MULTIKULTUREL ODYSSÉ

Den kønne digter Yahan Hassan modtog for nylig som en anden Aladdin 250.000 kr fra Politikens Fond smidt i sin turban til opbyggelse samt dækning af udstået tort og svie. Og avisens folkekære Jess Stein forkyndte i den bedste sendetid, hvorledes elskerindens roman vil ryge ud i evig glemsel med et onomatopoetisk "Bang!"

Hvorimod Stein lige så udtryksfyldt med den anden hånds vægtskål af hensyn til døvstumme muslimer kammeratligt lod forstå, at Yahan Hassans værk omvendt ligesom Brandes, Blixen og Bukdahl vil blive stående i litteraturhistorien lige til næste istid: hvor Muhammed nemlig frygtes at vende frygteligt tilbage i medfør af en videnskabeligt fastslået og aldeles urokkelig kosmisk cyklus: Derefter ophører nemlig desværre vor kommité's litterære jurisdiktion.

Sådan er det nemlig med retfærdigheden, at den er lighedens modsætning, for ellers ville vi jo alle blive halshugget. (En af Shakespeares narre siger vist noget lignende, eller rettere lige det stik modsatte: for han anerkendte arvesynden). Når istiden kommer, skal der tidsnok blive lighed - men sådant barbari kan der jo ikke skrives litteratur på, selv om Jensen Senior i sin tid gjorde et behjertet forsøg, som nogle sværger til, mens andre brækker sig: Jensen Seniors muligvis mest påfaldende lighed med Junior.

Naturligvis skal vi give kulturstøtte til opførelse af moskeer: Men hvis en ung indvandrer stiller sig op og tisser i et hjørne af moskeen, så bør også han have kulturstøtte. Er vi multikulturelle eller er vi det ikke? Vi kommer ikke uden om dette spørgsmål. Lighed gælder nemlig her for Loke som for Thor - men Odin derimod røg helt ud: og når folk først er dømt ude, så spiller det ingen rolle, om det nu var rimeligt: Så har vi da én rival mindre, og det en praktisk ordning - og da i særdeles hvis han egentlig havde fortjent bedre.

Men hvorfor blev ikke også jeg i sin tid forført og forsørget af en køn ung gymnasielærerinde med den fornødne sydlandske kompatibilitet - for vi vil jo dog heller ikke vække for megen opsigt i Louisiana, Arken og Det Kongelige Teater? Også jeg er nemlig halvblods, skønt knap så demonstrativt - men ak: Hvis man ikke tillige er muslim, så bevilges man slet ingen handikap-points, om man så sidder i rullestol og savler nok så etnisk overbevisende.

Vi havde desuden kun én både køn og sydlandsk kompatibel ung lærerinde, og hun var optaget: For dels var hun gift, og dels flyttede en fremmelig dreng fra parallelklassen i 3 g ind hos hende. Men hvad så med ægtemanden? Han fik skam lov til at blive boende, for sådan skulle det da heller ikke være.

Men tre ville have derimod været én for meget, og så gik det som det gik - at man i stedet fik Odins sagnomspundne rolle: principielt inkompatibel med enhver verdslig målestok, fritsvævende og forvist som Helligånden og unævnelig som Jehova - og det er endnu finere.

MANDELGAVEN OG DET DEMOKRATISKE DEBATNIVEAU

Politikens besindige debatredaktør Per Michael Jespersen  kommer ofte ind på, hvor højt nutidens demokratiske avis- og debatniveau er sammenlignet med dengang han var dreng. Aldrig har så mange uanset persons anseelse forsøgt at bidrage med kvalificerede, velstrukturerede  og velinformerede indlæg.

Jovist, uddannelsessystemet har skam haft sin virkning. Men når Jespersen lovpriser især vort kære Danmarks mageløst fokuserede og landsdækkende debatter, snart om en ung muslimsk digter, snart om en for længst afdød, der vist engang har sagt noget han ikke burde, osv.  - så overser han samtidig let en achilleshæl: en vis tendens til ensretning i både sprog og tilgang samt i opfattelsen af uvæsentligt og væsentligt.

Men originalitet handler ofte om at stille nogle andre spørgsmål eller stille spørgsmålene på en anden måde – snarere end at påvise at modparten som sædvanlig er helt galt afmarcheret.
Når først debatmaskinen kører, er løbet nemlig ofte tillige kørt for fantasien: også fordi eventuelle originale bidrag - især af unge redakteurs med endnu våde øren, friske fra skolebænken – gerne uden videre klikkes retur som irrelevante, kiksede eller endda afvigende i en mere behandlingskrævende forstand.

