LØGSTRUPS SUVERÆNE TILLID - OG KØBENHAVNS BYFORNYELSE
En teologisk case story

af Henrik Bandak (filosof)

En lokal og ædruelig butiksassistent på min svenske ferieegn præsterede for nylig som den første i den vestlige civilisations historie på cykel at påkøre en elg. Han bedyrede efterfølgende, at elgen må have været hønefuld. En stedlig ung mand med en drikfældig far kommenterede spontant: "När det är du som säger det, så tror jag dig – men om min egen far skulle ha sagt det samme, då skulle jag aldrig tro honom en sekund..."

Menneskers grundlæggende, men grundløse tillid til hinanden kaldte Løgstrup en "suveræn livsytring" – og hentydede dermed til, at den ikke er noget som vi selv har valgt eller i medfør af en art Sartre’sk frihed. Derimod er vi verdensmestre i at misbruge og dermed undergrave tilliden på linje med Guds øvrige gaver. En lidt mere jordnær forklaring er her den som allerede Kant i sin tid nævnte: At hvis vi ikke i det store hele som hovedprincip var ærlige indbyrdes (hvor der ikke er særlig grund til det modsatte), så ville al kommunikation ophøre – og da ville løgnere og bedragere således også blive arbejdsløse.

Løgstrup mente dog i al beskedenhed, at hans syn på tilliden såmænd også var hele Jesu budskab . I Løgstrups øjne var Jesus således nærmest datidens Løgstrup: Dvs. Guds fornuftigste talerør og PR-mand siden Moses dage. For Moses var vel god nok for sin egen tid - men måtte jo nu engang ligesom syrernes Kong Assad bestyre og kærligt tugte en horde uslebne diamanter og barbarer: noget vi altid bør huske inden vi dømmer. I dag er vi heldigvis kommet videre og behøver nye og mere tidssvarende ambassadører end Moses. Men Løgstrup selv var en beskeden mand der gik stille med dørene….

Tillad mig følgende ubetalelige digression: Inspireret af et gennemført surrealistisk brev fra den unge Storm P. til hans mor mindes jeg nu en excentrisk konvertit til jødedommen – der dog til fuld tilfredshed havde bestridt en overordnet EDB-stilling indtil sin pensionering. Han var nemlig ikke alene konverteret til jødedommen, men holdt tillige på både reinkarnationen og Jesus. Reinkarnationen så vor logiske EDB-mand som en logisk nødvendighed for at få den kosmiske retfærdigheds regnestykke til at gå op i form af genoprejsning af alle tilværelsens uforskyldt skadelidte; og hvad Jesus angår, så var vor mand en såkaldt messiansk jöde.

Jamen hvorfor så ikke bare kalde sig kristen – lige som de første kristne jøder, der blev udstødt af deres hidtidige trosfæller? Nej, for han opfattede sig skam som rettroende jøde – blot den med den forskel, at han mente at Jesus vitterlig var Messias i ortodoks jødisk forstand: Men altså netop ikke Kristus i Paulus, Luthers og Kierkegaards forstand.　 Den gældende kristendom i henhold til Athanasius blev endeligt knæsat på kirkemødet i Nicæa i 325. Men den på mødet forkastede arianske opfattelse benægter tværtimod Treenigheds-dogmet om, at Jesus og Gud er ét.

Arianerne hævder nemlig ganske ligesom Islam og den ortodokse jødedom; "Ingen ved siden af eller over Skaberen". At påstå noget andet er blasfemi: Ja, vel at mærke med mindre man altså bare siger det for sjov, ganske som med de dér Muhammed-tegninger. Ja, for I vil vel da ikke tillige insinuere, at Herren er aldeles humorforladt, for så er bægeret vist fuldt.

I øvrigt forstyrrede vor messianske og altså tillige arianske discipel i sin tid konsekvent sin underbo – en god bekendt af mig – i dennes allerede i forvejen både alkoholisk og teologisk uregelmæssige nattesøvn, med aldeles grundløse latteranfald af nærmest Wagnersk varighed langt ud på de blå timer: tilsyneladende uden anden anledning end tilværelsens egen absurditet – som mindre ånder ellers plejer at græde snot over.

Nuvel, men pointen med hele denne anekdote er nu, at de excentriske messianske jøders opfattelse af Jesus således i grunden ikke ligger så langt fra vor egen besindige og jordnære Løgstrups tro på vor gudgivne suveræne tillid.til hinanden.


