Tuesday, November 05, 2013

FRA FACEBOOK...

 

Man tilrådes ikke at publicere gratis, hvad der rettelig burde udgives officielt. Det sidste er nu heller ingen hindring for nævenyttige vaneforbrydelser - hvormed nemlig menes det der er langt værre end anmeldelser.
En anden mulighed er at publicere ting, der er lige så individuelle som fingeraftryk og ikke behøver megen yderligere beskyttelse. Hvis der så oven i købet er tale om en ny genre, skabt under det samme kontinentale pres, hvorunder kulstof undertiden forvandles til diamant, så er det jo næsten som at vinde i lokkeriet - altså lige bortset fra pengene. Men vi har her fiosoffen (er der andre?) Kant's ord for, at penge man drømmer og tænker sig til, har akkurat samme egenskaber som virkelige penge - selv om de altså desværre ikke eksisterer.
Så her efter lang tids ingenlunde uvirksom offentlig strejke atter et indblik i hvad Facebook også kan bruges til. Med en næsten Kants regelmæssighed indtræffer dette groft sagt hver dag - men dog ikke på noget bestemt klokkeslet. Til gengæld kan kompulsionen hverken behandles medicinsk eller terapeutisk.
Kort sagt endnu nogle smagsprøver, beregnet til læsning i samme ånd som de er affattet - i smug og med småligt forseglede læber. For enhver afvigelse, der ikke har et reglementeret navn og en hævdvunden genre at henholde sig til, er og bliver et slag i ansigtet på al vor sociale intelligens. Hvilket sidste forresten minder mig om en psykiater, der blev opsøgt af en ung mand der med omhu undgik at tænke, idet han nemlig alvorligt frygtede at opbruge al sin intelligens på engang...

LAST SUMMER IN URAL:
 MEGA-BEGIVENHEDER OG META-BEGIVENHEDER
 Et nyligt voldsomt meteor-nedslag over de betagende Ural-bjerge, som jeg altid så gerne har villet se, fordi man dèr siges at slippe helt for ævl, skal have slået ned i en blind vinkel af den art, som de motorsagkyndige med rette dumper os på - og som just derfor tog selv klodens mest profetisk ufortøvede instanser på sengen snarere end på ordet. Men derfor kunne det vel godt være en straf for et eller andet.
 Mega-begivenheden ledsages imidlertid af, hvad man vel kunne kalde en meta-begivenhed:
For vort autistiske vidunderbarn Holger Bech - hvis fanatiske tilhængerskare deler sig uforsonligt efter anskuelsen af hvorvidt efternavnet mon er Nielsen eller Larsen (uhukommende at manden jo selv er inhabil i sagen og dertil som autist helt uden interesse i slægtsforskning) - ... kort sagt Holger Bech har pænt synkroniseret med kæmpemeteorens nedslag kundgjort, at han anser den berømte tidligere meteor-begivenhed i Sibirien 1908, som lagde et skovområde på størrelse med Fyn pænt ned, for værende noget helt andet end hidtil antaget: nemlig resultatet af nogle få atomer anti-stofs dramatiske stævnemøde med et tilsvarende begrænet antal normale atomer.

Spørgmålet er nu kun, hvorfor de valgte Sibitien som åstedet for deres stævnemøde. Elementary, my dear Watson: Anti-atomer har en helt ubestikkelig smag og har det derfor på ganske samme måde som jeg selv - og de insisterede derfor på, da de jo i forvejen var på udebane som inviterede her til Jorden på egen regning, selv at vælge den nærmere lokalitet for konferencen. Hvis ikke det havde været for den blinde vinkel, så kunne I bare have spurgt mig...
 P.S. Og nu ikke et ord om Bogforum og smådrengenes seneste litteratur-slagsmål, for fænomenerne kvalificerer næppe hverken til prædikatet "mega-begivenhed" eller prædikatet "meta-begivenhed".


DET GODE SOM VI VIL...

