En førtidspensioneret
dame "arver" fra sin omsider afdøde og notorisk velhavende samlever
udover et stærkt svækket helbred alene en stor og højt forrentet forbrugsgæld,
stiftet i hendes navn hos Danske Bank - alene af frygt for ellers at blive
forladt som straf. Af samme grund fandt hun sig i tillige at afstå fra et
skriftligt gældsbevis som sikkerhed...
Mandens sønner frasagde sig da også allerede ved begravelsen
på boets vegne enhver forpligtelse.
------------------------
Nedenfor følger et muntert brev til arvingerne, hvori vi forsøger
at udrette retoriske mirakler. Heri indgår nemlig en sokratisk appel til en ære
og moral, der notorisk ikke gives - på ganske samme vis som vi jo så ofte her
appellerer til vore dannede eliters intellektuelle og moralske værdighed... Men ligesom hos Hitchcock film "Strangers on a train" er det i sådanne sager indrømmet ofte klogt i at "bytte mord": For i ens egne sager kan det som bekendt ofte knibe gevaldigt med at holde masken samt den fornødne is i maven...
Om nedenstående uventede og så at sige exogame odyssé udi den borgerlige moral kun dette, at vor litteratur dog tæller flere glorværdige fortilfælde af den art. Og til "Det Religiøse Stadiums" quijotiske "tro på trods af det absurde" svarer således på ganske samme vis vort ulønnede Sisyfos-arbejde med at begrænse andelen af grantræer i den asiatiske taiga lige fra Hallandsåsen til den sibiriske flod Ob.
Den næste etape fra Ob til floden Jenisej bliver nok et
livsvarigt pensionistarbejde. Heldigvis behøver vi derimod ikke at foretage os
noget fra Jenisej til Lena og videre østpå, idet man nemlig her holder sig med
andre arter af tjur og urfugl med anderledes krav og vaner. Her gælder vor
autorisation derfor ikke; og da disse fugle er kendte for stædigt at holde på
konventionerne, må vi for en gangs skyld her bøje os for nødvendigheden.
Humoren er sluttelig
ikke monogamt knyttet til noget af de tre velkendte Stadier, men må snarere
betragtes som en art varemærke i stil med Hitchcocks personlige optræden som
anonym og forbipasserende bifigur i alle sine film, som vi dog ikke ville være
foruden - ihukommende at vor danske "elite" ganske vist er henrivende, men jo kun sjældnere morsom - og
derfor ganske ligesom stegt lever afgjort fordrer tilsætning af såvel
anførselstegn som andre orientalske krydderier...
TIL P.' FAMILIE
Idet T. har fortalt
Gitte, at I ikke ønsker at betale P. gæld til Gitte, vil vi oplyse jer om,
at vi har været vidende om denne gæld fra første færd. Der var tale om et
forbrugslån i Gittes navn hos DB, hvilket her dokumenteres.
På vor udtrykkelig
opfordring forlangte Gitte et skriftligt gældsbevis, for det tilfældes skyld at
P. skulle gå bort før Gitte. Til dette svarede P. : "Men stoler du da
ikke på mig?" Og dette er grunden til at et gældsbrev ikke foreligger.
Desværre har P.
ikke i den mellemliggende tid set sig i stand til at afdrage på lånet og
efterlader derfor en gæld inkl. renter på foreløbig 18.000 kr.
Som I forstår,
foreligger der således ingen tvivl om selve sagsforløbet. T. har her indvendt
at P. altid betalte færgen til Sverige - men til gengæld kørte han i to år
daglig i Gittes bil grundet sin Rovers elendige forfatning. Ligeledes er vi
vidende om, at Gitte betænkte P. med mange kostbare gaver, ikke mindst i
årene efter sin mors død.
T. har yderligere
indvendt, at P. begravelse andrager 25.000 kr. Imidlertid er det kun
naturligt, at ganske som Gitte i sin egenskab af arving bekostede sin mors
begravelse, må det rettelig være P. arvinger, der påtager sig
omkostningerne ved hans begravelse.
På baggrund af alt
dette appellerer vi til Jer om ikke at krænke P. ære og moral ved at gøre
hans løfte og hans ords gyldighed uopretteligt til skamme efter hans død.
Venlig hilsen
No comments:
Post a Comment