"HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET?"

"BESCHEIDENHEIT IST EiNE ZIER - DOCH KOMMT MAN WEITER OHNE IHR"

Vi som af og til spontant begår tekster der er alt for gode til Facebook, har dog til orientering beskedenheden som vor aller største dyd: Ja, for vi fortæller jer det jo næsten aldrig, selv om vi undertiden vælger det kompromis at lade jer nøjes med den korte udgave - der på den anden side ikke sjældent kan være den bedste: For med Voltaire's ord bør man undlade at fortælle alt.

I dag befinder vi os til orientering atter i denne forlegenhed, hvorfor vi som en overspringshandling vælger at udsætte pinen ved først i stedet at kommentere dagens nyhed:

Forskere har nu fundet ud af, at den statistiske risiko for - men vel ikke ligefrem udsigten til - engang at udvikle Alzheimers Syndrom til en vis grad kan konstateres optisk. Hvis I nemlig spiser rigeligt med gurkemeje (det gule stof i karry), så vil en øjenlæge ved en helt speciel belysning kunne se et gult skær i jeres øjne - der dog ikke må forveksles med det gule skær som vi af og til også selv kan se, og som altså har andre årsager.

Hvad lige den artikel glemmer at fortælle, er imidlertid, at anden forskning samtidig viser, at just gurkemeje ved indtagelse i hyppige og rigelige doser måske kan forebygge en række patologiske scenarier: og herunder just Alzheimers Syndrom!
Så hvis I ligesom jeg selv er nogle hypokondre bangebukse, så kan I alligevel roligt indtage gurkemeje med udbytte.
Det forholder sig imidlertid hermed ganske som med mine tekster: At hvis I ikke indtager stoffet omtrent dagligt, så hjælper det jer næppe stort; og da vil de kun kunne bruges til at teste risikoen for Alzheimer - men desværre ikke til at forebygge sygdommen.

I øvrigt er der en yderligere analogi mellem gurkemeje og mine tekster: I behøver skam ikke at røbe med en mine for en mors sjæl, at I læser dem (med mindre da just dette for vor jesuitiske inkvisitionsdomstol er det aller sikreste tegn). - Og forresten er det heller ikke spor sikkert, at jeres gamle mor, endsige jeres vejleder og jeres ansættelsesudvalg ville have bifaldet det...
Men hvis nu hverken jeres gamle mor eller jeres legekammerater i alle hånde kunst-udvalg ville have bifaldet ovenstående tekst – hvad i alverden tror I så at de ville have sagt om hvad hermed nedenfor følger: For det sidste skal måske også her gå hen og blive værre end det første – hvilket er dårlige nyheder for folk, der ligesom præsten i H.C. Andersens eventyr bare ikke kan udstå synet af degne.

Med Facebook forholder det sig akkurat som med hængning i henhold til en konverteret amerikansk modstander mod dødsstraf - der som professionel i den selv samme branche ikke i længden kunne leve med det fagligt set helt uantagelige niveau. - Men som åbenbart tillige havde selverkendelse nok til ikke at turde give sig i kast med i stedet at bruge sine metoder på sig selv -: Den pågældende erklærede nemlig i et TV-program om dødsstraf, hvori de mest kendte metoder blev gennemgået én for én: "Hanging is an art form - and if you don't do it properly, it can be real nasty!".
Men sådan er det også med Facebook, selv om jeg er omtrent den eneste der har opdaget det - velsagtens grundet mangel på anden sysselsætning og de forhåndenværende gratis søms princip.

Her taler her ikke om det selvfølgelige, at enhver jo kan lægge sin kunst ud på Facebook - for det bliver Facebook selv jo ikke kunst af. På samme vis er der forskel på et brev til de stolte forældre, hvori den umættelige gøgeunge indføjer sin seneste videnskabelige artikel som garanti for den tilstræbte og saliggørende sociale mobilitet - og så et brev der helt spontant udvikler sig til et stykke forskning i sin egen ret, aldeles uden skelen til både bevilgende instanser samt kulturlivets nidkære, men henrivende små dørvogtere.

Javel, javel - men en ordentlig tekst skal nu engang hænge anderledes solidt sammen, som Blixen's sorte boy engang så rigtigt sagde, og han var endda analfabet: hvor svært kan det være? - For ellers går den bare ikke, Granberg; og så bliver der heller intet af al den fantasiforladte og ret beset kun mekaniske mobilitet, der nemlig havner sammen med ”konen i muddergrøften”. Åh ja, for et menneske fødes som dødbider, jøde eller adelig og kan ikke sådan "forfremmes" eller ”uddannes” til det på nogen forfatterskole. Og dette har jeg endda fra en rettroende svensk alkoholist, der over for mig en dag selvbevidst bedyrede: ”Man föds som idiot – man blir det inte…” Og fra fulde børn skal man høre sandheden.

