IRVING STONE OM DET GRÆSKE DEMOKRATI, SOKRATES og "SANKT TIPPE" - MED RETSFILOSOFISK EFTERORD...

Irving Stone skrev sammen med sin hustru en kritisk ugevis lige fra Mc Carthy-perioden I 1953 til 1977. Klassisk baggrund, men fremragende journalist. Da han trak sig tilbage 1977, tilbragte han sine sidste 13 år med at skrive et værk om ytringsfrihedens og retssikkerhedens tidlige historie.
En bog, som næsten overflødiggør den nylige obligatoriske bogklub-mursten herom begået af en uklanderligt velintegreret mønsterbryder (hvorfor er der forresten aldrig nogen der nævner vore mange mønsterboksere?) - som udover sin professorale mentors og sidekammerats ærværdigt grånende Brüll-chreme kan påberåbe sig en immuniserende Obama-”light” effekt, der ganske som i Yassan Hassans tilfælde endog giver dispensation til lejlighedsvis politisk ukorrekte svinkeærinder.

Jeg har selv ikke læst den hjemlige udgivelse, men stoler på Peter Wivel's ord herom i hans anmeldelse i Politiken: at bogen langt hen har et ”andenhånds” præg. Ja, mon dog ikke? Eichmanns gebis var jo heller ikke så let at løbe fra i længden – for nu at gå over Atlanterhavet efter vand, ihukommende at de mest oplagte sammenlignende billeddannelser vel per definition tillige er overflødige...

-------------------------------

Irving Stone argumenterer med både filologisk grundighed, kildebevidst uklanderlig research samt lærde referencer for, at Athens demokrati faktisk var ganske velfungerende, i hvert fald af en debutant at være: Ja, for endog psykiatriske debutanter er jo heller ikke altid helt overbevisende i starten.

Ingen kunne således dømmes uden hjemmel i nogen lov – og ej heller uden enten sejrrig eller også uimodsagt argumentation. Hertil kom at domme i strid med ”retsbevidstheden” – dvs. med lovenes ånd – undertiden kunne tages op til revision. ”Grundloven” var således underforstået, selv om begrebet grundlov endnu ikke var opfundet. Dette er nok rigtigt set: For dette at personer kun kan dømmes i henhold til vedtagen lov, må vel ret beset være det logisk nødvendige fundament og prototypen for enhver grundlov? Jeg giver forresten en kasse øl, såfremt dette også står at læse i tvangsgaven fra Paven.

Ytringsfriheden og den fordomsfri gæstfrihed var endvidere Athens stolthed, som allerede Perikles praler af i en berømt tale som et unikt eksempel til efterfølgelse – hvorimod Sparta og Kreta var diktaturer, hvor enhver fritænker ville være dødsdømt, og hvor der af samme grund hverken fandtes tragikere, digtere eller komedie-forfattere.

At Athen skulle have dødsdømt eller landsforvist sofisten Protagoras og ”astronomen” Anaxagoras for gudløshed, omtales i følge Stone intet sted af de samtidige historikere Xenofon og Thukydides, og vi har alene komedie-forfatterne som reference. Havde det været sandt, ville Sokrates have nævnt det i sin forsvarstale, ligesom Platon efterfølgende med indignation ville have fremhævet så prominente fortilfælde af justitsmord i sin kamp mod det skrækkelige demokrati.

Tværtimod henviser Sokrates i sin forsvarstale netop til sofisten Protagoras som en nulevende person, man underligt nok endnu ikke har anklaget trods et ganske tilsvarende virke. Endvidere udgør just komedie-forfattere såsom Aristofanes solide beviser for, at der herskede en nærmest uindskrænket ytringsfrihed i Athen: For hverken guderne eller de politisk valgte ledere blev skånet for latteren. Ingen lov forbød ateisme eller blasfemi – dog muligvis med undtagelse for i den forstand, at selve Athens demokratiske ånd og skytsgudinden Athene i praksis blev opfattet som en helt ukrænkelig national guddom.

Men hvordan kunne man så alligevel begå justitsmord på Sokrates?

