"BESCHEIDENHEIT
IST EiNE ZIER - DOCH KOMMT MAN WEITER OHNE IHR"
Vi som af
og til spontant begår tekster der er alt for gode til Facebook, har
dog til orientering beskedenheden som vor aller største dyd: Ja, for
vi fortæller jer det jo næsten aldrig, selv om vi undertiden vælger
det kompromis at lade jer nøjes med den korte udgave - der på den
anden side ikke sjældent kan være den bedste: For med Voltaire's
ord bør man undlade at fortælle alt.
I dag befinder vi os
til orientering atter i denne forlegenhed, hvorfor vi som en
overspringshandling vælger at udsætte pinen ved først i stedet at
kommentere dagens nyhed:
Forskere har nu fundet ud af, at den
statistiske risiko for - men vel ikke ligefrem udsigten til - engang
at udvikle Alzheimers Syndrom til en vis grad kan konstateres optisk.
Hvis I nemlig spiser rigeligt med gurkemeje (det gule stof i karry),
så vil en øjenlæge ved en helt speciel belysning kunne se et gult
skær i jeres øjne - der dog ikke må forveksles med det gule skær
som vi af og til også selv kan se, og som altså har andre
årsager.
Hvad lige den artikel glemmer at fortælle, er
imidlertid, at anden forskning samtidig viser, at just gurkemeje ved
indtagelse i hyppige og rigelige doser måske kan forebygge en række
patologiske scenarier: og herunder just Alzheimers Syndrom!
Så
hvis I ligesom jeg selv er nogle hypokondre bangebukse, så kan I
alligevel roligt indtage gurkemeje med udbytte.
Det forholder sig
imidlertid hermed ganske som med mine tekster: At hvis I ikke
indtager stoffet omtrent dagligt, så hjælper det jer næppe stort;
og da vil de kun kunne bruges til at teste risikoen for Alzheimer -
men desværre ikke til at forebygge sygdommen.
I øvrigt er
der en yderligere analogi mellem gurkemeje og mine tekster: I behøver
skam ikke at røbe med en mine for en mors sjæl, at I læser dem
(med mindre da just dette for vor jesuitiske inkvisitionsdomstol er
det aller sikreste tegn). - Og forresten er det heller ikke spor
sikkert, at jeres gamle mor, endsige jeres vejleder og jeres
ansættelsesudvalg ville have bifaldet det...
Men hvis nu hverken
jeres gamle mor eller jeres legekammerater i alle hånde kunst-udvalg
ville have bifaldet ovenstående tekst – hvad i alverden tror I så
at de ville have sagt om hvad hermed nedenfor følger: For det sidste
skal måske også her gå hen og blive værre end det første –
hvilket er dårlige nyheder for folk, der ligesom præsten i H.C.
Andersens eventyr bare ikke kan udstå synet af degne.
Med Facebook forholder det sig
akkurat som med hængning i henhold til en konverteret amerikansk
modstander mod dødsstraf - der som professionel i den selv samme
branche ikke i længden kunne leve med det fagligt set helt
uantagelige niveau. - Men som åbenbart tillige havde selverkendelse
nok til ikke at turde give sig i kast med i stedet at bruge sine
metoder på sig selv -: Den pågældende erklærede nemlig i et
TV-program om dødsstraf, hvori de mest kendte metoder blev
gennemgået én for én: "Hanging is an art form - and if you
don't do it properly, it can be real nasty!".
Men sådan er
det også med Facebook, selv om jeg er omtrent den eneste der har
opdaget det - velsagtens grundet mangel på anden sysselsætning og
de forhåndenværende gratis søms princip.
Her taler her ikke
om det selvfølgelige, at enhver jo kan lægge sin kunst ud på
Facebook - for det bliver Facebook selv jo ikke kunst af. På samme
vis er der forskel på et brev til de stolte forældre, hvori den
umættelige gøgeunge indføjer sin seneste videnskabelige artikel
som garanti for den tilstræbte og saliggørende sociale mobilitet -
og så et brev der helt spontant udvikler sig til et stykke forskning
i sin egen ret, aldeles uden skelen til både bevilgende instanser
samt kulturlivets nidkære, men henrivende små dørvogtere.
Javel,
javel - men en ordentlig tekst skal nu engang hænge anderledes
solidt sammen, som Blixen's sorte boy engang så rigtigt sagde, og
han var endda analfabet: hvor svært kan det være? - For ellers går
den bare ikke, Granberg; og så bliver der heller intet af al den
fantasiforladte og ret beset kun mekaniske mobilitet, der nemlig
havner sammen med ”konen i muddergrøften”. Åh ja, for et
menneske fødes som dødbider, jøde eller adelig og kan ikke sådan
"forfremmes" eller ”uddannes” til det på nogen
forfatterskole. Og dette har jeg endda fra en rettroende svensk
alkoholist, der over for mig en dag selvbevidst bedyrede: ”Man föds
som idiot – man blir det inte…” Og fra fulde børn skal man
høre sandheden.
