SØRØVER-HISTORIER OG SØFORHØR - OM FORBRYDELSENS SEMANTIK

EMERI-TUDSER MED IMPRESSARIO

Belært af de emeri-tudser som af frygt for denne svigefulde verdens Alzheimer-glemsomhed snarere end for deres egen nedlader sig til som støttepersoner og impresarioer at opsøge og give dyrt betalte håndslag til vort trojanske heste-markeds mefistoliske medie-personager markedsført af bogklubberne som på en gang guldalder og selveste Thomme-lidens beskedenhed - således vil også vi i dag tillade os at skryde sammen med "de högsta hönsen", som svensken siger.

Nytårsaften tilbragtes nemlig med kongelig havudsigt i eksklusivt selskab med en fyrstinde og en dommer ved Østre Landsret - mindre kunne ikke gøre det, og det øvrige selskab må åbenbart have ment noget lignende.

Landsretsdommeren havde været med til at frifinde en absolut udadlelig søkaptajn af mit bekendtskab, som Byretten uretfærdigt havde dømt for vold - ikke i hans embedsførelse som kaptajn, men i egenskab af ejer af en maritimt indrettet restaurant i Dronnings Tværgade.
Den polske søkaptajn Josef Conrad skrev for 100 år siden den dybe roman "Lord Jim" om en tredje søkaptajns tragiske og heroiske kamp for æres-oprejsning efter et odiøst skibsforlis.

-------------------------------------------

Herfra førte samtalens kunst til det spørgsmål hvorvidt ordet "forbrydelse" bør forbeholdes grove lovovertrædelser frem for alskens handlinger som vi privat måtte finde dybt forkastelige. Fyrstinden og dommeren var forventeligt ikke aldeles enige. I går aftes forelagde jeg så - endnu engang i eksklusivt og derfor også skinsygt ekskluderende selskab - sagen for professor i dansk sprog Lars Brink.

Jeg havde her egentlig forventet den uhyre stringente mands udslag til fordel for juraen, men livet har lært ham sagtmodighed, idet han måtte medgive, at private vurderinger af dette og hint som "forbrydelser" meget vel lader sig forstå - hvorimod det ville være absurd at "synes", "hævde" eller "mene", at røveri er en forbrydelse i lovens forstand, hvilket jo er en elementær positivistisk kendsgerning og ingen vurdering.
Dertil er selve det danske ord "forbrydelse" rimeligvis ældre end nogle nedskrevne love, hvilket åbner en luge på klem for den personlige vurdering, som jo også oprindelig ligger bag og før de nedskrevne love.

Kort sagt frikender Landsretten altså også i dette tilfælde den først i Byretten dømte. Hertil kunne man dog spagfærdigt indvende, at selv stammer uden skriftsprog jo har både love og tabuer - hvoraf de sidste jo af gode grunde end ikke MÅ skrives ned.

Hertil kommer, at hvis vi af defaitistisk respekt for virkelighedens mangfoldighed godkender og tinglyser enhver sprogbrug som for den talende selv giver mening, og som opleves som relevant af mange andre, så bortfalder snart muligheden for at anse ret hyppige ordvalg og udtryksmåder for misvisende eller endda forkerte. For enhver, der bruger et ord til at betegne noget andet end det hævdvundne, kan jo så henholde sig til, at han og hans nærmeste skam ved hvad han mener - selv om en puritansk sprogpedant vil hævde at han vrøvler, idet han vil fastholder sprogbrugeren på ordenes klassiske betydning.

Sprogpuristen vil omvendt hævde, at enten kender og bruger sprogbrugeren faktisk ordets gængse betydning, men tænker bare lige så sagligt forkert som den zoolog der i hastværk tager en elefant for en flodhest. Eller også tænker han fagligt nogenlunde klart: men dog ikke mere, end at han i farten kan vælge ukorrekte - om end naturligvis nærliggende - termer, på trods af at han er en indfødt sprogbruger uden hverken uvidenhedens eller den mangelfulde integrations undskyldning.

Hur som helst er det i dag den erklærede praksis blandt vore officielle sprogfolk udelukkende at regulere normativt, hvor det gælder retskrivningen, som allerede i sin natur er noget vedtagent. Udtale og betydning tilhører derimod det naturlige og spontane talesprog, som er dynamiske og foranderlige størrelser med de såkaldte pendul-ord som det mest markante eksempel. Her nøjes de fleste sprogfolk i dag derfor med nøgternt at beskrive og forklare den forekommende variation.
-----------------------
Ingen indfødt dansker ved sine fulde fem ville imidlertid finde på at kalde en elefant for en "forbrydelse"; så heldigvis er der lagt låg på vore babelsk forvirrede sproglige nytårs-tosserier. Hvilket minder mig om dengang min klassekammerat i ramme alvor spurgte min mor, om han måtte tage "låget" af vores fåmælte - og ved denne lejlighed tillige målløse - græske landskildpadde, som utvivlsomt må have tænkt sit ved udsigten til denne snarlige forgribelse på dens personlige integritet

Men kort sagt er der heldigvis lagt et låg på sprogforbistringen. I modsat fald havde vi måttet henvende os til nutidens medie-professorer i kognitiv semiotik - som om der fandtes andre former for semiotik: Ja, hvis nu semiotik ellers overhovedet eksisterer andre steder end på visse humanistiske fakulteters forkætrede budgetter: Det sidste i øvrigt til vor egen professors ærgrelse...