JOSEPH CONRAD

JOSEPH CONRAD

polak (under russisk regering) forældreløs som 11-årig, selvmordsforsøg efter mislykket karriere på kasinoer, dernæst sømand i den engelske handelsflåde en snes år. Sen forfatter-debut og helt uden "relevant" uddannelse. Og til sidst Nobelpris, før den slags blev mode.

Et intimiderende brilliant engelsk for invandrere - men fremfor alt: Sprog er ikke sprog, Jørn Lund og "fråga Lund". Nej, "sproget" er hele denne symfoni som oversætterne siden må bakse med på  deres egne sprog i snæver forstand.

Handlingen hos Conrad lader sig altid fortælle kort - men at gøre det efter første gennemlæsning er en kraftanstrengelse, fordi der undervejs er et sådant mylder af drømmende og vise associationer, der "stritter i alle retninger" (en autoritativ kliche blandt så mange), og som langt fra altid forklares; dertil mange besynderlige sideskæbner - ofte kun i indskudte passager i forbifarten; samt meget omstændelige fortællere i fortællingen. Endelig ledemotiver, der kun opdages ved tredje respektfulde gennemlæsning.
Hvorfor? Fordi så mangfoldigt er livet, så komplekst er sindet - og hvem kan sige hvad der er "relevant" for hvad i det lange løb?

Ting der lader sig læse i første hug, skal man måske oftest slet ikke spilde tid på - men det modsatte er naturligvis heller ingen garanti. Og netop derfor kan folk småborgerligt altid let afvise ubekvemme ting som enten vås eller pjat - uden dog at turde eller kunne begrunde det andet end ved det tavse flertals dorske tyranni.
---------------------------------
Til sidst et enkelt eksempel på Conrad's digressioner. Undervejs fortælles, at hovedpersonen sømanden Jim en kort tid som skibsproviantør havde et job, der i kedsommelighed kun overgås af salg af forsikringer. Derfra associeres nu til en mand, der forliste under forsøget på at redde en druknende kæmpekvinde over i en redningsbåd fra en synkende damper. Samme mand havde nemlig en tid forestillet sig en himmel på landjorden grundet en anden kvinde og herunder drømt om alle mulige jobs - men han endte alligevel med at sælge forsikringer. Indtil han - forstår læseren - altså atter stod til søs...
Første gang troede jeg at slut-ordene "But it came to canvassing in the end" hentydede til lig-lagenet. Men (med muligt forbehold for en bevidst dobbelthed her, som mere engelsk-kyndige må belære mig om) så menes her altså bare, at den uheldige helts korte land-epoke endte et hak mere kedsommeligt end en tilsvarende kort fase i Jim's eller så eventyrlige karriere.

Alt sammen blot fordi Jim's korte fase som skibsproviantør i sin kedsommelighed angivelig kun overgås af jobbet som forsikringsagent: "insurance canvasser". Og det der så berettes om denne lejlighedsvise broder og overmand i arbejdslivets kedsommelighed, har endda slet intet at skaffe med bemeldte job - hvorom der jo netop intet interessant var at sige.
Nej, men samme person var heldigvis for os andre ganske som Jim en fantast og forliste sidenhen på sin egen mindevärdigt barokke måde: Ganske som også Jim ender med et heroisk forlis - der i sin tur skal råde bod på et tidligere herostratisk tab af ry og äre.
 Med andre ord: Aproposet for den lange passage er helt "accidentielt", men bliver springbrädt til en eventyrlig historie helt i sin egen ret. Men den historie indeholder så til vort held en ejendommelig parallel en miniature til Jim's historie. Og sådan er Conrad hele vejen igennem.

Hvor mange der tvangsmæssigt straks tilsluttes sig Conrad's genialitet ("han er jo en klassiker"), ville ikke stejle over enhver tendens af samme art hos os dødelige - og lovprise helt banal praktikantprosa for dens "veloplagthed"og hvad det nu ellers hedder blandt tilbederne af den røde tråd.

Naturligvis med forbehold for særlig fortærskede tricks (som alle straks liker i  flok) såsom at starte med en anekdotisk detalje midt i historien: "Den morgen havde han tænkt meget på, hvad han skulle købe til sin hustru i fødselsdagsgave, og det blev ikke meget bedre af, at han aldrig havde været nogen stor tilhænger af fødselsdage. Nu ombord på ruteflyet til Damaskus kom han atter til at strejfe spørgsmålet, og lidet kunne han ane, hvilke uhyrligheder han få minutter efter skulle blive det eneste overlevende vidne til.
Som udsendt fra Morgenavisen havde jeg som den første lejlighed til at interviewe ham. Osv.osv.osv." Indtil reportagen omsider er tyret til ende, så vi alle kan konversere opdateret om det samme, indtil morgendagens avis heldigvis atter bebuder et nyt obligatorisk diskussionsemne.