Altruisme er i helt i orden, men hvorfor skal det altid være så besværligt? Ligesom man i henhold til Hitchcock med fordel ofte kan bytte mord, kunne man også med fordel bytte kærlighedsgerninger, hvis det ikke skal udarte til en art selvplageri med ringe eller endda tvivlsom virkning, i stil med en hel del ulandsbistand, i henhold til kritiske kendere.

Hvad stiller man f.eks. op med en dame, der har lånt sin uforsikrede bil på en vens anbefaling til en hende personlig ubekendt (forhenværende?) elitebilist, som smadrer både kofanger og chassis (pardon my French) i første take - og i øvrigt ikke agter at betale mere end selvrisikoen, idet hun nemlig anser bilen for skrotningsmoden.

Men desværre er jeg altså hverken bilmekaniker eller jurist ...

DØDSKØRSEL...

 Grundet altruistisk dødsforagtende mission med afhentning af en bil i Korsør skylder jeg just in case at forudskikke det bonmot til eftertiden, at demokratiets afskaffelse har samme gode argument som Kongehusets afskaffelse: At så kunne vi omsider slippe for at skulle høre og kommentere de ting, for i praksis er det frygteligt kedsommeligt stof at skulle beskæftige sig med.

Man hvad så med de kongelige og trafikulykker og -forseelser? Ha - vi kan såmænd sagtens begå vore egne.

 
ØKOLOGISK HÆNGEVOM

 En gangbesværet dame af mit bekendtskab lånte på opfordring af en anden bekendt sin endnu ikke skrotmodne bil til en forhenværende elitebilist - der skam også præsterede at fuldbyrde værket helt uden personskader. Bilens uheldige ejerinde har derfor nu gældsat sig yderligere - samt betroet mig det ærefulde hverv at afhente et nyt køretøj i morgen i Korsør.

Men klog af skade betingede hun sig naturligvis først, at jeg ikke er elitebilist: Og det har jeg skam en svensk spritbilists ord for at jeg ikke er. Og det er det allerfineste: For ganske som folks ord for ens kvalifiktioner ikke er mere troværdige end deres egne kvalifiktioner (og ærlighed...) - så er folks ord for ens mangler ikke mere troværdige end deres egne mangler. For ligesom en digter ikke er den rette til at kåre landets tørste fysiker – således er underkendelse næsten et ridderslag når det trods alt kommer fra en meste.

 Således frarådede en skizofren forhenværende gymnasiekammerat i sin tid henvendelse til psykater/psykolog med disse profetiske ord, der da heller ikke er blevet gjort aldeles til skamme: "Men hvem i hele verden skulle dog kunne hjælpe dig?"


AF EN ENDNU LEVENDES PAPIRER...

  Den store køreprøve Korsør tur- retur i menneskehedens navn bestået uden unødige tab af menneskeliv og hestekræfter. Den funklende velholdte bils nybagte indehaverske skal dog desværre ikke påregne erstatning fra den dame, der endeligt ombragte hendes forhenværende bil:
 

 For det juridiske ansvar påhviler alene den der har udlånt bilen - og hverken en fortid som elitebiilist eller en nok lidt nærmere fortid som alumen på en lukket afdeling er nogen garant for et menneskes hæderlighed...

 For uhæderlighed, tyveri og nødløgne er nu engang den svages ret - hvilket i øvrigt også er et vægtigt argument mod kvote-ordninger. For allerede mænd både stjæler og lyver selv helt uden forudgående træning så stærkt som dopede heste kan rende, for at beskytte deres dumme ære og status - mod de skampletter som de nu ellers helt egenhændigt har erhvervet...

 Afdragene på den flotte Peugout (pardon my osv.) må derfor finansieres af et nedsat cigaretforbrug - en indrømmet skrøbelig finansiel konstruktion, men i mangel af seddelpresse dog det umuliges nødvendige kunst, alias det nødvendiges umulige kunst:

- Der af samme grund burde være lige så støtteberettiget som Søren Kierkegaard, som det jo nu omsider er lykkedes det kongeligt veluddannede danske folk at reducere peristaltisk snarere end "peripatetisk" til en grød af klinisk erfarings-befriede almindeligheder, bekvemme eksamensopgaver og fladt fodformede stand-up vitser i demokratiets og oplysningens navn - tilsat harmløse professorale efterskrifter med knasende guldkorn, hvoraf enkelte muligvis endda er egen avl.

