbart og evident kan oversættes til sublimeringens sammenbrud - så kunne det índrømmet godt være Blixens mening. Men i så fald bør der ikke ligefrem være modsigende omstændigheder. Jeg tænker her på, at den elskede unge sangerinde jo faktisk havde både elskere og tilbedere - men at de var for sølle. Kort sagt levede hun netop ikke i sublimering og cølibat trods sin englestatus - og det samme gælder jo Blixen selv i hendes bedste afrikanske år. Den hævdvundne selvbiografiske tolkning af operabranden er også derfor svær at afvise som forlæg og baggrund - og så er det svært at tro at hun bevidst bruger den til at illustrere noget helt andet.

Ægte ubevidst drømmearbejde er jo som bekendt en anden sag, hvor man ikke kan forlange logisk konsekvens i detaljen. Kort sagt er der her nok kun belæg for at sige, at branden er en katastrofe der ophæver den paradisiske og utopiske tilstand af "Yes you can have everything!" til fordel for noget anderledes stykkevis og delt - idet hun, der har været i paradis, jo under ingen omstændigheder prosaisk vil nøjes med blot en af delene blot for i småborgerlig forstand at "hænge sammen" og kunne skrive et CV plat nok til at kunne bruges i det virkelige liv.

Det samme tror jeg gælder Ariel-pigen i "Stormen": Drømmen om druknedødens velsignelsesrige forening er da ikke en af-sublimering, men netop sublimeringens apoteose. Blixen selv måtte jo også fravælge og betalte prisen - men ikke i form af et formeligt libidinøst sammenbrud. Det sidste sker nok ret sjældent.

Hvorfor dør Pellegrina så? Tja, det er da en god dramatisk slutning, der ligesom i din "Vertigo" bevarer gåden. Og fortidens tre parallelle spor har jo nu bogstaveligt talt indhentet hende i forsøg på at fange og fiksere hende i hver sin indbyrdes uforenelige rolle - roller der jo desuden alle er passé. I den sammenhæng kan man jo også tænke på Heloise's ord om tiden der til sidst tager alt fra kvinden.

Til slut levererer Thomsen en aldeles herlig parallel, skønt jo atter så tragisk, beretning om outsideren Albert Aylers musik.- . Men sjovt er det da, at når nu menneskene er så forvissede om at det at være uden for flokken er den rædsomst tænkelige skæbne - at det da alligevel ofte er just den skæbne de med sådan omhu tiltænker deres næste...

4. ENDELIG kan man spørge sig selv hvornår vi kan tillade os at tale om sublimering. Hvis i en drøm eller et surrealistisk skuespil to personer er indbyrdes uforenelige i den forstand at den ene aldrig optræder samtidig med den anden, så har vi her en af betingelserne – for en erstatning udelukker jo det den skulle erstatte og omvendt. Derudover må der nogle ligheder til før vi kan sige: "Aha, det er dog i virkeligheden den samme i forklædning". Der må være nogle sære fællestræk og ledemotiver hinsides tilfældighed – og i tilfældet med et skuespil kunne det være symbolske småting og markører, der i og for sig i det virkelige liv ikke ville være tungtvejende som identitetskriterier. Og endelig skal der være en åbenlys forskel: For at det samme er det samme, er der jo intet underligt ved, så at sige. Identiteten skal være paradoksal, således at påstanden derom umiddelbart skal virke overraskende.

I tilfældet med libidinøs sublimering må der således på den ene side være en umiddelbar forskel i handling og bevægelser, samt i ens sociale indlejring af det: Libidinøs kunst er således ikke omgærdet af samme privathed som primær libidinøs udfoldelse. Aktiviteten er fysisk set en helt anden; en stor del af sindsbevægelsen ligeså. Men udover denne uforenelighed og usamtidighed mellem libidinøs udfoldelse og kunst så bør der dog også være noget fælles til at begrunde påstanden. Et sådant forhold kunne være hvis den sublime erstatning dog ikke er mere sublim, end at den må ventes at øge sandsynligheden for en senere normal driftsopfyldelse. For ganske som meget blodrige mennesker kan udholde krævende og teknisk tørre eksamensperioder for at opnå muligheden for et vellykket verdsligt liv, gælder det den kunstneriske udfoldelse.

Imidlertid er en sådan hensigtsmæssighed ikke nok til at vi betragter al fremtidsrettet arbejdsflid som sublimeret libido. Hvis det ikke skal ligne en noget "okkult" påstand, men ejheller blot være en common sense konstatering af, at "al energi" må bruges på ens eksamensarbejde, så skal det helst smage lidt af fugl, trods al sublimering. Således kan vi jo tale om erotisk ladet musik og kunst, men næppe om erotisk ladet fysik og matematik. Hvis energien så at sige skal kunne øremærkes og genkendes ved en aha-oplevelse som "erotisk energi", så skal den dog have en mere konstant væsenskerne. Og heri ligger vel også at der ikke er så forfærdelig langt fra den sublimerende aktivitet til den aktivitet den erstatter, hvis de rette betingelser var til stede uden ledsagende komplikationer.

Så vidt jeg ved nævner Freud ikke sublimering i forbindelse med aggression, idet han anser denne dynamiske fleksibilitet for forbeholdt libidoen. Men nevertheless er det undertiden en realitet. For i samme öjeblik en proces fuld af aggression udvikler eventyrlige sider og som et svævefly slippes fri af den igangsættende kraft, så glemmer man denne og tilgiver lattermildt sine agtersejlede små plageånder - indtil de i vanlig ordning sørger for at det ikke kommer på tryk- i hvert fald ikke i ens eget navn.

- For resten tilsendte jeg i kollegial ånd Braad Thomsen denne kommentar, som han i hvert fald endnu ikke har protesteret mod, hvilket vi vælger at opfatte som en anbefaling - og følgelig en god grund til nu at "indvie en lidt bredere kreds end blot dig og mig" - for nu at citere en svensk jägmästare, som jeg way back overtalte til at lade afsætte et frivilligt urskovreservat i Småland.
- I øvrigt beror selv kvalificerede "kändisers" typiske hæmning over for uopfordret fraternisering nok på en instinktiv frygt for at se deres så møjsommeligt tilkæmpede status udsat for inflation - eller det er værre. Alt sammen rørende menneskeligt - og ofte såre velbegrundet i en verden hvor mennesket er menneskets ulv - og derfor på ingen vis nyt for denne redaktion...Allerede Freud selv turde jo heller ikke indvie Jung i sine drømme for "ikke at miste min autoritet". Hvortil så må føjes at Freud her gentog Ødipus' fejlgreb: For netop dette ængsteligt præventive forbehold gjorde en ende på mesterens ukrænkelige autoritet. I hvert fald i henhold til Jungs anekdote.