Politikens besindige debatredaktør Per Michael Jespersen kommer ofte ind på, hvor højt nutidens demokratiske avis- og debatniveau er sammenlignet med dengang han var dreng. Aldrig har så mange uanset persons anseelse forsøgt at bidrage med kvalificerede, velstrukturerede og velinformerede indlæg.
Jovist, uddannelsessystemet har skam haft sin virkning. Men når Jespersen lovpriser især vort kære Danmarks mageløst fokuserede og landsdækkende debatter, snart om en ung muslimsk digter, snart om en for længst afdød, der vist engang har sagt noget han ikke burde, osv. - så overser han samtidig let en achilleshæl: en vis tendens til ensretning i både sprog og tilgang samt i opfattelsen af uvæsentligt og væsentligt.
Men originalitet handler ofte om at stille nogle andre spørgsmål eller stille spørgsmålene på en anden måde – snarere end at påvise at modparten som sædvanlig er helt galt afmarcheret.
Når først debatmaskinen kører, er løbet nemlig ofte tillige kørt for fantasien: også fordi eventuelle originale bidrag - især af unge redakteurs med endnu våde øren, friske fra skolebænken – gerne uden videre klikkes retur som irrelevante, kiksede eller endda afvigende i en mere behandlingskrævende forstand.
Jeg agter derfor slet ikke at argumentere pedantisk for, at "Jespersen tager fejl". Nej, jeg vil som illustration af den lille mistelten, der nok også bør tages i ed, genfortælle en anekdote om Niels Bohr fra Werner Heisenbergs erindringer. De unge fysikere yndede i tyverne at se westerns i biografen after hours. Her skete det tit at Bohr for vild i handlingsgangen: hvem der var hvem og den slags. Men til gengæld stillede han sig en aften det interessante spørgsmål, hvordan det mon kan være, at helten altid når at skyde først, selv om han jo kun trækker i selvforsvar og derfor er forsinket allerede i udgangspunktet.
Dette emne fik Bohr en del ret tankevækkende psykologisk moro ud af. Men ethvert veluddannet nutidsmenneske ville straks have afvist det som irrelevant, eftersom vi dog alle ved, at Hollywood og sågar den amerikanske film-lovgivning dengang forlangte heltens sluttelige sejr mod alle odds og efter mange genvordigheder.
På lignende vis (for man har da ikke læst Heisenberg forgæves) blev jeg selv i dag alternativt inspireret af den 95-årige åndsfriske dame, der på min stamcafé beklagede sig over, at hun attar i år til jul af sine nære beordredes til som den første at tage for sig af risalamanden – velsagtens ud fra det både humane og fornuftige fysrtelige synspunkt, at man altid bør foretrække udtjente arbejdsheste til denne risikable hæderspost.
Dette rejste nemlig spørgsmålet, om dette årlige vilkår egentlig er nogen ulempe eller det modsatte: For på den ene side har damen så vitterlig hver eneste gang en reel chance for omsider at få mandlen, - men på den anden side risikerer hun også hver gang, at mandlen så at sige statistisk drukner i al risengrøden, ihukommende så gamle menneskers i regelen meget begrænsede appetit. Kort sagt Bohr'sk komplementaritet for everyman!
”Javel, javel – men nu har vi jo altså desværre endnu ikke nogen ”mandelgave-debat” kørende, så ærligt talt…” - Nej, men så var det da sandelig på tide: Og der skal jo nu engang én til at kaste den første sten – men al snak om glashuse ville derimod indrømmet her være en utidig indblanding af uaktuelt stof.
------------------------
Men I
andre skal også aktiveres, så hør her: Tror nogen, at denne lille tankerække mon kunne finde
optagelse i nogen dansk avis anno 2013, just ihukommende tingenes vidunderlige
typografiske tilstand i denne den bedste af alle mulige verdener, hvor en endnu meget ung Britt Bjerregaards udgave af proletariatets diktatur ikke vil vide af andre katte end de vaskeægte koksgrå, der aldrig fornægter sig selv - men derimod gerne andre, når blot det sker i ly af en god sags tjeneste? 
No comments:
Post a Comment