CÆSAR OG HANS HUSTRU

Bjørn Bredal advokerede for nylig for flere kvindelige sportskommentatorer: De indforståede mænd er nemlig typisk fagnørder: Og som bekendt får vi idioter ikke ret meget ud af at spørge vor bilmekaniker om technicalities.
Men problemet løses ikke nødvendigvis ved ansættelse af flere kvindelige sportsjournalister. Tænk således blot på, at Berlingskes "Groft Sagt" ikke er blevet mere finkornet af den kvindelige deltagelse med guddommelig velsignelse i nyere tid. For når det er mændene der skal ansætte dem, er det måske ikke hver gang den rette der ansættes..

For mændene ansætter gerne kvinder der – ud over at kunne fange det kvindelige publikum med traditionelt kvindelige anliggender samt i deres egenskab af rollemodeller i karrierelivet - passer ind i deres eget spil, og som derfor nok bjæffer: men kun ad de rette – jævnfør ”Groft Sagt”. Men frem for alt må de på ingen vis medvirke til at så mindste tvivl om de gamle mænds ekspertise, når det virkelig gælder.
Som moralske garanter kan et firmas kvindelige gallionsfigurer desuden være uvurderlige som humane og neutrale eksekutorer af beslutninger, der rammer mænd der af de gamle ditto opleves som besværlige – og som just derfor gerne afvises med humant afvæbnende begrundelser.

Cæsars hustru bør naturligvis være både kvik og præsentabel, men hendes rygte er slet ikke så sart, som det hedder sig: For mangen stor mands hustru har som bekendt overlevet glimrende på trods af eller endda grundet sin ”reputation" som en spændende dame med indflydelse. Nej, hustruens vigtigste opgave er at sørge for, at der til gengæld ikke råder mindste tvivl om Cæsars eget uangribelige levned ...

Kvinden kan skam vitterlig være et moralsk komplement ved at være den, der tør sige fra med charme, værdighed og myndighed og ikke lader sig kyse med samme billige tricks, som hvis hun havde været en mand. Skal man redde en dødsdømt, er det på samme vis en god idé at tale med dommerens hustru snarere end med dommeren selv.

Imidlertid er det netop i kraft af dette moralske privilegium - dette at kvinden ofte med mindre risiko end manden kan sige sandheden - , at kvinden omvendt lader sig misbruge af magten som alibi og som garant for vor moralske uklanderlighed: For siden firmaets kvinder holder gode miner til slet spil, ja så er der vel ikke grund til at tro andet end, at spillet vitterlig er rent...

Men om sådanne kvinder er der til gengæld det at sige, at også de betaler en høj pris for deres svigt i form af tabet af en umistelig del af deres kvindelige charme. Åh ja: For vi mænd forlanger nu engang så meget af kvinden...

(Dette indlægt blev først optaget af Politiken, men kom nu aldrig på; men hermed kan man da i det mindste bevise ophavsret og datering: Ja, for gad vide om ikke enhver praktikant har fri adgang til at læse indsendte avis-forslag? Bemærk i øvrigt at indlæggets universelle brod var søgt camoufleret under en overfladisk kritik af avisens konkurrent - for erfaringens visdom byder os undertiden at være en lille smule snu.