STEIN BAGGER OG MADS UDEN MONOPOL -. LIDT OM ANSIGTSGENKENDELSE

Stein Bagger fortæller at han har masser af selvtillid, men derimod kun meget lidt selvværd. En interessant distinktion som ikke er hørt før, men som alligevel er mere end frie associationer.

Skudt fra hoften ville jeg nok antage, at afdøde unge Mads Holger havde det på lignende samme vis. Jeg kender i øvrigt også et patologisk eksempel på det samme: en ambitiøs yngre klassisk musiker, der trods et kønt ansigt som altid har nydt kvinders bevågenhed og omsorg, aldrig har kunnet udstå synet af sig selv i spejlet.

Syndromet har skam et navn, om end ingen god forklaring og heller ingen egentlig behandling - og det er notorisk forbundet med en høj selvmords-risiko.

Den yngre mand af mit bekendtskab (jeg omgås nemlig nu om dage kun mine klienter, for de har da i det mindste sygdomserkendelse) fortalte mig, at dengang han omsider kastede håndklædet i ringen og søgte førtidspension, gik det først trægt - lige indtil hans diagnose kom på bordet:
Så fik han den førtidspension smidt i hovedet og blev bedt om at skrubbe af og ikke spilde mere af systemets kostbare tid.

Den diametralt modsatte kombination af chalatanens forener lav social selvtillid med højt selvværd. Og den kan derimod være højst sejlivet, fordi sådanne folk i den grad lige som visse nøjsomme alger lærer at leve på en sten og til sidst ikke stoler på noget som helst andet i verden end sten, der nemlig er bundhæderlige og derfor slet intet lover - ja, undtagen hvis de ligefrem hedder Stein...

Javel, men mennesker bør nu engang ikke hedde noget som de bare er: Den slags er vulgært og minder alt for meget om overflødige medaljer eller medaljer for hvad der burde være en selvfølge: eller om al den "almendannelse" som kun de som enten savner den eller har fået den moset og proppet i den gale hals, ævler utrætteligt om mod betaling. For desværre har ingen nemlig fået den geniale ide i stedet at betale dem endnu mere for at lade være...
------------------
For fuldstændighedens skyld må vi tillige nævne et helt tredje syndrom- "prosop-agnosi". Det består i manglende evne til at genkende ansigter - og derfor velsagtens også ens eget ansigt. Hvilket sidste som fremgået undertiden kan være en stor nåde...

Dette med ansigts-genkendelse minder mig sluttelig om dengang jeg antog, at en gammel bekendt med drastiske erindrings-lakuner var blevet sindssyg -  lige indtil det viste sig at være hans mig helt ubekendte enæggede tvillingbror jeg havde mødt. Dvs. han nævnte faktisk under samtalen eksistensen af en sådan tvillingbror: Med med mit psykiatriske hang antog jeg, at der måtte være tale om et genfærd sammensat af den synligt ubalancerede mands dunkle og fragmentariske  minder om hans fordums mere
 lovende jeg.