Irving Stone's opsigtsvækkende svar lyder, at den spartanske Sokrates konstant ytrede foragt for demokratiet og dets ledere, ganske som han havde kritiseret tidligere udemokratiske regimer. Og selv om han et par gange havde udvist betydelig politisk civilcourage, så havde han dog aldrig selv bidraget politisk til demokratiets genindførelse eller til generel vaccination mod dets slemme børnesygdomme.

Retssagens hovedanklager garveren Anytos var derimod gået i landflygtighed efter en bølge af justitsmord og havde derfra forberedt omstyrtelsen af det terrorvælde, som efter Sparta's sejr over Athen i to kortere perioder herskede. Sokrates var derimod slet intet ”politisk dyr” – og han viste ingen videre respekt for sådanne, selv om han personligt nød godt af demokratiets fordele.

Men der herskede jo altså ytringsfrihed?
Ja, men Sokrates insisterede selv på martyriet ved med forsæt at undgå at benytte de mest indlysende argumenter til sit forsvar: nemlig at påberåbe sig den selv samme ytringsfrihed og øjesten, hvormed Perikles i sin berømte tale havde brystet sig på byens vegne i forhold til byens tidligere diktatur-regimer.

Stone affyrer fra hoften en indlysende alternativ og helt uigendrivelig forsvarstale, som Sokrates sagtens kunne have holdt. Men i stedet valgte han lige til et sidste med sin ubetalelige indirekte og underfundige form at udstille nævningenes forsamling på 500 borgere som en samling æsler. Han ville være martyr og undte ikke Athen nogen art indrømmelse endsige sejr.

Heraf kom det, at skønt Sokrates blev kendt skyldig med en helt ubetydelig majoritet – så blev strafudmålingen dog vedtaget med stor majoritet. Altså stemte også mange af dem, der fandt Sokrates uskyldig, dog efterfølgende for hans dødsdom!

Dermed lykkedes det Sokrates at gøre Athens demokrati komplet både til grin og til skamme for al evighed. – Og, siger Stone: Just dette må åbenbart have været hans mål. Hvis derimod Sokrates havde forsvaret sig fornuftigt og var blevet frikendt eller havde fået en symbolsk parkeringsbøde – så ville Athen tværtimod være gået af med sejren ved at vise, at endog den evigt kværulerende Sokrates blev tålt, hvorimod han ville være blevet myrdet i enhver anden af de græske stater, som han så ofte retorisk lovpriste som eksempler på spartansk værdighed helt uden kvindagtig retorisk pyntesyge - uden dog nogensinde selv at turde besøge nogen af dem.

I øvrigt tænker jeg her, at Sokrates' hyppige roser til det "sovjetiske" Sparta, som for ganske nylig havde besejret Athen og faktisk vist langt mere skånsel og respekt end frygtet: – at disse roser nok bedst kan sammenlignes med, når ens klassekammerats mor i opdragende øjemed undertiden hånende kunne fremhæve den unge middagsgæst som et eksempel til efterfølgelse – i reglen på skrømt og aldeles uden det grundlag, som nemlig først langt senere skulle blive en sokratisk provokerende og efterhånden landsdækkende realitet i vor hjemlige demokratiske bystat, hvorfra vi selv så ofte lovpriser både Folkhemmets og Sibiriens lyksaligheder.

Selv hvis Stone har ret, så må vi imidlertid samtidig konkludere, at retsstaten Athen åbenbart endnu var så skrøbelig i forhold til ”the human factor”, at naturen i særlige tilfælde alligevel godt kunne gå over optugtelsen. Og det minder mig i sin tur om en interessant snak, jeg for nylig havde med en dommer og en sprogprofessor om brugen af ordet ”forbrydelse”. Spørgsmålet var nemlig her, hvorvidt vi bør betragte det som forkert sprogbrug indigneret at omtale en ugerning som ”en forbrydelse”, med mindre den vitterlig er forbudt ved lov.

