KÆLDERMENNESKETS LIVSLØGN - OG VINDERNES…(POLITIKEN KRONIK 10.JULI)

 

<sub>Aldrig har så mange været så optagne af at diskutere snart tabernes vel, snart eliternes. Snart hedder det at eliten har det svært, selv om de som et plaster på såret altid kan komme til orde; snart er det tabermændene, snart de endnu ikke emanciperede kvinder, der må særbehandles.

Men hvor fordelagtig taberrollen end er, så er der nu mest rift om at være elite: Således vil velformulerede liberale debattører ofte betvivle de kulturelle og akademiske eliters status, hvis ikke de kan klare sig på markedets vilkår. Det gør vore liberale økonomer måske heller ikke altid: Men til gengæld vil de bedyre at være en art åndelig pendant til den fælles infrastruktur, der som bekendt er lige så befordrende for erhvervslivet som en lav selskabsskat – og som lægerne for de syges helse. Men for mange læger fordærver maden – eller hvordan er det nu?
Dramatiseringen af Dostojevskijs ”Kældermennesket” sidste år gav anledning til debat om nutidens kældermenneske. Mange ser nutidens svar på kældermennesket i alle de forliste, som mener at have fortjent en bedre skæbne, men som til gengæld har god tid til på nettet gratis at tilsvine  socialt heldigere stillede. På den anden side sker det, at et ”kældermenneske”skifter fortegn og får mediegennemslag med efterfølgende jobtilbud: Bloggeren Bethany og Dovne Robert kunne være eksempler.
Men snakken er ikke ny, for i debatskrifter har både Henrik Dahl, Frederik Stjernfelt, Søren Ulrik Thomsen og Ole Thyssen været ude med riven efter alle de dovne tabere, der forlanger anerkendelse – snart for ingenting, snart for at være martyrer, hvilket er endnu finere. Det med de indbildte martyrer er nu lige så gammelt som Kristendommen; og allerede Kierkegaard og Henrik Ibsen morede sig gevaldigt over fænomenet.
Tabersnakken og elitesnakken er forbundne kar – og kræver en dybere psykologisk tilgang. Stjernfelts og Søren Ulrik Thomsens debatbog ”Den negative opbyggelighed” beskrev de ”miskendte”, der i tidens løb har ment at gå i Jesu og van Goghs fodspor. Deres fremstilling var imidlertid ret beset en spejlvending af den samme figur som de kritiserede: For nok kan fallenter frit påberåbe sig de berømte afdøde, som først eftertiden har anerkendt. Javel – men just under henvisning til dette kan vi akkurat lige så bekvemt slippe af sted med at afskrive selv berettigede samtidige som sådanne livsløgnere…</sub>

 

_{I begge tilfælde er der tale om en fejlslutning: For ganske ligesom vi ikke kan slutte af nogle miskendtes så som van Goghs berettigelse, at alle miskendte så er berettigede undtagelser – så kan vi heller ikke slutte af nogle ”martyrers” paranoia, at alle der mener sig oversete, er livsløgnere. Reelt er det imidlertid ikke engang fejlslutninger, men snarere selvbedrag: Fejlslutning er jo principielt en rationel proces, blot er der sket en tilfældig trykfejl i farten. Selvbedrag er derimod aldrig tilfældige, men er styrede af motiver: Hvad enten det nu gælder kældermenneskers ønske om oprejsning eller de privilegeredes hægen om deres fortrinsstilling.}

 

_{Forskellen er den at de privilegerede er i en magtposition og dertil optræder solidarisk, mens ”kældermennesker” ikke kan påberåbe sig autoritative instanser. Og det er gratis at håne dem vi udelukker: For så snart vi har lukket dem ude, er de per definition sociale tabere – og hvis de dernæst pukker på deres ret, gør de sig umulige som kværulanter. Og det er skam aldrig for sent at udelukke nogen: For vi kan altid bortforklare tidligere generøsitet som udslag af vort store hjerte – eller som resultat af andres blåøjethed over for distanceblændere. Endelig har vi eksempler på, at selv ubestrideligt dygtige folk blev sindssyge: Og uanset faktorernes orden, så er galskab ikke noget vi kan være tjent med. Tidligere kunne vi lukke munden på kældermenneskene – men i dag kan de via nettet snige sig ind under en slags ”Kvote 2-ordning”…}

