LORD JIM - FARLIG SEJLADS I KJØBENHAVNS KULTUR-CIRKUS

Forleden diverterede en meget høflig mand - så høflig at han endog er høflig over for mig og sågar under fire øjne i strid med al fornuft har kaldt mig "indlysende højt begavet" - på sociale medier sin forfremmelse i vor permanente Københavnske Kulturnat, hvor alle katte som bekendt snart er grå som koks.

I den forbindelse inkasserede jubelaren på Facebook over 250 "likes" og næsten lige så mange kommentarer fra andre privilegerede medlemmer i vor evige "kultur-nat". 

Det besynderlige var nu, at ikke en eneste af disse privilegerede kommentarer var på mindste vis læseværdig, rammende, åndfuld, morsom - eller bare dannet. Og dog taler vi her om hartad den ganske humanistiske elite hertillands.

Dannet? Nej, for enhver der besidder den hjertets dannelse som det p.t. er højeste mode at ævle om, ved intuitivt, at ved en tale skal man ikke alene behage jubelaren, men på en skønsom måde også fortælle noget sandt og karakteristisk om den pågældendes karakter og levned, herunder tillige antydninger om væsentlige slagsider. Og så bør talen udover humoristisk islæt helst have en vis musikalsk form for at råde en smule bod på livets egen uundgåelige banalitet.

Den moderne masse-fabrikerede kulturkarriere-klasses indbyrdes leflende høflighed er derimod som hovedregel plebejisk rå og udannet, fordi den så helt og aldeles savner såvel sandhed som opfindsomhed. Ja, endda også umoralsk, fordi den så åbenlyst alene sker ud fra tarvelig beregninger, hvis bagside nemlig er en komplet uforstilt uhøflighed over for alle, som det ikke ligefrem er en oplagt god forretning at være høflig over for.

Jubilaren valgte helt legitimt at forkynde sit glade budskab under brug af velkendte maritime metaforer om den stolte skude med selveste NN ved roret, det øvrige fornemme mandskab så sandelig ej at forglemme. Og enkelte læsere bed slapt på som var de fiskekroge forsynet med lovlig karrig madding. Men aldeles uden at berige eller kvalificere forestillingen...

Selv var man her undtagelsen, idet man nemlig just tog afsæt i jubelarens egen undskyldning for sin "skamredne maritime metafor".

Ja, for det blev anledning til at fortælle om en vaskeægte søkaptajn af mit bekendtskab med ret til at føre selv de største tankskibe, som uskyldigt dømt i Byretten var i fare for at miste sit certifikat - men som lykkeligvis blev frifundet af en enig Landsret.
Min pointe var ud over underholdningsværdien at illustrere, at i vor kaptajns tilfælde var der så sandelig ikke tale om "skamredne maritime metaforer" - selv om manden dog var gået på landjorden og dér havde indrettet en maritimt udstyret restaurant.
Jeg kunne have betitlet min kommentar efter kaptajn Joseph Conrad's berømte bog-titel "Lord Jim" - der nemlig just omhandlede en uskyldigt dømt kaptajns svære sjælekval.

 Men selv trods dette litterære sufflør-vink ville nok ingen i kultureliten have reageret med andet end den kollektive solidaritets guldrandede snarere end gyldne tavshed..,

Læs engang: 

"Hvis jeg nu ligesom Joseph Conrad havde været kaptajn på et skib, ville jeg nu ikke blive ret smigret over først at blive hyldet for min betryggende beherskelse af rorpinden - for dernæst at få at vide, at det alene var ment som en "skamreden metafor."

Således kendte jeg engang en skibsfører med certifikat til de største tankskibe, men som i sidste ende fortrak et roligere liv i indenlands pirat-frie farvande: og endda en overgang som ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronningens Tværgade. For lidt har vel også ret.

Da den store, men komplet uvoldelige mand en dag frygtede, at en pige måske havde taget sit liv på toilettet, sprængte han efter mange forgæves opfordringer til pigen om at give sig til kende til sidst døren og førte den nu hysterisk skrigende pige ud på gaden.
Dette førte uheldigvis til en voldsdom i Byretten - som dog efter ni måneders gru i Helvedes forgård blev pure annulleret af en helt enig Landsret.

Nu kommer pointen: Vor mands største frygt og bæven under de 9 måneders infernalske drægtighed var nemlig slet ikke at miste sin restaurant, der jo nu havde vist sig endnu mere usikker end verdenshavet, men derimod dette at miste den pletfri straffe-attest der var en absolut betingelse for bibeholdelsen af hans fornemme maritime certifikat - og dermed tillige muligheden for et besindigt tilbagefald til Stillehavets kontemplative ro efter al balladen i Frederiksholms Kanal.

Så pas på med at skamride metaforer. Men nothing personal: For det eneste jeg selv har til fælles med en rigtig sø-kaptajn er, at jeg som en æressag hverken kan svømme eller skrive..."