- Kort sagt udvikler dette her sig ærligt talt noget bekymrende - og ganske rigtigt var vort vidne da også netop modstander og ikke tilhænger af dødsstraf: ikke af medlidenhed med læserne, men af rent faglig bekymring.
Og derfor ligner det da heller ikke noget efter en i provokerende grad omstændelig indledning helt inkonsekvent dernæst at fremture med just det, som vort autoritative vidne jo på det bestemteste frarådede: Netop fordi det må betragtes som en kunstart og dermed "Tabu" - principielt hinsides arbejdsmarkedets evige klamphuggeri udi det æstetiske, som det nemlig hader og dog tilbeder nidkært plagierende i stil med den evigt skinsyge Noureddin hos Oehlenschläger.

Ha! Dér fik I os omsider - i det mindste for en mindeværdig stund, som I vil huske endnu på plejehjemmet: For "You will always remember us", som de indfødte så ubeskedent sagde til Blixen ved hendes afrejse fra Afrika.
Ja-ja, men nu skal vi heller ikke slå alt for stort et brød op, børnlille: For vor hukommelsesgaranti gælder nemlig kun, såfremt I husker at undgå Onkel Alzheimer ved dagligt - dagligt! - at læse mine bidrag her på sitet.
Som sagt - dér fik I os altså, men kun for en stakket stund. Ja, for se, med vor konge således stillet skak har vi nemlig den udvej fra vor sørgelige forlegenhed at løbe linen helt ud og medgive, at vi heldigvis ikke lider af samme klædelige beskedenhed som vort vidne, men i øvrigt fuldt tilslutter sig hans kunst-faglige dom.
Kort sagt bedyrer vi hermed, hvad almindelig anstændighed ellers byder os at overlade til publikums dom: At netop vi er de kunstnere, som vor mand efterlyste i samme utopiske ånd som den, hvormed Ghandi i sin tid efterlyste "det vestlige demokrati".
Men hvorledes kan vi så egenmægtigt - ligesom Napoleon der ved sin kejserkroning resolut tog kronen ud af pavens hånd og satte den på helt uden Guds hjælp - gøre, hvad anstændigheden som sagt byder os at overlade til almenheden?
At almenheden er et både dorskt og genstridigt æsel, kunne her være et aldeles fortrinligt og fuldt tilstrækkeligt svar. -Men vi har nu et andet svar i ærmet, der er endnu bedre end det blot "fortrinlige": For med dette skudsmål kan vi jo ikke være tjente.
Nu forholder det sig sådan, at jeg har en tandlæge, der oprindelig er uddannet klassisk pianist fra Konservatoriet. Og han fortalte mig for nylig, at den subjektivt-personligt mest betydningsfulde ros han nogensinde havde fået som pianist, var dengang en dame gav hans spil følgende kommentar med på vejen: "HVORFOR LAVER DE BEDSTE ALTID NOGET ANDET"?

Ja - og det spørgsmål kunne vi jo også sende videre til den forhenværende amerikanske bøddel. Og hans svar ville som fremgået lyde: "De bedste kan bare ikke være tjent med at repræsentere branchens latterligt kluntede niveau, selv uagtet lønniveau, frynsegoder samt den sociale mobilitet der forudsigeligt blot vil bringe dem i - om ikke just dårligt selskab, så til gengæld lumsk kedsommeligt selskab.

Her kunne I nu snarrådigt returnere med følgende replik, som hermed stilles gratis til rådighed som et højst velfortjent handikap-point: ”Jamen du erklærede jo netop selv ved starten, at du til forskel fra din tandlæge og den forhenværende amerikanske executioner slet intet laver og derfor må tage til takke med tilværelsens forhåndenværende gratis søm”.

Meget skal man rigtignok høre, før ørerne falder af! ”Intet laver!” – Jamen kære børn, dog - men vær da så venlige at fortælle os: hvad er det måske så vi bedriver lige nu her på Facebook? Og måske oven i købet som de eneste i hele mr. Zuckerbergs univers:- ganske ligesom nogle hævder, at Jorden meget vel kan være den eneste planet med liv i heleUniverset?

At Kong Lear forvildet flakkende omkring på den skotske hede kan være næsten umulig at skelne fra sin egen hofnar, det må så sluttelig indrømmes. Men det gør nu slet intet - for spørgsmålet er jo, om ikke narren ret beset er kongens overmand? Ja, for med Ejvind Larsens ord har narren hos Shakespeare næsten altid de bedste replikker...