_{KÆLDERSKRIVERI har ellers sin oprindelse i den trykte presse; men når det trykkes, regnes det ikke for kælderskriveri. Få ting trækker læsere som beklikkelse af højt placerede folks kompetence eller moral – med rette eller ej, og uanset højden over bæltestedet. Om det så er ”Bethany”s slagsmål med A.S Hermansen, Lars Bukdahls yndlingsaversioner i litteraturens verden, Berlingskes ”Groft Sagt” eller for den sags skyld Peter Tudvads nationalopgør om arven fra Kierkegaard med Joachim Garff – så er der i grunden tale om det samme inflationssikrede koncept.}

 _{Mens man ved individuelle og så at sige ”uomskårne” forcer let påkalder sig jalousi, kommer man langt ved omvendt at alliere sig med jalousien som verdensmagt og kritisere folk der er kommet højt på strå. I den forbindelse kunne vi tale om ”loven om jalousiens konstans”: I henhold til denne ”naturlov” kan vi andre godt tilstå dig retten til at være stjerne for en uge, mod at du til gengæld tager skraldet for at sige ting som vi andre ikke tør sige – for vi har mere at miste end du. Du får lov at blive ugens helt – men kun fordi en større hero derved bliver trukket velfortjent ned i skidtet. På den måde får vi orden i ”jalousiens budget”, idet vor generøsitet over for dig opvejes af en andens fald.}

 

_{Derudover er gadeslagsmål både underholdende og demokratisk inkluderende: Enhver forbipasserende har ret til at deltage. For demokrati er samtale, som Hal Koch sagde – og det kan vi lide. Autoriserede kælderskriverier florerer derfor til alle tider – og når visse skribenter tillades år ud og år ind at fornærme godtfolk uden for egne rækker, så er det ingen stor gåde. For mediernes pensionssikrede provokatører er altid omhyggelige med ikke at fornærme nogen i deres egen klasse – hvor modigt de end håner heltene i parallelklassen...}

 

_{Dostojevskijs iscenesætter Rune David Grue medgav, at kældermennesket kan have nogen ret – men tilføjede så, at det selv fremprovokerer mobningen. Men siger man A, må man også sige B: For ligger det ikke i al mobnings natur, at den er ”fremprovokeret”? Den grimme ælling er ene mod alle; og dog frygter vi, at den skulle få andel i vore privilegier – og desto mere hvis vi har snydt på vægten: Idioter behøver vi jo sjældent at holde nede. - Og når gøgeungen ubønhørligt mobber sine små søskende ud af reden, føler den sig så sandelig også ”provokeret” til det: For ikke blot er den allergisk over for berøring, hvilket de indbildske asner tillader sig at blæse på – dens sære søskende er desuden artsfremmede og fortjener derfor ikke bedre end at behandles som blinde passagerer. Men skulle sandheden alligevel vise sig at være den omvendte, bliver det først helt utilgiveligt: For at de forkerte har ret, er allerede utåleligt – men at de selv ved det og ikke først beder om vor godkendelse: Dét er et slag i ansigtet på vor så at sige ”islamiske” ære.}

<sub>Tabere på overførselsindkomst, der forlanger anerkendelse, er dog mindre dramatiske end kældermenneskene. Ligesom ikke alle kældermennesker er på overførselsindkomst, er ikke alle på overførselsindkomst kældermennesker – men der er ofte et sammenfald. Ole Thyssen har ret i at jo lettere det er at opnå status som offer, desto større er fristelsen til at falde til patten. Imidlertid er det at være taber forbundet med lav status og ikke noget man tragter efter – med mindre man vitterlig føler sig invalideret.

