NYTÅRSKUR OG UBÆRLIGE ÆRESTAB

Fejrede nytår med torskerogn samt næsten kongelig havudsigt fra min loge til Slaget på Reden.

Værtinden gad som alle fødte mere end passionerede royalister og modsat nidkære, autoriserede og betitlede oprørere ikke nødvendigvis høre endsige kommentere Dronningens nytårstale - for hun har jo dog selv sit eget lille fyrstedømme at passe. 
Derimod bifaldt hun, at Troels Kløvedal har fået Ridderkorset: Nærmere bestemt både morede og skuffede det hende, at den dødsmærkede sømand og dermed kollega til Carsten Jensen ligefrem kunne anse dagen for denne udmærkelse for den største i sit liv. Ja, for hvad så med himlen, havet, stjernerne og hvalerne? Derimod har anti-royalister den aller største forståelse for Kløvedals sikre prioritering selv i sandhedens time.

Det minder mig om en kunstekspert og auktionarius hos Bruun Rasmussen, som for mange år siden skød sig selv med en uhyre antik sølv-beslået pistol af lutter skuffelse over at blive forbigået af den samme Dronning ved årets nytårskur. Dum-dum-kugler, formoder jeg...

Nytårskur er jo ellers ikke helt så fint som Ridderkorset, men manden var nu engang også beskedenheden selv. Og at blive skuffet i sine mest undselige forventninger til livet slår til orientering langt hårdere end ikke at blive olympisk vinder grundet en dårlig dag - som jo endog guderne kan have, når de undtagelsesvis nedlader sig til at besøge os på lige doping-vilkår samt på egen risiko.

Men hvis man nu i stedet udramatisk lader sin antikke pistol ligge i rokoko-kommoden og med dansk flegma udsætter sagen til næste nytårskur, så går livet dog som regel videre. Ja, måske ender man sågar med ikke at have synderlig respekt i behold for dem, hvis indrømmelser og fairness man engang mente sig berettiget til.

Ja, ligesom Sokrates kunne man måske endda ende med noget blasfemisk at betragte sit jordiske kors som den højeste olympiske udmærkelse under de gældende barnlige og demokratiske forudsætninger? Ja, for lad os ikke glemme, at just Sokrates' uretfærdige endeligt var grunden til Platons stejle modvilje mod demokrati.

Men kan vi da virkelig ikke tale om andet end grandios heltedåd? Tja, at blive frikendt grundet mangelfuldt bevis, eller fordi forseelsen ligger under bagatelgrænsen, opfattes ofte som ensbetydende med heroisk format i forening med ufuldbyrdet martyrium. Og selv de frikendtes forsvarere opnår derved nogen heltestatus ved ”guilt of association” - for den som hjælper en helt, er vel også en slags helt? Ganske ligesom den der er Facebook-ven med en bunke kendisser, snart bliver næsten lige så landskendt: som kendissernes hofnar...

I nytårselskabet befandt sig imidlertid en ikke ukvindelig dommer ved Landsretten, som havde medvirket i frifindelse af en højt certificeret sø-kaptajn. Når sagen ikke fandt sted i Sø- og Handelsretten, beror det alene på, at vor mand til sidst havde kastet anker for i stedet at drive en maritimt indrettet restaurant i Dronnings Tværgade. I hvert fald havde en hysterisk kvinde anklaget ham for vold, fordi han havde set sig nødsaget til bestemt at gelejde hende ud af restauranten meget mod hendes vilje. Han blev først dømt i Byretten, men siden enstemmigt frikendt i Landsretten.
Men som en af dommerne skælmsk kommenterede dommen: ”Du skal dog også lige vide, at vor dom ikke beviser, at du er uskyldig...” Men at vor mand således selv frejdigt gengav disse ord, bekræfter hans faktiske uskyld – sagt til orientering, såfremt sagen skulle gå videre til Højesteret...

Josef Conrad, der selv var gammel kaptajn, skrev romanen ”Lord Jim” om en ung helte-aspirant, der forsmædeligt fradømmes både sin moralske ære og sit skibs-certifikat, fordi han under et skibsforlis lader dødsangsten sejre over styrmandens forventede heroiske offervilje selv ved meget dårlige odds. Resten af Jim's liv bliver et tragisk storladent forsøg på at opnå oprejsning i egne øjne – om så også under de mest primitive og eksotiske forhold, glemt af verden.
Men vor egen sande anekdotes kaptajn må i hvert fald hermed siges at have opnået al mulig æresoprejsning. Og som sagt bør vi vel ikke i den forbindelse beskedent frakende os selv en vis ”guilt by association”.