Jeg agter derfor slet ikke at argumentere pedantisk for, at "Jespersen tager fejl". Nej, jeg vil som illustration af den lille mistelten, der nok også bør tages i ed, genfortælle en anekdote om Niels Bohr fra Werner Heisenbergs erindringer. De unge fysikere yndede i tyverne at se westerns i biografen after hours. Her skete det tit at Bohr for vild i handlingsgangen: hvem der var hvem og den slags. Men til gengæld stillede han sig en aften det interessante spørgsmål, hvordan det mon kan være, at helten altid når at skyde først, selv om han jo kun trækker i selvforsvar og derfor er forsinket allerede i udgangspunktet.
Dette emne fik Bohr en del ret tankevækkende psykologisk moro ud af. Men ethvert veluddannet nutidsmenneske ville straks have afvist det som irrelevant, eftersom vi dog alle ved, at Hollywood og sågar den amerikanske film-lovgivning dengang forlangte heltens sluttelige sejr mod alle odds og efter mange genvordigheder.

På lignende vis (for man har da ikke læst Heisenberg forgæves) blev jeg selv i dag alternativt inspireret af den 95-årige åndsfriske dame, der på min stamcafé beklagede sig over, at hun attar i år til jul af sine nære beordredes til som den første at tage for sig af risalamanden – velsagtens ud fra det både humane og fornuftige fysrtelige synspunkt, at man altid bør foretrække udtjente arbejdsheste til denne risikable hæderspost.
Dette rejste nemlig spørgsmålet, om dette årlige vilkår egentlig er nogen ulempe eller det modsatte: For på den ene side har damen så vitterlig hver eneste gang en reel chance for omsider at få mandlen, - men på den anden side risikerer hun også hver gang, at mandlen så at sige statistisk drukner i al risengrøden, ihukommende så gamle menneskers i regelen meget begrænsede appetit. Kort sagt Bohr'sk komplementaritet for everyman!

”Javel, javel – men nu har vi jo altså desværre endnu ikke nogen ”mandelgave-debat” kørende, så ærligt talt…” - Nej, men så var det da sandelig på tide: Og der skal jo nu engang én til at kaste den første sten – men al snak om glashuse ville derimod indrømmet her være en utidig indblanding af uaktuelt stof.

 ------------------------

 Men I andre skal også aktiveres, så hør her: Tror nogen, at denne lille tankerække mon kunne finde optagelse i nogen dansk avis anno 2013, just ihukommende tingenes vidunderlige typografiske tilstand i denne den bedste af alle mulige verdener, hvor en endnu meget ung Britt Bjerregaards udgave af proletariatets diktatur ikke vil vide af andre katte end de vaskeægte koksgrå, der aldrig fornægter sig selv - men derimod gerne andre, når blot det sker i ly af en god sags tjeneste?

ORIENTAL LOVE - AND THE NOBLE ART OF AVOIDING IT

 My one-egged cousin from Beirut told me something yesterday, that I really thought must be a joke - and quite a good one too. - And then you will have to consider, that I tend to find man or even most jokes a little bit silly, and besides not at all surrealistic enough to compensate for this flaw.

My comical inhibition thus probably has much the same reason as the fact that deeply pious persons dislike seeing notorious gangsters weeping at the funerals of mayors, presidents and members of parliament, let alone judges (and now not a word about "selfies" - for all that you can find in the other Danish news media, and we have enough of sloppy recycling going on  allready).

 So, if you will excuse us, perhaps now we can start out on what turned out was not a joke at all: My cousin told me that learned Islamic law professors offer a very good official reason, why women are not allowed to give witness in court, since they are not considered trustworthy. Here it comes: Most women giving birth for the first time scream: "I swear I will never have another child !" But as you all know, most of them break their promise sooner or later, thereby making themselves great liars in a matter of the deepest seriousness.
 
Allmost like Karen Blixen declared herself even more flattered by the Nobelprize-winner Hemingway assuring her that she really should have had the prize instead of him, than if she had really got the Nobel Prize - so likewise I hold that my cousin's true story is even more funny, than if it had just been a joke. Though of course, if the "truth" of the story is really just part of the story itself, it was a very sophisticated joke after all.
 Now my cousin told me another true story, and equally funny. The other day he bought milk, but insisted on getting milk with a high percentage of fat. The muslim woman in the shop was convinced he must obviously be taking nutritionally care of either a seriously pregnant wife or a wife with a new born baby.

 My cousin answered: "No-no-no: Both my daughters are grown up now, and I definately don't want any more marriages, let alone children. But instead I can tell you, that seing my wife in the most terrible pain giving birth for the first time, I yelled to her: "I swear by God, that whatever you might do to me in the future, I will forgive you right away because of your painful sacrifice now!"

 The muslim woman in the shop was so astonished to hear of my older cousin's good heart and generousity, that she fell on her knees and offered him to divorce right away and marry him instead. And this was not a joke. But being offered so much unconditional love at first sight, really embarking into another marriage after all would probably just promise a steady decline from this peak of marital epiphany - so much much better than marriage itself.

Finally: The probable fate of being rejected by the united world press would be even more flattering for this story than being published along with everybody and everything else.