Ikke desto mindre giver det ringere status at have et ufaglært job end at være arbejdsløs ægyptolog: For hvis du først er avisbud, er det lettere for dine fagfæller at afskrive dig som en falleret student, der omsider fandt sin rette hylde. Thyssen må derfor tage højde for, at som den sociale virkelighed p.t. er skruet sammen, gør den arbejdsløse ægyptolog desværre ofte klogere i at beskytte sin faglige prestige og overlade jobbet som avisbud til andre.</sub>

_{Nu er det en økonomisk makrosandhed, at der for tiden ikke er mange ledige jobs. Og i den situation er ”vindernes” vinkel den, at de bedste får jobbet, mens taberne forlanger ligeberettiget status. I calvinismens tid blev økonomisk velstand anset for et tegn på, at man nød Herrens bevågenhed som et retskaffent menneske : Og på samme vis mener de nævnte skribenter, at grønt lys i verden borger både for ens egen berettigelse – og for at mindre velkomne ved bordet samt de arbejdsløse følgelig må være af tilsvarende ringere lavere kvalitet.}

_{Sagen er imidlertid den, at udover ved konkrete varer og tjenesteydelser er der ikke altid en ligefrem kobling mellem kvalitet og afsætning. Allerede ved materiel produktion er der jo ofte uheldige sideeffekter af et produkt eller af selve fremstillingsprocessen. En ”pris” der vel at mærke betales af andre end kunderne. Men i den offentlige verden, hvor det end ikke er bestilleren der betaler showet, handler medgang ofte mere om, hvem vi har mest fordel af at anerkende, end om hvem vi burde anerkende.}

<sub>I vor egen stræbsomhed er vi ikke interesserede i at anerkende andre – men nogle er vi nødt til at anerkende, fordi de enten allerede er etablerede eller endda står i et magtforhold til os. Eller fordi de ved at ligne os i tilgang er oplagte allierede. Dem kan vi således bruge som bekvem anledning til desto mere konsekvent at afvise ubudne, der ingen fordele har at tilbyde os. Ansættelsesudvalg og fagkonsulenter vil ofte være kollegialt smigret over at have med en berømthed at gøre. Dertil kommer at når vi præmierer noget i forvejen lovprist, har vi ryggen fri, selv hvis personen mod forventning skulle vise sig at blive et flop – en bekymring, der især for nye ansigter spiller en rolle. Derfor vil "vindere" sjældent blive afvist i informationssamfundet. Ja, selv på det private marked sælger de kendte uforholdsvis mange billetter og får uforholdsmæssigt meget omtale. Større salg er således intet sikkert tegn på komparative fortrin. Også selv om synspunktet godt kan have en vis statistisk berettigelse på alment tilgængelige felter, der ikke forudsætter eksklusiv ekspertise at bedømme.
Derudover er det imidlertid ikke engang altid sikkert, at en kändis også i længden sælger bedre end en mindre kendt af høj kvalitet. For en avis, TV-station eller et forlag, der bliver kendt for konsekvent at vægte kvalitet over kändis-effekt, kunne godt ende med at få et større publikum. Men dette scenario forhindres oftest af mere kortsigtede kalkuler. Så af mange grunde bør vi ikke købe ”vindernes” selvbillede. Og da slet ikke hvis enhver med høj løn kræver anerkendelse på linje med industriens pionerer: En figur der nemlig spejlvender kritikken af tabernes krav på anerkendelse som forsømte genier, ganske som vi så det i forbindelsen med Stjernfelts og Thomsens tale om de falske martyrer.

Især i tider med lav efterspørgsel efter arbejdskraft vil succes på felter hinsides veldefinerede forbrugerkrav a la bilreparation og blikkenslagerarbejde ikke altid være et godt mål for kvalitet. At blive udvalgt handler mere om alt det som jobcentrene excellerer i: ”Hvordan kommer du til jobsamtale, hvordan bør du være klædt, og hvad skal du sige under samtalen?” Kvaliteter spiller stadig en rolle, men dels kan alt for markante kvaliteter undertiden være en ulempe, og dels vægtes dine sociale forcer, din blotte lighed med os samt vor egen fordel af at anerkende dig langt højere.</sub>

_{I private virksomheder vil man dog altid ønske at få de bedst mulige medarbejdere: For målestokken er omsætning og profit – og alt andet lige vil en god bil altid sælge bedre end en dårlig bil. For hvis en dårlig bil undertiden alligevel sælger bedre i starten, skyldes det enten en uforholdsmæssigt lav pris, et historisk godt ry eller ulighed i reklame-volumen. Men selv om den materielle produktion stadig er central og stadig ikke kan erstattes af computere, så beskæftiger den nu engang en stadig mindre del af befolkningen . Og hinsides den materielle produktions sfære er der altså meget andet end kvalitet som udløser vor anerkendelse: Sandheden er således ikke altid lige velkommen, og derfor sælger en god bog ikke altid bedre – selv hvis den skulle komme ud.
I særdeleshed er det absurd i offentlige anliggender at gøre en ”calvinistisk” betragtning om egen fortjenst gældende: For her er den der så generøst udskriver checken, som sagt ikke identisk med dem der reelt betaler gildet. En anden side af den sociale udvælgelse, som debatten overser, er det forhold at succes også tit beror på vor evne til at udnytte en fortrinsstilling til at bringe rivaler i et dårligt lys. Selv kolleger der ikke elsker os, vil se med meget blide øjne på vore små intriger mod andre: For ej heller de ønsker flere berettigede rivaler end de i forvejen må døje med. Den akademiske verden er ikke ubekendt med sådanne hensyn, og nu hvor krybben er tom, mere end nogensinde – men modsat hos Mærsk er der her ikke en sund modvægt i salgsøkonomiske langtidshorisonter.}

_{Disse overvejelser kan forlænges i en analyse af begrebet mislykkethed. Social mislykkethed kan bero på manglende evner eller kvalifikationer – men nok så ofte på knust livsmod, lav selvtillid og manglende opbakning. De ”calvinistiske” kritikere kunne nu indvende: ”Vel findes der begavede skvat, ganske som der findes begavede psykopater – men de er ikke værd at samle på.” Den betragtning åbner imidlertid for en hyklerisk strategi: ”Lad os som medlemmer af ansættelses- og bedømmelsesudvalg, som fagkonsulenter, anmeldere osv. spænde ben for alle der kunne sætte vort eget lys under en skæppe: For hvis de ikke kan tåle mosten, viser det blot at de er nogle skvat – og dem er verden ikke tjent med, uanset talent.”}

 
<sub>Dette argument kan dog tilbagevises: For nok er det godt hvis ”psykopater” samt folk, der af andre grunde er uforenelige med en moderne arbejdsplads, sis fra. Men med i badevandet følger en bunke folk, hvis ”karakterbrist” er erhvervet og ofte just beror på at vi konsekvent spænder ben for dem. Den calvinistiske betragtning vil endvidere hævde, at jo højere løn man får, desto mere er man værd. En sådan psykologisk mekanisme er da også en elementær realitet: Tænk blot på med hvilken naiv selvfølelse de mest kendte foredragsholdere forlanger eksorbitante honorarer. Hvis man foreslog dem at være mere beskedne med tanke på hårdtarbejdende sygeplejersker og hjemmehjælpere uden hverken høj status eller frynsegoder, ville de blive meget forurettede – ikke af grådighed, men fordi de ville føle det som et slag i ansigtet.

Bliver man behandlet som stjerne, mister man snart al selvkritik. Og behandles man konsekvent som et udskud, er det tilsvarende svært at forblive uanfægtet deraf: For ens mulighedsunivers bliver eroderet. Men vor ubodelige tiltro til såvel succes som mangel derpå er dog overtro, idet vi i Calvins ånd da tager verdens dom for pålydende. Og for i stedet at vende os til mindre anløbne udgaver af kristendommen end Calvins, kunne vi tværtimod hævde: At sådan overtro er en synd mod livet.

Kompagniet af fordums marxister, som efter en postmoderne mellemakt i dag hylder læren om at være sin egen lykkes smed, blev selv båret igennem hele vejen gennem 117 hamskifter i kraft af at være født på et heldigt tidspunkt med jobs til alle uddannede. De tager hverken højde for konjunkturbestemt eller strukturelt bestemt arbejdsløshed. Begge to makroøkonomiske størrelser, der ikke kan henføres til offer-mentalitet. Men hvorfor dog som taberne nøjes med overførselsindkomst, når man kan få både høje gager og honorarer uden ligefrem at pådrage sig en åndelig diskusprolaps i sandhedens tjeneste?</sub>