Et billede er kun et billede - og ganske som sort-hvid undertiden er at foretrække, så kan et lidt uskarpt foto ud over på anden vis at være mere heldigt, undertiden netop virke stærkere: For det minder om en drøm.
For enden af endeløse småveje i det nordlige Jämtland åbenbaredes midt om natten mod al sandsynlighed en dalgang i et ellers stadig mere arktisk terræng - med en velbygget nybygger-gård og livlige heste, der bar mindelser om Alberta eller Montana på Bedstemor And's tid - som jeg forestiller mig dem...Hestenes blide bjældeklang når de af og til foretog nogle kåde spring eller blot flyttede sig et stykke til bedre græsgange, virkede beroligende i vildmarkens natlige ugæstfrihed.
En sædvanlig praktisk forglemmelse, der nødvendiggjorde et længere tilbagetog uden punkteringer eller motorstop for at hente det glemte højere mod nord, faldt derfor heldigt: For det gav mig mulighed for endnu engang at besøge mit lille Shangri La ved midnat. Men først gang var nu bedst, fordi det var så uventet - og gentagelsen blev skønt vellykket dog ikke helt det samme eventyr.
Men måske er det også en vulgær og uromantisk idé, at alle vore drømme partout skal virkeliggøres?
I aviserne læser vi daglig om folk der har virkeliggjort deres drømme - hvad enten det nu er lykkedes dem overbevisende at snyde statskassen for en milliard, eller sammen med en overbevisende kumpan eller to fået "antaget" et eller andet, der på tidens vilkår allerede af den grund godt kan forekomme os andre betænkeligt snarere end egentlig interessant...
For også her gælder: Første gang du snyder statskassen, er det måske virkelig kunst. Men når alle så skal gentage kunststykket, er det for længst fladtrådt og udvandet - al momsfritagelse samt både kultur- og egnsudviklings-støtte til trods...
------------------------så
Hellere auto-focus end out-of-focus. Indrømmet - men så på den anden side: Hellere "out of focus" end "out of tune" ("desaffinadio")...
Som ved billedet fra Shrangri La har ognedenstående foto ufrivilligt en sær drømmekvalitet, som ingen megapixels formår at fange, men som tværtimod forstærkes af den noget omtågede fokusering. Hvem ved - måske ligefrem fotografiets svar på istidens hulemalerier?
Og ligeledes helt uden kulturstøtte: For ellers går det som med neanderthalernes malerkunst, der snart degenererede til maner af lutter moderligt ukritisk kunststøtte: både når deres billeder på en god dag var omtrent lige så vellykkede som cromagnon-folkets hulemalerier - og når de mildest talt ikke var det...Hvilket som bekendt også blev begyndelsen til enden for denne storstilede antropologiske blindgyde....
No comments:
Post a Comment