ET BYZANTINSK KRIMINALSAG - OG LIDT OM ALKYMI

Da jeg rejste mig fra biblioteket (for Facebook bør man ikke have inden for dørene), opdagede jeg straks, at min ene handske var forsvundet, skønt jeg bestemt havde lagt begge handsker på bordet ved min ankomst.

Jeg drog heraf øjeblikkeligt den skarpsindige slutning, at tyveriets opklaring i dette tilfælde ville være en lige så smal sag som Dr. Kimble's berømte en-armede morder i TV-serien "Flygtningen" i 60 erne. Ja, for hvem andre end en en-armet tyvenægt gider dog stjæle en enkelt handske?

Men som vi husker, så tog den medfølende dr. Kimble jo heri sørgeligt fejl - til seernes store held i et par år.

Og ligeså i mit tilfælde: For dr. Watsons elementære korrrektion kom i næste sekund: Hvad nu hvis også gerningsmanden selv er to-armet, men enten har tabt eller er blevet berøvet sin venstre-handske. Også i hans tilfælde kan i tilfælde af tyveri skurken således på samme vis være enten en-armet eller to-armet.

Men såfremt også denne nye tyv er to-armet, så bærer også han atter på en personlig historie: enten uheld eller tyveri - og i tilfælde af tyveri enten en en-armet eller en to-armet tyveknægt. Men hvis nu også denne tyv er to-armet, så har også han sin egen personlige tragedie. Osv. osv.

Dr. Watson's elementære punktering af min indledningsvise og forhastede "skarpsindighed" viser sig således snart at blive en ret kompliceret sag.

Just det: Og dette er nok grunden til, at vi politifolk i stedet for at opklare forbrydelsernes byzantinske kombinatorik foretrækker at finde en bekvem og forsvarsløs syndebuk, som ingen djævel gider forsvare: enten fordi alle gerne tiltror staklen al mulig skyld, eller også fordi en sådan syndebuk også for dem selv er uhyre belejlig...

Ja - faktisk er syndebukke så belejlige for os mennesker, at selv om de ikke fandtes, så måtte vi selv opfinde dem - ganske som med Gud ifølge Voltaire. Og lige i Kristendommens tilfælde er just guden selv som bekendt tillige blevet forfremmet til at være denne vores alles belejlige syndebuk: Så kristendommens genialitet består derfor ret beset deri, at i stedet for at gøre to geniale opfindelser så kunne vi mennesker nu nøjes med blot én enkelt opfindelse.

Dette med geniale opfindelser bringer os tilbage til vor daglige undren over, at vor lige så daglige nødvendige sanering efter toiletbesøg ikke forlængst er blevet teknisk automatiseret på klinisk niveau med vor tids øvrige høje hygiejniske standard. Og dog insisterer vi på at kalde vore "private parts" de "ædlere dele"....
Men apropos ædle dele -, ja, for digressioner forpligter:

En dame betror mig at nøglen til hendes betryggende familie-arv var produktion af noget som alle behøver - kort sagt næppe kunsthåndværk og "bøger", som alle og enhver jo desuden hysterisk falbyder i vore dag under devisen: Talent er vel godt - men du når nu længere med selvtilid....

Uden fup eller kammeratligt hjælpsomt mediehysteri er det uhyre svært at skabe sig en formue på den vis. Nej, gør som jeg og opfind et uundværligt husgeråd. Inden for skibsfarten har vi det vi kalder en skibs-anode: en påhægtet klump af uædelt metal - typisk zink - der skal levere alt det metal som korrosionsprocessen i det salte vand behøver for at mættes løbende. Derved skånes nemlig skibets bærende dele af ædlere og mere jomfrunalsk påholdende metaller.

Min seneste opfindelse handler i princippet om det samme, men gælder beskyttelse af uld mod mod møl:
Læg dine allerfineste klædstykke af Kashmir eller silke oven på alle øvrige uldvarer såsom islandske sweatere og luk dernæst alle vinduer, mens du tager på ferie en ugestid.

Ved din hjemkomst kan du trygt brænde eller kassere din snedige lokkemad af kashmir/silke-cocktail ud, og alle de uartige børn følger nemlig med badevandet ud. For møllene går erfaringsmæssigt efter de ædlest mulige uldvarer, idet deres kultur og tradition nu engang tilsiger dem altid at begynde med desserten.
På denne måde kan du bevare dine islandske sweatere helt uhullede til de vejrforhold, hvor sligt behøves. Kashmier og silke var dog kun forfængelighed og luksus - der som sagt heller ikke skaber rigdom, modsat det nødvendige juks som alle behøver.
--------------------------------
Ovenstående annonce om anodiske metaller og anodisk uld minder os forresten om Albert Engströms tegning af den under en øvelse skamskudte soldat med sprængt underkæbe. Hans kaptajn trøster ha brysk med disse ord: "Det var då tur at kulan ej träffade dom ädlare delarna!"

Så også Engström var inde på det rigtige spor med anode-tanken, men han fortabte sig desværre i den slags fjollede digressioner som ødelægger det hele: alene for en stakket stund at få latteren på sin side....
Og nu fik vi på ganske samme vis ødelagt vor annonce og dermed muligheden for omsider at skabe os en formue. Nej, skomager - bliv ved din læst...Nu mangler det så kun, at alle I andre gør det samme ....