 Kristeligt Dagblad opsummerer i dag jubelåret helt kongenialt - dvs. i ganske samme ugenialt pjattede og dog redaktionelt alvorsfulde ånd som jubelåret selv. Kierkegaard tiltales i grammatisk anden person og lovprises for sin evne til at "inspirere" alt hvad der kan krybe og gå af skabende ånder - til at krybe håbefuldt videre i samme retning, mens de som savlende spædbørn betragter månen...

Ja for nu er det at have begået sin egen "bog" om Kierkegaard blevet et elementært integrationskrav - som nu kun enkelte asylsøgere stadig skylder det danske folk som et mindstemål af modydelse og god vilje...

  Må det imidlertid her være tilladt at gøre opmærksom på, at i henhold til geologerne gives der både magmatiske og metamorft forvandlede bjergarter: - Javel, men i begge tilfælde sker forvandlingen under et helt uhyrligt tryk, som ingen pæredansk højskolebygning ville kunne modstå - men som derimod kan sammenlignes med det voldsomme vandtryk, der netop som det eneste formår at holde dybhavsfisk samlet og i form, hvorimod det ville få alle andre fisk til øjeblikkeligt at implodere til så at sige kosmiske singulariteter af sort stof.

 


NO USE OF NEWS

Det ærgerlige med nyhederne er at de om nogen gentager sig selv, og oftest helt uden Goldberg-variationer - og jubilæer er i deres numeriske åndløshed slet ingen undtagelse. Derved forsøger nyhederne at lokke os til på samme vis at gentage vore banaliteter.

Dagens avisudfald mod vort bekostelige gamle kongehus er et eksempel, der således tvinger os til at gentage, at det bedste argument mod Kongehuset nok er, at vi efter dets afskaffelse så forhåbentlig fremover omsider kan slippe for jævnligt at skulle læse anti-royalisternes kedsommelige kommissærprosa - den være nu nok så sagligt velbegrundet.

Men man kunne vel starte med at beskære apanagen til f.eks. en Lars Løkkes skattefri dimensioner. Pengene kunne passende øremærkes til Københavns Kommune, så de stakkels boligejere ikke pludselig må belægges med den syvdobbelte grundskyld. Kongehuset vil derefter kunne nyde glorien som uformuende københavneres pendant til de mere velstilledes velynder Mærsk Møller.

 

SOCIAL MOBILITET OG SUBLIMERINGENS KUNST

Niels Malmroes skal roses for at forædle sin drastisk dræbte baby til kunst mange år efter. Hans psykotiske hustru skar i sin tid halsen over på deres 9 måneder gamle afkom.

Man sålænge barnet ikke er mere end 9 måneder, synes jag at der må være fuld returret; ja, ved hjælp af lidt skolastisk konsulentbistand (filosoffer er dyre) kan det endda gælde for en noget kontemplativt gennemført abort.

Eller som en frisk dame kommenterede: "Kunne hustruen da ikke bare have nøjedes med at give babyen et spark i røven?"


En anden frisk, men knap så dramatisk anlagte ældre dame af den mest finkulturelle type har derimod sit barn i behold: Han er skærsliper og stodderkonge - og lever det halve år i Thailand, hvortil han hver gang medbringer en stor kuffert fuld af: rugmel! Han kan nemlig ikke undvære det danske rugbrød - men narkohundene og tolderne med utopiske drømme om forfremmelse bliver lige slukørede hver gang.