Dommeren holdt selv sagt på juraen, hvorimod sprogmanden mente at man ikke meningsfuldt kan afvise en så vidt udbredt og alment accepteret sprogbrug som ”ugyldig”: For den har jo åbenbart en mening.

Ikke desto mindre illustrerer Sokrates' sag risikoen for at tvetydighed kan resultere i ”dobbelte standarder”, når en endnu ikke fuldt udviklet retsstat skal tage stilling til, hvorvidt en fornærmelig eller usympatisk person ligefrem bør behandles som en "forbryder". Selv om vi mener, at en bestemt handlemåde er så forkastelig, at den burde forbydes ved lov – så kan man som fremgået ganske vist ikke dømme synderen juridisk, før en sådan lov faktisk er vedtaget. Men en retorisk dygtig anklager eller demagog ville i en endnu embryonal retsstat uden formaliseret grundlov alligevel let kunne argumentere for, at da vi jo alle ved, at denne eller hin handlemåde bestemt fortjener at blive kaldt en ”forbrydelse” – så må den følgelig også betragtes som både forbudt og strafbar: Elementary, my dear Watson...
----------------------
Et rent psykologisk spørgsmål, som Stone slet ikke tager op, er hvilke grunde som mon kan have motiveret Sokrates til at søge martyrdøden. For han var jo ingenlunde hverken overset eller miskendt i Athen og var dertil notorisk fri for både sociale og politiske ambitioner. Det mest nærliggende svar er nok, at selve dette at hans egen hjemby Athen overhovedet kunne finde på at rejse en retssag mod ham, må have krænket hans personlige integritet og ære i en sådan grad, at han teatralsk valgte at løbe linen ud for at gøre sine anklagere maksimalt til skamme. Derved opfandt Sokrates samtidig tragi-komedien, som vi ellers bedst kender fra de langt senere Shakespeare, Ibsen og Strindberg.

Jo: Slig over-reaktion forekommer faktisk undertiden her i verden, når et menneske af skæbnen tilbydes en stor karakterrolle, alt for god til refusere.... Men som regel har det nu knap så drastiske personlige omkostninger som ved den faustiske djævlepagt, der altså i Irving Stones øjne må have været tale om i Sokrates' tilfælde.

Irving Stone's bog lever op til alle akademiske krav, men er alligevel forbavsende letlæst. Det er en bog, som man ikke nænner at skille sig af med – selv om den sjovt nok ikke indbyder til genlæsning. For i ordets aller bedste forstand journalistisk, så er bogen i sin forbilledlige klarhed også helt uden knaster, digressioner og uforudsete billeddannelser – endsige tilløb til den art interessante selvmodsigelser, der ikke lader sig forklare som blotte logik-fejl. Forfatteren Joseph Conrad var nok heri Stone's diametrale modsætning.

Nej, Irving Stone er den ubestikkelige advokat, som med både et knivskarpt intellekt og barnets uskyldsrene hjerte uden hverken tvivl eller effektsøgen har kulegravet sagen efter bedste evne – og taget parti derefter.
Således er det rørende at opleve den aldrende mands moralske indignation på mere end 2000 års afstand over den dovne Sokrates' kølige ligegyldighed over for sin evigt opofrende hustru Xantippe før hans selvvalgte død af skarntydesaft: Hensynet til hende og børnene talte åbenbart slet ikke i den heroiske og verdenshistoriske sammenhæng.

Joseph Conrad's mesterlige roman ”Lord Jim” fra år 1900 handler om en person, der på lignende vis vælger som en æressag at gå lige lukt i døden helt uden at betænke hensynet til sin familieløse hustru, som herefter vil være ene og forlist i Borneo's dengang komplet jomfruelige jungle – til fortællerens psykologiske undren og lavmælte beklagelse. For Joseph Conrad var på trods af et lige så rent hjerte som Stone's tillige et drømmende og grublende sind med en højst mangfoldig erfaringsbaggrund.

Mange har ligesom Kierkegaard set Sokrates som en forløber for Jesus. Men krypto-feministen Irving Stone kårer altså i stedet hans hidtil oversete hustru Xantippe til – Sankt Tippe.