- En hjemlig og gennem årtier landskendt kristen håndspålægger Hans Bernsen med et ret imponerende oeuvre, der forekommer vanskeligt at bortforklare, udmærker sig ganske ligesom Løgstrup ved et uhøjtideligt væsen og et redebont jysk lune. Hans Bernsen har imidlertid af uransalige grunde især held med ortopædiske, men desto mere håndgribelige skavanker hinsides psykosomatisk forklaring. Men da en dame efter et år atter henvendte sig med fornyet bøvl, udbrød Bernsen: "Men dog - det må vi da bestemt tage som en reklamation!" Hvis nu Bernsen i stedet med det højstemte guru-blik, der får visse damer i alle aldre til at falde om i svime, retorisk koket havde forkyndt: "Husk på: Jeg er alene Herrens ydmyge redskab!" – så ville beskedenheden derimod ikke have stået til troende, og ville straks være blevet benægtet pure af en skare i øvrigt undselige disciple: For Herren udvælger da vel ikke sit redskab i hønefuld tilstand – endsige ved en art "survival of the fittest"?

Nej, Bernsen reagerer derimod som en hvilken som helst anden butiksindehaver og retter som en rutinesag indigneret henvendelse til hovedagenturet med en haste-ordre om splinternye reservedele.
------------------
Københavns Byfornyelsesselskab kan man derimod ikke på samme vis danse tango med. Her gives ingen regres-mulighed: Dette indebærer i et mig bekendt tilfælde, at på uafhængig og reglementeret vis dokumenterede graverende fejl i påtvungne vedligeholdelsesarbejder på en ejendom ikke kan ankes til Byggeskadefonden, men påhviler den skadelidende folkepensionist – tillige med sagsomkostninger på over en halv million efter en forgæves retlig proces hos Kammeradvokaten.


Endvidere har – viser det sig – selskabets nu pensionerede direktør i sin tid egenrådigt underskrevet de påfaldende ugunstige byggeregnskaber på vegne af den skadelidende uden hans eget vidende. Imidlertid hævder direktøren i retten, at han skam havde fået telefonisk fuldmagt til det. Men er aldeles udokumenterbar "telefonisk fuldmagt" mon noget, som selskabsdirektører må – endsige plejer at henvise til i så alvorlige økonomiske forhold?
Imidlertid: Ord står her mod ord, og retten kan nu engang umuligt have den samme Løgstrupske tillid til begge parter. For "Enten-eller" – som et andet hjemligt koryfæ sagde. Men så er det da rigtignok godt, at vi har vor ligeså gudgivne og suveræne fornuft at navigere efter. Men ak nej: I følge garvede kendere af den type sager hører det nemlig til de absolutte undtagelser, at en privatperson vinder en retssag mod en offentlig instans. Til sagen hører i henhold til mine kyndige kilder dels, at højtstående personale i de to instanser rekrutteres fra de samme miljøer; men også at det offentlige er en både stor og rundhåndet kunde i Kammeradvokatens butik.
Og vi har jo netop for nylig tilsvarende set, at Kammeradvokaten til Rigsrevisionens store undren finder, at Told & Skat skam ingenlunde har ageret i strid med lovgivningen ved sine systematisk høje fejlvurderinger af ejendoms-og grundværdier i Københavns Kommune i de seneste år og derfor ikke behøver at yde genoprejsning i disse for de ramte ofte ulykkelige sager.

Kort sagt: I min "klints" tilfælde, der jo oven i købet kun berører en ubetydelig minoritet, behøves intet mindre end et mirakel. Men desværre for både min klient og helbrederen Hans Bernsen er hans tilfælde jo ikke spor ortopædisk: Og i begrænsningen viser mesteren sig – ihukommende at selv Gud nok ikke er helt ufejlbarlig.

Men om vort stolte princip om magtens deling kan der vist desværre i denne sag konkluderes det samme, som Gandhi adspurgt i sin tid svarede om det vestlige demokrati: "Det ville da være en glimrende idé…"

REKLAME: Manus afvist af verdenspressen grundet den selv samme naturlige kompleksitet, der  ellers sammesteds med prisværdigt fodformede blokbogstaver lovprises i enfoldigt kor hos endnu bedre folk såsom Pamuk.