- Kort sagt udvikler dette her sig ærligt
talt noget bekymrende - og ganske rigtigt var vort vidne da også
netop modstander og ikke tilhænger af dødsstraf: ikke af
medlidenhed med læserne, men af rent faglig bekymring.
Og derfor
ligner det da heller ikke noget efter en i provokerende grad
omstændelig indledning helt inkonsekvent dernæst at fremture med
just det, som vort autoritative vidne jo på det bestemteste
frarådede: Netop fordi det må betragtes som en kunstart og dermed
"Tabu" - principielt hinsides arbejdsmarkedets evige
klamphuggeri udi det æstetiske, som det nemlig hader og dog tilbeder
nidkært plagierende i stil med den evigt skinsyge Noureddin hos
Oehlenschläger.
Ha! Dér fik I os omsider - i det mindste for
en mindeværdig stund, som I vil huske endnu på plejehjemmet: For
"You will always remember us", som de indfødte så
ubeskedent sagde til Blixen ved hendes afrejse fra Afrika.
Ja-ja,
men nu skal vi heller ikke slå alt for stort et brød op, børnlille:
For vor hukommelsesgaranti gælder nemlig kun, såfremt I husker at
undgå Onkel Alzheimer ved dagligt - dagligt! - at læse mine bidrag
her på sitet.
Som sagt - dér fik I os altså, men kun for en
stakket stund. Ja, for se, med vor konge således stillet skak har vi
nemlig den udvej fra vor sørgelige forlegenhed at løbe linen helt
ud og medgive, at vi heldigvis ikke lider af samme klædelige
beskedenhed som vort vidne, men i øvrigt fuldt tilslutter sig hans
kunst-faglige dom.
Kort sagt bedyrer vi hermed, hvad almindelig
anstændighed ellers byder os at overlade til publikums dom: At netop
vi er de kunstnere, som vor mand efterlyste i samme utopiske ånd som
den, hvormed Ghandi i sin tid efterlyste "det vestlige
demokrati".
Men hvorledes kan vi så egenmægtigt - ligesom
Napoleon der ved sin kejserkroning resolut tog kronen ud af pavens
hånd og satte den på helt uden Guds hjælp - gøre, hvad
anstændigheden som sagt byder os at overlade til almenheden?
At
almenheden er et både dorskt og genstridigt æsel, kunne her være
et aldeles fortrinligt og fuldt tilstrækkeligt svar. -Men vi har nu
et andet svar i ærmet, der er endnu bedre end det blot
"fortrinlige": For med dette skudsmål kan vi jo ikke være
tjente.
Nu forholder det sig sådan, at jeg har en tandlæge, der
oprindelig er uddannet klassisk pianist fra Konservatoriet. Og han
fortalte mig for nylig, at den subjektivt-personligt mest
betydningsfulde ros han nogensinde havde fået som pianist, var
dengang en dame gav hans spil følgende kommentar med på vejen:
"HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET"?
Ja - og
det spørgsmål kunne vi jo også sende videre til den forhenværende
amerikanske bøddel. Og hans svar ville som fremgået lyde: "De
bedste kan bare ikke være tjent med at repræsentere branchens
latterligt kluntede niveau, selv uagtet lønniveau, frynsegoder samt
den sociale mobilitet der forudsigeligt blot vil bringe dem i - om
ikke just dårligt selskab, så til gengæld lumsk kedsommeligt
selskab.
Her kunne I nu snarrådigt returnere med følgende
replik, som hermed stilles gratis til rådighed som et højst
velfortjent handikap-point: ”Jamen du erklærede jo netop selv ved
starten, at du til forskel fra din tandlæge og den forhenværende
amerikanske executioner slet intet laver og derfor må tage til takke
med tilværelsens forhåndenværende gratis søm”.
Meget
skal man rigtignok høre, før ørerne falder af! ”Intet laver!”
– Jamen kære børn, dog - men vær da så venlige at fortælle os:
hvad er det måske så vi bedriver lige nu her på Facebook? Og måske
oven i købet som de eneste i hele mr. Zuckerbergs univers:- ganske
ligesom nogle hævder, at Jorden meget vel kan være den eneste
planet med liv i heleUniverset?
At Kong Lear forvildet
flakkende omkring på den skotske hede kan være næsten umulig at
skelne fra sin egen hofnar, det må så sluttelig indrømmes. Men det
gør nu slet intet - for spørgsmålet er jo, om ikke narren ret
beset er kongens overmand? Ja, for med Ejvind Larsens ord har narren
hos Shakespeare næsten altid de bedste replikker...