Selv fik jeg omsider taget mig sammen og ringet til ejendommens blikkenslager, hvis nummer jeg nemlig endelig fik fat på for et halvt år siden, men sidenhen både tabt og genfundet adskillige gange. Men nummeret viste sig nu at tilhøre en aldeles sagesløs og intetanende dame - så nu må hele proceduren gå om, omtrent som ved tidskrævende og bekostelig appel til Højesteret.

 

På vej til morgenkafeen medbragtes en slidt paraply - men den heraf afledte administrative ekstrabyrde medførte, at nøglerne blev siddende i hoveddøren. Men således fik man dagens tiltrængte løbetur frem og tilbage: Thi kaffen var allerede blevet både skænket og betalt.

 

Forfatteren Ib Michael bedyrer i morgenavisen, at halv-autisten Holger Bech Nielsen "efter min mening er Damarks største fysiker". Meget muligt, men hvordan i alverden skulle han eller ret mange af os andre kunne vide det: for det må vel udefra set være en trossag.. Men i hvert fald har de optrådt sammen i Rundetårn, der for tiden bruges til de utroligste ting - kun ikke til sit oprindelige astronomiske formål.


Men hvis Danmarks største fýsiker nu vælger at optræde sammen med en dansk forfatter, så vælger han da vel næppe landets mindste af slagsen? Ja, for skønlitteratur og kunst er så dejlig eksakt og gennemskuelig, hvorimod den skøre og komplet uforståelige moderne fysik giver grønt lys for hvad som helst - inklusive en kreativ bogføring med naturlovene, som ikke lader den løsladte Klaus Riskjær noget efter.
 
HERMANN GÖRING OG GJENTAGELSEN
Korrekt foreholdt af Peter Tudvads tråd, at jeg ofte gentager en misantropisk - men endnu landsdækkende uimodsagt - pointe, bringes jeg til at mindes Hermann Gøring, som nok var mand for at lære os lidt om den sande Gjentagelses kunst, hvorom nedenfor.
At gentage sig selv eller andre mod betaling, lade sig høre - men helt con amore må man selv ligesom herr Goldberg sørge for at det bliver det værd. Hvis gentagelsen nemlig alligevel altid er dømt til at blive noget andet, kan man lige så godt gøre en dyd af nødvendigheden, ganske ligesom den uforglemmelige herr. Goldberg, så det ikke bliver den ellers uvægerlige udvanding - for slet ikke at gentage p-ordet, I ved....
 
Den exentriske filosof Zinkernagel således løste dette problem ved jævnligt i læsebreve at efterlyse at blive modsagt i sin filosofi om verdens utvivlsomme eksístens. For da slet ingen jo reagerede, sluttede han nemlig heraf, at ingen åbenbart havde forstået radikaliteten af hans budskab - som derfor ikke kunne gentages ofte nok! Om han selv indså komikken, er tvivlsomt, for han grinede da i hvert fald ikke hele vejen til banken.
 
Den purunge ligeledes pengeløse Hermann Gøring er et andet modeksempel til al den kjedsomhed. Soldat Gøring blev som forkommen krigsvetaran luksuøst forplejet af en jødisk pensionatsejer i adskillige uger efter Første Verdenskrig. Siden lønnede Gøring ham rigt ved at arrangere og bekoste hans emigration til og gentagelse i USA.
 
Derudover indsatte han en million dollars på en amerikansk konto i jødens navn, som han lod ham forvalte med fuld frihed til at bruge renterne, men ikke røre hovedstolen. Så meget stolede Gøring på den barmhjertige samaritaner, der i sin tid havde bistået ham - og som måske endnu engang kunne blive ham selv behjælpelig til en amerikansk gentagelse ved et tysk sammenbrud.
 
Hermann Gøring gjentog imidlertid på en helt anden vis i Nürnberg sin samarittergerning en miniature, idet han bogstaveligt talt på falderebet sikrede den unge, sønligt benovede amerikanske fangevogter, der i god tro, men stik imod alle reglementer havde videregivet ham en fyldepen med en beroligende pille fra en ukendt velgører. Gøring efterlod sig nemlig en note, hvori han erklærede selv at have haft pillen skjult for alle lige fra begyndelsen.
 
