GEORG BRANDES og POLITIKENS FØDSELSDAG...

Geburtsdag? Ser man det, ser man det! Det kan man da kalde en aktuel nyhed - men naturligvis ingenlunde af den grund spor mindre "almengyldig" end selveste Shakespeare.

Men hvoraf komme det mon så, at ingen af alle de mange ny-alfabetiserede, der lige som P.H. insisterer på Georg Stages (!) apokryfe og frisindet uformelle - men just derfor i den lidt mere ortodokse jødedom klogeligt ugyldige - faderskab: At ingen mors sjæl i hele denne demokratiske syndflod af ufrivillige citater i døgndrift kaldet "meninger" nogensinde citerer Brandes' mindeværdige ord fra hans bog om Shakespeare:

"Ganske som på Perikles tid enhver dannet græker kunne lave en sådan nogenlunde skulptur, således kunne på Queen Elizabeths tid enhver dannet englænder flikke et sådan nogenlunde klassisk drama sammen.
I vore dage derimod kan på samme vis enhver dannet borger strikke en sådan nogenlunde avisartikel sammen. Oh Herre Jemini - vi nutidens arme stakler er alle journalister...."

"Det værste ved Poltiken" (dagens kosteligt opfindsomme stunt der skal bevise anti-royalisternes kongelige format) er det samme som det værste hos så mange andre af vor tids borgerlige instanser:

Klassens drenge og piger synes på tværs af alskens moderat etnicitet at tro, at "selvironi" er er et kvikt fix og en bekvem lynafleder, hvorunder man kan bestikke og afvæbne en række lige så bekvemt placerede borgere i andre lejre ved en form for repressiv tolerance:

Omtrent som ved Middelalderens karnevalsoptog, hvor særligt inviterede fik lov til at lave komplet forudsigeligt grin med både pave og kejser - der herunder begge morede sig kongeligt og efterfølgende sagkyndigt anmeldte de optrædendes kunstneriske præstationer. Og den anmeldelse kunne de siden pavestolte lægge i deres dumme og kreative CV.

Imidlertid kunne man godt spørge, hvorfor Brandes beklagede modernitetens meningssyge som værende et tilbageskridt i forhold til elizebethanernes dramatiker-syge og grækernes (påståede) skulptur-dille.

Beklagelsen går vel i alle tre tilfælde på amatøristisk insisteren på ligeværd - ja, for selve det at forsøge sig udi en sportsgren er jo ingen synd. 
Det mest nærliggende svar må være, at Brandes nu engang ikke var samtidig med de to andre kategorier og derfor ikke behøvede at ærgre sig over dem. Med Storm P. ord så var samtidens journalistiske syge ham derimod en flue i øjet - og det overdøver nu engang altid verdenssituationen.

Siden Brandes' dage er det kun blevet værre - på omtrent alle felter. De halvgode tror straks de ser det gode, at så kan de vel også blive stjerner. Det kan de da også - og de gør det på stribe. Men så er det heller ikke længere det samme...

Men når Brandes selv "måtte" (for han holdt sig sandelig ikke tilbage), hvor for burde andre så afstå? Fordi der er noget der hedder selvkritik, men den er nu engang bedst udviklede hos de bedste - og det er velsagtens en af grundene til at de bliver bedst. Til et givet fagligt talent hører jo selve evnen til at se forskel på det ringere og det bedre.

En anden ting er at selv en Brandes vel af og til har fremturet lidt for sikkert. Kritikeren Harald Nielsen kaldte ham ligefrem "usurpatoren", hvilket nu nok var at gå for vidt. Men de meningsberettigede har altid knurret lidt ad hinanden