MEGALOMANIAC...
En nytiltrådt yngre præst fortalte mig, hvorledes en lige så nybagt forfatter med hængemule, vemodige blåøjne og flyveøren belejrede buschauføren på vej til til Anisse under højrøstet indvielse af alle tilstedeværende i, hvilken ham aldeles ubekendt flække han nu agtede at gøre æren med sit historisk visit. Landskendte Poul Reumert havde det vidst nok på samme måde, og Svend Auken lige så.
 
Men på sin vis forstår man tankegangen: "Hold nu op med det pis - I ved jo allesammen hvem jeg er - og I er endda helt ude af stand til at tænke på de problemer der plager jeg både på jobbet og på hjemmefronten, så længe jeg står her: Så indrøm for helvede, at jeg er en ren velsignelse i jeres dødsens kedsommelige liv - og spil dog derfor ikke denne dumme bonde-komedie, som ska forestille snart skammelig uvidenhed, snart uforskammet ligegyldighed, og som I jo ikke engang kan narre jer selv til at tro på.
- I kan da i det midnste sige tak, fordi I for en gangs skyld har noget mindeværdigt at fortælle konen og børnene, hvis de da ellers ikke er skredet i mellemtiden -- fordi jeg åbenbart kom en dag for sent til at frelse jer. Sorry...
GJENTAGELSER
Konstaterer at nogle genopslår egne indslag jævnligt - om så også i anledning tilstødende kommentarer. En digital mulighed, fordi der jo ligesom i både himlen og helvede er rigelig spalteplads. Men selv om denne inflation er et helt legitimt udtryk for naturlig forfængelighed i forlegenheden - så er vi dog nogle hvis forfængelighed netop forbyder os at gøre det samme uden linjebetaling, ihukommende det gamle ord: Mesteren siger det kun én gang.
Og således slap man alligevel for at finde på noget uden dog at behøve at gentage sig selv. Adiøs.
SØVNENS GÅDE - OG LIVETS...
Videnskaben forsikrer os nu om, at vor hjerne under natten bogstaveligt talt tømmes for indhold, mens det undseligt uorganiserede, men myreflittige renovationsvæsen for halv løn, men sort arbejder på højtryk for at spule alle nullermændene ud med diverske væsker: "Som en flydende tornado".
Mareridt kan derfor være at foretrække for søvnsløshed. Denne nats mareridt gik udover diverse former for fornedrelse (herunder en mig ubekendt qvinde med den velkendte tilbøjelighed til at foretrække den forkerte og ganske overse den rette) samt økonomisk ruin ud på: At en jævnaldrende fjern svensk slægtning med en titulær "professur" som landskendt og meget alsidig folkemusiker nu havde slået sig ned i København på en fashionabel adresse (apropos nullermænd). Her havde han nu havde kastet sig over philosophi-studier - og var skam allerede var på vej med et forhåndsomtalt "bog".
 
Naturligvis den forhærdede filosofiske autists mareridt om den moderne opløbne middelklasse-elite som Danmarks svar på det gamle Ægyptens triste og skånselsløse græshoppesværme: Selv deres geskæftigt allestedsnærværende afguder er farveløst simili, som end ikke Bruun Rasmussen vil vide af og derfor konsekvent henviser til Klareboderne købmænd og bodegaer.
Inspirationer i dagens løb? Nogen havde på en café rost en socialt heldigere ung kollega for hans maniske TV-optræden forleden i et eller andet program. Men ret skal for denne ene gangs skyld være ret: Farveløs er han i sin spraglede ekstravagance ikke, ej heller bogstaveligt talt - men resten må være en trossag: Thi med de vises råd og nævn forholder det sig såre ofte ganske ligesom med hine besynderlige qvinder...
Modsat søvnens gåde venter spørgsmålet om de besynderlige Quinders gåde fortsat på sit svar. Måske også bedst sådan, for det er slet ikke sikkert at vi ville bryde os om at høre svaret...

No comments: